Læsetid: 5 min.

De Radikale kalder sig sociale og liberale. Men det liberale har nu fået forrang

I de senere år har De Radikale nedtonet det ’sociale’ i deres ideologi og opdyrket det ’liberale’. Også i politikken over for flygtninge og indvandrere. Det har sammenhæng med partiets forskellige ansigter
De Radikale kalder sig sociale og liberale, og opdelingen har til tider været synlig ved den dobbelte ledelse af partiet. Men med Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen er det det liberale islæt, der skinner tydeligst, skriver David Rehling i sidste afsnit af serien om midterpartiet.

De Radikale kalder sig sociale og liberale, og opdelingen har til tider været synlig ved den dobbelte ledelse af partiet. Men med Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen er det det liberale islæt, der skinner tydeligst, skriver David Rehling i sidste afsnit af serien om midterpartiet.

Jens Dresling

10. juli 2019

Blandt de mange balancer, Radikale Venstre historisk har været optaget af, er partiets egen. I partiets nugældende vedtægter – fra 2010 – hedder det i den indledende bestemmelse:

»Medlemmerne af Radikale Venstre (Danmarks social-liberale parti) udgør landsforbundet.«

Aha, De Radikale har altså et officielt, vedtægtsbestemt binavn. Dermed er også sagt, at partiet skal forene det at være ’socialt’ med det at være ’liberalt’.

I partiets nu 114 leveår har denne sameksistens voldt vanskeligheder.

Lettest kan det selvsagt være at forene de to hensyn, hvis hvert af dem har markante ansigter i partiet, og de i en form for fordragelighed kan fremstå som en rummelig flerhed.

Sådan var det i partiets tidlige leveår, hvor en radikal mindretalsregering 1913-20 med stor robusthed styrede Danmark neutralt igennem Første Verdenskrig – og landets ledelse igennem et rådvildt og splittet Folketing.

Finansministeren var Edvard Brandes – et multitalent, som historikeren Kristian Hvidt i undertitlen på sin levednedsskildring har kaldt »en radikal blæksprutte«.

Brandes mestrede en halv snes sprog, skrev skuespil og et væld af vidfulde anmeldelser, var redaktør på Politiken, folketingsmand fra Langeland, europæisk skønånd (næsten på højde med sin bror Georg) og som landstingsmedlem fra 1906 nær samarbejdspartner med godsejernes leder, den frikonservative grev Mogens Frijs til Frijsenborg.

Og – for at det ikke skulle være løgn – var Edvard Brandes også en slags faderskikkelse for den politisk rastløse og letbevægelige kong Christian den 10. – som den radikale statsminister Carl Th. Zahle havde et gensidigt afskyforhold til.

Denne sammensatte Edvard Brandes var indbegrebet af en åndsliberal skikkelse.

Kriselovgivningen

I samme radikale regering sad som indenrigsminister Ove Rode, der med sin kriselovgivning under Verdenskrigen søgte at værne småkårsfolk mod krigens prisstigninger og samtidig at afskære spekulanter og gullaschbaroner fra ublu gevinster på varemanglen.

Ove Rode kom til at stå som en markant social skikkelse, båret af indignation og idealisme. Statsminister Zahle prøvede at holde sammen på det hele. Zahles rolle beskrev Brandes i 1918 med ordene:

»Han er brav og tapper og bærer alt vrøvlet med en usnobbet foragt for mennesker.«

Næste generation af radikale ledere var ikke lysende stjerner, men to jordbundne gårdmandssønner udgået af det jævne folk. De delte magten i partiet så længe, at unge dengang havde svært ved at forestille sig, at det kunne være anderledes: fra begyndelsen af 1930’erne og til 1961, hvor de begge afgik som ministre.

Det var den skarptungede, hurtigttænkende Salling-fødte indenrigsminister Bertel Dahlgaard, der tegnede den liberale profil. Den sociale blev udfyldt af den runde grundtvigianer fra Lejre, undervisningsminister Jørgen Jørgensen.

I deres årtier lange lederskab var Dahlgaard og Jørgensen ofte uenige. Som historikeren Bo Lidegaard har fremhævet, skyldes De Radikales ry for nølen og ubeslutsomhed, at de to først skulle tale sig til rette, inden partiet kunne tilkendegive et standpunkt.

