Nyhed
Læsetid: 8 min.

Kl. 13.42 kom den undskyldning, Godhavnsdrengene har ventet på i 14 år

På talerstolen en rørt statsminister. På stolerækkerne en lang række ældre mænd og få kvinder, der var kommet for at høre Mette Frederiksen sige det ord, de har kæmpet så hårdt for at høre
Statsminister Mette Frederiksen gav tirsdag en undskyldning til Godhavnsdrengene ved en seance på Marienborg.

Statsminister Mette Frederiksen gav tirsdag en undskyldning til Godhavnsdrengene ved en seance på Marienborg.

Sarah Hartvigsen Juncker

Indland
14. august 2019

På vej op til statsministerens embedsbolig Marienborg ved Lyngby Sø følges vi med Hans Horst. Han er 57 år, og fra 1974, og fem år frem var han anbragt på Det Kgl. Opfostringshus – eller Skorpeskolen, som den blev kaldt.

Her blev Hans udsat for vold og for seksuelle overgreb fra en socialrådgiver, der var tilknyttet skolen. Han udviklede sig til at være ikke så lidt af en enspænder, der senere har brugt mange år af sit liv på at slippe fri for den skyld og skam.

»Løgne og bedrag og overgreb i lange baner, sådan husker jeg min tid på Skorpeskolen,« siger Hans.

I årene efter havde Hans en meget turbulent tid med blandingsmisbrug, hvor han blandt andet brugte sin tid på Christiania, i Børnemagt og i BZ-bevægelsen.

»Jeg prøvede at flygte fra min egen fortid ved at engagere mig så meget som muligt, indtil jeg en dag brød helt sammen og kom i psykiatrisk behandling på Bispebjerg.«

I lommen medbringer Hans en invitation til et »undskyldningsarrangement«, hvor Mette Frederiksen vil give en officiel undskyldning til »Godhavnsdrengene og alle andre tidligere anbragte børnehjemsbørn frem til 1976«.

– Har du savnet en undskyldning fra statsministeren?

»Ja. Men jeg vil også sige, at jeg på et tidspunkt gav slip på det. Jeg har været gennem meget psykiatrisk behandling og været med i selvhjælpsgrupper, så det fylder ikke længere så meget. Men jeg kan godt forstå, at mange tidligere anbragte vil have retfærdighed og har stort behov for en undskyldning.«

Hans har lovet sig selv ikke at blive skuffet i dag, så hans forventninger er ikke særlig store.

»I dag vil toppen af samfundet vise empati, men jeg ved fra min egen erfaring og fra snakke med mange udsatte, at der stadig er masser af steder i systemet, hvor tidligere anbragte ikke kan få tilstrækkelig hjælp.«

Bullers forældre drak om kap

Indenfor i et anneks til embedsboligen er der stuvende fuldt. På række efter række sidder ældre gråhårede mænd og enkelte kvinder, og Mette Frederiksen går rundt og giver hånd til hver enkelt. Velkommen til, siger statsministeren og får knus og kram fra mange af de fremmødte, mens tv-kameraerne flokkes omkring dem.

Poul-Erik Rasmussen, som er den kendteste af Godhavnsdrengene, er også omringet af tv-folk. Den tidligere havnearbejder har en løstsiddende lyseblå skjorte på og rager med sin højde op over de fleste.

På en af rækkerne foran talerstolen sidder 65-årige ’Buller’ Staunsholm med en sort kasket over en hvid hårpisk. Han er født i 1952, og året efter toppede anbringelserne på børnehjem: 9.399 børn var anbragt på i alt 350 institutioner.

I 1955 blev Buller som treårig anbragt på børnehjemmet Norgesminde. Senere kom han blandt andet på Emdrupgård, Frederiksholm, Landerupgård og Holsteinsminde.

»Mine forældre var begge bryggeriarbejdere. Far arbejdede om dagen og mor om natten. Hver gang de var sammen, kunne de ikke finde ud af, hvad man blev mest fuld af: Tuborg eller Hof, så det brugte de tiden på,« siger Buller.

