Læsetid: 4 min.

Radikalt sololøb: Marianne Jelved var radikal statsministerkandidat – i syv måneder

Drevet af uvilje mod både Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt søgte De Radikale i 2006 at skabe en ny balance ved at opstille deres egen kandidat til Statsministeriet. Det blev ingen succes
I juni 2007 afgik Marianne Jelved som gruppeformand og blev afløst af Margrethe Vestager. Der var reelt tale om et velforberedt kup, har partiets daværende landsformand, Søren Bald, siden hen hævdet i en bogudgivelse.

I juni 2007 afgik Marianne Jelved som gruppeformand og blev afløst af Margrethe Vestager. Der var reelt tale om et velforberedt kup, har partiets daværende landsformand, Søren Bald, siden hen hævdet i en bogudgivelse.

Ritzau Scanpix

8. juli 2019

At forestille sig: Et lille parti, der nægter at støtte to store partiers statsministerkandidater, men i stedet stiller med sin egen – og erklærer, at det er den eneste, partiet vil støtte efter et valg.

Jamen, hvor latterligt kan det blive? Det fik Alternativet og dets leder, Uffe Elbæk, at føle op til folketingsvalget i juni i år. Forløbet endte med, at Alternativet fik så få mandater, at det blev ligegyldigt, om Alternativet pegede på nogen. Mette Frederiksens socialdemokrater havde flertal med R, SF og Enhedslisten.

Mangt og meget er sagt og skrevet om Alternativets overmod, som nærmest blev lignet med oldgrækernes hybris – der blev gensvaret af hævnens gudinde Nemesis.

Det har stort set været overset, at Alternativets sololøb har et fortilfælde i nyere tids dansk politik: Nemlig i 2006, hvor De Radikale stillede med sin egen gruppeformand, Marianne Jelved, som De Radikales – eneste – statsministerkandidat.

Forud var gået en række dramatiske begivenheder.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • Oluf Husted
Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer