Lars Larsen var den grimme ælling, der blev til erhvervslivets smukke svane

Der var engang to unge mænd, Wessel og Vett, der i Aarhus åbnede en butik, hvor de solgte dyner og lagener og den slags. Den blev snart en succes, og de åbnede flere forretninger rundt om i landet, hvilket blev begyndelsen til de fem store Magasin-varehuse, vi kender i dag, og hvoraf et ligger på Kongens Nytorv i København på en adresse, hvor H. C. Andersen forresten boede på et tidspunkt i sit unge liv.

Mange år senere, nemlig i 1979, var der en ung mand fra en lille by i Thy, der på tilsvarende vis åbnede en butik med dyner og lagner i netop Aarhus. Lars Larsen kaldte den for Jysk Sengetøjslager. Den blev også snart en succes, og helt parallelt til Wessel og Vett åbnede han flere butikker, men hvor Magasin-herrerne forblev et lokalt, dansk fænomen, gik Larsen worldwide og blev i løbet af fyrre år en global succes.

Man kan dårligt gå en tur i alverdens storbyer uden at støde på navnet Jysk, som han slet og ret kaldte butikskæden, da den voksede og blev til mere end 2.800 butikker i 52 lande og gjorde ejermanden til mangemilliardær.

Jysk lune

Der var kun én Lars Larsen, men rækken af danskere, man kan sammenligne ham med, er lang. Vi kan jo tage dem fra en ende af, f.eks. Søren Kierkegaards far, der voksede op i det vestjyske som fattig hyrdedreng, men senere blev en rig uldkræmmer og forretningsmand i København, hvis formue finansierede Søren Kierkegaards studier og filosofiske forfatterskab.

Eller hvorfor ikke sammenligne med hele Danmarks fiktionsfigur fra Matador-serien, Mads Skjern, der nærmest kom ud af ingenting og uden mange penge til en lille købstad, hvor han med flid og møje gav de lokale handlende baghjul og blev egnens rigeste og mest indflydelsesrige person.

Men hvor Mads Skjern var en sammenbidt alvorsmand uden sjov og spræl i, bevarede Lars Larsen et umiskendeligt jysk lune, som han ikke tillod sin determinerede forretningssans at udslette. Lars Larsen var simpelthen morsom – og morede sig tydeligvis selv, når han var det. Et af hans bonmoter var, at han »ville lægge verden i seng« med sine dyner.

Et andet: »Jeg har fundet ud af, at alle mennesker sover!«

Så var der den vestjyske fodermester og senere pølsemand Kristen Poulsgaard, der ganske uimponeret indtog Christiansborg som folketingsmand for Fremskridtspartiet, medbringende sin jyske dialekt og direkte tilgang til debatterne – lidt som da Klods-Hans i Andersens eventyr red ind på kongens slot på en gedebuk og vandt prinsessen ved simpelthen at være sig selv. Nuvel, Poulsgaard var dengang populær hos sine egne, men til grin, mest hos de intellektuelle, men også i bredere kredse. Han var let at parodiere i sommerrevyerne.

Der var vel også en snert af, at Lars Larsen var til grin for sin let snøvlende dialekt og enkelhed i tankegang. Men kun i begyndelsen. Efterhånden som hans imperium udvidede sig, lettede flere og flere på hatten og anerkendte hans dygtighed. Havde man leet ad ham, var han ikke desto mindre den, der lo sidst og bedst.

Larsen var smartere

Var der også et element af Klaus Riskjær Pedersen i ham? Denne kom også fra små kår, hans far var konceptkunster, før det blev moderne. Riskjær kom ridende ind i dansk erhvervsliv på sin gedebuk. Han blev ildeset af det etablerede erhvervsliv, fordi han tillod sig at være umoralsk, før det blev almindeligt, blev rig, men aldrig rigtig populær. Han forekom at være lidt for smart og måtte lide den tort at komme i fængsel.

Men Lars Larsen var smart på en smartere måde, nemlig ved ikke at være falsk smart. Han forekom autentisk og ydmyg, mens milliarderne rullede ind. Mere Tjæreborg end Spies. Han udstillede ikke sin rigdom, som Simon Spies gjorde (og tilmed slap godt fra det).

Lars Larsen ville også være rejsekonge og startede et rejsebureau, Larsen Rejser, hans eneste virkelige fiasko. Efter nogle år valgte han at lukke det ned, sælge det, for ikke at sende flere gode penge efter dårlige. At blive ved sin læst og sin kerneforretning.

Nærliggende er det at sammenligne Lars Larsen med IKEA’s skaber Ingvar Kamprad. Deres virksomheder handlede begge om at fremstille og sælge nødvendige varer til folks boliger så billigt, at enhver – middelklassen og fattige studerende – havde råd til at købe dem. Egentlig ret socialt. Helt så stor som IKEA blev Jysk nu ikke, men det var et erklæret mål for den jyske købmand.

