Klumme
Læsetid: 4 min.

Den sommer, da vores hund Lillefar døde

Lillefar var døv, blind og havde vand i lungerne. Hans velmagtsdage var forbi. Det hele sluttede lige inden ferien. 14 dage i Thailand ventede. Han blev lagt i jorden til et potpourri af Burhan G-numre og genopstod i italiensk marmor. I denne serie fortæller Informations skribenter om deres største ferieminder
Lillefar var døv, blind og havde vand i lungerne. Hans velmagtsdage var forbi. Det hele sluttede lige inden ferien. 14 dage i Thailand ventede. Han blev lagt i jorden til et potpourri af Burhan G-numre og genopstod i italiensk marmor. I denne serie fortæller Informations skribenter om deres største ferieminder

Privatfoto

Indland
30. juli 2019

Vi havde talt om at få ham udstoppet. Få øjnene skiftet ud med glas, kroppen spændt ud med vat og tømret på et bræt. Måske et med hjul under, så han kunne trækkes med ud i haven eller over til købmanden, når vejret var godt. Men vi kunne ikke blive enige om, hvilken positur Lillefar skulle foreviges i.

Min bror argumenterede for, at han burde udstoppes triumferende med en fodbold i munden. Min far syntes ikke, det var et retvisende billede og mente i stedet, at han rankt skulle stå og spejde ud i evigheden. Jeg var tilhænger af min søsters forslag om, at han skulle stå på bagbenene med åben mund – klar til at gribe en frikadelle.

Og trods min mors forsøg på at mægle imellem os, var der ingen, der gav sig, så ideen om at udstoppe ham blev droppet. I stedet gravede vi en lun aften  i sommerferien et hul under rododendronbusken, rullede ham ind i et dynebetræk og firede ham ned med reb.

Vi havde egentligt håbet, at han en dag bare ville ligge i sin kurv og være død. Tanken om, at døden er noget, man fredfyldt glider over i direkte fra søvnen, er appellerende.

Men Lillefar slog øjnene op hver evig eneste morgen og rejste sig stivbenet op i mine forældres vandseng, som gyngede under ham. I velmagtsdagene sprang han selv ned, men i den sidste tid måtte han løftes ned på gulvet, hvorfra han slæbte sig ind til veloursofaen, hvor man så igen kunne stå og løfte ham op.

Lillefar var døv, blind, havde vand i lungerne, og pelsen, der engang var nistret som en hyæne, var til sidst hvid.

Ferien var lige om hjørnet. 14 dage i Thailand ventede. Lillefar plejede at blive passet i Esbjerg, når vi var ude at rejse, men min mor troede ikke, at han ville overleve køreturen denne gang.

Hvis ikke klimaanlægget tog livet af ham, så ville han sikkert blive klemt i bildøren eller spilde glohed kørekaffe ned over sig. Og hundepension kunne ikke komme på tale. Lillefar sov i rigtige senge, havde sin egen stol ved spisebordet, spiste menneskemad og fik balsam i pelsen, når han var med i bad. Han ville ikke holde et døgn i pension.

Vi besluttede os derfor for at aflive ham. Vi kyssede ham på snuden, lod ham løbe en sidste tur på engen, som egentligt bare var en byggegrund med så foruroligende høj vandstand, at den i årevis lå brak, og tilbød ham en rundtenom med ekstra leverpostej, som han levnede det meste af.

Dyrlægen trykkede stemplet på sprøjten i bund og forberedte os på, at han om lidt ville stoppe med at trække vejret. Vi aede hans poter, mens minutterne gik, men Lillefar lignede ikke én, der var på vej væk herfra.

»Det var mærkeligt,« sagde dyrlægen om kræet, som burde være blevet slapt, men i stedet lå og slikkede ud i luften.

Dyrlægen aflivede Lillefar én gang til. Denne gang med dobbelt dosis. Trods sine beskedne 11 kilo, takkede han først af ved en schæfers mængde gift.

Genopstået i italiensk marmor

På køreturen hjem genfortalte vi hinandens yndlingshistorier om Lillefar. Min favorit var dengang, det ringede på døren, og at ungt par med alvorlig mine bad om at se vores hund.

Det viste sig, at Lillefar var gået en tur for sig selv og løbet ind i en have, hvor en lille hvid puddel stod bundet til en flagstang. Inde fra køkkenvinduet kunne det unge par se Lillefar bespringe deres tæve, og nu stod de så her og talte om korporlig forulempelse og indtrængning på privat ejendom.

Pudlen viste sig heldigvis ikke at være med rogn, og det var godt for Lillefar, som ellers risikerede at få en faderskabssag på nakken.

Lillefar er genopstået i marmor

Privatfoto

Efter at have firet ham ned i jorden samledes vi omkring hullet i haven, knappede et par dåseøl op og blev enige om, at vi burde synge noget.

Lillefar var mest til jazz, men det er nærmest umuligt at synge Miles Davis a cappella, så vi valgte det næstbedste og sang et potpourri af Burhan G-numre, som han holdt meget af. »Jeg vil ha’ dig for mig selv«, »Mest ondt« og »Tættere på himlen«.

Åhhhuuuåååååhhh-delen var særligt rørende og mindede om ulvehyl. Min far sagde et par ord om, hvordan Lillefar var hans bedste investering.

Blandingshunden uden nogen overbevisende stamtavle eller noget synderligt charmerende udseende kostede ham kun 700 kroner. Til gengæld holdt han i 16 år, og man skal ikke kende ret mange jyder for at vide, at det er en »o.k. pris«.

Mine forældre, som er meget optaget af katolske kirker, blev enige om, at huset burde rumme et relikvie – et slags spirituelt levn efter Lillefar.

Efter et par dages betænkning meddelte de henover aftensmaden, at Lillefar skulle hugges ud af italiensk marmor i størrelsesforholdet 1:1. Min farfar, som bygger violiner og laver sin egen kompost, fik indtelefoneret opgaven og gik straks i skuret.

I dag står Lillefar foran pejsen i mit barndomshjem og får i ny og næ stadig et kys på snuden.

Serie

Ferieminder

Alle har en ferie, som de i særlig grad husker. Fordi den var fantastisk, forfærdelig, underlig, kikset eller sørgelig. I denne serie fortæller Informations skribenter om deres største ferieminder.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen K Petersen

Tak for at høre om Lillefar, et vidunderligt liv har han ført i godt selskab;o)

niels astrup

En hund, der er opkaldt efter Stalin...næsten synd for dyret.

Erik Karlsen

At aflive en hund - endda en, man holder af - fordi man skal på ferie i Thailand..... :-( :-(

Michael Andresen

Har du læst hele teksten, Erik Karlsen?

Niels Duus Nielsen, Ejvind Larsen, Liselotte Paulsen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Erik Karlsen

Ja, det har jeg, Michael Andersen - og endda to gange inden jeg skrev min kommentar.

Jamen, så har du her et par citater fra artiklen:

"Ferien var lige om hjørnet. 14 dage i Thailand ventede. Lillefar plejede at blive passet i Esbjerg, når vi var ude at rejse, men min mor troede ikke, at han ville overleve køreturen denne gang."
....
"Vi besluttede os derfor for at aflive ham. "

For mig at se er det at aflive hunden, fordi man skal på ferie. Jeg har læst resten beskrivelsen af hundens tilstand, men reelt var det jo ferien til Thailand, der afgjorde, at hunden skulle aflives på netop det tidspunkt. Det virkede jo ikke, som om den led (eller den viste det måske bare ikke, men det kunne de vel ikke vide). Hvis den virkelig led, hvorfor aflivede de den så ikke for længe siden, Michael?