Læsetid: 4 min.

Radikalt sololøb: Marianne Jelved var radikal statsministerkandidat – i syv måneder

Drevet af uvilje mod både Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt søgte De Radikale i 2006 at skabe en ny balance ved at opstille deres egen kandidat til Statsministeriet. Det blev ingen succes
I juni 2007 afgik Marianne Jelved som gruppeformand og blev afløst af Margrethe Vestager. Der var reelt tale om et velforberedt kup, har partiets daværende landsformand, Søren Bald, siden hen hævdet i en bogudgivelse.

I juni 2007 afgik Marianne Jelved som gruppeformand og blev afløst af Margrethe Vestager. Der var reelt tale om et velforberedt kup, har partiets daværende landsformand, Søren Bald, siden hen hævdet i en bogudgivelse.

Ritzau Scanpix

8. juli 2019

At forestille sig: Et lille parti, der nægter at støtte to store partiers statsministerkandidater, men i stedet stiller med sin egen – og erklærer, at det er den eneste, partiet vil støtte efter et valg.

Jamen, hvor latterligt kan det blive? Det fik Alternativet og dets leder, Uffe Elbæk, at føle op til folketingsvalget i juni i år. Forløbet endte med, at Alternativet fik så få mandater, at det blev ligegyldigt, om Alternativet pegede på nogen. Mette Frederiksens socialdemokrater havde flertal med R, SF og Enhedslisten.

Mangt og meget er sagt og skrevet om Alternativets overmod, som nærmest blev lignet med oldgrækernes hybris – der blev gensvaret af hævnens gudinde Nemesis.

Det har stort set været overset, at Alternativets sololøb har et fortilfælde i nyere tids dansk politik: Nemlig i 2006, hvor De Radikale stillede med sin egen gruppeformand, Marianne Jelved, som De Radikales – eneste – statsministerkandidat.

Forud var gået en række dramatiske begivenheder.

I 2001 havde Anders Fogh Rasmussen vundet sit VKO-flertal og brugte det til at føre en benhård blokpolitik. Statsminister Fogh frydede Dansk Folkeparti ved at føre en ’værdipolitik’, der gik ud på at forhåne og udskamme de to tidligere regeringspartier, Socialdemokratiet og De Radikale.

Blandt andet gav Fogh de to partiers varsomme militærpolitik skylden for den tyske besættelse af Danmark i 1940. At Foghs eget parti selv havde stået for den samme politik, gik han let hen over.

Da Danmark kom i global krise efter Jyllands-Postens offentliggørelse af de satiriske Muhammed-tegninger, skærpede Fogh yderligere tonen over for sine ideologiske modstandere.

Foghs uforsonlighed fik Marianne Jelved til at udbryde – på sin egen afdæmpede facon:

»Fogh er en farlig mand, når han bruger sine evner til at splitte Danmark.«

Dårligt med S

Meget bedre var De Radikales forhold ikke til Socialdemokratiet. Efter de traditionelle radikale samarbejdspartnere i Socialdemokratiet, Poul Nyrup og Mogens Lykketoft, var faldet i interne S-partiintriger, kom den uprøvede Helle Thorning-Schmidt til i 2005.

Thorning var – efter De Radikales opfattelse – alt for svag og rådvild til at kunne beklæde statsministerposten. Dertil kom, at Socialdemokratiet på en række områder havde fjernet sig fra den tidligere fælles SR-politik og nærmet sig VKO, blandt andet med tilslutning til skattestop.

I den radikale folketingsgruppe herskede der stor utryghed ved efter et valg at skulle tage ansvaret for Helle Thorning-Schmidt som landets leder. Især den daværende radikale stemmesluger Naser Khader pressede på for en afstand til Socialdemokratiet.

Dermed var scenen sat for en drabelig optræden fra De Radikale, der ved valget i februar 2005 var blevet styrket fra ni til 17 mandater. Partiet udstedte i april samme år et såkaldt ’frihedsbrev’ i forhold til Socialdemokratiet.

I april året efter foretog De Radikale den satsning at gøre Marianne Jelved til deres statsministerkandidat.

Marianne Jelved erklærede:

»Hensigten er, at vi dermed kan bidrage til at bryde blokpolitikken.«

Medierne var usikre på, hvordan meldingen skulle vurderes: Var der tale om en genistreg, der vendte op og ned på dansk politik? Eller var der tale om en fortvivlelsens desperation?

Forbrødret S-SF

Socialdemokrater og SF’ere – forbrødret under Thorning og Villy Søvndal – gjorde selvsagt deres bedste for at fremstille De Radikales position som en sikker vej til genvalg af Anders Fogh.

Meningsmålinger begyndte over sommeren at vakle for De Radikale, og medierne rapporterede om en indre uro mellem Jelveds støtter og partiets borgerligt lænende folketingsmedlemmer – blandt andre Naser Khader og Morten Helveg.

I november – syv måneder efter kåringen af Jelved – var De Radikale møre. Til Berlingske sagde folketingsgruppens næstformand, Margrethe Vestager:

»Når vi har stået rundt omkring i landet på ølkasserne i forsamlingshusene den seneste tid, så har vi svært ved at få en politisk diskussion, fordi forestillingen om Marianne Jelved som statsminister under alle forhold har stillet sig hindrende i vejen for en politisk diskussion. Det går jo ikke.«

Dermed var Jelveds statsministerkandidatur lagt i mølposen. Men dramaet fortsatte. I maj 2007 brød to prominente radikale – Anders Samuelsen og Naser Khader – ud for at stifte deres nye parti, Ny Alliance (senere Liberal Alliance), der lovede at støtte Fogh som statsminister.

Således var tåge væltet ind over den midte, som De Radikale havde håbet at kunne manøvrere sig frem til statsministerposten. I juni 2007 afgik Marianne Jelved som gruppeformand og blev afløst af Margrethe Vestager.

Der var reelt tale om et velforberedt kup, har partiets daværende landsformand, Søren Bald, siden hen hævdet i en bogudgivelse. Dertil har Marianne Jelved i Information i 2014 svaret:

»Det er meget vanskeligt at kalde det et kup, eftersom det generationsskifte havde været planlagt længe.«

Historiens videre ironi er, at da Margrethe Vestager i 2011 igen fik De Radikales mandattal banket op på 17, brugte hun De Radikales længe nærede fornemmelser for Helle Thorning-Schmidts svagheder til at afpresse Thorning-Schmidt sådanne indrømmelser, at den SRSF-regering, der blev dannet, reelt sad på De Radikales nåde og førte deres politik.

Det fyldte til gengæld socialdemokrater som Mette Frederiksen med stærk modvilje over for De Radikale. Derfor har Frederiksen nu dannet sin regering uden dem. Og det har altså – som det meste i politik – sin forhistorie.

Serie

De irriterende radikale

Efter folketingsvalget den 5. juni er De Radikale tilbage i sin yndlingsrolle som ’tungen på vægtskålen’ i dansk politik. De Radikale har det med at gå andre på nerverne – sådan har det været i de fleste af de 114 år, partiet har eksisteret. I denne serie ser Informations David Rehling nærmere på dets op- og nedture og slagsmål med de andre partier undervejs.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • Oluf Husted
Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer