Læsetid: 4 min.

Barndommens tabte ferieland

Kan en ferie, man ikke husker, have haft betydning? Kan en barndom?
Efter ferien i Bornholms natur gik turen videre mod Tivoli i København i Rasmus Bo Sørensens ferieminde.

Efter ferien i Bornholms natur gik turen videre mod Tivoli i København i Rasmus Bo Sørensens ferieminde.

Privatfoto

10. august 2019

Vi havde været på ferie på Bornholm og set Hammershus og Helligdomsklipperne og spist is på havnen i Gudhjem, da mine forældre besluttede sig for at give min storesøster og mig en sidste ferieoplevelse på rejsen hjem mod Jylland: en tur i Tivoli i København.

Det var i 1984, jeg var fire år gammel, og jeg husker absolut intet af det.

Jeg husker ikke, at vi overnattede på Rødovre Camping og kørte ind til København i bil dagen efter. Jeg husker ikke, at vi var en tur i både Børnekarussellen, Spejlkabinettet og Det Mystiske Hus, og jeg har absolut ingen erindring om, at min søster og jeg spiste vores livs første candyfloss, mens mine forældre slukkede tørsten med en fadøl.

Når jeg alligevel ved det, er det, fordi jeg har kunnet læse mig til det. Op igennem hele min barndom førte min mor og far detaljerede feriedagbøger. Hver en begivenhed og hver en oplevelse blev omhyggeligt noteret ned i rødsorte kinabøger, som i dag står samlet i kronologisk orden på en hylde på min fars kontor.

Barndomsamnesi

Her kan jeg læse, at mit vovemod øjensynligt svigtede mig på Tivolituren, da jeg flankeret af min mor og søster indtog Baljerne. 

»Rasmus i mørket: ’Jeg skulle ikke være taget med. Tror du, vi kommer tilbage til far?’ Ude igen: ’Jeg var slet ikke bange!’« 

Jeg har ingen grund til at betvivle mine forældres vidnesbyrd. Men beskrivelserne fremkalder ingen erindringer hos mig, og oplevelserne vækker ingen minder. Det er, som om Tivolituren aldrig rigtig har fundet sted. Det er som at læse om en anden mands barndom.

Der findes et ord, som beskriver den type hukommelsestab: ’barndomsamnesi’ kalder man det inden for psykologien. Begrebet dækker over det faktum, at de færreste af os faktisk husker noget fra de første tre-fire år af vores liv. Hvilket på mange måder er lidt af et paradoks. For er der noget, udviklingspsykologer kan blive enige om, er det, at vores tidligste barndomsoplevelser har kolossal betydning for vores liv som voksne. 

Paradokset bliver endnu større, når man ved, at børn generelt har en god korttidshukommelse. Hvis nogen havde spurgt mig dagen efter min Tivolitur, ville jeg i detaljer have kunnet beskrive dagen for dem. Godt 30 år senere kan jeg ikke engang huske, at jeg var der.

Den forsvundne sommer

Jeg har også glemt, at vi senere samme sommer tilbragte nogle dage i mine bedsteforældres sommerhus. Om dagen badede vi ved stranden, og om aftenen spillede vi spil i haven:

»Til aften havde vi Lines badmintonnet oppe. Line og jeg spillede, mens Rasmus klatrede i hasselhækken. Det gik fint, til han rutschede ned ad en gren og rev maveskindet.«

Det husker jeg ikke. 

Vi fik også besøg af min onkel, min moster og mine to fætre, og sammen tog vi på udflugt til vandet:

»Eftermiddag: Gik alle tur langs stranden. Turen endte, da Rasmus satte sig med alt tøjet på i vandet.«

Det husker jeg heller ikke.

En særlig oplevelse var det, da jeg en aften fik lov til at sove i telt med de lidt større børn fra vejen. Som min mor skrev i kinabogen med en blanding af stolthed og bekymring:

»Jeg fulgte R op til teltet. Han havde fået nattøj på og børstet tænder. De andre sad og spiste slik. Men han sagde: ’Nej, tak!’ og vandt så i øvrigt hele opmærksomheden ved at tage en skål på hovedet. Han ved, hvordan man klarer sig! Gad vide, hvordan han klarer natten?«

Heller ikke dét husker jeg.

Hukommelsens betydning

Det er en speciel fornemmelse at sidde med en 35 år gammel dagbog i hænderne, mens man – sætning for sætning – forsøger at erobre et tabt barndomsland tilbage. Jeg kommer til at tænke på, hvor mange andre oplevelser jeg må have glemt over årene. Og om de alligevel kan have betydet noget?

Spørger man forskningen til råds, er der ikke ét, men flere bud på, hvorfor vi som voksne glemmer vores tidligste barndomsoplevelser.

En teori er, at vi først bliver i stand til at erindre os selv fra det øjeblik, vi begynder at forstå os som et selv. En anden teori er, at vi først begynder at kunne huske det, vi oplever, når vi evner at sætte ord på oplevelserne med vores sprog. Og en tredje teori peger på, at frontallapperne, som vi bruger, når vi skal søge efter erindringer, udvikler sig gradvist og relativt sent.

Men uanset hvad årsagen til vores glemte erindringer er, står én ting fast: De mest betydningsfulde begivenheder i vores liv er ikke nødvendigvis dem, vi husker bedst. Måske de bare har lagret sig andre steder end i hukommelsen. Måske de har lagret sig i en grundlæggende følelse af tryghed.

Den sommer i 1984, da mine fætre besøgte mig i sommerhuset, legede vi med ringspil om eftermiddagen og spiste pizza om aftenen, og jeg husker selvfølgelig intet af det. Men samme aften noterede min far sig i kinabogen:

»Rasmus mente, at dagen var for kort. Alligevel faldt han i søvn under Go’nathistorien.«

Serie

Ferieminder

Alle har en ferie, som de i særlig grad husker. Fordi den var fantastisk, forfærdelig, underlig, kikset eller sørgelig. I denne serie fortæller Informations skribenter om deres største ferieminder.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Jan Damskier
David Zennaro og Jan Damskier anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu