Læsetid: 11 min.

Efter hans søn døde, ville Moyed »dø martyrdøden for at finde hvile«

Bomber, fæhunde og en kontroversiel moske. Den syriske asylansøger Moyed Al Zoebi havde fået nye interesser siden sin søns død. En svensk retssag viser, hvilke tanker der gik igennem hovedet på ham få uger inden, han forsøgte at begå et terrorangreb i Danmark. Dette er andet kapitel i serien om Tændstikmanden
Bomber, fæhunde og en kontroversiel moske. Den syriske asylansøger Moyed Al Zoebi havde fået nye interesser siden sin søns død. En svensk retssag viser, hvilke tanker der gik igennem hovedet på ham få uger inden, han forsøgte at begå et terrorangreb i Danmark. Dette er andet kapitel i serien om Tændstikmanden

Sofie Holm Larsen

17. juli 2019

Dette er en fortælling i fem afsnit. Læs første kapitel her.

Kapitel 2: En tidlig morgen, klokken lidt over fem, i oktober 2016, cyklede en skygge langs udkanten af det svenske boligområde Rosengården.

Skyggen standsede i et industrikvarter foran en gul murstensbygning i to etager. I mørket bevægede den sig et par gange frem og tilbage foran bygningen og fiskede så to flasker op fra en pose i cykelkurven.

Kort forinden havde nogen købt 2,6 liter benzin på en tankstation et par kilometer derfra.

Nu fangede et overvågningskamera hos dækforretningen City Däck på den modsatte side af vejen det øjeblik, da den mørke skikkelse kylede den første af flaskerne gennem et vindue i den gule murstensbygning. Så fulgte den næste flaske, som ligeledes knuste et vindue og spredte sit indhold over gulvtæppet på den anden side. Få sekunder senere stod hele bygningen i brand. Flammerne skød ud ad vinduerne og slikkede op ad de gule mursten.

Skyggen svingede sig op på cyklen og forsvandt videre ud i mørket.

Et år forinden havde en ung syrer ved navn Moyed Al Zoebi søgt om asyl i Sverige sammen med sin hustru Sana og deres søn Hani. Kort efter ankomsten var sønnen blevet dræbt i en trafikulykke. Hans død havde knust begge forældre og trukket Moyed ned i et dybt mørke.

Den eneste lindring fandt han nu i et lille bønnelokale, som var blevet indrettet på asylcentret, hvor han og Sana boede. Han bad fem gange om dagen, og det var, som om han dér for en kort stund kunne glemme smerten.

En anden hyppig gæst i bønnelokalet var en mand ved navn Rohan Ahmed. Han havde irakiske rødder og boede lige i nærheden af asylcentret. Han og Moyed blev hurtigt venner. De gik begge meget op i deres religion, de lavede mad sammen, og Rohan Ahmed støttede Moyed i den svære tid efter sønnens død. Faktisk var Rohan Ahmed den eneste nære ven, Moyed havde i Sverige bortset fra naboen på asylcentret, Mustafa.

Det lille bønnelokale i asylcentret var ikke det eneste sted, Moyeds nye ven kom for at bede. Rohan Ahmed frekventerede også en moske i den nærliggende by Hässleholm ved navn ’Ljusets Moske’. Moskeen bekendte sig til den dybt konservative udlægning af islam kaldet salafisme, og flere af de mere moderate muslimer i Hässleholm var ligefrem bange for de mænd, som kom og gik i Ljusets Moske. Ikke uden grund:

I 2009 blev en imam med tilknytning til moskeen dømt for mordforsøg, da han havde kørt en shiamuslim ned i bil og efterfølgende mishandlet ham, mens han lå på vejen. Da han havde afsonet sin dom, vendte han tilbage til moskeen og begyndte at prædike igen, som om intet var hændt.

Da Moyed og Rohan Ahmed blev venner, havde Ljusets Moske fået en facebookside. Her delte medlemmerne videoer og nyheder, som mindede påfaldende meget om den propaganda, der kom fra Islamisk Stat. Shiamuslimer blev omtalt i særdeles nedladende vendinger som frafaldne og fjender af islam.

Administratoren af denne facebookgruppe var Rohan Ahmed.

Moyed og hans nye ven var fælles om et dybt had til shiamuslimer. Moyed omtalte dem som »fæhunde« i chatbeskeder med venner og bekendte. Og noget tydede på, at han ikke havde tænkt sig at lade det blive ved snakken.

Hans kone, Sana, havde fået mistanke om, at han var begyndt at holde øje med et shiamuslimsk bønnelokale. Et sted, han omtalte som »Husainia«. Da han en dag var på vej ud af døren, og hun spurgte ham om, hvor han skulle hen, svarede han, at det ikke ragede hende.

Han sendte en lydfil til sin mor, hvor han omtalte skænderiet med Sana:

»Der er ingen, som ved noget om, at jeg tager til Husainia, bortset fra Sana,« sagde han i lydfilen.

På Facebook Messenger chattede han med en mand, som spurgte, hvordan det gik med Moyeds »mål«. Manden skrev noget kryptisk, at han gerne ville have »kyllingerne« »gennemstegte eller brændte«. De talte også om at »publicere« noget. Til slut i samtalen bad manden ham om at skifte til den krypterede beskedtjeneste Telegram.

I samme periode chattede han med en anden mand, som hævdede at befinde sig i Aleppo, hvor han kæmpede for en sunnimuslimsk milits. De skrev sammen om, hvordan man byggede en bestemt slags bombe.

»Jeg skal have to liter benzin og en liter brugt bilolie«, skrev Moyed.

Det står i dag ikke klart, om Moyed var tilhænger af jihad, allerede inden han rejste til Sverige, eller om radikaliseringen tog fart i perioden efter hans søns død. Men hans mange chatbeskeder fra perioden viser, at han havde et netværk af mennesker, som interesserede sig for jihad, hvoraf han lod til at kende nogle fra sin tid i Syrien.

Moyed havde flere forskellige Facebook-profiler. En af dem delte navn med lederen af Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi. En anden var opkaldt efter hans afdøde søn. Efter sønnens død så han ikke længere nogen grund til at leve.

Som han skrev til sin fætter, en aften kort før midnat, i efteråret 2016:

»Livet må gå videre, og der findes ingen hvile i dette liv.«

Og senere:

»Jeg vil ikke tilpasse mig verden.

Jeg vil dø martyrdøden for at finde hvile :)«

Fætteren skrev forfærdet, at han skulle forholde sig i ro og tænke på sin familie. Han mindede ham om, at han havde en hustru, som havde brug for ham.

Men Moyed virkede fast besluttet på at tage sit eget liv. Dagen efter skrev han til en bekendt, som kaldte sig for Crazy R:

»Hør, hvis jeg ikke vender tilbage til dig, så er der hændt mig noget.

Sig til Mohanned, at han skal fortælle min mor, at jeg har udlevet min drøm«

»Hvad mener du,« spurgte Crazy R.

Moyed forklarede ham, at han var på vej i Paradis, og hvis han ikke havde hørt fra ham inden middagstid næste dag, skulle han lade folk vide, at han havde forladt denne jord.

Den 10. oktober 2016, dagen efter samtalen om paradis med Crazy R, tilbragte Moyed hele aftenen og det meste af natten hjemme hos sin ene svoger.

Moyeds kone, Sana, havde siden sønnens død i perioder boet hos sine brødre i Malmø. Indimellem dukkede Moyed op hos dem for at tale med hende, og brødrene lod ham komme indenfor, selv om de egentlig ikke brød sig om ham. De mente, at han talte for meget om ting, han ikke havde forstand på, og at han havde brug for at tale med en psykolog.

Tidligt om morgenen den 11. oktober forlod Moyed svogerens lejlighed. Klokken 04.32 modtog han en sms fra sin hustru, hvor der stod:

»Må Gud beskytte dig.«

Da han fik beskeden, befandt han sig ikke langt fra nogle shiamuslimske foreningslokaler, som lå i en gul murstensbygning i udkanten af Rosengården.

Brandvæsenet nåede frem klokken 05.40, men da var branden i den shiamuslimske kulturforening allerede voldsom.

Tingsretten i Malmø

Netop denne aften havde der været fest i foreningslokalerne. Højtiden ved navn ashura markerer drabet på profeten Muhammeds barnebarn i år 680. Drabet udløste i sin tid en strid om, hvem der skulle efterfølge ham som kalif, og det giver i dag stadig anledning til konflikt mellem sunni- og shiamuslimer i hele verden.

Alle gæsterne ved ashura-festen var gået hjem, da brandvæsnet blev tilkaldt til en brand i den shiamuslimske kulturforening klokken 05.34 om morgenen. I minutterne inden havde Sana forsøgt at ringe til sin mand flere gange. Men højst usædvanligt havde hans telefon været slukket.

Da brandvæsenet nåede frem klokken 05.40, blev de mødt af kraftig røg- og brandudvikling. Flammerne stod ud ad vinduerne på den gule murstensbygning. Ingen kom til skade ved branden. Men de efterfølgende skader blev opgjort til omkring én million svenske kroner.

Mens røgdykkere kæmpede med flammerne, ringede Moyed til sin kone fra et sted i nærheden af branden. Kort efter, klokken 6.07 om morgenen, købte han en togbillet og kørte tilbage mod asylcentret i det nordlige Skåne.

Ud på aftenen sendte Moyed en besked til sin ven Rohan Ahmed. Ahmed havde sendt ham en video med en shiamuslim, der talte om krigen mod Islamisk Stat. Nu svarede Moyed ved at sende nogle billeder af branden i den shiamuslimske kulturforening med ordene:

»Okay, det her er svaret til denne fæhund.«

Han chattede også med den mand, som tidligere havde bedt om, at »kyllingerne« skulle være »gennemstegte eller brændte«. Manden tilbød, at branden kunne blive omtalt i Islamisk Stats nyhedsbrev Amaq. Moyed skulle bare sende ham en lydfil, hvor han i detaljer fortalte om branden, som en slags dokumentation. Moyed svarede, at han ville sende ham noget på den krypterede beskedtjeneste WhatsApp.

En uges tid senere blev branden omtalt i IS-tidsskriftet Al-Naba. Senere på året bragte jihad-magasinet Nashir også en historie om branden, hvor den blev omtalt som et angreb udført af »en af Islamisk Stats soldater«.

Kort efter branden forlod Sana asylcentret. Moyed var blevet sværere og sværere at leve sammen med, og hun tog afstand fra hans radikale holdninger. Nu truede hun med, at hun ville skilles. Hun var det eneste gode, der var tilbage i Moyeds liv.

I slutningen af november 2016, halvanden måneds tid efter branden, talte de to i telefon. Moyed lovede, at han ville opgive alt for at få hende tilbage. Han ville sågar opgive det, som »vi ikke vil tale om i telefonen«, som han formulerede det.

»[…] hvis jeg skulle vælge mellem dig og dem, så ville jeg selvfølgelig vælge dig,« sagde han.

Moyed havde længe talt om, at de skulle forsøge at få flere børn efter deres søns død. De skulle finde et sted at bo, han skulle finde et arbejde, og de ville blive en rigtig familie igen. Nu var Sana blevet gravid.

Sana lyttede skeptisk til hans løfter. Så gav de hinanden et kys gennem telefonen. Hvad de ikke vidste var, at den svenske efterretningstjeneste lyttede med.

Et par dage efter telefonsamtalen blev Moyed anholdt og sigtet for branden i det shiamuslimske bønnelokale i Malmø. Han blev samlet op af politiet i nærheden af en togstation iført en sort dynejakke med hvid pelskant og et stribet halstørklæde fra H&M.

Samme eftermiddag ransagede politiet ægteparrets værelse på asylcentret i det nordlige Skåne. Her fandt de blandt andet en taske med et par gummihandsker i. De undersøgte også Moyeds computer, som var fyldt med propagandafilm om jihad og Islamisk Stat.

Computeren indeholdt desuden en vejledning til, hvordan man byggede bombedetonatorer, utallige belastende chatbeskeder og en film, som reklamerede for færgerejser til Danmark. Politiet beslaglagde også en dansk halvtredser fra Moyeds pung.

Branden i den shiamuslimske kulturforening blev en uges tid efter omtalt i IS-tidsskriftet Al-Naba.

Tingsretten i Malmø

Dagen efter anholdelsen af Moyed afhørte det svenske sikkerhedspoliti, SÄPO, den gravide Sana. Hun forklarede efterforskerne, at hendes mand ikke havde været sig selv siden sønnens død. Hun tog smertestillende og beroligende piller, mens hun ikke mente, at Moyed fik den hjælp, han havde brug for. Dog virkede hun chokeret over, at han skulle være involveret i en forbrydelse. Det var ikke den Moyed, hun kendte.

Efterforskerne mente, at hun skjulte noget. De afhørte hende i alt tre gange, og flere gange brød hun grædende sammen. Det var, som om Gud havde besluttet sig for, at hele verden skulle være imod dem, sagde hun. Men i virkeligheden var hendes mand sød og god.

Under den tredje afhøring skruede efterforskerne bissen på. De fortalte hende, at hendes mand var mistænkt for en alvorlig forbrydelse. En forbrydelse, som kunne påvirke hendes egen ansøgning om permanent opholdstilladelse i Sverige. Moyed ville formentlig blive udvist af landet, uanset om han blev dømt eller ej, sagde en af efterforskerne.

Spørgsmålet var nu, om hun ville udvises sammen med ham eller blive boende i Sverige sammen med sine brødre. Hvis hun ikke ville smides ud, skulle hun fortælle efterforskerne alt, hvad hun vidste.

Hun sværgede ved Gud, at hun ikke vidste noget. Men de nåede ikke videre med afhøringen. Den måtte afbrydes, da Sana pludselig fik det dårligt. I afhøringsrapporten står der, at hun klagede over ondt i maven. Så kom hendes bror springende fra et lokale, hvor han selv var ved at blive afhørt, og hastede afsted med hende til et hospital.

