Læsetid: 6 min.

Seniorforsker: Ulandsbistanden er præget af »kortsigtede, danske interesser«

Regeringen vil lave et ’historisk løft af Afrika’. Men en del af ulandsbistanden skal bruges på nærområder, og man har endnu ikke meldt ud, om den øgede klimabistand også fortsat skal tages derfra. Den danske udviklingsbistand er præget af kortsigtede, danske interesser frem for langsigtet udvikling, siger seniorforsker Lars Engberg-Pedersen
En ugandisk kvinde i gang med at forberede den ugandiske egnsret ugali. Hvis det ikke var for en  årelang dansk indsats i Uganda, havde landet ikke fordoblet antallet af ugandere, der har adgang til rent vand.

En ugandisk kvinde i gang med at forberede den ugandiske egnsret ugali. Hvis det ikke var for en  årelang dansk indsats i Uganda, havde landet ikke fordoblet antallet af ugandere, der har adgang til rent vand.

YASUYOSHI CHIBA

9. juli 2019

Den traditionelle, langsigtede ulandsbistand, der har til formål at bekæmpe fattigdom og styrke ligestilling, miljø og demokrati, bliver nedprioriteret i disse år, mener Lars Engberg-Pedersen, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

I går kunne Information fortælle, at regeringen og dens støttepartier vil hæve klimabistanden, men at de er uenige om, hvorvidt pengene fortsat skal tages fra ulandsbistanden, hvilket i praksis vil kunne betyde, at ulandsbistanden reelt sænkes.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Socialdemokratiet, men i et skriftligt svar fortalte SF, at partiet støtter den nuværende finansieringsmodel, og heller ikke De Radikale vil afvise, at den fortsætter.

Men skulle det ende sådan, er det ikke første gang, Socialdemokratiet vil bruge ulandsbistanden på andre formål end traditionel fattigdomsbekæmpelse.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Gert Romme
  • Eva Schwanenflügel
  • Nis Jørgensen
  • Poul Erik Riis
Christian Mondrup, Bjarne Bisgaard Jensen, Gert Romme, Eva Schwanenflügel, Nis Jørgensen og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Erik Riis

Det er vigtigt, at de fattige landes velfærdssamfund videreføres: at alle af begge køn får skolegang, sundhedspleje, rent vand, fødevaresikkerhed, pensioner, hjælp under arbejdsløshed, boliger med mere end jordgulv o.s.v. Det er ikke særligt dyrt, og det er helt afgørende for et godt liv.

Tak for synspunktet, Poul Erik Riis. Jeg vil blot tilføje, at bistanden må føre i retning af, at svage samfundsgrupper, borgere og lande på sigt gøres uafhængige af bistanden.

Til gengæld må kortsigtede og nationale interesser luges helt bort.

"gøres uafhængige af bistanden".
Dvs. at den afrikanske småbonde skal kunne leve af sine produkter og han er nødt til at kunne sælge lidt for at kunne købe en ny skovl engang imellem. Blyanter til børnene osv.... Alt hvad han ikke selv kan lave.
Men hvordan skal det kunne lade sig gøre, når danske landmand siger de er nødt til at producere mere, for at der er mad nok til folk i afrika. Og det gør de så med produktions- og eksporttilskud. Og støttet af en udviklingsbistand som mere drejer sig om at støtte dansk industri. Den afrikanske småbonde er udkonkurreret før han kommer igang. Reklamerne siger nemlig, at Arlas mælkepulver meget bedre end det mælk hans 2 køer kan lave. Osv,osv,osv...

@ Torben Skov,

Dit synspunkt rykker ikke det mindste ved min opfattelse.

Vores ene hus ligger på grænsen til et land, der ikke er medlem af EU. Og når vi opholder os dernede, går vi altid over grænsefloden for at handle. For her kan man få fine og velsmagende grønsager. - Altså netop ikke de "trætte" og smagløse grønsager, der stammer fra EU´s enorme lagre af overproducerede jordbrugsprodukter.

Det er jo sådan, at der er opstået en kultur blandt Europas jordbrugere, hvor man er helt u-interesserede i smag, kvalitet og toppris. Men retter i stedet sin produktion ind efter overskudslagernes lavere betalinger. Lønomkostningerne er jo, fra Spanien og Italien til Danmark et ret relativt problem, som man tørrer af på flygtninge og anden billig arbejdskraft.

Desværre er der sket dette i det seneste år, at nu er disse smagløse grønsager også ved at slå egenproduktionen ud i dette naboland, som ikke er medlem af EU.

Jeg tror dog, at dette stoppe helt af sig selv over tid. Lige nu er der en ikke-styret trend under opbygning overalt i Europa, hvor konsumenter satser på køb af lokale produkter, der ikke har skadet klimaet ved enormt lange transportveje rundt i Europa - og rensten af verden.

Men ind til da, mener jeg, at EU-landene skal kompensere alle disse små producenter i 3.lande , som skades af EU-landenes enorme overskudsproduktion. Og man kan jo efter en vis rimelig reaktionstid, lade landbruget selv betale.

Gert Romme. Jeg synes det lader til at vi er stort set enige om problemerne. Jeg er bare pessimist mht. løsninger.
Jeg kan godt lide din fortælling. Det lyder fedt at kunne daffe over floden for at handle på sådan et marked.

David Joelsen

Var der ikke et dansk firma som i 80’erne sendte en container med ødelagt shampo til et land med tørke og sult? Kan ikke finde ud af med mig selv, om det er en kortsigtet eller langsigtet handling?

jens peter hansen

De der gennem årene er blevet fedest på u-landsarbejde er de udsendte, som var der et par år og tjente til hus og bil, vekslede sort, fik en eller flere afrikanske kærester og skrev i Information at kritiske røster mod ulandshjælpen var den rene fascisme. Når projektet var afsluttet var arbejdet almindeligvis ikke til at registrere året efter. Alt var gået i stå, ukrudtet vokset, men beløbet på bankbogen ligeså.

Ivan Breinholt Leth

"Det står helt klart, at var det ikke for Danmark, så ville Uganda ikke have fordoblet antallet af ugandere, der har haft adgang til rent vand." Hvordan går det så med fattigdommen i Uganda? Der er stadigvæk omkring 21 procent ugandere, som lever i absolut fattigdom, men antallet af fattige er faldet fra omkring 30 procent i år 2000. Faldet skyldes primært øget produktivitet i landbruget. https://www.worldbank.org/en/country/uganda/overview
Det, der er problemet med u-landsbistanden - og altid har været det - er ikke, at den er kortsigtet. Heller ikke så meget, at den primært tjener danske interessser, selvom det godt kan være et problem set ud fra et fattigdomsperspektiv. Problemet er alle disse spredte indsatser, som f.eks. rent vand til ugandere. Det er fint, at så mange ugandere får adgang til rent vand, men det er jo ikke udvikling i den forstand, at det gør ugandere i stand til at producere mere og reducere fattigdommen. Rent vand øger ikke i sig selv produktiviteten i Uganda. Rent vand kan reducere antallet af syge mennesker og dermed bidrage til en mere produktiv arbejdsstyrke, men rent vand i sig selv øger ikke produktionens output. Historisk set har alle lande udviklet sig i kraft af overordnet statslig planlægning. Det gælder ikke kun Kina, men også lande som USA, Japan, Sydkorea og de fleste europæiske lande. Udvikling finder sted, når det lykkes en stat at tilvejebringe en lang række af udviklingsfaktorer nogenlunde samtidigt: Kapital, infrastruktur, uddannelse, teknologisk know how, adgang til sundhed, retssystemer som kan sikre at kontrakter overholdes og beskytte og registrere ejendom, effektive systemer til opkrævning af skatter og afgifter osv. Dertil kommer, at alle lande som har udviklet sig kapitalistisk set i opstartsfasen har benyttet sig af protektionisme og statslige subsidier af udvalgte sektorer i opstartsfasen. Det gælder også USA, selvom amerikanerne synes at have glemt det. Helt op til 2. verdenskrig havde USA importtold på op til 50 procent på visse europæiske varer, for at beskytte amerikansk industri mod konkurrence. Det er det, som vi ved har virket, når vi ser på den kapitalistiske udvikling i den vestlige verden og i Asien. Men u'landsbistandssektoren har aldrig været interesseret i at forstå, hvad det er, der har virket. Man har aldrig ulejliget sig med at definere, hvad udvikling er. Derfor skyder diskussionen om kortsigtet vs. langsigtet u-landsbistand forbi målet - og har gjort det i 60 år - for så vidt som man ikke præcist definerer, hvad langsigtet bistand er. For udvikling er altid langsigtet, men udvikling er også overordnet statslig planlægning af økonomien. Man kunne starte med at forstå, hvad udvikling ikke er. Det er ikke en lang række af enkeltstående indsatser løsrevet fra den samlede økonomi. Dvs. det er ikke i sig selv adgang til rent vand, familieplanlægning, oprettelse af skoler og læreanstalter, kvinders rettigheder, bekæmpelse af korruption, bedre dyrkningsmetoder i landbruget osv. En af de væsentligste grunde til, at en række af asiatiske lande har udviklet sig, mens Afrika mere eller mindre står stille, er at disse asiatiske lande har en lang tradition for stærke velfungerende statsapparater. At disse stater har været totalitære og at de ofte har anvendt grusomme metoder overfor befolkningerne er mindre væsentligt set fra et rent udviklingsmæssigt perspektiv. Kapitalistisk udvikling har aldrig fundet sted på baggrund af demokrati, menneskerettigheder og frie markeder - heller ikke i den vestlige verden. Tværtimod har vestlige lande udviklet sig vha. bl.a. slaveri, tvangsforflytning af befolkninger, tyveri af jord, tyveri af patenter, undertrykkelse af (fattige) befolkninger, udstødelse og grov udbytning af mennesker og natur og som nævnt statslige subsidier og protektionisme. U-landene behøver ikke at gentage alle vores uhyrligheder, men de og vi er nødt til at se bort fra, at vejen til kapitalistisk udvikling går via stærke stater, som ikke nødvendigvis er demokratiske.

@ Torben Skov,

Det er faktisk også fedt at "daffe" over floden, og vi føler os absolut privilligerede. Men vi kører altså over på en bro.

Oppe fra "vores" bjerg kan vi se lige over den smukke grønne flod og til nabolandet, I luftlinie er der 500 meter men af landevejen er der 2,8 km. Og ud over gode frugt og grønsager (vi har selv en lille frugtplantage) er der desuden en række rigtigt gode spisesteder, som vi flittigt benytter, når vi er på disse kanter.

Poul Erik Riis

Ivan Breinholdt Leth:

God og spændende diskussion.

Statsmagterne er vigtige for al udvikling og har altid været det: industriel udvikling, udvikling af landbrug, udvikling af velfærd og grøn omstilling.

Men udviklingen i de fattige lande bør ikke gå samme vej som udviklingen i USA, Japan, Sydkorea og Kina. De skal udvikle velfærden, og de skal udvikle grøn industri og grønt landbrug. Det ene er ikke vigtigere end det andet. I øvrigt er velfærd stort set det samme som lighed.

En vigtig faktor bag den positive udvikling er folkelige bevægelser. Respekt for og involvering af folkelige bevægelser er grundlæggende for demokrati, lighed og velfærd.

Det er kontraproduktivt, når fattige lande udvikler sort industri og større ulighed – og det gør de jo i stort omfang. Det er kontraproduktivt, når fattige landes udvikling styres af de høje renter, de skal betale ud af landet, eller af investorernes interesse for slet og ret profit. Neoliberalismen er kontraproduktiv. Generel vækst som udviklingsmål er kontraproduktivt. Fattige lande skal have billige lån til erstatning for de dyre, de har.

Det er selvfølgelig også kontraproduktivt, når fattige og rige lande involveres i krige, handelskrige, sanktioner, militær oprustning, der skal indføre det sande regime eller bare handler om, hvem der skal have hvilke ressourcer.

Og for nu at vende tilbage til min kommentar ovenfor: Velfærd i fattige lande er billigt set fra de rige landes pengepung – selv om det set fra de lokale overklassers og middelklassers perspektiv er cirka lige så dyrt som velfærd i Danmark. Omfordeling til velfærd og mere lighed kræver ingen kompliceret teknisk udvikling. Velfærd understøtter den grønne økonomiske udvikling, og det er en god grund til ikke at få så mange børn, til ikke at gå i krig og til ikke at emigrere.

