Læsetid: 9 min.

Den Grønne Studenterbevægelse bekæmper magtesløshed med fællesskab

Med klimamarcher, skolestrejker og klar tale er Den Grønne Studenterbevægelse vokset og vokset gennem det seneste år – både i indflydelse og i antal aktivister. Vi tegner et portræt af den politiske bevægelse, for hvem der ikke findes et valg mellem højre og venstre, men kun en retning: Den grønne
Folk strømmede til det første intromøde til Den Grønne Studenterbevægelse efter sommerferien. Men de studerendes oprør nu er væsenforskelligt fra det, der foregik i 1968, påpeger Jonas Lieberkind fra Danmarks Pædagogiske Universitet: "Den Grønne Studenterbevægelse har ike nogen ambition om at placere sig på hverken højre- eller venstrefløjen" siger han.

Folk strømmede til det første intromøde til Den Grønne Studenterbevægelse efter sommerferien. Men de studerendes oprør nu er væsenforskelligt fra det, der foregik i 1968, påpeger Jonas Lieberkind fra Danmarks Pædagogiske Universitet: "Den Grønne Studenterbevægelse har ike nogen ambition om at placere sig på hverken højre- eller venstrefløjen" siger han.

Sarah Hartvigsen Juncker

30. august 2019

Til det første mandagsmøde hos Den Grønne Studenterbevægelse efter sommerferien er deltagerne ved at finde sig til rette i Studenterhuset i København.

»Har du været her før?«

»Aldrig.«

»Nå, det troede jeg! Du ligner en, der hører til. Jeg er også helt ny.«

Et par af arrangørerne står ved indgangen med lysende ansigter.

»Ej, der er allerede nye.«

Selv efter kl. 18, hvor mødet skulle starte, strømmer unge ind ad døren, mange med håret sat op i en plastikhårklemme eller runde briller med lyst stel på næsen.

»Vi giver dem lige ’de akademiske fem minutter’.«

Der er nærmest samme stemning som på en folkeskole første skoledag efter sommerferien: Nogle er nye, andre erfarne, alle spændte.

Hende, der byder velkommen til arrangementet, hedder Frida Simon Jahn. Hun er 23 år, læser psykologi og fortæller, at hun i maj sidste år var til det allerførste møde i den Grønne Studenterbevægelse.

"Lige siden jeg lærte om drivhuseffekteten i femte eller sjette klasse, har jeg gået og ventet på, at der var nogen, der skulle reagere på denne her ret alarmerende viden," fortæller Frida Simon Jahn.

Sarah Hartvigsen Juncker
»Jeg er ellers ikke en, der normalt dukker op til ting, jeg ikke kender til.«

Men invitationen i hendes facebookfeed til at være med til at starte det næste generationsoprør – et klimaoprør – takkede hun alligevel ja til. Til bevægelsens første møde på Københavns Universitet følte hun sig overvældet af at møde så mange unge, der vidste så meget om klimakrisen – det gjorde hun ikke selv.

»Det jeg vidste var, at jeg var frustreret. Lige siden jeg lærte om drivhuseffekten i femte eller sjette klasse, har jeg gået og ventet på, at der var nogen, der skulle reagere på denne her ret alarmerende viden. Men der jo ikke sket noget på de ti år, der er gået, siden jeg lærte om det. Den frustration kunne jeg mærke, at der var mange andre, der sad med,« siger Frida Simon Jahn.

Til det første møde var formålet at skabe et fællesskab, hvor man kunne diskutere bekymringer omkring klimaet – at aftabuisere klimadebatten.

»Det er mærkeligt at tænke på nu, men selv om det kun er et års tid siden, var det ikke nemt at bringe klimadebatten på bordet i familiesammenhænge eller blandt venner. Det var lidt for meget en mood killer. Så man kunne godt føle sig alene med sin bekymring.«

Men sådan en støttegruppe for de klimabekymrede var ikke nok for den nye bevægelse, og der gik ikke lang tid, før de begyndte at være mere aktivistiske – i første omgang ved at planlægge en endags klimafestival. Det var op til den varme sommer sidste år med tørke og afbrændingsforbud, og med ét fik klimaet en langt større plads i danskernes bevidsthed.

»Så selv om vi egentlig var gået i gang, før vi vidste, der kom hedebølge, var det, som om at der lige pludselig var et kæmpe vakuum af interesse, som vi blev suget ind i. Vi gjorde ikke ret meget. Folk kom til os, og medierne kom til os, og på den måde fik vi ret hurtigt ben at gå på,« siger Frida Simon Jahn.

Hun forklarer, at de fleste, der er aktive i Den Grønne Studenterbevægelse, aldrig har været politisk aktive før, og at det var grænseoverskridende at stille sig frem med en holdning, men at de samtidig opdagede, at deres aktivisme kunne rykke noget.