Historikeren Kristian Hvidt udtrykker det på denne måde:

»De svækkede måske partiets omdømme lidt ved deres mange tågede afventende meldinger. Stort set holdt Dahlgaard sig til det saglige og overlod det politisk-taktiske til Jørgen Jørgensen.«

Baunsgaard tager over

Da den liberalt sindede Hilmar Baunsgaard i 1960’erne tog over efter Dahlgaard-Jørgensen, kunne han have beholdt den socialt sindede landmand Karl Skytte som sin synlige makker, men Baunsgaard var kun tryg ved sig selv som leder og valgte at få Skytte skubbet op i Folketingets formandsstol.

Baunsgaards solo-optræden – og tv-stjernerolle som snusfornuftens indtrængende talsmand – førte indledningsvis til radikale triumfer og Baunsgaards indtog i Statsministeriet som leder af en RVK-regering 1968-71.

Men Baunsgaards enstrengethed – og egenrådighed – vakte indre modstand og tvang ham i løbet af 1970’erne først ud af lederrollen, dernæst ud af politik.

I 1980’erne – hvor De Radikale optrådte som støtteparti for Poul Schlüters borgerlige regeringer og deres økonomiske genopretningspolitik – var der tilløb til, at Niels Helveg Petersen og Lone Dybkjær trådte i karakter som henholdsvis den liberale og den sociale lederfigur, men de blev begge svækket internt af, at de endte med at tjene som ministre under Poul Schlüter i en ikke særligt vellykket KVR-regering 1988-90.

Det banede vej for Marianne Jelveds overtagelse af ledelsen i årene 1990-2007. Jelved styrede makkerløst, men hendes fremtoning og appel syntes at vægte det sociale frem for det liberale.

Jelveds afløser, Margrethe Vestager, gennemtvang valget af Morten Østergaard som sin næstkommanderende, men uden en klar profilforskel mellem de to.

Den samlede virkning af Margrethe Vestagers lederår var en væsentligt lavere social profil – markant udtrykt i Vestagers kommentar om arbejdsløses tab af dagpenge:

»Sådan er det jo.«

Efter EU-hop

Efter Vestagers hop til Bruxelles i 2014 har Østergaard fastholdt Vestagers linje – med hovedvægt på liberale synspunkter og ’ansvarlig’ økonomisk politik.

De sociale emner, som Østergaard har profileret sig hårdt på – modstand mod VLAK’s og DF’s hårde symbolpolitik mod flygtninge og indvandrere – har flydt af en radikal indignation over forskelsbehandling af mennesker: Det nedværdigende i at udnævne nogle områder til ’ghetto’, i en stærkt nedsat ’hjemsendelsesydelse’, i råheden over for børnene på udrejsecenter Sjælsmark, i det ondsindede i øen Lindholm som internerings-ø og i krav om håndtryk og udlevering af smykker, ja, det er altsammen et udslag af en humanistisk tænkning, der i tidligere tider ville have været fælles ’liberalt’ gods også for Venstre, De Konservative og Liberal Alliance – men som disse partiers knæfald for Dansk Folkeparti har ladet De Radikale alene med.

Og – som noget helt afgørende: De Radikale har i disse spørgsmål følt sig svigtet af Socialdemokratiet, der ligeledes – af taktiske hensyn – har rettet ind efter Dansk Folkeparti.

Der er opstået den ejendommelige brudflade, at Socialdemokraterne ikke længere vil stå ved en human indstilling over for flygtninge og indvandrere – men nærmest forhåner De Radikale for at gøre det.

Til gengæld gør socialdemokraterne et stort nummer ud af, at de selv har opgraderet deres almindelige sociale profil – men reelt er det kun for ’rigtige’ danskere.

Dér har De Radikales lydhørhed over for socialdemokratiske synspunkter – om udvidet førtidspension, ret til dagpenge og kontanthjælp – været såre begrænset. Tværtimod har De Radikale set den socialdemokratiske ’venstredrejning’ som udslag af økonomisk uansvarlighed.