Ivan Breinholt Leth

Poul Erik Riis
Nej, udviklingen bør ikke gå i samme retning som vores og som de asiatiske tigres udvikling af den simple grund, at det ikke er bæredygtigt – hverken økologisk eller socialt. Men det er den vej det går. For det første er det vores model, u-landene ønsker – muligvis tilsat lidt grøn teknologi jfr. f.eks. det store vindmølleprojekt, som Danmark er involveret i i Kenya. De asiatiske tigerøkonomier har en anden statsform end den vi kender til, men deres ambition har aldrig været andet end at efterligne vores vækst-baserede produktionsmåde, og hvorfor skulle andre u-lande ikke ønske at gøre det samme? Når det er lykkes for Kina at bringe over 400 millioner mennesker ud af fattigdom på 30-40 år, hvorfor skulle Afrika og Indien så ikke ønske at kopiere den udviklingsmodel? For det andet, er det tilsyneladende også det, vi ønsker for den såkaldte tredje verden – altså kapitalisme med et grønt ansigt. Men stadigvæk en vækst-baseret økonomi, som ikke er bæredygtig i det lange løb.

Det har i 10-15 år været på mode i u-landsbistandssektoren, at tale om de folkelige bevægelsers rolle i udviklingen – det såkaldte civilsamfund. Det passer fint med neoliberal ideologi om, at det private initiativ skal spille en væsentlig rolle. Det passer også fint ind i Danmarks historie med vores andelsbevægelse. Men hele NGO-sektoren har ikke leveret andet end de spredte indsatser, som jeg har nævnt ovenfor. Der er ca. 65.000 vestlige NGOer i Afrika med hver deres lille program for udvikling. Hver især er alle disse programmer angiveligt en forudsætning for udvikling. Som f.eks.Ibis der påstår, at uddannelse er en forudsætning for udvikling. Det er hverken rigtigt eller forkert. Mugabe forfulgte en sådan strategi for Zimbabwe. NGOernes indsatser medfører uden tvivl sporadiske forbedringer på lokalt niveau samtidig med at fattigdommen vokser på nationalt og kontinentalt niveau, fordi NGO-indsatserne ikke har noget at gøre med udvikling, som jeg har beskrevet det kort ovenfor.

Civilsamfundsindsatserne har stort set ingen rolle spillet i den asiatiske udvikling – og slet ikke i Kina, som indtil dato har leveret verdens største og hurtigste fattigdomsbekæmpelsesprojekt. Civilsamfundsstrategien er primært vores strategi for deres udvikling, og sådan noget har aldrig virket. Der er masser af lokale civilsamfundsorganisationer i Afrika. Alle dem, jeg har haft forbindelse med, er oprettet af lokal middelklasse, som har øjnet en chance for at højne deres levestandard ved at forsøge at få del i vestlig u-landsbistand. Det er altså vores strategi, som kopieres af dem, fordi der er penge i det, og det har intet med udvikling at gøre.

Civilsamfundsorganisationer kan efter min mening godt spille en rolle, hvis de er en del af en statslig plan for udvikling. De kan muligvis også fungere som et korrektiv til statslig planlagt udvikling, når denne kører af sporet på den ene eller den anden måde, men uden en overordnet statslig strategi for udvikling er civilsamfundsstrategien kun en fortsættelse af den spredte fægtning, der har karakteriseret u-landsbistanden de sidste 50-60 år. Også derfor er en diskussion - som den i ovenstående artikel – fra min synsvinkel stort set ligegyldig. Det er det sædvanlige lirum larum om, at hvis man skærer i udviklingsbistanden eller omlægger den, så går det ud over de fattige. Det går først og fremmest ud over dem, som forsøger at gøre karriere indenfor udviklingsbistandssektoren. Jeg var en gang en af dem. Det er jeg heldigvis ikke mere.

Poul Erik Riis

Breinholt:

Tak for svaret. Det lyder interessant.

