Læsetid: 9 min.

»Nøgenhed er et værn mod den frygt, man kan have for ikke at leve op til idealerne«

I reklamer, film og på internettet er nøgenhed overalt – og lig med sex. Men undersøgelser viser, at danske unge får et stadig mere blufærdigt forhold til den nøgne krop. Udviklingen rammer både selvværd og seksualitet, mener forsker. På naturistcampingpladsen Solbakken er de ikke i tvivl: Vi går glip af meget, hvis vi ikke tør være nøgne
Rene Ringsholm (kasket), Thorkild Jørgensen og Marianne hygger med en øl i varmen på Naturistcamping Solbakken.

Rene Ringsholm (kasket), Thorkild Jørgensen og Marianne hygger med en øl i varmen på Naturistcamping Solbakken.

Anders Rye Skjoldjensen

3. august 2019

Jeg kan ikke lade være med at fnise nervøst, da en nøgen mand med en trillebør passerer mig. Så er det virkelig rigtigt, at alle er nøgne på en naturistcampingplads.

Det gælder også formanden for Naturistforeningen Sjælland, 53-årige Helle Ringsholm, der byder fotografen og mig velkommen på Solbakken Camping. På nær et par sandaler har hun ikke en trevl på kroppen.

»Nå, er I så også kommet i dag for at prøve at være naturister?« vil hun vide.

Fotografen og jeg kigger nervøst på hinanden.

»Øøh, altså, vi er jo kollegaer ... Så jeg ved ikke, om det ville være lidt ... akavet,« får han fremstammet.

Den tøven er vi ikke alene om. Undersøgelser tyder på, at danskerne får et stadig mere blufærdigt forhold til nøgenhed. Det gælder især ungdommen.

63,3 procent af gymnasieleverne går som regel ikke i bad efter idræt, viste en undersøgelse fra 2017 af Gymnasieskolernes Idrætslærerforening. Samme år viste Dansk Skoleidræts tal, at syv ud af ti idrætslærere har svært ved at få eleverne fra 7.-9. klasse i bad.

Sådan har jeg aldrig haft det. Jeg har i løbet af mine 27 år altid badet med mine klassekammerater efter sport. Men når jeg kigger på mine forældres gamle feriebilleder, kan jeg alligevel godt se, at jeg er opvokset med et andet forhold til min nøgne krop, end de gjorde. Min mor er ikke iført bikinitop på  nogen strandbilleder.

»Det var en anden tid dengang,« som hun lidt betuttet forklarede, da min kæreste og jeg bladrede gennem gamle fotoalbums og pludselig så på hendes solbrune bryster.

I en sommerserie om sex er det svært at komme uden om nøgenhed. Når vi i det offentlige rum, fra internettet, til reklamer, film og modeblade, bombarderes med nøgne kroppe, er der ingen tvivl om, at nøgenhed er en seksualiseret affære. 

Men behøver nøgenhed altid handle om sex? Og hvad gør det ved alt fra vores selvværd til seksualitet, at nøgenhed hengemmes under dynen eller i brusebadet derhjemme?

En naturistcampingplads må være det oplagte sted at få svar på, hvad vi går glip af, når vi aldrig er nøgne, tænkte jeg. Og derfor står jeg nu og tripper ved siden af min jævnaldrende mandlige kollega en bagende varm sommerdag, hvor det åbenlyst ville give bedst mening bare at smide tøjet. Og så alligevel ikke.

Nøgenhed er jo naturligt

På Solbakken Camping er der badebro ud til den vestsjællandske Isefjord, og der er iskiosk, legeplads, telte, hytter og campingvogne fyldt med køletasker og krimier. Ligesom på alle andre campingpladser. Her er vi ’bare’ på Solbakken, lyder campingpladsens gamle slogan. Dobbeltheden i budskabet er ikke tilfældig: Vi er uden tøj, og det er no big deal.