Han kom hjem til sin konfirmation, og da han havde fået gavepengene fra familien, strøg han af sted for aldrig mere at vende hjem. Senere blev han slumstormer og var med til at besætte Nordstjernen og Jægergården, og i begyndelsen af 1970’erne kom han til Jylland og blev udlært som tømrer. Det var han så, indtil for ti år siden hvor en arbejdsskade tvang ham til at forlade arbejdsmarkedet.

– Hvad betyder en undskyldning for dig?

»Rigtig meget. Det vil vise mig, at det ikke var min skyld. Mine forældre drak hele tiden, og som lille dreng havde jeg jo ikke noget at skulle have sagt. Så det er i bund og grund en oprejsning, jeg får,« siger Buller.

Han kunne godt tænke sig at forsøge at få en erstatning.

»Ja, for nu at sige det rent ud. Jeg har kun folkepensionen for enlige, det er 9.200 kroner udbetalt om måneden. Men det er lige så meget for måske at finde ud af, hvad der skete i min sag. Jeg har via CPR-registret fundet ud af, hvor jeg har været anbragt, men så kan jeg ikke komme videre. Jeg ville gerne se journaler og andet fra mine anbringelser,« siger han.

Netop udsigten til en række erstatningssager har været nævnt som en af flere grunde til, at en lang række tidligere statsministre og socialministre har afvist at sige undskyld til Godhavnsdrengene og andre tidligere anbragte.

Men sådan skal det ikke længere være. For nu går Mette Frederiksen på talerstolen. Hun er tydeligvis rørt over øjeblikket.

det var mange som måtte knibe en tåre, da statsministeren tirsdag sagde undskyld til Godhavnsdrengene

det var mange som måtte knibe en tåre, da statsministeren tirsdag sagde undskyld til Godhavnsdrengene

Sarah Hartvigsen Juncker

På Danmarks vegne: Undskyld

»I dag vil Danmark give en undskyldning,« siger Mette Frederiksen og taler om alvorlige svigt og overgreb, som ingen kan være uberørte af.

»I stedet for støtte og omsorg blev I sat til at arbejde. I stedet for omsorg og trøst fik I tæsk,« siger hun og nævner blandt andet den frygtede lagenparade, som sengevæderne på Godhavn hver morgen måtte stille op til med deres våde sengetøj til spot og spe for kammeraterne.

»Det er et af de overgreb, som har gjort størst indtryk på mig.«

Statsministeren understreger, at det vigtigste at få sagt er, at det ikke var børnenes skyld, det var de voksnes skyld. Det var det samfunds skyld, der valgte at lukke øjnene for, hvad der foregik.

»Vi var i 1960’erne og 70’erne på vej mod ny velstand, hvor vi troede på lige muligheder. Bare ikke for jer. Godhavn og andre børnehjem lå som uhyggelige tidslommer, der blev holdt udenfor. I mistede den ene barndom, vi har i vores liv,« fortsætter Mette Frederiksen, der kalder anbringelserne for »et af de mørkeste kapitler i vores historie«.

Statsministeren takker Poul-Erik Rasmussen og Godhavnsdrengenes indsats og understreger, at selv om det er en stor og god dag i dag, så er det ikke slutningen. Tværtimod vil der komme flere af den slags dage, »for jeg har ikke tænkt mig at stoppe nu«, som hun siger og nævner blandt andet de grønlandske børn.

»Dem er jeg også villig til at give en undskyldning«.

Med henvisning til et af Poul Eriks udtryk, så vil en undskyldning fjerne »den sæk cement, som alle tidligere anbragte slæber rundt på«, siger Mette Frederiksen.