Lars Larsen endte med at spille i samme stærke, globale erhvervsliga som Mærsk McKinney Møller, som han på mange måder var et modstykke til med sin afdæmpede facon. Han fremstod ikke på samme måde som en hård negl, rent menneskeligt. Hvor Mærsk var arving til en blomstrende forretning, begyndte Lars Larsen fra bunden som bydreng, som medhjælper hos en slagter og lærling hos en manufakturhandler i Thisted.

Han fandt på at købe lærreder for 25 kroner, som han malede landskaber på – og solgte dem videre for 50 kroner. Hans entre i handelsverdenen. Hvor svært kunne det være? Han satsede alt, hvad han ejede og havde, på at starte sin egen butik.

Det var et princip, som han mente, andre burde følge, hvis de vil starte for sig selv. Man skal turde satse alt. Hans kone var enig. Hun sagde sit job op for at arbejde sammen med ham i butikken.

Latent angst

Det er forskelligt, hvordan en hård barndom virker på folk. Nogle bliver knækkede og kommer aldrig over den. Lars Larsen lagde aldrig skjul på, at han syntes, at hans havde været forfærdelig. Hans far døde, før han blev født, og han voksede op med tre søskende i en ludfattig familie, hvor moren ikke kunne håndtere at være alene med dem og ikke kunne klare at drive familiens landbrug videre.

Hun led af psykiske problemer og blev indlagt på det, man dengang kaldte for sindssygehospital. Nogle gange måtte børnene gå ud i natten og lede efter hende, fordi hun var bortgået i depressiv sindstilstand. De levede med en latent angst for, at hun ville begå selvmord.

Som den yngste blev det lille Lars, der især måtte tage sig af sin mor, hvilket fyldte det meste af hans fritid. Han lagde ikke skjul på, at han faktisk ikke kunne lide sin mor. Han følte sig misbrugt.

På Lars Larsen fik den dårlige barndom den virkning, at han sagde det til sig selv: »Jeg skal vise dem!« Han ville ikke lade sig knække, selv om han blev mobbeoffer i skolen, fordi han gik i sine ældre søskendes aflagte tøj. Barndommen skulle ikke få ham ned med nakken.

Hvor godt kendte danskerne egentlig den lavmælte Lars Larsen? Var han i virkeligheden en hård negl som forretningsmand på de interne og produktionsmæssige linjer? Det ved vi ret beset ikke, hvis vi ikke lige var ansat hos ham, men han havde ord for at behandle sine medarbejdere godt. Selv sagde han: »Når man rækker efter stjernerne, får man ikke beskidte fingre.« Det gælder nu ikke for alle.

Højprofileret blev han, da han selv optrådte i en reklamespot, der blev afspillet gentagne gange i tv. Den, hvor han sagde: »Mit navn er Lars Larsen. Jeg har et godt tilbud til Dem.« Fulgt af et kort statement om et billigt varetilbud.

Det må have været en af de korteste og billigste reklamespots nogensinde, og på den måde gav han resten af reklamebranchen noget at tænke over – og fornyede den med et helt enkelt virkemiddel. Genialt. Han talte direkte til seernes pengepung.

»God aften, og tak, fordi jeg måtte komme ind i Deres stue,« sagde politikere, der i radioens barndom skulle holde deres første radiotale. Den snørklede høflighed sprang Larsen over, og helt ind i danskernes stuer kom han, da hans husstandsomdelte sin erindringsbog i 2,4 millioner gratis eksemplarer i anledning af Jysks 25-årsjubilæum. Også et utraditionelt træk i reklameøjemed.

Arven føres videre

Den fattige dreng endte med at blive en af Danmarks rigeste mænd, god for 35 milliarder kroner, og kom også med på det amerikanske tidsskrift Forbes’ liste over verdens rigeste – som en dansk nummer to efter Lego-arvingerne. Den grimme ælling blev erhvervslivets hvide svane.

Men der er grænser for, hvad penge kan udrette, når døden høster. Lars Larsen fik sin diagnose i juni og døde mandag morgen som 71-årig af leverkræft og nåede forinden at sørge for, at virksomheden kunne ledes videre i samme spor som hidtil af et familiemedlem – med butikker over hele verden, Tyskland, Kina, Thailand, Kina, Singapore, Grønland, De Forenede Arabiske Emirater, Italien, Storbritannien, Spanien, Litauen, you name it.

Han satte sine børn til at lægge håndklæder sammen i nogle af de danske butikker. De skulle oplæres fra bunden, så de kunne føre arven videre.

I Tørring-Uldum er en vej blevet opkaldt efter ham. Det er så vist ikke det eneste, han vil blive husket for – blandt andet også for, at berømmelsen og rigdommen ikke steg ham til hovedet.