Omkring 80 procent af mænd og 60 procent af kvinder gør det regelmæssigt. For teenagedrenge er andelen noget nær 100 procent.
Her er selvfølgelig tale om at se porno. For flere er pornografi formentlig en hyppigere hverdagsaktivitet end madlavning eller træning. Men mens vi glædeligt deler vores livret, eller hvor mange kilo vi løfter i fitnesscentret, med vores venner, er pornovaner noget, vi holder for os selv.
For selv om der i dag er bedre muligheder for at diskutere sex offentligt, er det hele mindre frisindet, når det kommer til vores egen seksualitet. Det fortæller Gert Martin Hald, der er leder for Afdelingen for Miljø og Sundhed ved Københavns Universitet og bl.a. forsker i pornografi.
»Vi har svært ved at tale om vores egen seksualitet og præferencer, eksempelvis inden for porno. Det bliver for intimt, og der er for meget på spil. Vi er bange for at blive udskældt som enten sjofle eller kedelige,« siger han.
Det er også derfor, det trækker overskrifter i mange medier, når verdens største pornohjemmeside Pornhub hvert år udgiver statistik om danskernes adfærd på sitet, mener Gert Martin Hald. Det er en sjælden mulighed for at spejle os i andres pornovaner.
»Så beskidte er vi: Se, hvilken porno der hittede hos folk i 2018« og »Danskerne er liderlige patrioter, der kommer hurtigt« er bare to eksempler på de talrige artikler, der er skrevet baseret på Pornhubs data.
Af de nyeste tal fra Pornhub fremgår det bl.a., at den gennemsnitlige danske bruger er 38 år, samt at 26 procent er kvinder. Og at et typisk besøg på Pornhub tager ni minutter og 28 sekunder.
Overføres ikke til sengen
I forskningen ved man også en del om porno, og hvad den gør ved os mennesker – og vores seksualitet, ikke mindst. Forskningsområdet er større internationalt end i Danmark, fortæller Gert Martin Hald.
Men ofte har forskningsprojekterne været pakket ind i større dagsordener som feminisme eller kapitalisme. Og de har taget afsæt i forargelse eller angst for pornoens konsekvenser.
Forskningen viser dog ikke, at porno har nogle nævneværdige negative effekter for den typiske forbruger, fortæller Gert Martin Hald.
»For langt de fleste er pornografi ikke i stand til at skabe særligt kvindefjendske billeder eller en aggressiv seksuel adfærd. Spørger man brugerne selv, oplever de heller ikke negative konsekvenser ved deres pornoforbrug. Nogle beretter endda om moderat positive effekter. Som mere variation i deres sexliv, mere intensive orgasmer eller mere viden om seksualitet generelt,« siger han.
Frygten for at porno perverterer vores sexliv eller tvinger os ud i grænseoverskridende seksuelle oplevelser, er ifølge Gert Martin Hald heller ikke videnskabeligt begrundet.
»I 2006 blev der lavet en stor nordisk undersøgelse af unges pornoforbrug for at finde ud af, om de kunne skelne indholdet fra den virkelige verden. Her var konklusionen, at unge er gode navigatører i det seksuelle univers. De forventede ikke, pornoens virkelighed skulle overføres til sengen,« siger han.
Selv om ’anal’ er den mest populære kategori på Pornhub for danske brugere, betyder det altså ikke nødvendigvis, at flere har en forventning om eller føler sig tvunget til at have analsex. Det er dog en bekymring, der har været fremsat af flere i den offentlige debat om unges seksualitet.
»Jeg kalder det kampen om analsex. I 50’erne og 60’erne var det oralsex, som blev debatteret intensivt. I 20’erne og 30’erne antallet af sexpartnere. Der er ingen tvivl om, at porno har været medvirkende til at mainstreame analsex og gjort det mindre tabuiseret – både at tænde på og dyrke,« siger Gert Martin Hald.
»Men om det er positivt eller negativt, kommer nok an på, hvem du spørger. Hvis unge føler sig presset til at gøre noget, de ikke har lyst til, fordi de tror, det er en del af en ’normal’ seksualitet og har fået det indtryk fra porno, vil jeg være bekymret. Men hvis det inspirerer og bibringer noget spændende til sexlivet, er det jo godt.«
Stadig mest for mænd
På hjemmesiden Pornhub er tre ud af fire danske brugere mænd. Det overrasker ikke Gert Martin Hald. Forskningen viser også, at mænd og drenge generelt har et højere forbrug af pornografi end kvinder og piger, fortæller han. Det har videnskabens forskellige traditioner lidt varierende forklaringer på.
»Evolutionspsykologiens bud er, at den lette tilgang til villige kvinder, som ofte er det, der afbildes i porno, taler mere til den evolutionære mandlige seksualitet end den kvindelige. Mens sociologiens forklaring lyder, at mænd og drenge socialiseres til i højere grad at bruge porno i den seksualitet, de har med sig selv. Det er altså mindre stigmatiserende, hvis mænd onanerer til porno, end hvis kvinder gør,« siger Gert Martin Hald.
Det er indtil videre ikke lykkedes de største internationale pornosites som Pornhub at producere indhold, der tiltrækker lige så mange kvinder som mænd.