Situationen er altså den barokke, at S og R har delt sig op på, hvem de vil gøre tilværelsen mere udholdelig for: S vil lindre kårene for de nødstedte, der ikke er flygtninge og indvandrere. R vil lindre kårene for nødstedte flygtninge og indvandrere, men ikke for danskere på kanten af arbejdsmarkedet.

Hinandens nødstedte grupper vil de to partier altså ikke gøre noget for.

Ved Østergaards side i disse argumentationer har stadigt synligere optrådt folketingsgruppens næstformand, Sofie Carsten Nielsen. Og mellem dem er der selvsagt den synlige forskel, at hun er kvinde, mens Østergaard er mand. Men nogen forskellig, gensidigt supplerende politisk profil synes de to ikke at stræbe efter.

På den måde kan man sige, at De Radikales historiske dobbeltansigt i efterhånden ganske mange år har været halvt – og mestendels liberalt. Trods partiets officielle binavn.

Serie

De irriterende radikale

Efter folketingsvalget den 5. juni er De Radikale tilbage i sin yndlingsrolle som ’tungen på vægtskålen’ i dansk politik. De Radikale har det med at gå andre på nerverne – sådan har det været i de fleste af de 114 år, partiet har eksisteret. I denne serie ser Informations David Rehling nærmere på dets op- og nedture og slagsmål med de andre partier undervejs.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Andersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Morten Wieth
Bjarne Andersen, Eva Schwanenflügel og Morten Wieth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Simonsen

Nej, der er absolut intet socialt i De Radikale. De er i fordelingspolitikken til for de velbjergede og rige.

Eneste plus er, at de er de mindst racistiske efter Enhedslisten har tilsluttet sig ghettopakken i Tingbjerg.

John Poulsen, Karsten Lundsby, Peter Hansen, Bjarne Andersen, Carsten Wienholtz, Susanne Kaspersen, Sus johnsen, Torben Skov, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Med det sociale i profilen tager partiets langt kønnere ud end det i virkeligheden er.
Og det er det, som gør de radikale så giftige.

John Poulsen, Estermarie Mandelquist, jørgen djørup, Karsten Lundsby, Bjarne Andersen, Carsten Wienholtz, Susanne Kaspersen, Torben K L Jensen, Torben Skov, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Carsten Svendsen

"Sådan er det jo!"

Estermarie Mandelquist, Claus Høeg, Karsten Lundsby, Arne Albatros Olsen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Klavs Riskær er radikal, når han siger vi skal skrotte fundamentet under skattesystemet og bygge et helt nyt - eller dengang Enhedslisten mente vi skulle nationalisere hele pibetøjet. Det var radikalt! Hvori det radikale består i De radikales politik har jeg aldrig rigtig fattet.

Karsten Lundsby, Tom Andreæ og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Poul Simonsen
10. juli, 2019 - 07:49 :
"Eneste plus er, at de er de mindst racistiske efter Enhedslisten har tilsluttet sig ghettopakken i Tingbjerg."

Poul, hvor i alverden har du hørt at Enhedslisten har tilsluttet sig ghettopakken på nogen måde ???

Frode Sørensen

De radikale er jo også med i det nye arbejdsmiljøforlig, der sikrer 6 tusinde døde/mord i dets 3 årige løbetid. Forligspartierne var orienteret herom, idet formanden for Beskæftigelsesudvalget inddrog min artikel: Det dårlige kemiske arbejdsmiljø, KemiFOKUS, hvor det nævnes, at ILO har for Danmark 2000 døde årligt af snigende sygdomme, især arbejdsbetinget kræft af kemiske stoffer.
Forliget må kun indeholde udgiftsneutrale forslag, og der må ikke bruges af de 1,25 mia. kr i fonden til bedre arbejdsmiljø.
Kun Enhedslisten er ikke med i forliget, men det er SF og Socialdemokratiet, så den nye Beskæftigelsesminister kommer reelt til at fungere som funktionær for arbejdsgivernes arbejdsmiljøpolitik.

John Poulsen, Estermarie Mandelquist, Karsten Lundsby, Carsten Wienholtz, Susanne Kaspersen, Torben Skov, Randi Christiansen, Steen K Petersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Frode@ - " ... der må ikke bruges af de 1,25 mia. kr i fonden til bedre arbejdsmiljø." Ved du hvorfor? Afvises dokumentationen?

