Læsetid: 3 min.

Tilbage til Herning med Blicher, camping og en joint at slutte af på

Sommeren efter jeg var flyttet væk fra Herning og ud i verden, tog Ditte fra klassen og jeg på roadtrip – i Herning – for at genbesøge den trygge ironi, vi engang længtes væk med
Katrine Hornstrup Yde tog et par år efter gymnasiet tilbage på ferie til sin hjemegn, hvor hun besøgte Jens Vejmands grav, krammede bestyreren af autografmuseet og trådte op på præstestolen i kirken, hvor hun blev døbt.

Katrine Hornstrup Yde tog et par år efter gymnasiet tilbage på ferie til sin hjemegn, hvor hun besøgte Jens Vejmands grav, krammede bestyreren af autografmuseet og trådte op på præstestolen i kirken, hvor hun blev døbt.

Ditte Berg

26. juli 2019

Uendelige gymnasiesommerferier i Herning er tryg, håbefuld længsel.

Det er Martin, forsangeren fra vores band Jack K, der er besat af, hvordan vores første CD-cover skal se ud, selv om vi helt sikkert med vores Radiohead og Psyched Up Janis i en kælder i Sunds Ungdomsklub er for dårlige til nogensinde at blive CD-aktuelle.

Gymnasiesommerferierne er mig og Sean, der regner ud, at man fra skraldebakkens top kan høre Grøn Koncert rigtig fint. Så sidder vi deroppe med øl og hører Erann DD og kalder hinanden for Katrine DD og Sean DD.

Vi har smidt hele årets småmønter i to sparebøsser, der er formet som meterhøje tandbørster, og hælder pengene direkte fra tandbørsten og ned i mønttælleren i Danske Bank på gågaden og kører så afsted i hans mors bil på roadtrip, drikker rødvincola til Middelalderfestival i Odense, sniffer poppers på en bænk på Rådhuspladsen og ser prikker i hjernen.

Roadtrips er det bedste.

Jeg elsker: Natural Born Killers og Thelma and Louise og Charlot og Charlotte. Jack K er opkaldt efter Jack Kerouac. Jeg sidder meget på mit værelse og fordøjer mit vilde, uvilde liv og læser On the Road mange gange, det gør vi alle sammen.

Tilbage til Herning

Året efter flytter mine forældre til en forstad til Aarhus og jeg til en forstad til London for at være væk og tjene penge til højskole. Og sommeren efter tager Ditte fra Y-klassen og jeg tilbage til Herning. På roadtrip.

I Tjørring låner vi hendes forældres blå Golf og kører ind til Herning Turistkontor og står klar, da de åbner, og udbeder os alle gode rejsetips og brochurer. Hvor vi da er fra? Vi svarer af en eller anden grund, at vi kommer fra Æbelø. Og at nu vil vi så se Herning.

Vi slår telt op på Herning Campingplads. Så kører vi til tekstilmuseet og ser hele samlingen af Henrik Voldborgs kulørte strikketrøjer. Vi kravler op på Ingvar Cronhammars mærkelige dims, Elia.

Ditte har sendt mig et billede, hvor jeg har besteget præstestolen i Gjellerup Kirke, hvor jeg blev døbt som 12-årig.

Jeg holder, hvad der ligner en dundertale, højre arm strækker sig med patos mod de tomme kirkebænke. På venstre hånd har jeg en underlig, hvid plastickonstruktion, der ligner en hvid softballhandske.

Den fik jeg kort forinden, i slutningen af mit højskoleophold, det var aftenen før skrivelinjens burleske oplæsningsfest, jeg åbnede en ølflaske med en åben ølflaske og smadrede i den bevægelse flaskehalsen, og skåret åbnede hele venstre pegefinger og kappede en nerve over midt i blodbadet, og jeg tog med Falck på Skadestuen og fik siden og næsten for sent syet nerven sammen igen.

De næste måneder var jeg fanget i Danmark med en mystisk handske med elastikker limet på fingerneglene. Jeg kunne ikke komme med mine venner til Marokko og græd dramatisk. Så fik Ditte og jeg den der idé om bare at tage tilbage.

Vi besøger Herningsholm Herregård og kigger på St. Steensen Blichers håndskrevne bøger og breve, vi tager forbi det runde Herning Kunstmuseum med dets lort på dåse, vi besøger Dittes gamle skole, som er lukket, og et gammelt missionshus, og på et foto poserer jeg ved et hønsehus, jeg kan ikke huske hvorfor.

Måske stopper vi bare ved alt for at kunne stige ud og kigge på det.

Vi går rundt i den meget lille Japanske Have med dets sirlige springvand og hundeformede buske.

Og vi tager på autografmuseum, hvor jeg står og krammer bestyreren fra siden, storsmilende. På et foto står Ditte oven på en mindesten over heden med hænderne hævet over hovedet.

Vi tager et foto af en anden sten, der markerer »hvor Blicher for 100 aar siden saa Kjeltingballet«.

Senere stopper vi ved Jens Vejmands grav og holder ét minuts højtidelig pause til hans ære og synger med lungers fulde røst fra medbragt Højskolesangbog.

Der er noget enormt trygt i den form for eksotisering af heden, af kulturen, af alt det, vi aldrig har dyrket, fordi vi boede her, og at det var slemt nok, syntes vi.

På billederne kan man se, hvordan vi tager en lille smule afstand til det hele, men på den mest bamsekrammende måde.

Vi gennemspiller den komfortable følelse af at være ét sted med vished om, at verden skal forandre sig snart. Som tidligere dræber vi tiden ved at trække os selv op i ryggen og være nysgerrige og unysgerrige på samme tid. Dét er Herning.

Sent om aftenen, udmattede, kommer vi tilbage til Herning Campingplads.

Jeg ruller en joint, Ditte falder hurtigt i en dyb søvn, jeg ser forunderlige, lyselilla figurer danse rundt på himlen. Så brækker jeg mig. Næste dag tager vi toget væk. En gang til.

Serie

Ferieminder

Alle har en ferie, som de i særlig grad husker. Fordi den var fantastisk, forfærdelig, underlig, kikset eller sørgelig. I denne serie fortæller Informations skribenter om deres største ferieminder.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Lis Østergaard
Eva Schwanenflügel, David Zennaro og Lis Østergaard anbefalede denne artikel

Kommentarer