»Fortidens tunge bagage stopper i dag. Så kan I ranke ryggen og se fremad.«

Og så kommer den. Langt om længe og efter mere end 14 års kamp fra Godhavnsdrengene og andre:

»Undskyld for den uret, der er gjort mod jer og jeres kære. På vegne af Danmark: Undskyld.«

Her bliver Mette Frederiksen afbrudt af lange klapsalver fra tilhørerne, som rejser sig op. Adskillige af dem må indimellem gnide øjnene.

Bagefter skal Poul-Erik Rasmussen på talerstolen og sige tak. Han mindes først nogle af de mange, som er faldet bort.

»Det har været det værd at kæmpe for, og til alle jer, der sidder derude i dag og følger med på tv og ikke kunne komme: Skylden har statsministeren nu påtaget sig. Men de dårlige minder, de forsvinder aldrig.«

»Vi vil kæmpe videre for dem, der er anbragt i dag. Ingen skal kunne behandle børn på den måde, vi blev behandlet på. Undskyld, jeg kan ikke mere,« siger han, mens forsamlingen kvitterer med lange og stående klapsalver.

Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums Børnekor sang sammen med Sebastian en sang, efter at Mette Frederiksen have givet undskyldningen til Godhavsdrengene

Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums Børnekor sang sammen med Sebastian en sang, efter at Mette Frederiksen have givet undskyldningen til Godhavsdrengene

Sarah Hartvigsen Juncker

Planter et egetræ til fremtiden

Efter digtoplæsning og sang af Sebastian vil Mette Frederiksen plante et egetræ i Marienborgs have, der skal minde hende om, hvad hun skal gøre, så længe hun er statsminister. Det er alle med på, bare man kan ryge, som Poul Erik siger.

På trods af regnen begiver forsamlingen sig ud mellem Marienborgs bugnende æbletræer.

Den tidligere statsinspektør Oskar Plougmand vil også med ud og se træplantningen. Undervejs kommer flere af de ældre mænd hen og giver hånd og siger pænt goddag.

»Mange af drengene kan kende mig fra den gang, og jeg har også mødt en del af dem som voksne,« smiler han.

Som tidligere beskrevet i Information var Oscar Plougmand i sin tid frygtet af mange forstandere på børnehjemmene, fordi han som den første tilsynsinspektør konsekvent tog børnenes parti i stedet for at lade sig nøje med en god frokost og en cigar i forstanderboligen. Han var også den første, der begyndte at komme uanmeldt på tilsynsbesøg.

»En smuk manifestation i dag. Det er en stor sejr for de seje drenge,« siger han med eftertryk.

»Jeg håber, at undskyldningen nu bliver den lettelse, som de har håbet på, og at de kommer videre i livet. Det bliver spændende at se,« tilføjer han.

I plænen bag det hvide palæ tager Mette Frederiksen og Poul-Erik Rasmussen fat i nogle spader og begynder at grave.

»Der er nogle, der har forberedt hullet, kan jeg vist godt afsløre,« siger statsministeren, mens et fem meter højt spinkelt egetræ bliver skubbet på plads i hullet.

Bagefter kan alle de tidligere anbragte på statsministerens opfordring være med til at kaste jord ned omkring rodklumpen.

Efter digtoplæsning og sang af Sebastian planter statsministeren et egetræ i Marienborgs have, der skal minde hende om, hvad hun skal gøre, så længe hun er statsminister.

Efter digtoplæsning og sang af Sebastian planter statsministeren et egetræ i Marienborgs have, der skal minde hende om, hvad hun skal gøre, så længe hun er statsminister.

Sarah Hartvigsen Juncker

Regner ikke med mange sager

Hans er også med til at stampe jorden omkring egetræet.

»Jamen, det har været over al forventning i dag. Det er ikke færdigt, for nu vil de kigge på andre områder, for eksempel de handicappedes forhold den gang,« siger han og fortsætter:

»Hvor ville jeg ønske, at hele Danmark stod her og hørte, at vi skal have et mere empatisk land, og at der er en forklaring på alle de hjemløse, stofbrugere og hjemløse: Mange af dem har været udsat for svigt og psykisk terror, mens de har været anbragt.«

Tilbage i salen sidder advokat Bjørn Elmquist, der har ført retssagen for Godhavnsdrengene om en undskyldning. Som beskrevet i Information blev sagen tabt i retten, fordi den var forældet. Sagen blev anlagt før den ændring af loven sidste år, hvor forældelse i sager om svigt af børn blev afskaffet.