I to strandstole ligger Connie og Henrik Hansen. Hun er 69 år og pensioneret sosu-medarbejder, han 65 og tidligere jord- og betonarbejder. Det klapsammenlige campingbord foran dem er anrettet med dåsesodavand og sommerlæsning.

Ægteparret har været naturister i mere end 20 år. Og sideløbende oplevet, hvordan samfundet omkring dem er blevet mere afholdende med at smide tøjet.

»Jeg tror, at de unges problem med nøgenhed skyldes alle de der realityserier som Paradise Hotel, hvor deltagerne ser ud på en bestemt måde med struttende bryster og flad mave. Det har skabt nogle usunde idealer om, hvordan man skal se ud. Der er ikke plads til sådan noget her,« siger Henrik Hansen og tager sig til maven.

Anders Rye Skjoldjensen

Anders Rye Skjoldjensen
Mediernes ensidige fremstilling af den nøgne krop har også seksualiseret nøgenhed, mener de to pensionister. De har begge oplevet fordomme om, at naturisme handler om sex. At alle er sammen med alle over det hele.

»Men nøgenhed i sig selv er ikke jo sexet. Det skal man bare besøge Solbakken for at få bekræftet,« siger Henrik Hansen.

I barndommen så Connie Hansen aldrig sine forældre nøgne. Forholdet til kroppen etableres der, mener hun. I opdragelsen.

»I starten var jeg selv ret blufærdig. Men nøgenhed er noget, man utroligt hurtigt vænner sig til. Så bliver det helt naturligt. Det ér jo naturligt,« siger hun.

Nypuritanisme i 00’erne

Skruer man tiden helt tilbage til Vikingetiden, havde danskerne et meget afslappet forhold til deres nøgne kroppe. Men i takt med, at Danmark blev mere kristent, blev nøgenhed forbudt i det offentlige rum, fortæller Christian Groes, der er lektor ved Roskilde Universitet og blandt andet forsker i seksualitet og køn.

»Den kristne moral har sat grænser for, hvornår man kan optræde afklædt. Indtil ret sent op i historien. Men i 1960’erne gik det hele i opløsning med det store oprør. Pludselig blev nøgenhed dyrket på en helt anden måde i protest mod gamle, konservative generationer,« siger han.

»Der opstod et dobbelt forhold til den nøgne krop. Den blev på den ene side seksualiseret med sexfester og love-ins i parkerne. Og på den anden side naturliggjort med bare bryster på stranden og nøgne mennesker i Thylejren.«

Men fra slutningen af 1970’erne og op igennem 1980’erne oplevede nøgenheden et tilbageslag. Den helt store vending kom ifølge Christian Groes omkring årtusindeskiftet med nypuritanismen. Pludselig undgik de yngre generationer at være nøgne samme, også i badet, kvinderne tog bikinitop på, og børn løb ikke længere nøgne rundt på stranden.

Den bevægelse er fortsat indtil i dag. Der er forskellige spekulationer i og fortolkninger af, hvorfor det er tilfældet. Men det er svært at forklare entydigt, fortæller RUC-lektoren.

»Det skyldes måske dels en påvirkning fra USA, hvor puritanismen ikke er ny, men et grundelement i amerikansk konservatisme. Der har altid været ret heftig censur omkring at vise nøgenhed på tv og i film eksempelvis. Andre mener, at det har noget at gøre med de krisetider, vi har oplevet efter de glade 1990’ere, hvor Muren faldt. Økonomisk, politisk og global krisestemning kan få folk til at søge med det sikre, gamle og mere konservative. Også i forhold til deres kroppe,« siger han.

I dag er nøgenhed kommercialiseret, seksualiseret og pornoficeret med nøgne kroppe overalt på busser, i blade, tv og på internettet. Men i privatlivet er den afklædte krop noget, vi bliver stadig mere bange for, fortæller Christian Groes.

»Man kan dyrke nøgenhed individuelt i sit forbrug, eksempelvis af porno. Men så snart man står over for andre konkrete kroppe, bliver det for alvor vanskeligt og utrygt,« siger han.

