Læsetid: 5 min.

»Den amerikanske interesse for Grønland er vågnet igen«

Forholdet mellem Danmark og USA vil hurtigt vende tilbage til normalen, vurderer historiker Bo Lidegaard. Til gengæld tydeliggør hele affæren om Grønland og Donald Trumps aflyste statsbesøg i Danmark, at USA har fået større fokus på Arktis. Det kræver øget dansk tilstedeværelse, vurderer Lidegaard
Statsminister Mette Frederiksen sagde onsdag på et pressemøde, at hun var »ærgerlig og overrasket« over det aflyste statsbesøg. Besøget skulle ifølge hende have understreget det tætte forhold mellem Danmark og USA, og hun havde set frem til at drøfte fremtidens »muligheder og udfordringer« for Arktis, som ifølge hende kalder på et endnu tættere samarbejde med USA.

Statsminister Mette Frederiksen sagde onsdag på et pressemøde, at hun var »ærgerlig og overrasket« over det aflyste statsbesøg. Besøget skulle ifølge hende have understreget det tætte forhold mellem Danmark og USA, og hun havde set frem til at drøfte fremtidens »muligheder og udfordringer« for Arktis, som ifølge hende kalder på et endnu tættere samarbejde med USA.

Mads Claus Rasmussen

22. august 2019

Donald Trumps besynderlige forsøg på at købe Grønland har om ikke andet gjort én ting klart. Nemlig, at USA i stigende grad interesserer sig for Arktis.

Det vurderer historiker Bo Lidegaard, som er tidligere embedsmand i Udenrigs- og Statsministeriet og selv er født i Grønland.

»Præsidenten har sendt et meget klart signal om, at den amerikanske interesse for Grønland er vågnet igen,« siger han.

»Udviklingen i Grønland og Arktis er gået fra at være noget, som USA holdt nøje øje med, til at være noget, som USA ønsker at være aktivt engageret i. Det er en påmindelse til både det grønlandske selvstyre og den danske regering om, at USA’s engagement i Arktis er voksende.«

Det betyder ifølge Lidegaard, at Danmark nu må lægge endnu større vægt på Arktis i sin udenrigspolitik i de kommende år.

»Når man ser på Danmark fra Washington, så er det Grønland, der fylder mest. Det har vi i København været tilbøjelige til at glemme fra tid til anden. Men sådan har det været i rigtig mange år. Interessen har så været lidt mindre indlysende i et stykke tid. Men nu er vi så at sige tilbage ved normalen. Og det har betydning for, hvordan Danmark skal prioritere sine ressourcer både diplomatisk og militært,« siger Bo Lidegaard.

Strategisk interessant

Donald Trump bekræftede på et pressemøde i søndags, at han var interesseret i at købe Grønland.

»Strategisk er det interessant, og vi ville være interesserede,« sagde Trump til den amerikanske presse.

Ud over den strategiske interesse ser USA også ud til at være interesseret i de ressourcer, der gemmer sig under Grønlands smeltende iskappe. Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, sagde tidligere på året under et møde i Arktisk Råd, at Arktis gemmer på store mængder olie, gas, uran, sjældne jordarter, guld, diamanter og »millioner af kvadratmeter uudnyttede ressourcer«. Det skriver New York Times.

Statsminister Mette Frederiksen og det grønlandske selvstyre har konsekvent afvist ideen om at sælge Grønland. Det fik natten til onsdag, dansk tid, Donald Trump til at aflyse et planlagt statsbesøg i Danmark den 2.-3. september med direkte henvisning til afslaget.

Dybt forankret samarbejde

Forløbet har fået danske politikere og amerikanske iagttagere til at tage sig til hovedet. Bo Lidegaard vurderer dog, at forholdet mellem USA og Danmark hurtigt vil vende tilbage til normalen.

»Vores interessefællesskab og strategiske partnerskab er meget dybt forankret. Det tror jeg ikke, det her vil ændre ved,« siger han.