Frode Sørensen

Randi@
Hele grundlaget for den tidligere regering var et arbejdsmiljøforlig og de 2 forudgående udvalgs forslag, at det skulle være udgiftsneutralt, og der ikke måtte inddrages nye penge.

Randi Christiansen

Frode@ - tak det forstod jeg, men det holder jo ikke, at man ikke kan bruge penge fra en fond til bedre arbejdsmiljø, når disse arbejdsskader er så veldokumenterede.

Peter Hansen

Jeg har aldrig forstået hvorfor man bliver ved med at sige, at de radikale er "røde" og høre til rød blok, så er man da både blind og døv?

Thomas Tanghus, John Poulsen, Estermarie Mandelquist, jørgen djørup, Karsten Lundsby, Tom Andreæ, Carsten Svendsen, Anina Weber og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

De Radikale går ikke ind for at rive folks boliger ned.

Der er masser af sund fornuft hos De Radikale.

René Arestrup

RV er det mest progressive borgerlige parti overhovedet.
Men det er tilsyneladende dybt suspekt, at RV ikke bekender sig til socialistisk planøkonomi, henholdsvis tillader sig at forsvare individets rettigheder i forhold til den altfavnende, formynderiske stat.
Mens forbenede socialister har travlt med at gøre opmærksom på hvem det nu er synd for, har RV tilstrækkelig politisk integritet til at stå på mål for ubehagelige, men nødvendige politiske beslutninger. Det har EL vist aldrig præsteret.
Radikale er pisse irriterende. På mange måder. Men de ender altid med at få mit kryds. Af ovenstående årsager.

Thomas Andersen, Viggo Okholm og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

René Arestrup

Jeg elsker De Radikale.

Mit kryds, går altid til Ø - for en bedre verden.

Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel og René Arestrup anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Den med de nødvendige, upopulære beslutninger er so last year. Opgaven er at sikre muligheden for at gennemføre populære beslutninger.

Viggo Okholm

Frede og Rene`
Jeg har det helt som jer og har stemt på Alternativet uden at være overbevist!
Vi er altså ikke socialister og økonomien skal være rimelig, så for at holde fast.så er de radikale modvægten til at staten bestemmer det hele.Men lad os nu se-flertallet i dag er altså tryggere end dem for godt en måned siden.

René Arestrup, Frede Jørgensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Frede og Rene`
Jeg har det helt som jer og har stemt på Alternativet uden at være overbevist!
Vi er altså ikke socialister og økonomien skal være rimelig, så for at holde fast.så er de radikale modvægten til at staten bestemmer det hele.Men lad os nu se-flertallet i dag er altså tryggere end dem for godt en måned siden.

De radikale er ideologisk socialliberale - det er Socialdemokratiet også blevet med tiden. Der er sådan set ikke forskel på dem i den forstand.
Problemet er at de ikke vil være i stand til at føre en mærkbar socialliberal økonomisk politik da vi har tilsluttet os den neoliberalistiske økonomiske politik ved at underskrive Finanspagten under Thorningregeringen - det gik de jo sært nok selv med til. Det betyder mere liberal politik dvs. nedskæringspolitik og flere privatiseringer af infrastruktur for at kradse penge ind til den slunkne statskasse. Alternativt flere skatter og gebyrer. Det er jo ikke populært nogen steder.
Den hidtil valgte omfordelingspolitik går ud på at fodre hunden med halen. Man omfordeler mellem dem der i forvejen er trængte. Lidt mere til flygtninge - mindre til kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse, pensionister, studerende, hjemløse osv. Omfordelingen har de sidste 10 år uanset regering gået fra bunden og op til de øverste 10 %. Mon ikke det fortsætter. Jeg venter spændt.

https://www.eftertrykket.dk/2019/05/09/uligheden-i-danmark-er-nu-hoejere...

Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jens Winther

@Steffen Gliese, "Opgaven er at sikre muligheden for at gennemføre populære beslutninger". Den slags hedder populisme, det har vi sgu rigeligt af allerede.

Peter Hansen

@René Arestrup

Den radikale linie, den såkaldte nødvendighedens politik, det er deres ideologi og vej, men det er da ikke den eneste vej, hvis man mener det, så er man indbildsk manipuleret, eller bare selv radikal!