Uden tøj er alle lige

Den usikkerhed husker 28-årige Rasmus Høyer godt fra sine pubertetsår. Han er kommet på Solbakken siden han var 11 år, men havde et par sæsoner som teenager, hvor han helst undgik at smide tøjet. Det var for akavet.

Men i dag sidder han, som Gud har skabt ham, og spiser nachos og drikker Salitos-øl sammen med sin mor Jytte Høyer og sin kone Simone Høyer. I det indhegnede græsstykke foran deres campingvogn leger sønnen Benjamin på ti måneder, mens de to små pelsede hunde Vipse og Skruppe farer rundt.

»Jeg oplever at have givet mine børn en stor gave i at vokse op her på campingpladsen. Fordi de har fået et helt naturligt forhold til deres egen krop og til det modsatte køn ikke mindst. Der er ikke mange modeller her,« siger Jytte Høyer.

»Jojo,« afbryder hendes søn. »Her er bare alle slags modeller.« De griner.

Anders Rye Skjoldjensen

Anders Rye Skjoldjensen
Nøgenheden på Solbakken er anderledes end den, der repræsenteres i medierne og på internettet, er de enige om.

»Folk, som ikke kommer her, har et meget seksualiseret billede af nøgenhed. Sådan at nøgenhed er lig med sex. Har I så en bollebusk, spørger nogle eksempelvis. Det må jeg jo så svare nej til. Det er faktisk noget af det mest aseksuelle at være her,« siger Jytte Høyer.

»Ja, når man først har set hinanden ligge og svede i to timer, så har man ikke lyst til særlig meget,« supplerer Rasmus Høyer. De griner igen.

Simone Høyer havde aldrig forestillet sig, at hun skulle være naturist, før hun mødte sin mand for syv-otte år siden. Det var grænseoverskridende at smide tøjet første gang, husker hun. Nu kunne hun slet ikke forestille sig at campere med tøj på. På en »tekstilplads«, som ’almindelige’ campingpladser kaldes på Solbakken.

»Uden tøj er alle lige,« siger hun.

»Ja, det eneste, der afslører sociale lag her, er solbriller og tænder. Du kan snakke med en bistandsmodtager eller en højesteretsdommer – men du kan ikke afkode det på udseendet. Vi har et mere umiddelbart fællesskab på tværs af alle aldersgrupper. Vi pladrer bare om løst og fast. Det er en anden type færden,« siger Rasmus Høyer.

Større rummelighed

I dag gør stadig flere unge sig deres første seksuelle erfaringer uden at have stiftet bekendtskab med særlig mange naturlige nøgne kroppe i hjemmet, på stranden eller med klassekammeraterne i fællesbadet. Og det gør det vanskeligt at nedbryde de barrierer, der skal til for at være tryg i nøgne relationer, mener Christian Groes.

»Det at blive udsat for andres kroppe, også når man er ung, kan give en et afslappet forhold til nøgenhed, også senere i sexlivet. Sker det ikke, kan det forplante sig i en enorm usikkerhed,« siger han.

Men det er ikke kun seksuelt, at vi som samfund lider under ikke at være nøgne samme, uddyber Christian Groes. Det handler også om at se diversiteten i kroppe og opleve, at man ikke er unormal.

»Nøgenhed er et værn mod den frygt, man kan have for ikke at leve op til idealerne. Ved at se, at de normer og repræsentationer, vi udsættes for på billeder og i film, ikke stemmer overens med virkeligheden. Det kan give os alle et mere afbalanceret forhold til vores egen krop. Og skabe større rummelighed og udfoldelsesmuligheder.«

Men det er svært at se, hvor modbevægelsen til blufærdigheden og bonertheden skal komme fra, mener Christian Groes. For i dag videreføres det anstrengte forhold til den nøgne krop fra generation til generation. Som han udtrykker det:

»Måske er det bare ved at være slut med at gå nøgne rundt?«

En tiltrængt nøgendukkert

Intet tyder dog på, at det kommer til at ske lige foreløbigt på Solbakken. Da campingpladsens kiosk åbner, stimler en forsamling nøgne kroppe i alle aldre og former sammen for at tanke kølige forsyninger til sommervarmen. Rosé, colaer og is nydes, mens verdenssituation vendes. Man glemmer næsten, at ingen har tøj på.

