Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) går nu ind i sagen om den omstridte rapport om oksekøds klimapåvirkning, som Aarhus Universitet lavede for Landbrug & Fødevarer.
Ministeren har fredag eftermiddag sendt et brev til Aarhus Universitets rektor, Brian Bech, hvor hun kræver en redegørelse i sagen, samt et svar på hvordan ledelsen forholder sig til den fremførte kritik af forløbet.
Det sker som konsekvens af Informations afsløringer af, at Aarhus Universitet har tilladt Landbrug & Fødevarer (L&F) at skrive hele afsnit i rapporten, ligesom L&F og Danish Crown har haft indflydelse på dens titel, forsidefoto og har spillet en fremtrædende rolle i hele projektet. Begge landbrugsorganisationer var en del af projektets styregruppe.
»Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og videnskabsetikken. Det er en afgørende forudsætning for, at forskerne kan bevare deres integritet og troværdighed i den samfundsmæssige debat, at der ikke kan rejses tvivl om forskningens uafhængighed,« skriver Ane Halboe-Jørgensen i brevet, som Information har set.
Ane Halsboe-Jørgensen finder det »stærkt bekymrende, når der som her rejses tvivl om uafhængigheden af en rapport, der er udgivet af Aarhus Universitet«.
Ifølge uddannelses- og forskningsministeren er det universitetets ledelse, der har ansvar for at »opstille og håndhæve rammer for samarbejde, der værner om forskningens integritet, også når forskningen sker i et tæt samspil med det omgivende samfund«.
»På den baggrund skal jeg bede om, at Aarhus Universitets ledelse snarest muligt sender en skriftlig redegørelse for forløbet, herunder hvordan ledelsen forholder sig til den fremførte kritik,« slutter hun.
I et interview med Information kalder Aarhus Universitets rektor, Brian Bech, det »uacceptabelt« og kritisabelt, at man ikke kan tale om uafhængig forskning. Universitet har både brudt egne retningslinjer og god forskningsskik, erkender rektoren, der også kræver en redegørelse i sagen.
En lang række forskere har i Information kritiseret oksekødsrapporten for ikke at være uvildig forskning som følge af Landbrug & Fødevarer og Danish Crowns indflydelse på projektet og selve rapporten. Endvidere har eksperterne kritiseret rapportens metode og konklusioner for at være så fulde af fejl, at rapporten reelt er ubrugelig.
Oksekødsrapporten
I en tid, hvor klimakrisen står højt på den politiske dagsorden, er landbruget og særligt oksekødsindustrien under pres. For hvilke konsekvenser vil forbrugere og beslutningstagere drage af det store klimaaftryk fra oksekød?
I en rapport finansieret af landbruget har forskere fra Aarhus Universitet i samarbejde med en forsker fra DTU givet deres bud på oksekøds klimaeffekt i forhold til andre fødevarer. Men rapporten er ifølge udenforstående eksperter metodisk problematisk.
I denne artikelserie undersøger Information, om der er tale om uvildig forskning. Eller om Aarhus Universitet er gået på kompromis med god forskningsskik.
Seneste artikler
Mistanker om lovbrud hjemsøger landbrugsfonde. Det er tid til en reform, mener partier
13. juli 2021Danish Crowns mulige inhabilitet er bare det seneste eksempel på, at der igen og igen opstår mistanke om urent trav i de danske landbrugsfonde. Fondenes konstruktion er grundlæggende problematisk, mener organisationer og partier, der nu vil tage sagen op ved forhandlingsbordetHemmeligholdt undersøgelse: Danish Crown-topfolk var inhabile i oksekødssag
12. juli 2021Lovgivningen blev overtrådt, da topfolk i Danish Crown var med til at uddele offentlige midler til forskning i oksekøds klimabelastning, som slagterigiganten selv var involveret i, konkluderede advokatundersøgelse. Danish Crown afviser og har nu fået lavet ny vurdering med den modsatte konklusionAdvokatundersøgelse: Danish Crown var medforfatter på flere rapporter fra Aarhus Universitet
1. juli 2021Ikke kun i den såkaldte oksekødsrapport fik slagterigiganten Danish Crown så meget indflydelse, at den burde stå på forfatterlisten. Det gælder også andre rapporter fra Aarhus Universitet, konkluderer Kammeradvokaten. Universitetet er uenig i konklusionen
Så godt!
Ja, godt gået Information!