Det var virkelig et upgrade, da mine forældre i starten af 00’erne besluttede at forkorte bilturen fra vores forstadsrækkehus lidt nord for København til campingpladser i Frankrig og Italien med et natbiltog.
I stedet for at afbryde køreturen sydpå i en alpehytte i Schweiz eller Østrig rullede vores grå Toyota om aftenen ind på en togvogn på hovedbanegården i Hamborg. Og så fik min familie tildelt en kupé, hvor vi sov i køjer i tre lag.
Da vi næste morgen blev vækket med croissanter og sort kaffe, var vi i München. Knap 800 km tættere på sommerferiedestinationen, end da vi gik i seng.
Det var dyrt at tage natbiltoget, lige på grænsen af mine forældres feriebudget. Det ved jeg, fordi vi et år var ved at misse aftenafgangen fra Hamborg, hvilket skabte stor økonomisk frustration på forsædet. En times kørsel fra den tyske banegård lyste en lampe pludselig rødt i Toyota’ens instrumentbræt. Det var en af de lamper, der helst aldrig skal lyse.
En time senere sad min lillebror da også på skødet af mig på forsædet af en tysk Falckvogn, der havde vores bil på slæb. Jeg husker min mors ustoppelige krampelatter, mens min far på skoletysk forsøgte at forklare chaufføren, at min toårige lillesøsters klapvogn var ved at ryge af ladet og ned på autobahnen.
»Das klapvogn, kaput. Scheisse, bitte!«
På mirakuløs vis nåede vi biltoget – med klapvognen i sikker behold. Falckvognen trak Toyota’en ombord på biltoget, og næste morgen blev vi vækket med croissanter i München.
Den røde lampe oplyste stadig instrumentbrættet, da min far drejede bilnøglen, og der var for en gangs skyld helt stille på bagsædet, mens vi trillede af togvognen. Alle vidste, at bilen når som helst kunne gå i stå.
Men det lykkedes at komme i mål på det nærmeste autoværksted, hvor Toyota’en røg til reparation, og vores kufferter, gameboys og køreslik blev omarrangeret i en BMW. Den lugtede af ny bil og havde aircondition. Resten af køreturen sydpå husker jeg mest for det behageligt kølige bilklima, som ikke engang krævede, at man rullede vinduerne ned og lukkede motorvejsstøjen ind. Fagre nye verden.
Den campingpladsferie, som den airconditionnedkølede BMW fragtede os til, mindes jeg kun svagt. I hukommelsen sammenblandes den med de mange andre somre i Italien og Frankrig, hvor min lillebror pillede vinbergsnegle af det lejede telt, vi boede i, hvor vi skulle skrælle den rustikke skræl af agurkerne, og hvor vi kun måtte bade i campingpladsens pool, hvis vi havde de udleverede farverige badehætter på.
Alt duftede af solcreme, solen skinnede altid, og isene smagte bedre end derhjemme.
To overnatninger eller to timer
Min lillesøster, derimod, husker hverken Toyota-fadæsen eller de talrige sommeruger på campingpladser rundt omkring i Sydeuropa. Selv om der kun er otte års forskel på os, er hun primært vokset op med ferier, der startede i Kastrup Lufthavn, og hvor destinationen, uanset om den hed Kreta eller Mallorca, kun var få timers flyvning væk.
Her var ikke tid til små køregaver hver tredje-fjerde time, rastepladsstop med dåseleverpostej og brikjuice eller hjemmelavede konkurrencer med bilerne i nabobanen i de uendelige køer ned gennem Tyskland.
Og intet behov for, at »ferien starter, lige når vi sætter os ind i bilen«, som min far formulerede det, det år, vi kørte til Barcelona. Vi havde to overnatninger undervejs. Nogle år senere fløj vi til Barcelona. Det tog godt to timer.
Det er ikke, fordi bilturene står tilbage for mig som et decideret sommerferiehøjdepunkt. Ud over året, hvor Toyota’en næsten missede biltoget, har jeg svært ved at huske de fleste.
Det er mest noget med endnu et gennemført level i Mario på min gule gameboy og virkelig at skulle tisse, når det ikke kunne lade sig gøre, fordi vi kørte midt på motorvejen.
Men set i bakspejlet gav barndommens mange køretimer ned gennem Europa mig et indblik i afstandene i vores store verden, og at det tager tid at transportere sig rundt i den. Samt en forståelse for, at ferie også kan være kedelig ventetid. Og så var de lange bilture et sjældent vakuum af familiesamvær.
Alligevel har jeg i mine første voksenår kun fløjet på ferie. Men jeg håber, at nogle af de familieferier, jeg skal på, når jeg en dag får børn, bliver i bil. Pakket med køregaver og rastepladsproviant. Og så vil jeg vende mig om på bagsædet og sige til mine børn:
»Ferien starter, lige når vi sætter os ind i bilen.«
Ferieminder
Alle har en ferie, som de i særlig grad husker. Fordi den var fantastisk, forfærdelig, underlig, kikset eller sørgelig. I denne serie fortæller Informations skribenter om deres største ferieminder.
Seneste artikler
Barndommens tabte ferieland
10. august 2019Kan en ferie, man ikke husker, have haft betydning? Kan en barndom?Ferieminder: Delebarnet, de små voksne og en let trang til mord
9. august 2019Pludselig var børnene væk, og vi var på ny bare et par – nu med lidt patina, lidt ælde, lidt fylde, og hvad der ellers er kommet til. Vi gjorde, som vi plejede, og så alligevel ikke ... Fem år gamle ferienoter fundet på en mobiltelefon viser, hvordan forandringer indfinder sig, registreres og noteres, længe før de bliver erkendtMine barndomsferier i Tyrkiet var fyldt med gæstfrihed, fodbold og dårlig mave
6. august 2019Man sover ikke specielt godt på taget af et hotel i en syrisk provinsby. Til gengæld glemmer man det heller ikke sådan lige med det samme
Måske lyder det lovligt politisk korrekt, men min bedste ferie som barn, var en cykelferie. Jeg kørte på en smart cykel med en meget lang sadel og et meget højt styr, der til gengæld havde meget små hjul, og det var noget af en kamp at følge med. Vi spiste frokost i vejgrøfterne, og vi var ved at få spat af alle fluerne. Vi kørte på hovedvej A15 fra Grenå mod Århus, og selvom trafikken var ingenting i forhold til i dag, så lovede min far, at der skulle vi aldrig køre mere. Vi nåede helt til Silkeborg, hvor vi så Tollundmanden, og efter to uger var turen slut, og min far lovede mig, at når vi kom hjem, ville han købe en ny cykel til mig. Jeg husker også hvordan han bemærkede, at på de sidste dage af turen var vi fuldstændig ligeglade med fluer. De kunne kravle på både os og maden, uden at vi lagde mærke til dem. Ferien havde ændret os!
En anden oplevelse der står stærkt i min erindring, er turen med Tvind til Marokko. Alene turen derned tog 7 dage i bus, fordi Amdi havde lavet en regel om at de gamle faldefærdige busser ikke måtte køre mere end 50 km i timen. Det var på ingen måder luksus, men temmelig meget 'all-inclusive'. Det var oplevelse med turbo på.
Og moralen? Lykken ligger ikke for enden af en flyrejse til den anden side af jordkloden, men i de eventyr vi kaster os ud i. Køb en lille jolle med påhængsmotor og sejl rundt om Fyn! (Det er jo ikke nogen kunst at gære det i en stor, fed båd med 6 sovepladser). Giv dig selv (og din familie) et benspænd, og se hvad der sker! Det er sådan nogle oplevelser man husker.