Naturistformanden Helle Ringsholm afbryder hyggesnakken. »Her mens vi er samlet, så vil jeg lige høre, hvem der vil deltage i tour de chambre i næste uge? I skal bare forberede lidt snacks og byde velkommen i jeres campingvogn eller hytte,« siger hun. En håndfuld naturister rækker hånden op. Den er de helt med på.

Anders Rye Skjoldjensen

Senere på sommeren afholder Solbakken festival. Med champagnebrunch, wellness, store bagedag og børnedisco. Her er campingpladsen altid fuldstændig belagt, fortæller Helle Ringsholm.

»Vi har bare et særligt fællesskab. Det er ukompliceret og tillidsfuldt. På tværs af generationer og interesser. Hele det der præstationsræs, der gælder, uanset om det handler om karakterer eller udseende, får ikke på samme måde lov at herske her,« siger hun.

Da solen står allerhøjest på himlen, prøver Helle Ringsholm lykken.

»Vil I ikke med ned og bade,« spørger hun fotografen og mig.

Mens det er tilladt at have tøj på, når man opholder sig på Solbakken, er der kun én regel for badning i Isefjord: Man er nøgen.

Fotografen og jeg kigger på hinanden. Fuldstændig som da vi ankom til naturistcampingpladsen nogle timer tidligere. 

»Jo, hvad fanden, det vil vi gerne,« udbryder vi, nærmest i kor.

Ti minutter senere hopper vi i vandet fra badebroen. Uden en trevl på kroppen. Det føles som det, det er: naturligt.

Anders Rye Skjoldjensen

Serie

Sex til hverdag

I reality-tv-serier kan vi se de unge og smukke gøre det. På nettet kan vi få det på alle tænkelige måder. Og i SM- og swinger-klubber kan vi virkeliggøre vores inderste fantasier. Men hvordan står det egentlig til med helt almindelige danskeres hverdagslige sexliv? Det ser Information nærmere på i denne artikelserie.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • ulrik mortensen
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Leif Koldkjær
  • Anne Schøtt
  • Viggo Okholm
  • Lillian Larsen
  • Randi Christiansen
  • Ervin Lazar
  • Lise Lotte Rahbek
  • Carsten Mortensen
  • ingemaje lange
  • Nina Højland
  • Hans Larsen
  • Katrine Damm
  • Troels Ken Pedersen
  • Ejvind Larsen
David Zennaro, ulrik mortensen, Klaus Lundahl Engelholt, Leif Koldkjær, Anne Schøtt, Viggo Okholm, Lillian Larsen, Randi Christiansen, Ervin Lazar, Lise Lotte Rahbek, Carsten Mortensen, ingemaje lange, Nina Højland, Hans Larsen, Katrine Damm, Troels Ken Pedersen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeppe Lindholm

Det er faktisk helt lovligt at gå nøgen rundt på såvel stranden som skoven så længe man har en anstændig adfærd. Det kan læses på naturstyrelsens hjemmeside.

søren ploug, Carsten Svendsen, Per Knudsen, Lillian Larsen, Hans Larsen, Flemming Berger, Viggo Okholm, Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Nøgenhed er indenfor intimsfæren. Kropslig intimitet og psykisk nærhed må følges, hvis der skal være balance. Den intimitet kan ihvertfald jeg ikke dele ukritisk med alle. Dengang i kolleren, hvor vi i ungdommens uskyldighed gik nøgne rundt i paradisets have, var det dejligt, men i det offentlige rum bør man i gensidig respekt udvise en vis blufærdighed for hinandens intimsfære. Det er også meget kulturelt båret. Bikini i netto ligemeget hvor varmt? Nej vel - men på stranden er det jo ok. Topløs på stranden? Brystet er en intim zone for alle - for nogen mere end for andre. Hvorfor ignorere det? Selvom det meste foregår i hodet, er vi ikke længere naturfolk i junglen eller på savannen, og det handler om at føle sig fysisk og psykisk veltilpas.

