Læsetid: 4 min.

For tredje år i træk er færre blevet optaget på pædagoguddannelsen

Den nye regerings planer om minimumsnormeringer og bedre forhold i daginstitutionerne hviler på, at der skal uddannes flere pædagoger. Men igen i år er antallet af unge, der vil læse til pædagog, faldet
Selv om pædagoguddannelsen stadig er den uddannelse, der tiltrækker flest på landsplan, er optaget faldet med to pct. siden sidste år.

Selv om pædagoguddannelsen stadig er den uddannelse, der tiltrækker flest på landsplan, er optaget faldet med to pct. siden sidste år.

Katrine Becher Damkjær

26. juli 2019

Antallet af nye studerende, der er blevet optaget på en pædagoguddannelse, dykker for tredje år i træk.

Selv om pædagoguddannelsen stadig er den uddannelse, der tiltrækker flest på landsplan, og selv om der år efter år er ledige pladser på pædagoguddannelserne, er optaget faldet med to pct. siden sidste år og knap ni pct. siden 2014.

Det viser de nye tal for årets studieoptag fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, som bliver offentliggjort i dag, fredag.

Og det er en »dybt kritisk situation«.

Sådan siger Stefan Hermann, der er rektor for Københavns Professionshøjskole og formand for rektorerne i Danske Professionshøjskoler.

I 2030 vil der nemlig være 20 pct. flere børn mellem nul og seks år end i dag, og allerede nu er der nærmest ingen ledighed blandt pædagoger.

Derudover vil den nye regering og dens støttepartier indføre minimumsnormeringer i dagsinstitutionerne, og da ungdomsårgangene bliver mindre de kommende år, kan det resultere i, at endnu færre søger ind på pædagoguddannelsen, siger Hermann.

Pædagoguddannelserne har også oplevet et markant fald i antallet af ansøgninger. I år søgte 17 pct. færre ind sammenlignet med 2015. Løsningen på den faldende søgning er ifølge rektorformanden at gøre pædagoguddannelsen mere attraktiv.

»Ellers får de studerende for få timer, for lidt vejledning og for lidt feedback. Og så skifter de (uddannelse, red.) eller bliver ikke dygtige nok. Så vi skal sørge for, at ungdomsuddannelserne vejleder de unge i den retning. Vi har talrige pædagogstuderende, der siger, at de er blevet frarådet at læse til pædagog, og at de ikke skulle spilde deres liv på det osv,« siger Stefan Hermann.

Birgitte Conradsen, der er næstformand i pædagogernes fagforening BUPL, ærgrer sig også over, at der igen i år er færre unge, der søger ind på pædagoguddannelsen. Hun mener, at en af forklaringerne kan være, at der er skåret så meget ned på uddannelsen, og at det skræmmer nogle unge væk.

Her er nogle af dette års studieoptags mest opsigtvækkende udviklinger blandt de 25 største uddannelser

  • Sygeplejerskeoptaget er steget med syv procent siden 2018. Det samme gælder uddannelsen til bygningskonstruktør.
  • Højdespringeren blandt de største studier er medicinstudiet, som har optaget 14 procent flere i år end sidste år.
  • Erhvervsøkonomi, HA almen, er med seks procents tilbagegang det studie, som oplever den største nedgang.
  • Optaget til uddannelserne som pædagog, socialrådgiver og folkeskolelærer er alle faldet med to procent i forhold til 2018.

»Selv om der er kommet flere penge til pædagoguddannelsen, så er der jo blevet talt rigtig meget om, at der ikke er timer nok, at der er for meget selvstudie i uddannelsen, og at praktikken er dårlig,« siger Birgitte Conradsen.

Hun mener dog, at den primære årsag er, at de dårligere arbejdsvilkår for pædagoger er blevet meget tydelige de seneste år.

»Det er rigtig trist og en konsekvens af de dårlige normeringer. Men man kan håbe på, at udviklingen vender, hvis der bliver taget nogle tiltag for at rette op på arbejdsvilkårene i daginstitutioner,« siger Birgitte Conradsen med henvisning til regeringens løfte om at indføre minimumsnormeringer.

Lav status

Den holdning deler Ida Andersen, der sidder i forretningsudvalget hos Pædagogstuderendes Landssammenslutning. Hun synes, det dalende optag på pædagoguddannelsen er »virkelig ærgerligt«.

»Men det er på en måde også forståeligt. For lige op til, at folk skulle søge ind i år, har pædagoguddannelsen- og faget været i søgelyset. Vi hører alle de her historier om dårlige vilkår for pædagoger, om normeringer, om stress, og om at der ikke er tid til, at pædagoger kan gøre deres arbejde ordentligt. Så jeg kan godt forstå, at folk vælger noget andet, selv om de brænder helt vildt meget for at blive pædagoger,« siger Ida Andersen.

»Og hvad angår uddannelsen, så er det jo en af de uddannelser, hvor der er færrest penge per studerende. Det kan også have en indvirkning,« mener hun.

Andreas Rasch-Christensen, forsknings- og udviklingschef på Professionshøjskolen VIA, mener, at de sidste års vigende søgning bør få alarmklokkerne til at ringe, for det vil føre til, at der kommer til at mangle pædagoger i nogle kommuner. Det er særligt uheldigt, fordi der for første gang i mange år er kommet langt mere fokus på de nul til seks-årige børn.

Han mener, at en del af årsagen, til at færre unge søger ind på pædagoguddannelsen, er, at den har endnu lavere status end for eksempel læreruddannelsen.

»Den manglende status kan skyldes, at mange har svært ved at se, hvad det egentlig er, som pædagoger kan, altså hvad deres kompetencer er, og hvor vigtige de er. Det har vi nemmere ved at forstå, når det gælder lærere eller sygeplejersker,« siger Andreas Rasch-Christensen, der er enig i, at den dårligere finansiering af uddannelsen kan skræmme de unge væk.

»Kritikken af, at der er for få krav og for få timer, er jo dybt problematisk for uddannelsen. Det kan godt være, at der er kommet langt mere fokus på de nul til seks-årige i medierne og politisk, men hvis du ikke kan se en velfungerende uddannelse med nok ressourcer for dig, så vælger du nok noget andet.«

Mere populært nogle steder end andre

Selv om der allerede er mangel på pædagoger, og der i de kommende år vil blive færre uddannede inden for faget, så er der en del uddannelsessteder for eksempel i Jylland, som ikke har plads til alle de unge, der søger ind. Derfor må de afvise en del ansøgere, selv om der er pædagogmangel omkring de større byer og i områder uden pædagoguddannelser, forklarer BUPL’s næstformand Birgitte Conradsen.

»Så vi er nødt til at kigge på dimensioneringen,« siger hun.

Stefan Hermann siger, at mange af de afviste til gengæld bliver optaget på pædagoguddannelser i andre dele af landet, hvis de er villige til at flytte.

»Der er en meget aktiv vejledende koordination i det, der hedder efteroptaget, som kommer nu. Hvis nogen bor i Roskilde, og vi så har en ledig plads i København, så er der plads, hvis folk vil,« siger Stefan Hermann.

Hvis samfundet skal have adgang til flere og dygtigere pædagoger, så er der brug for at se på helt nye uddannelsesmodeller for at sikre kompetent arbejdskraft, skriver dagens kronikører.
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Steen K Petersen
Eva Schwanenflügel og Steen K Petersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det kunne også tænkes at det er fordi arbejdet er både fysisk og psykisk hårdt, ansvaret for andres liv er stort og lønnen er horribel.
Hvis vi vægtede mennesker højere, ville løn og ansvar måske hænge bedre sammen.

Birgitte Christensen, David Breuer, Tue Romanow, Mogens Holme, Steen K Petersen, Jesper Sano Højdal og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Nu er det mennesker man skal arbejde med-børn er også mennesker, men det burde ikke være lønnen som afgør det. Den skal være rimelig, men selve faget og interessen for arbejdet med børn og samarbejde med forældre bør være det primære. Det med den høje løn i en ny tid med klima m.v. og stadig mange som ikke e rinde i varmen bør være der sekundære. Ellers er jeg ikke så sikker på hjertet er med. Men jeg tror også uddannelsen skal strammes op og nogle af de gamle fag som drama-formning/værksted skal tilbage og ikke kun gruppearbejde uden ordentlig vejledning.
PS: Er pensioneret,men var med fra den første årgang på den tre årige uddannelse fra 1970.

Erik Fuglsang, lone bording og Michael Friis anbefalede denne kommentar
Peter Engelbrecht

Dårlig løn, psykopatiske forældres krav, samlebåndsarbejde, dårlig arbejdsklima, syge kollegaer, ingen udvikling.

Jeg forstår godt de unge. Arbejdet er et sted som skal give meningsfuldhed. En daginstitution mener mere kasselinjen i Netto. Den dag pædagogerne selv kan planlægge og styre deres dagligdag/arbejde og hvor forældrene/systemet ikke blander sig, begynder det at blive interessant at blive pædagog. De unge vil have indflydelse og gøre en forskel, ikke blot udføre ordre.

over and out

Birgitte Christensen, lone bording, Egon Stich, Carsten Munk og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Ole Schwander

Højere løn og bedre arbejdsforhold til pædagoger - og skolelærere. Måske gentænke hele uddannelsen? Måske import af pædagoger fra Afrika og Mellemøsten? Nu må Frederiksen og Østergaard se at få fingrene ud!

Viggo Okholm

Peter B.
Nu er forældre vist ikke en hindring, hvis man vel at mærke møder dem som mennesker på lige fod. Men systemets krav og hysteri gør tiden til den lille snak på lige fod om verdens situationen.
Men som jeg skrev, så er lønnen vigtig,men bør ikke være det centrale. Men det kræver jo så at vi alle ændrer vores ide om kun høj løn kan gøre os lykkelige.
Men du lyder som om du er noget desillusioneret!

lone bording

Fjern al forvaltning konsulenter og klyngeledelse og giv friheden tilbage med pædagogisk og administrativ ansvarlig ledelse gerne kollektiv ledelse - rundkredspædagogikken skal tilbage det kan ikke gå for hurtigt - ingen unge gider dikteres af politisk styrede kontormus med modeller på samlebånd