Jeg er blandt andet påvirket af, at jeg for nylig har læst en bog fra 1994 om Kerala i Indien. I Kerala er der stærke folkelige bevægelser, der har rødder langt tilbage i tiden, i hvert fald tilbage til 1800-tallet.

Ivan Breinholt Leth

Poul Erik Riis
Velbekomme - og selv tak. Det er muligt, at Indien udskiller sig fra de øvrige asiatiske lande i den henseende. Indien er anderledes, fordi det har været koloniseret, og har ført en frihedskamp mod kolonimagten. En sådan kamp indebærer en stærk organisering af civilsamfundet.

jens peter hansen

Var der ikke frihedskamp i fx Kenya ? Var Korea ikke nærmest en japansk koloni ? Var Algeriet og Vietnam ikke kolonier med voldsomme kampe ? Angola? Er udviklingen i de forskellige lande ikke dybt afhængige af den herskende religion/ kultur. Man siger at Sydkorea i 1960 havde samme bnp som Ghana. Findes der en enkelt forklaring på hvorfor det ikke er Ghana der er stukket til vejrs? etc.

Ivan Breinholt Leth

Godt spørgsmål! Vanskeligt at besvare kort. Mht. de stater som findes i Afrika i dag kan vi overhovedet ikke tale om stater, som et resultat af befolkningernes egne bestræbelser og beslutninger. De afrikanske stater er påtvunget de afrikanske folk af koloniale magter, og det er bl.a. derfor, at du i Afrika ikke finder et forhold mellem befolkning og stat, som overhovedet kan sammenlignes med vores. Typisk er staten i Afrika for befolkningen en fremmed instans, som man helst bør undgå at komme i karambolage med. For den politiske elite er staten heller ikke noget, man identificerer sig med, eller som man har stærke nationale følelser overfor. Staten er for eliten primært et berigelsesinstrument for en snæver kreds af personer med samme etnicitet. Dette er naturligvis sat lidt på spidsen. Eftersom der er gået over 50 år siden befrielsen af de fleste afrikanske lande, har den yngre generation en noget større national identitet, end deres forældre, men du finder stadigvæk enorme etniske konflikter i Afrika indenfor den samme stat, og jeg har personlig oplevet etniske grupper i f.eks. Kenya, der hader hinanden ligeså meget som grækere og tyrkere og serbere og de der bebor Kosovo..

I Indien finder man måske et mønster, der ligner det afrikanske, men jeg kan ikke komme i tanker om noget andet asiatisk land, hvor statsmagten er et resultat af en udefra kommende tvang. Kina og Vietnam har været koloniseret i en kort periode, men det kan ikke sammenlignes med Afrika, hvor der stort set ikke fandtes stater, før kolonimagterne besatte kontinentet. Der fandtes spredte kongerier i Afrika hundrevis af år før vores tidsregning. Nogle af dem - f.eks. i Vestafrika - udvilklede sig til små imperier (ligesom Egypten), men enten var de kollapset, da Afrika blev koloniseret eller også var de for svage til at blive en del af det koloniale statsapparat.