Den Grønne Studenterbevægelse

  • Den Grønne Studenterbevægelse opstod i maj 2018
  • Det er en netværksbaseret løst organiseret bevægelse – det vil sige, at den ikke har medlemmer som en forening
  • Bevægelsen har ca. 400 aktive på onlinekommunikationsværktøjet Discord
  • Der er aktive lokalafdelinger i København, Aarhus, Odense, Aalborg, Roskilde, Esbjerg og Haderslev
  • I København mødes Den Grønne Studenterbevægelse hver anden mandag i Studenterhuset
  • Det er ikke et krav, at man er studerende for at deltage

Efter den varme sommer kom Folketingets åbningsdag, hvor aktivister fra Den Grønne Studenterbevægelse camperede i 48 timer uden for Christiansborg, og selvtilliden voksede hos bevægelsen. De opdagede, at det ikke krævede meget mere end at være på det rette sted på det rette tidspunkt for at få ministre i tale og blive opsøgt af medierne.

Ikke mere end en måned efter begyndte de første skolestrejker at blive afholdt i Danmark med svenske Greta Thunbergs Fridays For Future som forbillede. Når et arrangement var afviklet, gik de i gang med at planlægge det næste, og bevægelsen spredte sig til Aarhus og siden til Aalborg og Odense.

De skrev breve til klimaministeren og fik svar. De dannede en menneskekæde rundt om Christiansborg og ringede med deres ringeklokker til demonstrationen KlimaAlarm under COP 24. De lavede Klimapåmindelsen – en lille fast demonstration hver torsdag ved Christiansborg – og de lavede et arrangement på Roskilde Festival på linje med andre ngo’er.

Under folketingsvalgkampen 2018 deltog Den Grønne Studenterbevægelse i planlægningen af Folkets Klimamarch, hvor Greta Thunberg talte, og den trak titusindvis af mennesker på gaden i København. Folketingsvalget blev udråbt som klimavalg.

Hverken til højre eller venstre

Til mandagsmødet er det blevet tid til at arbejde i såkaldte aktivitetsgrupper, og det bliver gjort klart, at alle ideer er velkomne – så længe de altså ikke er voldelige eller forårsager materiel skade. Forskellige personer rejser sig en for en og præsenterer et forslag til en gruppe.

Nogle vil snakke om byggebranchens CO2-udledning, andre planlægge den næste klimastrejke. Nogle vil være »sjov- og hyggeudvalget,« og andre vil lægge pres på Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet for at stoppe forskning i eksempelvis at udvinde mere olie: »Så hvis man vil være med til at lukke Københavns Universitet …« Latteren breder sig i salen.

Et af Den Grønne Studenterbevægelses gennemgående budskaber er, at de er unge bekymrede borgere – ikke eksperter. De mener ikke, at det er almindelige bekymrede borgere, der skal stå for at finde løsninger på klimakrisen.

Til gengæld mener de, at man burde lytte mere til eksperterne og til forskningen på området. Og bevægelsen undgår at tage politisk stilling på en højre-/venstreskala, men peger kun i én retning: den grønne.

Sådan adskiller de sig grundlæggende fra 68’ernes studenterbevægelse, som navnet Den Grønne Studenterbevægelse ellers giver mindelser om, mener forsker i unges politiske dannelse ved Danmarks Pædagogiske Universitet Jonas Lieberkind.

»Den politiske situation, som vi har nu, er radikalt forskellig fra den, 68’erne reagerede på. De havde problemer med alt, som var autoritært, og kom med en hel pakke af politiske, ideologiske forhold, som de interesserede sig for. De var også kendetegnede ved at være venstreorienterede. Sådan er det ikke mere. Den Grønne Studenterbevægelse har ikke nogen ambition om at placere sig på hverken højre- eller venstrefløjen,« siger Jonas Lieberkind.

Jonas Lieberkind forklarer, at Den Grønne Studenterbevægelse i øvrigt ikke kan betegnes som en revolutionær bevægelse. I modsætning til deres forgængere prøver Den Grønne Studenterbevægelse at løse tidens problemer inden for de muligheder, der står til rådighed. Og så kalder han dem et udtryk for et »postpolitisk regime.«

»Det er afgørende nu, at man ikke refererer til andet end den enkeltsag, man står med – for eksempel klima – og at den enkeltsag kommer først,« siger Jonas Lieberkind.

Det kan ifølge Jonas Lieberkind betyde, at bevægelse som Den Grønne Studenterbevægelse står tilbage med et ubesvaret spørgsmål: Hvorfor lige præcis denne sag? Mens 68’erne for eksempel havde en holdning til hvad som helst og derfor kunne legitimere deres modstand mod autoriteter som en del af en ideologi, begrænser Den Grønne Studenterbevægelse sig til at mene noget om klima- og biodiversitetskrisen.

En stemme til de bange

25-årige Frederik Sandby rejser sig og udbryder:

"Jeg friede til min kæreste Rikke, og på samme tidspunkt går det op for mig, at der er ved at ske noget vanvittigt med klimaet. Så jeg siger faktisk til Rikke, at jeg ikke har lyst til at få børn, som det ser ud nu. Det syntes hun ikke var så fedt," fortæller Frederik Sandby.