Lidegaard tvivler på, at USA vil forsøge at drive en kile ind mellem Danmark og Grønland i de kommende år for at få mere indflydelse i Arktis gennem direkte forhandlinger med Grønland.

»Når det kommer til stykket, tror jeg, at the deep state i USA godt ved, at konstruktionen med rigsfællesskabet i høj grad også tjener amerikanske interesser. Det kan godt være, at præsidenten i et inspireret øjeblik mener noget andet. Men jeg tror ikke, det er udtryk for en fundamental ændring af den amerikanske strategiske analyse af Arktis eller Grønland.«

De seneste dage har gjort det tydeligt for både Danmark og Grønland, hvorfor vi har brug for rigsfællesskabet, vurderer Bo Lidegaard.

»Grønland og Danmark har en stærk fælles interesse i at handle sammen i de her sager. Vi er begge små aktører, og sammen står vi stærkere end hver for sig,« siger han.

Derfor tvivler han også på, at Grønland kan finde på at rykke væk fra Danmark og tættere på USA i håb om at tiltrække amerikanske investeringer.

Det afviser den grønlandske landsstyreformand Kim Kielsen da også ifølge Grønlands Radio.

»Det arbejde, der er igangsat, vil selvfølgelig fortsætte. Der sker ingen ændring med vores forbindelse til USA eller til den amerikanske ambassade i Danmark,« sagde han onsdag.

Kielsen tager aflysningen af Trumps besøg roligt og fokuserer i stedet på de »nye muligheder for samarbejder inden for handel og andre områder.«

Formanden for det grønlandske oppositionsparti Inuit Ataqatigiit (IA) Múte Bourup Egede vil udnytte det øgede fokus til at kræve mere indflydelse.

»Grønland er nødt til at få langt mere indflydelse og gavn af situationen, hvilket betyder, at Grønland i det mindste skal blive en ligeværdig partner i rigsfællesskabet. Stormagterne kigger jo først på os. Og vi husker på, hvad Mette Frederiksen lovede under valgkampen, nemlig at Grønland og Færøerne skal have en ligeværdig plads i udenrigspolitikken, « siger han.

Militære drøftelser

Forud for det amerikanske statsbesøg har der været forlydender om, at Donald Trump og Mette Frederiksen skulle have drøftet et dansk militært bidrag til Syrien og udstationeringen af et dansk krigsskib til Hormuzstrædet. Ingen af de to ønsker har opbakning blandt den danske regerings støttepartier. Det er uvist, om regeringen på forhånd har orienteret amerikanerne om det, og om det i så fald har haft indflydelse på Trumps aflysning af statsbesøget.

I USA spekulerer flere iagttagere i, om Trump bruger balladen om Grønland som en afledningsmanøvre for at fjerne opmærksomhed fra andre sager derhjemme, såsom masseskyderier. Journalist på New York Times Maggie Haberman skrev onsdag på Twitter:

»Hvad er den virkelige grund til, at Trump ikke vil til Danmark, som han nu bortforklarer med hele denne Grønland-ting?«

Bo Lidegaard mener dog ikke, at der nødvendigvis stikker noget andet under.

»Jeg har i høj grad fantasi til at forestille mig, at det handler om et pludseligt opstået ønske hos Trump om at købe Grønland,« siger han.

Ærgerlig statsminister

Statsminister Mette Frederiksen sagde onsdag på et pressemøde, at hun var »ærgerlig og overrasket« over det aflyste statsbesøg. Besøget skulle ifølge hende have understreget det tætte forhold mellem Danmark og USA, og hun havde set frem til at drøfte fremtidens »muligheder og udfordringer« for Arktis, som ifølge hende kalder på et endnu tættere samarbejde med USA.

Statsministeren understregede, at aflysningen ikke ændrer ved det gode forhold mellem Danmark og USA.

»Vi har en god dialog med USA. Det må I endelig ikke tage fejl af,« sagde hun til de fremmødte journalister.

Hun afviste også, at aflysningen vil få betydning for drøftelserne om et eventuelt dansk militært bidrag til Syrien og Hormuzstrædet.

»Jeg mener ikke, det her skal spille nogen som helst rolle for de overvejelser,« sagde hun.

Ifølge Wall Street Journal går der rygter på gangene i Det Hvide Hus, om at Donald Trump ønsker at undersøge mulighederne for at købe Grønland.
Læs også
Trumps higen efter at distrahere og nå til tops i nyhederne kan forklare, hvorfor han har valgt at aflyse sit besøg i Danmark, mener iagttagere.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Trägårdh
  • Poul Erik Riis
  • Eva Schwanenflügel
Jakob Trägårdh, Poul Erik Riis og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

ELLER blot tilvælge USA til erstatning for DK. Det vil jo være som at hæve sin opsparede realværdi for dem i Grønland, og er spark bagi til DK. Mon ikke vi vil se et taktisk spil fra Trump/USA for at vinde Grønland over. Ihvertfald er spiren lagt. Vi får at se om ikke det kan lykkes at så splid imellem Nord og Syd Danmark, det er trods alt en Trump spidskompetence..

René Arestrup

Uanset Trumps absurde forslag, er det en kendsgerning, at stormagternes interesse i det arktiske område - herunder ikke mindst Grønland - er tiltagende. Derfor er vi i Danmark nødt til at spørge os selv om det er i vores interesse at opretholde rigsfællesskabet. Og ikke mindst fordi det hurtig kan vise sig som en uoverkommelig stor mundfuld for en små-stat som Danmark.

Allan Petersen

Hvad så hvis Lolland, Falster, Langeland, Fyn eller Sjælland en dag vækker stormagternes interesse?

Anders Graae, Ole Bach og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

@Allan Petersen
Det er en absurd - for nu at blive i tidens termer - sammenligning.
Rigsfællesskabet med Grønland er en reminiscens af vores koloni-fortid. Og som sådan er Grønland lige så lidt dansk som de Vestindiske øer var.
Min pointe er, at det vil kræve langt mere end et par kystinspektionsskibe og en slædepatrulje, hvis Danmark i fremtiden vil manifestere suverænitet over Grønland, ligesom det vil blive stadig sværere at forsvare danske - og grønlandske - interesser efterhånden som presset fra stormagterne vokser.

Kim Houmøller

Suverænitet kan hævdes både fra fly, skibe og Sirius patruljer. Det nye er at droner kan overflyve arktis langt billigere end fly. At mene det er en umulig opgave, er noget af en påstand.

Fordi der er kommet en gammel og gnaven mand i embedet som verdens (tror han) mægtigste mand, skal vi ikke lade os koste rundt. At han ikke kan klare stærke kvinder virker absurd!

Anders Graae, Torben Bruhn Andersen, Ole Bach, John Andersen og Jesper Sano Højdal anbefalede denne kommentar

Som om det overhovedet er muligt. Vil Kina og Rusland sidde på sidelinien og gøre ingenting mens amerikanerne overtager og militarisere Grønland? Øh nej.

Skulle det være et seriøst politisk forslag? Det lyder som noget bras der er optænkt i Israel (hvor man stadig brutalt annektere).

John Andersen, Anders Graae og Ole Bach anbefalede denne kommentar
Allan Petersen

Rene Arestrup, jeg forstår din pointe, men jeg deler ikke opfattelsen af, at Grønland ikke er dansk. Alle grænser er for så vidt en reminiscens i forhold til et eller andet der hører fortiden til.

Det ville kræve langt mere at forsvare Grønland og dets interesser, ingen tvivl om det. Men det ville også kræve mere at forsvare Danmark og dets interesser.
Danmarks indsats i forhold til suverænitetshævdelse i Arktis er ikke mindre end f.eks. Canadas, så jeg ser ingen grund til at Danmark skulle trække sig derfra. Vi skal bare acceptere at de kapaciteter vi har, kommer mere i spil i området i fremtiden. Det vil sige ofre lidt flere penge på mandskaber til søværnets skibe som patruljerer i Arktis.

Det hele handlede altså om intimidering. Gangster style. Vi køber hele lortet, sagde Trump. DEt er absurd!, sagde Frederiksen, mens hele bunken af kongerigets neoliberale og konservative foregangsmænd går i totalt oprustnings-mode. For det er det, deres snak om "strategisk vigtigt" betyder. Grønland skal nok blive militariseres op og ned, samtidigt med at vi grine lidt af Trump, der vil få, alt det som han ville.

Kunne nogen i det mindste ikke komme med et atomfrit Grønland-kvæk.......

Danskernes naivitet er larmende!

Danmark er 45.000 km2 - Grønland er 2.166.000 km2 (knap 50 gange Danmarks størrelse).

Vi har kun yderst begrænset militær tilstedeværelse og ingen jagerfly stationeret i Grønland. Det tager et F16 ca. tre timer at nå Grønland fra Danmark.

Danmark kan ikke forsvare Grønland, der er intet afvisningsberedskab og kun begrænsede muligheder for suverænitetshævdelse.

René Arestrup

@Allan Petersen
Prøv at spørge grønlænderne.
I geografisk forstand tilhører Grønland et helt andet kontinent.
Så nej, efter mine begreber er Grønland ikke dansk - uanset vores koloni-historie. Og jeg har svært ved at se hvorfor DK skal deltage i et rustnings-kapløb i arktis. Det er på alle måder en taber-sag.

Poul Erik Riis

Nu kan vi se, hvor vigtigt det er, at Grønland hverken hører til USA eller til Rusland. Det er (stort set) en fredens ø imellem militaristerne, og vi bør fortælle USA og Rusland, at vi allesammen skal nedruste i stedet for at opruste. Vi har råd til at give Grønland bedre økonomiske betingelser for at sikre dets uafhængighed af dem, der vil have global magt. Kina kan lære os, at vores faste investeringer er alt for små, men vi skal først og fremmest investere for klimaets skyld, også på Grønland.

Eva Schwanenflügel, Anders Graae, Ole Bach og nils valla anbefalede denne kommentar

Der er lagt op til Danmark og USA intensiverer det militære samarbejde i Grønland, for at øge "sikkerheden" i området.
Men konsekvensen af et sådan samarbejde får den stik modsatte virkning.
Når man vælger kun at samarbejde med den ene part, udelukker man de andre.
Når nogen udelukkes - skabes en fjende.
Hvis Rusland og Kina er vores fjender, er det ikke fordi disse lande ikke bryder sig om os, men fordi VI har gjort dem til vores fjender.

Skal der gøres noget reelt ved sikkerheden ude i den store verden er første skridt, ikke at skabe fjender.

Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Anders Graae, Ole Bach, John Andersen og Jan Weber Fritsbøger anbefalede denne kommentar

PS.
Det kan næsten ikke være mere simpelt, men alligevel så svært at forstå.

Flemming Berger, John Andersen og Jan Weber Fritsbøger anbefalede denne kommentar
John Andersen

Nu vil Amerika udvide deres militærbase i Grønland og måske bygge flere. Grønland har for tiden intet at skulle ha sagt, og Danmark vil som sædvanligt gør som USA forlanger. Da Amerika i sin tid nedlade en base, efterlod de meget giftstof inkluderet radioaktivt affald nedgravet i permafrosten som nu er ved at smelte i alarmerende fart. Beskeden fra USA til Danmark var at hvis i vil have den gift fjernet så må i selv gøre det. Grønland har flere gange udtrykt bekymring til Danmark og Søren Espersens arrogante svar har været at det kan Grønlænderne i så fald selv gør. Så hvad sker der den dag det flyder ud i havet og ødelægger deres største erhverv, fiskeriet? Grønland har meget lidt at takke Danmark for. Vores skiftene arrogante politiker har fra tid til anden forhindret at andre lande kunne investere i Grønlands infrastruktur.
Nu ser det ud til at Grønland meget snart selv kan tale deres sag. Måske kan de tage ved lære af Djibouti. En lille selvstændige ørkenstat i nord øst Afrika med 4 forskellige fremmede militær baser. Med sådan et forhandlingskort kan Grønland måske blive et nyt Kuwait.