I alle de år, hvor der har været u-landsbistand, har det været vanskeligt for bistandsorganisationerne at arbejde med de afrikanske stater bl.a. fordi den elite, som styrer disse stater ikke har nogen ambition om at udvikle nationen og reducere fattigdom i de stater, som de er overhoveder i. Hvis du kommer bare lidt ind på livet af denne elite, finder du ofte en for os slående ligegyldighed overfor fattigdom. Bag flosklerne og den venlige facade, som de altid anlægger overfor de som repræsenterer donorlandene, finder du noget som for os minder om kynisme og afstumpethed. Fattigdom betragtes som et naturfænomen på samme måde som en orkan. Dette er naturligvis også sat på spidsen, for der findes personer i den afrikanske elite, som oprigtigt bekymrer sig om fattigdom uanset etnisk gruppe, og mht. kynisme, så udvikler du selv en sådan - eller noget der ligner det - når du har ophold dig længe nok i Afrika. Det er en slags psykologisk overlevelse. Vi skal forstå, at en nigeriansk præsident, som tilhører yoruba folket ikke nærer større bekymring for fattige igbo-folk i Nigeria, end danskere bekymrer sig for fattige i Uzbekistan. Der er en verden til forskel på mennesker indenfor den samme nation i Afrika. Den form for nationalisme, som vi ser lidt ned på i Europa - selvom nationalisme er kommet på mode igen - er en mangelvare i Afrika. Nationalisme er ikke reaktionært i Afrika og kan ikke påstås at udgøre et højrefløjsfænomen, hvis det overhovedet findes. Det er en progressiv drivkraft og en af forudsætningerne for at man kan implementere udviklingsprogrammer på statsligt niveau. Måske er det netop manglen på national sammenhængskraft og velfungerende stater i Afrika, som har bevirket, at den vestligt initierede NGO-sektor har vokset sig så stor? Man har i en vis udstrækning opgivet at samarbejde med stater. Enhver, der som jeg selv, har arbejdet på statsligt niveau i Afrika har oplevet ligegyldighed, slendrian, manglende seriøsitet osv. Jeg har ikke den store indsigt i Sydkoreas historie, men jeg mener, at Sydkorea ligesom Kina har tusinde år gamle traditioner for statsførelse. (Læs Kon-fut-se) Mange aisiatiske lande har stærke statlige traditioner, som er meget ældre end Danmarks. Der er en sammenhængskraft og en etnisk homogenitet, som man ikke finder i Afrikas stater. 90 procent af kineserne er han-kinesere, og de har aldrig været i tvivl om, at de lever i "riget i midten", ligesom japanerne lever i "solens rige".

Poul Erik Riis

Nogle tanker (de kommer langsomt og i klumper):

I de fjernere dele af Afrika mødte kolonisatorerne i anden halvdel af 1800-tallet et mylder af små landsbysamfund, der var isolerede, statsløse, selvforsynende og talte lokale sprog og dyrkede lokale religioner. I store områder var man plaget af dødelige og invaliderende sygdomme og vanskelige vilkår for landbrug. Der var en lang vej at bevæge sig til en moderne stat.

Nordafrika havde jo stærke stater længe før Danmark. Under Osmannerriget var det tilbagestående, men dog i stadig kontakt med Europa og meget homogent m.h.t. sprog, religion og retsbegreber. Efter Osmannerriget blev det plaget af stormagternes grådige interesser.

Hvis man ser på generel vækst fra 2001 til 2018, så klarer Subsahara sig fint sammenlignet med Sydkorea, for slet ikke at tale om Danmark:

https://data.worldbank.org/indicator/NY.GDP.MKTP.KD.ZG?locations=ZG-KR-DK

Men hvis man ser på væksten pr. capita, ser det noget anderledes ud:

https://data.worldbank.org/indicator/NY.GDP.PCAP.KD.ZG?locations=ZG-KR-DK

Og dertil kommer spørgsmål om ulighed, klimaproblematik og renteproblematik. Der er vist en generel tendens verden rundt til, at uligheden i indkomster indadtil i hvert enkelt land stiger, selv om de fattige lande haler ind på de rige. Klimaproblematikken stiller krav om, at man ikke tænker i generel vækst. Rente- og afkastproblematikken betyder, at Subsahara stadig poster store summer ud til resten af Verden.

Kina har i høj grad udviklet økonomien på basis af, at USA har store finansielle og digitale indtægter, der finansierer det store underskud i varehandel og holder økonomien i balance til trods for en kæmpestor og stadig stigende udlandsgæld (ca. 10.000 milliarder dollars). Det rum, USA stiller til rådighed for denne vækstmodel er truet af Trumps politik, og Kina har længe selv haft den opfattelse, at man efterhånden skal satse mere på hjemlig efterspørgsel. Alle lande kan ikke overvækste som Kina har gjort ved store, langvarige overskud i varehandelen. Rummet til at gøre det er begrænset, og det bliver formentlig mindre. Der er jo f.eks. også en stor global ophobning af gæld.