»Det er meget passende og meget tilfredsstillende, at det er en socialdemokratisk statsminister, der sagde undskyld i dag‚« siger han og henviser til, at han som advokat for Poul-Erik Rasmussen og Godhavnsdrengene tilbage i 2013 sendte et brev til daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt sammen med den Godhavnsrapport, der to år forinden havde dokumenteret nogle af de grove svigt på Godhavn og andre drengehjem.

»I brevet henviste vi til torturkonventionens artikel 14 om, at hvis en regering får kendskab til tortur, grusom umenneskelig eller anden nedværdigende behandling, så er de forpligtet til at iværksætte en speciel undersøgelse.«

Efter tre-fire måneder fik han svar fra Helle Thorning-Schmidt, der henviste til, at socialministeren ville svare. Men da svaret så kom, var det med en bemærkning om, at al videre kommunikation skulle ske med Kammeradvokaten.

»Det var så klart et afslag, som man kunne få,« som Bjørn Elmquist udtrykker det.

Han regner ikke med at få sager om erstatning, men vil omvendt ikke udelukke det.

»Vi har spildt så mange år med at forsøge at få en undskyldning. Og vi ved heller ikke, om vi vil kunne få fri proces. Så mit råd til de fleste er, at de hellere skal bruge kræfterne på at få førtidspension, fordi det vil man kunne leve af. Selv om man så skulle få én million kroner i erstatning, vil man ikke kunne leve af renterne.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen K Petersen

Det er en værdig og nødvendig undskyldning

TAK

Carsten Munk, Benny Jensen, Hannibal Knudsen, John Andersen, Peter Beck-Lauritzen, Rune Stilling, Nette Skov, Mogens Holme, Helle Walther, Rikke Nielsen, Estermarie Mandelquist, Gert Romme, Søren Jensen, Susanne Kaspersen, Lone Hansen, Kim Folke Knudsen, Oluf Husted, Marianne Stockmarr, birgitte andersen, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og Anker Heegaard anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

GODT at Godhavnsdrengene og de andre mishandlede børnehjemsbørn langt om længe får en tiltrængt og uforbeholden undskyldning !! :-)

Og godt at Mette F har sagt, at hun vil undskylde til de grønlandske børn og de piger, der blev sendt til Sprogø, samt til alle andre som har været udsat for statslige overgreb.

Kjeld Jensen, jens peter hansen, Hannibal Knudsen, John Andersen, Peter Beck-Lauritzen, Nette Skov, Mogens Holme, Helle Walther, Rikke Nielsen, Estermarie Mandelquist, Steen K Petersen, Gert Romme, Søren Jensen, Kim Folke Knudsen, Susanne Kaspersen, Lone Hansen, Herdis Weins, Oluf Husted, Marianne Stockmarr, birgitte andersen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Tak til vores Statsminister Mette Frederiksen for at tage dette vigtige skridt.

Lars Løkke Rasmussen hvor havde det klædt dig, hvis dit parti havde fejret tankerne om et nyt samarbejde med S med at tilslutte sig Mette Frederiksen værdige og nødvendige undskyldning.

Ærgerligt at Venstre lod stå til. Det her spørgsmål bør været hævet over partipolitik. Alle partier skulle have sagt undskyld på den danske stats vegne.

Skam Jer Dansk Folkeparti og Det konservative Folkeparti, som ikke mener, at de skylder Godhavnsdrengene nogen undskyldning. Det er noget forbandet vrøvl, at eftertidens repræsentanter for statsmagten ikke skal give en undskyldning for de ugerninger, som statsmagten udsatte de stakkels svigtede børn for. Hvis den samme forkvaklede argumentation var blevet brugt i Holocaust, så skulle det nye Tyskland heller ikke kunne sige undskyld for Jødeforfølgelserne begået i den tyske stats navn. I er nogen kræmmerpartier begge to, som undslår Jer for et medansvar med bekymringen, at sæt nu nogen søger erstatning.

