Essay
Læsetid: 3 min.

Mine sommerferieminder er danske campingpladser, Anders And-blade og et hav af makreller

Min barndoms sommerferier blev tilbragt på Danmarks campingpladser. De flyder sammen i en bunke af Anders And-blade, sæsonbetonede venskaber og hav. Og så var der lige den dag, hvor makrellen kom ind, fortæller journalist Anita Brask Rasmussen
Anita Brask Rasmussen camperede oftest ved Jyllands vestkyst med sine forældre i barndommens ferier. »Jeg sov i den øverste køje i campingvognen. Et stykke tykt plastikagtigt stof udspændt mellem to jernstænger.«

Anita Brask Rasmussen camperede oftest ved Jyllands vestkyst med sine forældre i barndommens ferier. »Jeg sov i den øverste køje i campingvognen. Et stykke tykt plastikagtigt stof udspændt mellem to jernstænger.«

Privatfoto

Indland
25. juli 2019

Det var dengang, vi havde Adria’en. En campingvogn, mine forældre havde købt brugt en gang i slut 80’erne. Inden min lillesøster blev født, men efter at min bror og jeg var blevet gamle nok til at have accepteret hinandens selskab.

Jeg sov i den øverste køje i campingvognen. Et stykke tykt plastikagtigt stof udspændt mellem to jernstænger.

Den campingvogn, mine forældre har i dag, er noget mere luksuriøs, men jeg elskede min køje og frygtede den dag, min bror ville få modet til også at gøre krav på den. Han sov indtil videre nedenunder med en dyne af Anders And-blade over sig.

En hensynsløs hopper eller en ny ven

Det var det billede, jeg så for mig, da min redaktør spurgte, om jeg ikke ville skrive om et ferieminde.

For mine ferier har aldrig været begivenhedsrige. Vi har da engang imellem besøgt museer og Egeskov Slot og den slags, men det er ikke det, jeg husker.

Jeg husker danske campingpladser. Min far, der griller, min mor på vej op til køkkenet med opvasken, min bror og så mig, der læser Anders And-blade inde i campingvognen, i forteltet, på græsset, og senere min lillesøster, der bader i en balje.

Det har været nogle af de lykkeligste dage i mit liv. Og nogle af de kedeligste.

Det værste var, hvis min bror havde fået en ven på campingpladsen. Så gik jeg slukøret rundt og kedede mig. Så løftede min far som regel blikket fra sin Sven Hazel-bog og sagde:

»Gå da op på legepladsen og find nogen at lege med.«

Som om det fungerer på den måde. Som om man bare går hen til et fremmed barn og spørger:

»Skal vi lege?«

De ville da tro, man var idiot. Og der var tilmed ret stor sandsynlighed for, at det var en tysker. Hvad kunne man ikke rode sig ud i? Nej, hvis man endelig fik en ven, så skete det for det meste efter flere dages tilløb.

Først fik man øje på hinanden, så gik der et par dage med at tænke over, om vi da ikke måske var lige gamle? Så kunne man begynde at nærme sig hinanden på legepladsen. Ordløst.

Man satte sig måske på gyngen ved siden af hende. Kom til at gynge i takt. Så fulgte man efter hende over på hoppepuden (efter et nøje afstemt antal sekunder. Man ville jo ikke virke anmassende. Eller desperat).

Hoppepuden var også et godt sted at temperamentsafstemme. Var vedkommende en hensynsløs hopper, så var det nok ikke noget. Men hvis det var noget. Så kunne man måske. Måske. Så kunne man måske imponere med sin bedste kolbøtte og spørge:

»Kan du det?«

Og så var der et par lykkelige dage i selskab med pigen fra Voel eller Faaborg. Og så kørte hun hjem. Og så begyndte det hele forfra.

Kæmpestore stimer

Vi var oftest ved Vestkysten. Thorsminde eller Henne Strand eller Hvide Sande for eksempel.

Jeg er vokset op i Vestjylland, så det var ikke, fordi Vesterhavet var eksotisk. Nærmere hjemligt. Bade gjorde vi aldrig. Det var kun tyskerne, der gjorde det, og havet tog som regel nogle stykker hver sommer.

Der hvor jeg kommer fra, betyder havet og fjorden mest mad, penge og død. Det er først nu, hvor jeg er flyttet væk fra det, at det er blevet smuk natur.

Men min far og jeg holdt af at fiske – også dengang. Det blev mest til isinger, men så var der den sommer i Hvide Sande, da makrellen kom ind.

Jeg ved ikke, om det er normalt, at de kommer så tæt ind på havnen, men jeg ved, at de gjorde det den dag, min far og jeg stod på molen og fiskede. De kom i kæmpestore stimer. Vi hev den ene makrel i land efter den anden. Nogle gange sad der tre på et forfang, og ofte var krogen simpelthen bare gået igennem skindet – linen var ramt direkte ned i stimen.

Stemningen på molen var helt vanvittig. Lystfiskerne hujede og lo.

Da vi kom hjem til campingpladsen stod min far hele eftermiddagen og rensede fisk sammen med en masse andre mænd.

Jeg fandt min bror. Han læste Anders And-blade i campingvognen, og det var en af de bedste sommerdage, jeg kan huske.

Serie

Ferieminder

Alle har en ferie, som de i særlig grad husker. Fordi den var fantastisk, forfærdelig, underlig, kikset eller sørgelig. I denne serie fortæller Informations skribenter om deres største ferieminder.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her