Ferieminder: Delebarnet, de små voksne og en let trang til mord

Fire unge svenskere sidder ved nabobordet i hotellets gårdhave og spiller et quizspil af en art. Sig navnet på en centraleuropæisk ret på gammelt brød uden skorpe, blandet med æg og mælk og kogt i vand. De lægger ud med intense overvejelser om, hvorvidt Centraleuropa er sådan lidt Spanien-agtigt, eller vi mere er ovre i noget Polen-noget.

Vi er i Banyuls-sur-Mer på Hotel le Manoir. Igen. For et par timer siden var vi nede på promenaden, hvor vi fandt både ro og adspredelse ved at sidde på en bænk. Ved ikke rigtigt, om det er zen eller bare et alderstegn.

Vi har købt tre sæt bestik af det, hun fik, da hun blev 50, så nu er der 24 af hver. Ved ikke, om det er et alderstegn eller bare borgerligt, bestik min bare røv!

Enkelhed

Hun så et par ved vandet, der sad med en flaske vin, lidt tomater og brød og filede på en tør, lokal ost i solnedgangen, og blev mindet om vores rejser, da vi var unge. Sådan kunne vi også rejse igen, siger hun så. Men så kan man ikke samle på bestik, tænker jeg, men siger det ikke.

Man kan godt savne en tid uden at savne vablerne, den utilberedte mad, den svedigttunge rygsæk, de alt for hurtige knald og jagten på billigst.

Nabobordet hælder mest til Polen, men kommer ikke rigtigt svaret nærmere, så de tyr til kortets bagside, som fortæller om knödel, herunder kartoffelknödel og semmelknödel.

Mens de tager et par spørgsmål mere, og mørket tager over, gør de sig lækre til at gå i byen. Ikke fyrene. De stoler blindt på deres skægstubbe. Ved ikke rigtigt, om det bare er et alderstegn.

Små voksne

Det irriterer hende. Hun har ikke helt styr på, hvem han er, men det ved hun, at andre har, og det irriterer hende ... En eller anden er blevet skilt fra en eller anden efter 25 år, uddyber hun fraværende. Den mulighed har vi længst forpasset, svarer jeg og dypper min croissant i kaffen. Hvad er der med ham? Lige meget, Facebook, svarer hun.

Vi bitcher over svenskerne, dem der troede, at Spanien ligger i Centraleuropa. De er skideirriterende. Vi kan ikke lide små voksne, der aldrig har siddet svedende og småbeskidte nede ved vandet og filet i en tør ost og heller ikke kommer til det, fordi man ikke spiser og går til stranden i det samme tøj.

De taler Merlot og Sauvignon (fyrene, forstås), men laver bolognesesovs på under tre kvarter. De morgenløber på slaget otte (ikke fyrene, forstås). De er ikke ældre end vores piger derhjemme, men er garanteret allerede begyndt at samle på bestik.

Endnu et alderstegn

August bitcher vi ikke over, men jeg har dagligt lyst til at spørge hans forældre, om han er deres første barn. Han er otte måneder gammel og bogstaveligt talt ved at svede væk, fordi han har tilbragt ufatteligt mange timer i en bæresele med ryggen klistret til sin far.

Tror pokker, han småklynker det meste af tiden. Giv ham dog et tæppe at kravle på og et oppusteligt lille bassin på en kvadratmeter eller halvanden, som han kan sidde og huje og tisse i.

Det er også irriterende, er vi enige om. Vores børn fik tæpper og badebassiner. Hvor svært kan det være?

Her er vi så indbyrdes lidt forskellige: Jeg siger hej med dig, flæskefjæs, og får ham til grine; fruen deler generøst ud af vores erfaringer. De virker interesserede, det er jo formentligt deres første barn – eller også har vi bare fortrængt, hvordan det var at blive belært, da det var os. Det er helt sikkert et alderstegn.

Der sidder to par i gården lige under vores vindue og taler om forskelle på tysk og fransk vin, og om man kan drikke tysk vin i Frankrig. De er tyskere. Jeg ved intet om emnet, men det kan jeg jo så komme til. Ja, jeg kan faktisk ikke blive fri på grund af akustikken i gården. Klokken er halv et om natten.

Delebarnet

Det letter lidt, da temperaturen omsider falder, og vinden rører lidt på sig. Men en eller anden idiot har glemt at haspe skodderne. Det er snart morgen.

August er delebarn, viser det sig. Hans forældre har en fifty-fifty-ordning. De skiftes til at have ham en dag ad gangen.

Den ene dag står far for alt: Bleskift, mad, putning, lege, pludre, give ham solcreme på, iføre ham våddragt(!) etc. På sådan en dag læser mor smartphone, vasker op, går et smut ned i byen, holder far til ilden, læser bog – og dagen efter bytter de. Det er et led i at vænne ham fra at få bryst – det skal være ens at være hos far og mor. Men det har August ikke fattet. Han vil bare være hos mor.

Vi overvejer at skrive en krimi, Det blodige hotel eller lignende. En, der får det til at risle koldt ned ad ryggen på læseren.

Vi er ikke nået frem til, hvem den døde skal være, vi har været de fleste igennem. Og vi skåner ingen, alt for et godt plot, men det er ikke helt på plads endnu. Der skal være noget med en ung skandinavisk journalist på ferie, og den skal begynde med en uventet lyd, som ingen til en begyndelse lægger noget særligt i. Det bliver godt.

Det gælder om at være med

En af de få bivirkninger ved at have lagt cigaretterne på hylden er, at maven kan være lidt træg. Især på rejser kan den være lidt svær at få gang i. Væske og kaffe er normalt godt. Frugt også. Alligevel kan der efter et par dages pause godt opstå ængstelse for forstoppelse.

Det vil være for ynkeligt at stå svedende og gasblå i hovedet på et apotek og skulle forklare på et sprog, man ikke behersker, at man gerne vil se på en proptrækker – fransk har samme ord, bouchon, for bilkø og for vinprop. Eller på nabosproget: Anti obstipantes, por favor – og ja, for satan, det haster.

Så selv en smule daglig trafik på et af Le Manoirs mikroskopiske retræterum er beroligende. Det er som en bilkø: Så længe den bevæger sig, skal man nok komme frem. Det er de dage, hvor man er tilfreds med, hvad der i fagsproget betegnes som en mellemlort – eller som de siger sportsverdenen: Det handler ikke om at vinde, men om at være med.

De unge svenskere rejste lige efter morgenmaden. Pigerne ryddede af bordet, mens drengene pakkede bilen og indtog forsæderne. Små voksne.