Til det er kun en ting at sige må de få tildelt en erstatning. Den vil aldrig kunne lindre det omsorgssvigt, som børnehjemsbørnene har været udsat for, men den ville være en retfærdig juridisk dom på et mørkt kapitel i nyere dansk historie.

Tak til Bjørn Elmquist for at have kørt Godhavns drengenes sag.

Tak til de Godhavnsdrenge som holdt ud og blev ved med at gøre opmærksom på det tabubelagte overgreb, som de har været udsat for i den danske stats navn. Nationalsocialismen og undertrykkelsen den trives der, hvor der er mørke og ingen ret men uret. Hvad I blev udsat for er forstadium til Nationalsocialisme ondskaben selv forklædt som forstander og statens myndighedsperson. Et ondsindet syn på udsatte børn som værende mindreværdige og uværdige. Godt at vi får gjort op med det uvæsen en gang for alle.

jens peter hansen, Nina Højland, Steffen Gliese, Charlotte Wissing, Peter Beck-Lauritzen, Katrine Damm, Nette Skov, Mogens Holme, birgitte andersen, Helle Walther, Rikke Nielsen, Estermarie Mandelquist, Steen K Petersen, Oluf Husted, Eva Schwanenflügel og Lone Hansen anbefalede denne kommentar
Lasse Nielsen

Det gjorde Mette Frederiksen godt, meget menneskeligt og meget empatisk. Flot flot tale.
Og PS: Det er også på tide, vi ser lidt til Mette Frederiksen i medierne. Venstre skal da ikke løbe med hele sendefladen hver dag :-)

Hannibal Knudsen, Steffen Gliese, Charlotte Wissing, John Andersen, Peter Beck-Lauritzen, Steen K Petersen, birgitte andersen, Helle Walther, Estermarie Mandelquist, Oluf Husted og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Så godt, at den undskyldning endelig blev givet.
At det indtil 1976 fandt sted er skandaløst, og ingen i det etablerede system vedrørende daglig drift, tilsyn mv. burde kunne undskylde sig om ikke at vide noget.
To forfattere har skrevet om problematikken, Knuth Becker (1891-1974) i romanerne om Kai Gøtche (den første udkom i 1932, den 5. og sidste i 1956) der voksede op på opdragelsesanstalten Sjællandsglæde - et sted uden glæde, synonymt med Holsteinsminde opdragelsesanstalt, hvor Knuth Becker selv voksede op. Knuth Becker var i øvrigt den første til at modtage Det Danske Akademis store pris i 1961
Den anden J. Bech Nygaard (1911-1988), i hvis meget kendte bog fra 1941 Guds blinde øje verden ses fra et pigebørnehjem.
Disse bøger, der selv om de er romaner, burde have fået mange alarmklokker til at ringe i det politiske system med tilsynsmyndighederne. Det gjorde de så ikke, måske lod man sig besnakke af de "pæne" forstandere.
(I Frede Farmands bog Barn nr. 33 - et barnerequiem" fra 2016, om hans opvækst fra 1945 -1955 på børnehjemmet Aaløkkegaard i Odense er de såkaldte "fine" gode bidragsydere til børnehjemmet og forstanderen).

Steffen Gliese, Peter Beck-Lauritzen, Steen K Petersen, birgitte andersen, Estermarie Mandelquist, Oluf Husted og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Peter Sabroe var jo også tidligt ude. Desværre var ramaskrigene snart glemt. Vi må håbe at forholdene nu er langt mere menneskelige og at der bliver holdt øje med alle de tilbud kommunerne benytter sig af.

Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Peter Beck-Lauritzen, Nette Skov og birgitte andersen anbefalede denne kommentar