Holger Madsen, Johnny Christiansen og Ole Bach anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

militær giver ingen mening, det klogeste Grønland kan gøre er at erklære Grønland militærfrit, og forbyde enhver militær tilstedeværelse,
og arbejde for at forbyde militær tilstedeværelse ved begge poler,
ja faktisk er det klogeste menneskeheden kan gøre at indlede afmilitariseringen af vores klode,

reelt afhænger vores overlevelse som art af om vi når det, inden den helt store konflikt bryder ud og eskalerer til ragnarok / armageddon,
det kan dog blive svært at få magthaverne overbevist, for en magthaver er militær nyttigt, både som potentiel trussel imod modstandere såvel ydre som indre, og som "værktøj" når ambitionerne er gået amok (krig).
alle vi andre har absolut ingensomhelst gavn af militær, bortset fra de jobs militærindustrien og selve militæret tilbyder, meningsløst arbejde hvis i spørger mig,
når militæret kaldes for forsvaret er det en løgn, våben kan ikke forsvare og ej heller skabe sikkerhed, fordi, er man bevæbnet har man status som target hvilket jo svækker ens sikkerhed, det samme gælder for et land, har man militær ser andre lande jo en potentiel trussel og kan eventuelt overveje at "slå til først"
Nu er Danmark et lille land og vores militær er ikke nogen stor trussel kunne man mene, men desværre er vi en del af verdens stærkeste og desværre mest aggressive alliance,
og Danmark er desværre heller ikke et fredeligt og venligtsindet land længere,
jeg fatter ikke det har kunnet gå så galt, men jeg ved godt hvilke kræfter der har fremtvunget ændringerne, inderst inde ved de fleste danskere det vel også, men da man tror man selv har fået noget ud af udviklingen, har man stiltiende accepteret den, ja endda ligefrem stemt for den, konklusion: grådighed ødelægger verden, (incl klodens klima.)

Nike Forsander Lorentsen, nils valla og Anders Graae anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Arktis.
Grønland/Danmark bør være fornuftens stemme i Arktis ingen kan føre et tungtvejende argument imod.

Det forpligter Grønland/Danmark til at tage ansvar, Grønland/Danmark bør investere i meget i Arktis, meget i fornuft og ‘almindelig’ beskyttelse.

Skibene og dermed antallet af passagerer vokser i Arktis.

Denne udvikling stiller krav til både grønlandske/danske nationale militære og inernational militære tilstedeværelse, udlandske rederier og grønlandske/danske myndigheder, som sammen skal finde løsninger så risikoniveauet og sikkerheden bliver god i fremtiden.

De sidste syv år er især trafikken af krydstogtsskibe, steget eksplosivt i det arktiske område, der nu næsten er et helt isfrit område om sommeren, der er meget store afstande i det arktiske område og antallet af passagerer, på disse skibe, umuliggør redning, skulle en ulykke indtræffe, der er indgået frivillige aftaler mellem nogle udlandske krydstogt skibe, der sejler sammen, men sker der en alvorlig ulykke, er det en katastrofal situation, der kan ende med mange tusinder af opkommende.

Grønland/Danmark skal sikre denne isfrie rute og tage sig betalt for det.

Vores børns fremtid ‘er’ Arktis.

Grønland/Danmark bør være fornuftens stemme i Arktis.
Arktis er vigtigt for, ’ikke’ at udnytte olie og gas forekomster.

Jeg er sikker på, at danmarks interesser i området, for mange danske politikkere og virksomheder inklusiv den nuværende regering, men naturligvis i særdeleshed den foregående regering, er og var olie og gas, det er pseudo kapitalismens klimakatestrofe skabende vækst motor og vor tids farligste masseødelæggelsesvåben.

Men de rettigheder, skal ‘ikke’ sikres til udnyttelse, de dødbringende resurser er i princippet, ikke er værd at kæmpe for i denne pseudo økonomiske vækst kontekst, Arktis er vigtigt for, ’ikke’ at udnytte olie og gas forekomster.

Verdens børn bør høre de voksnes stemme i Arktis.

Det er vigtigt for hele verdens børn, at olie og gas udvindings rettighederne ikke havner i de ‘forkerte’ hænder.
Grønland/Danmark bør være fornuftens stemme i Arktis, så forpligter det også ved, at tage et rigtigt og fornuftigt grønlandsk/dansk ansvar, for forskning i Arktis, men også mange anden investeringer, som nu et Hospitalskib.

Regeringen og Forsvaret må ikke glemme, at 30 milliarder DKK til kampfly, er mindre værd end en halv sæl blandt indbyggerne i Arktis og turister kan kun opleve synet og hører larmen fra kampfly, hvis de er ved at drukne på et krydstogtskib.

"Krydstogtskibe leger med livet i Arktis"
Link: http://ing.dk/artikel/krydstogtskibe-leger-med-livet-i-arktis-111268

Martin Mortensen

Grønlænderne skal i den grad overveje nøje hvem de indgår i et fælleskab med. Jeg tror, de vil have mere gavn at et tættere fællesskab med Canada end USA - jeg tænker, at de har et større kulturelt fællesskab med de grupper der lever der. Det vil formentlig også gøre, at Inuitterne - dog med de forskelle de har - som en kulturel gruppe står stærkere, og her tænker jeg også på antal.

Grønland og Danmark har ikke fremtid sammen. Majoriteten af grønlænderne er grundigt træt af arrogante danskere. Der bor omkring 20.000 grønlændere i Danmark og grønlænderne er aller nederst i hierarkien. Danskerne fokusere meget mere på indvandrere og dermed har indvandrerne forrest i rækken når snakken falder på beskæftigelse. Der er voldsomme fordomme mod grønlænderne fra arbejdsgivernes side og det bekræfter endnu engang at vi ikke har fremtid sammen. Der findes mange dygtige grønlændere som er punktlige og arbejdsomme men har endt i helvede i Danmark. Grønland skal hurtigst muligt forlade ulige Rigsfælleskab. Danskernes syn på grønlændere er krænkende og uværdig. Grønlændere er som sagt grundigt træt af danskernes anmassende attitude i Grønland og i Danmark. Nu slutter snart festen gudskelov, og det bliver en enorm befrielse lettelse blandt grønlændere når Grønland erklærer sig som et selvstændigt Stat.

John Andersen, nils valla og Niels Jakobs anbefalede denne kommentar

@Pórto Qisuk, desværre har vi et stort antal forsumpede grønlændere i Danmark - men det er ikke udelukkende Danmarks og danskernes skyld. De pågældende ville nok også forsumpe, hvis de boede i Grønland. Der er også en hel del dygtige og velfungerende grønlændere i Danmark, og det er min oplevelse, at danskere i almindelighed har samme respekt overfor velfungerende grønlændere som overfor alle andre.

Og de danskere, der desværre håner forsumpede grønlændere, håner også alle andre stakkels forsumpede mennesker, uanset om det er grønlændere, danskere eller udlændinge. Dårlige danskere er nu engang dårlige danskere! Og det ændrer ikke ret meget, at vi andre undskylder.

Det er helt fair, at der er grønlændere, der gerne vil frigøres for rigsfællesskabet - som du også argumenterer for det. Men i al respekt: Danmark har i årtier og atter årtier årligt sendt ca. 100.000 kr pr. grønlænder til det grønlandske samfund, samt oven i det løst en række opgaver fra forsvar over udenrigspolitik til undervisning mv. Vi får ingen tak for det - og forventer det heller ikke. Men det hører med i billedet, når du retter bebrejdelser mod Danmark og danskerne.

Selvstændighed lyder meget positivt - men hvis den enkelte grønlænder mister 100-125 tDKK/år i nettoindkomst, så vil selvstændigheden være en tvivlsom fornøjelse for de fleste grønlændere.