På hospitalet aborterede Sana.

Der findes ingen skriftlige oplysninger om, hvordan Moyed modtog denne nyhed. Men for anden gang på 14 måneder havde han og Sana mistet et barn.

SÄPO afhørte Moyed i alt 12 gange inden retssagen. Han nægtede ethvert kendskab til nogen forbrydelse. Han ændrede godt nok konstant sin forklaring om, hvad han havde lavet på aftenen, hvor branden havde fundet sted. Og hans telefon afslørede, at han havde befundet sig i nærheden af gerningsstedet. Men efterforskerne manglede håndfaste beviser.

Politiet havde begået den fejl ikke at sikre en videooptagelse, som dokumenterede brandstiftelsen, fra et overvågningskamera tilhørende virksomheden City Däck på den anden side af gaden. Nu var den blevet slettet. I stedet måtte de nøjes med at afhøre to ansatte i City Däck, som havde gennemset videoen.

Men deres hukommelse var sløret. En af dem huskede manden på videoen som høj, bredskuldret og i alderen 45-50 år. Beskrivelsen af denne kraftfulde, midaldrende gerningsmand passede ikke umiddelbart på den 29-årige Moyed, som var en temmelig lav og spinkel fyr med en nærmest ludende kropsholdning.

Selv om indholdet af Moyeds computer vidnede om, at han var dybt radikaliseret, var det ikke nok til at fælde ham. I retten blev han frifundet for anklager om både terror og brandstiftelse. Og han modtog senere en erstatning på 97.000 svenske kroner for de fire måneder, han havde tilbragt i fængsel under efterforskningen.

Efterforskerne hos SÄPO betragtede stadig Moyed som en trussel mod rigets sikkerhed. Derfor blev han kort efter dommen udvist af Sverige – på trods af frifindelsen – med henvisning til en særlig bestemmelse i den svenske udlændingelov.

Det var dog hverken muligt at udvise ham til Syrien eller Saudi-Arabien, hvor han tidligere havde boet. Han måtte derfor blive i Sverige på en slags tålt ophold, hvor han jævnligt skulle melde sig hos politiet.

Moyed var sluppet for fængsel. Til gengæld var han dukket op på radaren hos efterretningstjenester i både Sverige, Tyskland og Danmark i forbindelse med planlægningen af et storstilet terrorangreb. Et angreb, som skulle involvere 17.460 tændstikker, bomber i København og en medsammensvoren fra et andet naboland til Danmark.

Navnene Sana, Hani, Mustafa og Rohan Ahmed er opdigtede for at beskytte personernes privatliv. Information er bekendt med deres rigtige identitet

Serie

Tændstikmanden – fra flygtning til hellig kriger

I maj blev en 32-årig syrisk mand idømt 12 års fængsel for at planlægge et terrorangreb mod København. Han var få år inden ankommet til Sverige som asylansøger.

I denne artikelserie fortæller Information historien om Moyed Al Zoebi og forsøger at finde svar på, hvad der på så kort tid havde gjort ham klar til at tage sit eget og mange andre uskyldige menneskers liv.

Artiklerne er baseret på mange hundrede siders dokumenter fra politi og domstole i Danmark, Tyskland og Sverige samt interviews med folk tæt på sagen. Moyed Al Zoebi har anket sagen og nægter sig skyldig.

Seneste artikler

  • Tændstikterroristen blev radikaliseret af sin egen sorg

    27. juli 2019
    Som en mand i dyb sorg var Moyed Al Zoebi, der tidligere i år blev dømt for forsøg på at udøve et terrorangreb i København, særligt sårbar over for radikalisering. Det vurderer terroreksperten Magnus Ranstorp, der har gennemgået Informations føljeton om sagen
  • Terroristen med tændstikkerne flygtede fra politiet og fra sig selv, men snublede til sidst

    27. juli 2019
    Retssagen mod en syrisk asylansøger, som havde forsøgt at begå terror i København, gav indtryk af en nervøs og høflig mand, som var blevet radikaliseret af livets modgang. Han havde været parat til at dø og til at dræbe andre. Nu skulle han bevise, hvorfor han fortjente et liv i frihed. Dette er femte – og sidste – kapitel i serien om Tændstikmanden
  • Moyed skulle møde Dieab på en togstation og bygge en bombe. Men noget gik galt

    23. juli 2019
    To syriske mænd skulle i november 2016 mødes på Hovedbanegården i København. Planen var at stikke så mange tilfældige mennesker som muligt ned med knive og derefter sprænge en eller flere bomber. Men noget gik galt. Dette er fjerde kapitel i serien om Tændstikmanden
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Steffen Gliese
Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu