Mine barndomsferier i Tyrkiet var fyldt med gæstfrihed, fodbold og dårlig mave

Jeg er vokset op i en familie, som var ret almindelig i hverdagene. Ferierne, derimod, kunne godt være eksperimenterende. Den første familieferie gik – som de fleste andres dengang – til Harzen. Det har været først i 80’erne, og vi boede i et dødssygt feriekompleks. Der var et bølgebassin, andet godt var der mig bekendt ikke at sige om den tur.

Måske derfor blev mange af de følgende ferier anderledes. Særligt de ferier, hvor vi rejste med rygsæk gennem Tyrkiet og – på en enkelt af dem – ind i Syrien. Det var sgu oplevelser for sådan en omtrent tiårig lærersøn fra Aalborg. Mine forældre insisterede på ture som denne, selv om de bestemt ikke havde for mange penge, og selv om min mor var alvorligt syg.

Var det så gode ferier? Måske ikke, hvis man ser på det sådan minut for minut. Til tider var det hårdt, ubehageligt og fuldt af tyndskid.

Vi havde ikke råd til at leje en bil, så vi kørte som regel med bus – på den måde kunne man også bedre møde befolkningen og kulturen, sagde mine forældre. Busserne brød sammen. Ikke bare en, men mange gange.

Jeg husker, hvordan vi sad og ventede på de tyrkiske landeveje på de stadig mere overophedede bussæder, mens de mandlige passagerer gik rundt og klogede sig på, hvad problemet kunne være. Nogle gange skændtes de. Set gennem en busrude lignede det noget fra en dårlig drøm.

Når vi endelig kom frem til den næste by, spiste vi på billige gadekøkkenlignende restauranter. Det gav dårlig mave, så næste dag sad vi i en sammenbrudt bus og skulle skide. Min far havde tilmed høj feber. Han havde om morgenen været nødt til at tage et af min mors bind på forud for busturen. Fraregnet en del morskab fra min og mine søskendes side markerede den dag ikke et højdepunkt i familiehistorien.

Omskæringsfest med pedel fra RUC

Men her er nogle af de gode ting, jeg husker: Gæstfriheden var ekstrem. Vi blev inviteret til en omskæringsfest af en mand, som vi mødte i en fotobutik. Han var tidligere fremmedarbejder og havde været pedel på RUC, men nu var han tilbage.

Vi var også med til et bryllup i en landsby. Jeg kan huske, at jeg løb til langt ud på natten og spillede fodbold med nogle drenge, som jeg ikke kunne udveksle et ord med. Vi spiste nogle underlige, ristede kerner og spyttede skallerne ud. Vi drak cola, vi spillede fodbold – og vi blev venner.

En kvinde tabte sit tørklæde, da hun skulle servere noget mad for os. Hun skyndte sig at dække sit hår til og løbe ind i et tilstødende lokale for så senere at komme tilbage og undskylde. Min mor prøvede at forklare mig, hvad det gik ud på.

Da vi kom til Hama i Syrien, var alt optaget på det billige hotel, som vi havde læst om i Lonely Planet. Men hotellet havde fladt tag, så vi kunne bare ligge på drømmesenge på taget – der lå i forvejen 30-40 mand deroppe, fem danskere fra eller til var fint med hotelejeren. Klokken cirka seks stod solen op, og lyden fra den ene minaret efter den anden begyndte at fylde luften.

Vi havde hørt minareterne før, selvfølgelig, men at ligge der og bare blive bombarderet med lyden fra alle sider, mens de øvrige tagsovere stod ud af deres senge og begyndte at bede, og solen bredte sig over hustagene – det var sgu en oplevelse.

Jeg husker også lugtene i basaren i Aleppo. Og de små gyder. Det er sørgeligt at tænke på, at den smukke by i dag er fuldstændig ødelagt. Det samme er ruinerne i Palmyra – dem så vi selvfølgelig også.

Jeg kan ikke påstå, at Palmyra var et højdepunkt, ruiner er kedelige for drengebørn, og varmen var ulidelig. Vi var ellers taget afsted tidligt for at undgå middagsheden, men buschaufføren havde glemt sin madpakke, så vi skulle lige hjem til ham først. Og så eksploderede et af bussens dæk. Så det passede med, at vi ramte Palmyra ved middagstid.

På vejen hjem flottede vi os med en taxa, men vi fik dog smidt en hollandsk backpacker med ind i bilen – der kunne snildt sidde fire på bagsædet – og det er teknisk set rigtigt. Til sidst var vi smeltet sammen. Der var plastic oven på lædersæderne. Jeg kan stadig huske følelsen.

Salmonellaforgiftning og ’elefantfødder’

Den sidste anekdote handler om afføring, som vitterligt også fyldte meget på turene. I Syrien kunne man næsten kun få kylling at spise, så mod turens slutning fik jeg en salmonellaforgiftning. Den blev aldrig diagnosticeret af andre end min mor, men hun havde som regel ret i den slags.

Jeg har aldrig været så syg hverken før eller siden. Høj feber og konstant diarré på et toilet, der lå på gangen og var så ulækkert, at det trodser enhver beskrivelse. Der var kakerlakker og afføring overalt.

Jeg droppede kummetoilettet og brugte ’elefantfødderne’, hvor man sidder på hug og vasker sig med vand i stedet for at bruge papir. Det blev mit sidste kulturelle input fra den tur.

Hvad har jeg så taget med mig? En erkendelse af, at det nemme valg kan være fint nok, men at det også kan have en værdi at træffe et svært. Der er større chance for at møde folk, når man kører med bus, og der er større chance for at få en uforglemmelig oplevelse, når man sover på et tag.

En mindeværdig ferie behøver ikke at være behagelig. Har jeg så efterlevet det på mine egne familieferier i dag? Ikke helt. Vi lejer biler, sover og spiser ordentligt. Men jeg har en intention om det. Og vi har da endnu ikke været i Harzen.