Hvis man ser på udviklingen i befolkningstilvækst og fødselshyppighed er der store forskelle på Indien og Subsahara, og det er klart, at Indiens statsopbygning er nået meget længere end Subsaharas.
I 1987 var fertiliteten i Indien af afrikanske dimensioner. Den var 4,3 børn pr. kvinde i den fødedygtige alder, mens den i delstaten Kerala i Sydindien var nede på 2,1. Keralas BNP pr. indbygger var lige så lavt som resten af Indiens, men m.h.t. skolegang, sundhedspleje, social sikkerhed m.m. lå Kerala langt foran det indiske gennemsnit. I 2017 – 30 år senere - var hele Indiens fertilitet 2,3, mens Subsaharas var 4,8. Om 30 år er Subsahara måske nede i nærheden af 2. Der er en livlig generel udvikling i Subsahara, men det er kedeligt, at befolkningstilvæksten er så hurtig og falder så langsomt.

Ivan Breinholt Leth

En stat undergår ikke automatisk en kapitalistisk udvikling, fordi den har en lang tradition for statsdannelse. Der er masser af eksempler på manglende udvikling i områder, som har en lang tradition for statsdannelse både i Afrika og i Mellemøsten. Min påstand er blot, at det er vanskeligt at få en udvikling i gang i lande, som er etnisk dybt splittede, og hvor staten ikke vedkommer borgerne på anden måde end at den undertrykker, udbytter og splitter dem. Hvis du interesserer dig for emnet, kan jeg henvise til Ha Joon Changs bog 'The Bad Samaritan'. Chang er professor i historisk økonomi på Cambridge, og han har på særdeles overbevisende måde analyseret en række staters udvikling både USA, Europa, hans eget land Sydkorea, Japan osv. Fælles for alle disse stater er, at udviklingen først kom i gang, når staterne tog en lang række af koordinerede initiativer, og når de begrænsede import fra udlandet.

En vækst på 1 procent i f.eks. USA er langt mere end en vækst på 7 procent i Mozambique bl.a. fordi en stor del af Mozambiques befolkning er subsistensbønder. I Deng Xiao Pengs Kina lukkede man vestlig kapital ind i et begrænset statskontrolleret område, og gav denne kapital ret til næsten ubegrænset at udnytte en rimelig veludannet, disciplineret og arbejdsom arbejdskraft. Betingelsen for at disse vestlige kapitalinteresser fik lov til at investere i Kina var (og er det stadigvæk), at virksomhederne skulle dele know how med en kinesisk virksomhed. Desuden stjal Kina vestlige patenter med arme og ben, på samme måde som de fleste vestlige lande og Japan gjorde det i deres opstartsfase. Kineserne har været dygtige til at udnytte de vestlige investeringer. Foruden en stærk stat, som kunne udstikke økonomisk planlægning, havde Kina også den fordel, at de ikke havde optaget lån i udlandet, som bevirkede at de blev underlagt et IMF-program, der tvang dem til at åbne deres markeder op fuldstændigt for udenlandske varer. Kina har aldrig troet på frie markeder, og en åben økonomi (kombineret med stor gæld) i et u-land vil altid bevirke, at deres egen industrielle udvikling har meget svært ved at komme i gang. Det ved vi godt i den vestlige verden. Derfor har vi altid bestræbt os på at lukke Afrika op for vores eksport ved først at kolonisere Afrika, dernæst ved at gældsætte Afrika, så vi kan fjernstyre deres økonomier. Hvis der er noget vi ikke ønsker er det, at Afrika tager magten over deres egne ressourcer, forarbejder disse og begynder at eksportere forarbejdede varer. Vi ser helst at Afrika nøjes med at sælge deres råvarer billigt til vores forarbejdningsindustrier, og derefter køber vores varer med penge, som vi har lånt dem. Naturligvis kan alle u-lande ikke gentage Kinas vækstmodel. Først og fremmest har kloden ikke ressource mæssig kapacitet til dette, og dernæst er det begrænset, hvor mange lande der kan have overskud på handelsbalancen på samme tid. Et overskud i et land forudsætter et underskud i et andet land.

Niels Duus Nielsen, Poul Erik Riis og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Poul Erik Riis

Ivan Breinholt Leth:

Der er meget, jeg er enig med dig i, og du har også givet mig noget at tænke videre på. Jeg har faktisk læst Bad Samaritans for 3-4 år siden, og jeg var ret begejstret for bogen, da jeg læste den.

Ikke mere ping-pong. Tak for spillet.