»Knækker du den nød, bliver du mangemilliardær,« som Gert Martin Hald udtrykker det.
Et nyt tysk studie, hvor forskerne har scannet hjernen på 1.850 forsøgspersoner, mens de så pornografisk indhold, konkluderer ellers, at der ikke er forskel på hjerneaktiviteten hos mænd og kvinder, når de ser det seksuelle indhold. Kvinder bliver altså lige så opstemte af porno som mænd, lyder forskernes konklusion.
Men den køber Gert Martin Hald ikke. Flere spørgeskemaundersøgelser har gennem tiden vist, at mænd ophidses mere af visuel porno end kvinder, påpeger han.
»Og man kan ikke direkte oversætte hjernescanningerne til den subjektive seksuelle oplevelse, den enkelte har med pornografi. Det påvirkes jo også af erfaring, socialisering og så videre. Måske reagerer mænd og kvinders hjerner evolutionært ens, men når man spørger folk, hvordan de oplever porno, er det båret frem af deres indre psykologi.«
Tvetydige konklusioner om porno
Den danske Pornhub-statistik viser ikke, hvor ofte brugerne besøger hjemmesiden. Men for en lille gruppe er det mange gange om dagen. Flere timer i alt. Sex- eller pornoafhængighed kaldes det, hvis porno kommer til at fylde uhensigtsmæssigt meget i en persons liv.
I forskningen er det ukendt, hvor udbredt lidelsen er, fortæller Gert Martin Hald. Kun at der er omkring fem mænd for hver ene pornoafhængige kvinde.
Men pornoafhængighed er et omdiskuteret emne. I det amerikanske diagnosesystem DSM-5 er lidelsen seksuel afhængighed – som også dækker over porno – slet ikke medtaget. Begrundelsen er, at der ikke har været evidens nok til at stille diagnosen. I diagnosesystemet ICP 11, som vi anvender i Danmark, er den derimod anerkendt.
Man kan altså både opfatte porno som et mandschauvinistisk fænomen, der presser unge mennesker ud i grænseoverskridende seksuel adfærd og for nogle er decideret afhængighedsskabende. Men man kan også anskue pornografien som et produkt af den seksuelle frigørelse, der bringer nydelse og måske endda gavner sexliv.
Spørger man Gert Martin Hald, kan han ikke vælge side mellem de to modpoler. Ikke fordi han ikke tør vove pelsen, som han siger, men fordi videnskabens konklusioner om pornografi er tvetydige.
»Det er et mere sammensat billede. For rigtig mange mennesker ser det ud til, at porno er enten neutralt eller positivt. Men for en lille flok mennesker bliver det et problem. Lidt ligesom det gælder for alkohol. Det er nok det mest nuancerede svar, jeg kan give.«

Sex til hverdag
I reality-tv-serier kan vi se de unge og smukke gøre det. På nettet kan vi få det på alle tænkelige måder. Og i SM- og swinger-klubber kan vi virkeliggøre vores inderste fantasier. Men hvordan står det egentlig til med helt almindelige danskeres hverdagslige sexliv? Det ser Information nærmere på i denne artikelserie.
Seneste artikler
»Det ultimative mål må være en accept af, at sex ikke kan opdeles i kasser, og at alle får mulighed for at udforske sig selv«
13. august 2019For mange unge er seksualitet blevet et flydende fænomen, hvor man ikke nødvendigvis er enten hetero-, homo- eller biseksuel. 26-årige Anne-Mette Glud Hjerrild har altid opfattet sin seksualitet som noget fleksibelt og foranderligt. Men i teenageårene manglede hun forbilleder og viden om, at sex ikke behøver at blive opdelt og tænkt i kasserSeksualundervisning for voksne: »Bliv god til at onanere. Det er en god life-skill«
12. august 2019Debatten om #MeToo og samtykke har ændret manges opfattelse af, hvor de seksuelle grænser går. Og selv om man er voksen, kan man jo godt være i tvivl om noget af alt det med flirt og sex. Information er taget til flirteworkshop og seksualundervisning for voksneSelv mænd har ikke altid lyst til sex
6. august 2019Sexologisk Klinik behandler mænd, som ikke har lyst til sex. Og det kan være svært at tale om, fortæller professor og overlæge Annamaria Giraldi. For mænd har altid lyst, tror vi. Om så bomberne falder dem om ørerne
De fleste læser artiklen, men de færreste kommenterer på den :D
(You humans...)
Du kunne jo lægge ud, Morten :D
At læse Gert Martin Hald, leder for Afdelingen for Miljø og Sundhed ved Københavns Universitet fortæller om porno tilsat lidt statistik, er jo næsten som hvis vi kun havde Sundhedsstyrelsens beskrivelser af kagerne i Lagkagehuset, eller øllebajerne vi køber på den lokale.............
Endelig en artikel om et emne jeg ved noget om. Statistik.
Jeg kan ikke undgå at spørge: hvor ved de det fra? Altså: Hvem deres brugere er - herunder hvor mange der er, og hvor de kommer fra. Moderne browsere har en "porno-knap" (den hedder som regel noget andet) som i teorien burde gøre det umuligt for PornHub at se, om det er den samme bruger der vender tilbage til sitet.