I en morsom historie fra dette blad, tror jeg, fortæller en kvinde om en oplevelse i en offentlig badeanstalt, hvor en anden kvinde frimodigt tørrer sig i rumpetten med en hårtørrer, og der spørges, hvad man mener om det. I disse swingerklub og pornoficerede tider har grænserne for intimsfæren åbenbart flyttet sig i retning af det mere exhibitionistiske, eller også er man bare helt ligeglad med de andre?

Per Knudsen:
Den bemærkning der om hvad der er kønt at se på er vel i grunden med til at skubbe til blufærdighedens trend?
Vi har hver især vore idealer og du nævner piger, jeg kunne så nævne adskillige yngre mænd som har det samme problem,med mindre vi lærer forskelligheden og mangfoldighedens fordele.

Grethe Preisler

Nå ja, men så fik 'vores to udsendte' Louise og Anders da set hinanden uden en trevl på kroppen under deres visit på naturistforeningen Solbakkens private campingplads.

Godt for dem, men hvilken relevans det har for reglerne for færdsel med eller uden tøj på kroppen for brugere af de af staten ejede og naturstyrelsen administrerede såkaldte 'naturparker' i DK, går over min forstand og ind i præstens, somansir. Rent bortset fra at jeg ikke tror, det vil være særlig klogt for nogen at bevæge sig omkring til fods, på løbehjul, skateboard eller cykel med eller uden hjælpemotor i f.eks. Naturpark Thy i mygge-, hvepse- og/eller flåtsæsonen. For ikke at tale om november, november, november og alle de andre måneder, hvor gennemsnitstemperaturen i DK for årstiden er under 20-23 grader Celsius ... ;o)

Nette Skov, Per Knudsen og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Naturen kalder: 'Hallooo er der nogen hjemme?'

Hvis der ikke er flere rene håndklæder tilbage på 'tørrestativerne i naturreservatet', må det da være fristende at dykke ned i picnic-kurven efter sin batteridrevne hårtørrer og tørre sig i rumpen med den - frem for at rive en tot græs, brændenælder, lyng eller anden vildtvoksende vegetation af til samme ... ;o)

ulrik mortensen, Per Knudsen, Erik Fuglsang og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Lillian Larsen

Den ligeglade topløshed var der ingen penge i. Så kom krokodiller og andre mærkevarer. Kosmetiske operationer til alle. Delte billeder på nettet. Hvem sagde "burka"? Nu skal alle bære en usynlig burka.

Randi Christiansen

Ikke bare mange unge mennesker per knudsen, det gælder for alle aldre, at de færreste lever op til tidens kropsidealer. Og selvom man har en attraktiv fysisk fremtoning, er alt for megen nøgenhed i det offentlige rum alligevel intimiderende. Form og indhold er to sider af den samme sag. Hvorfor fornægte det? De fleste er sociale væsener, som foretrækker at være behagelige at omgås for andre. Uden samtykke at smække sine intime dele i synet på dem, hvadenten de er smukke eller mindre smukke er altid en dårlig ide. I øvrigt må definitionen på skønhed være sundhed.

Anders Sørensen

@Jeppe Lindholm, jeg forventer hvad som helst på stranden. Mest hav og sand, men trods alt er jeg også forberedt på bryster. Måske endda penis. Så længe de holder sig under minimumsgrænsen for erektion.

Men i skov? Den må du længere ind i skoven eller ud på landet med. Flasher man penis eller bryster i skov, er man afviger. Man kan SGU DA ikke gå rundt i skov med pik og/eller patter til fri fremvisning. Er intet helligt længere? Hvad bliver det næste? Folk, der onanerer i Tivoli?