Sarah Hartvigsen Juncker
»Velkommen til Danmarks mest aktive klimabevægelse. Det er her, forandringen sker!«

Budskabet til de nyest tilkomne aktivister udløser klapsalver som en markering af, at mandagsmødet er ved at være forbi.

Frederik Sandby har også været med siden bevægelsens første møde og er blevet så opslugt af arbejdet, at han nærmest laver det på fuldtid.

»Man kan lave politisk arbejde på alle mulige måder. Om det så er at skrive læserbreve, lave madklubber, holde oplæg, være i medierne eller organisere. Der er heller ikke nogen, der siger, at man ikke kan være en autonom vild aktivist. Vi er ikke så vilde – vores budskaber er vilde, men vores måde at få det ud på er med det for øje, at vi gerne vil have folk med på den. Vi vil gerne vinde folks sympati. Jeg tror helt klart, vores metoder gør, at folk sympatiserer. Det har virkelig en effekt,« siger Frederik Sandby.

Han fortæller, at det er noget, de snakker meget om i Den Grønne Studenterbevægelse – for hvad sker der, hvis de ikke lykkes med at vække og vedligeholde en ild i befolkningen og holde regeringen til ansvar? Frederik Sandbys egen aktivistiske ild blev vækket af en følelse af magtesløshed og frygt.

»Jeg friede til min kæreste Rikke og begyndte at tænke på fremtiden, for eksempel på at få børn. På samme tidspunkt går det op for mig, at der er ved at ske noget vanvittigt med klimaet. Så jeg siger faktisk til Rikke, at jeg ikke har lyst til at få børn, som det ser ud nu. Det syntes hun ikke var så fedt,« siger Frederik Sandby.

Han fortæller videre, at han talte med en af sine undervisere på geografi på Roskilde Universitet, som sendte ham i retning af klimabevægelsen og overbeviste ham om, at hvis han ikke følte, at han kunne sætte børn i verden, så måtte han jo arbejde for en verden, hvor han føler, han kan.

»Den Grønne Studenterbevægelses rolle er at give en stemme til ungdommen i det her store, store, store spørgsmål – til de unge, som er bange, og de unge, der vil have en forandring på baggrund af noget, der ikke er partipolitisk, men hvor man samles om sagen, der er at forhindre klima- og biodiversitetskrisen,« siger Frederik Sandby.

Frederik Sandbys beskrivelse af magtesløshed eller frygt går igen i aktivisternes fortælling om, hvorfor de i første omgang opsøgte Den Grønne Studenterbevægelse. En af dem, som deler den historie, er Clara Berg-Jensen på 23 år. Hun blev aktiv i december, mens hun havde sabbatår, og nu starter hun på samfundsvidenskab på Roskilde Universitet.

"Jeg kunne aldrig selv leve bæredygtigt nok, det er jo umuligt i Danmark i dag. Jeg følte mig frustreret over min egen og i hele vores samfunds manglende handling," siger Clara Berg-Jensen.

Sarah Hartvigsen Juncker
»Jeg har i lang tid haft en klimabekymring, men har manglet et sted at kaste min bekymring hen. Jeg kunne aldrig selv leve bæredygtigt nok, det er jo umuligt i Danmark i dag. Jeg følte mig frustreret over min egen og hele vores samfunds manglende handling. Jeg tror, fremtiden bliver uhyggelig og voldsom. Det gør mig fucking forvirret og ked af det. Så for at føle, at jeg gjorde et eller andet, så meldte jeg mig ind i Den Grønne Studenterbevægelse. Det er sådan et fedt fællesskab med så meget energi og muligheder for at gøre, hvad man føler, man kan bidrage med,« siger Clara Berg-Jensen.

Clara Berg-Jensen fortæller, at hun mødte op til et mandagsmøde, og da bevægelsen ikke havde noget festudvalg, besluttede hun at starte et ’sjovudvalg’, som hun stadig arbejder på i dag. Sjovudvalget har blandt andet holdt en stor fest med folkekøkken, mange mennesker og gang i dansegulvet. Det betød ifølge Clara Berg-Jensen, at de til næste møde havde noget sjovt at snakke om i pauserne.

»Jeg synes, det er helt vildt vigtigt, at vi har det godt med hinanden i bevægelsen, for at det kan være en bæredygtig bevægelse. Det tunge klimaarbejde skal gå hånd i hånd med det sociale. Vi har det virkelig godt sammen,« siger Clara Berg-Jensen og tilføjer, at hun også er vild med at gå på gaden, for det er bekræftende at se, hvor mange forskellige mennesker, de kan samle.

I studenterhuset er nogle af deltagerne på vej hjem. Resten bliver for at spise aftensmad sammen, og efter at have ryddet op i salen går de op ad en trappe og så igennem Den Grønne Studenterbevægelses kontor for at komme op til køkkenet.

På kontoret står sammenrullede bannere med grønne budskaber op ad væggene, og der ligger gule veste mast ned i plastikposer. På en tavle hænger post-its med drømme og planer for bevægelsens fremtid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • David Zennaro
Ervin Lazar og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu