Ørestad er eksemplet på, hvad den nye boligminister vil have meget mere af

Det kan virke paradoksalt, at en politiker, som har skrevet bøger om Udkantsdanmark, vil indlede sin tid som boligminister med at fokusere på hovedstaden. Ikke desto mindre er det lige netop dét, Kaare Dybvad (S) vil.

Information har arrangeret et tiltrædelsesinterview med boligministeren for at tale om hans visioner på området, og den 32-årige Kaare Dybvad har foreslået, at det skal foregå i Ørestaden på Amager.

Da avisens udsendte møder ham ved siden af det store Tietgenkollegiet og spørger, hvorfor han vil gennemføre interviewet lige netop her, svarer han:

»Jeg ved, at Informations læsere ikke bryder sig om Ørestad.«

Kritikken af Ørestad har ganske vist fundet vej til Informations spalter. Her har det blandt andet lydt i et interview med den kendte byplanlægger Jan Gehl, at Ørestad »har mistet sansen for menneskets biologi i jagten på profit«. Flere kritikere har sagt, at bydelen mangler sjæl, er mennesketom og vindblæst.

Men ifølge Kaare Dybvad er Ørestad lige netop det, han vil have meget mere af i de større byer: et blandet boligområde.

Han skæver op på en af bygningerne.

»Der kan du få 109 kvadratmeter på fire værelser til 10.500 kroner. Det er billigt, og det er, fordi der er en politisk ambition om at skabe et blandet boligområde,« siger han og forklarer, at 25 procent af dem, der bor i Ørestaden, bliver anvist af kommunen.

Han går lidt videre og peger ned gennem en passage forbi de almene boliger.

»Det der er ejerboliger, og de er dyrere, men stadig billigere end i andre bydele. Det centrale er, at når man bygger meget, så får man også nogle andre priser, og det skaber muligheden for at lave blandede boligområder,« siger han.

Blandede boligområder er blevet et buzzword for boligministeren. Det er det, fordi det ifølge ham er helt afgørende i en velfærdsstat, at folk ikke bor opdelt, men på tværs af økonomiske og sociale skel. Derfor er det også hans ambition at sikre flere billige boliger i København.

Socialdemokratiske tanker

Udviklingen på det københavnske boligmarked har længe bekymret Kaare Dybvad. Også før han blev minister, talte han om portøren og sygeplejersken på Rigshospitalet, som ikke har råd til at bo tæt på deres arbejdsplads.

Priserne på både leje- og ejerboliger er i nogle områder af hovedstaden blevet for dyre til, at folk med almindelige lønindkomster kan bo der, fremfører Kaare Dybvad.

»Og så har vi et problem,« siger han.

Hvis vi har byer og landsdele, som er opdelte. Hvis de fattige bor i den ene ende, og de rige bor i den anden, så bryder det med hele »rygraden i velfærdsstaten«. Den socialdemokratiske tanke går ifølge ham ud på at tvinge dem, som har det bedste udgangspunkt, til at forholde sig til ’de andre’.

»Vi kan kun opbygge en overklasseverden, hvis ikke vi forholder os til hinanden.«

Og netop derfor er boligpolitikken ifølge Kaare Dybvad central.

»Det er omkring vores hjem, at vi møder folk. Og vi er nødt til at møde mennesker med forskelligt udgangspunkt for at få en forståelse for, hvad det vil sige, når ens forældre for eksempel er arbejdsløse, eller hvis folk er dårligt integreret,« siger han og fortsætter:

»Den forståelse for andre menneskers problemstillinger, og det at de stærke kan hjælpe dem med ringere udgangspunkt – i skoleklassen, på fodboldholdet, i spejderforeningen – det er det, der skaber en social mobilitet. Og det kan kommunen ikke løse alene, det kræver et stærkt lokalsamfund.«

For Kaare Dybvad handler boligpolitik først og fremmest – og ganske enkelt – om at betragte boligen som et sted, hvor folk bor. Det kan lyde banalt, men for ham at se står det i modsætning til forrige regeringers måde at håndtere området, hvor man ifølge ham primært har set ejendomme som »et investeringsobjekt«.

Det understreges også ifølge Dybvad strukturelt. Eksempelvis er andelsboligkontoret flyttet over i hans ministerium. Det har ligget i Erhvervsministeriet siden 2001.

»I 2001 sagde man, at bolig handlede om markedet og regulering, og ikke om, at man skal føre en politik med nogle sociale ambitioner,« siger han.

»Men for mig er boligpolitik socialpolitik i den klassiske fortolkning, at den kan være med til at sikre alle lige muligheder.«

Plads til kontanthjælpsmodtageren

Som udgangspunkt er et blandet boligområde ifølge Kaare Dybvad et sted, hvor alle samfundslag er repræsenteret.

»Hvis du tager et område som Ørestad Nord, hvor vi er nu, så vil jeg sige, at det skal være sådan et område, hvor der helst skal være plads til alle de forskellige boligformer og typer af mennesker, som bor i vores samfund,« siger han.

– Du har talt meget om politibetjenten og sygeplejersken, som skal kunne blive i byen. Men hvad med kontanthjælpsmodtageren. De presses i stor stil ud af byerne. Skal de i fremtiden kunne bo i København, Aarhus og Odense?

»Ja. Det mener jeg, at de skal. Jeg mener, at folks muligheder for at komme tilbage i arbejde, hvis man er uden for arbejde, er væsentligt stærkere, hvis man er det sted, hvor man har et netværk.«

– Men så er Ørestad vel ikke løsningen for dem, for det er trods alt for dyrt?

»Det er rigtig nok, at de boliger, der er her, typisk er for store. Det, vi har opdaget, er, at vi også er nødt til at bygge mindre. Vi har allerede ændret det, sådan at det er billigere for kommunerne, når de bygger små lejligheder. Og det er jo i erkendelsen af, at der er for få af dem i hovedstadsområdet.«

Men der er også andre problemer end mangel på boliger, når det kommer til at sikre de laveste indkomstgruppers muligheder for at bo i hovedstaden. Her kommer de udenlandske kapitalfonde, der opkøber gamle lejeejendomme og sætter huspriserne op efter renovering, også ind i billedet.

»Det er der, man kan fastholde boliger til folk, der har meget lav indkomst. Dem, der bor i de byggerier, som Blackstone og andre kapitalfonde prøver at sætte huslejen op på, er typisk folk med en husstandsindkomst på mellem 300.000 og 500.000 – altså meget lave lønninger eller overførselsindkomst. Og det er i virkeligheden her, du har presset i Københavns Kommune.«

Derfor vil regeringen arbejde for at stoppe udenlandske investorers opkøb af billige lejeboliger.

Et andet værktøj, som skal sikre, at folk med almindelige og lave lønindkomster kan blive i byerne, er, at den nye regering vil gøre det muligt for kommunerne at stille krav om, at 33 procent af nybyggeriet skal være alment byggeri.

Ideerne er der altså, men virkeligheden viser, at det ikke er så let at få de billige boliger ind i storbyerne. For eksempel har Københavns Kommune allerede en målsætning om, at 25 procent af nybyggeriet skal være alment – men kan ikke leve op til den.

Samtidig betyder ghettopakken, som Socialdemokratiet var med til at stemme igennem sammen med den tidligere regering, at almene boliger i eksempelvis Mjølnerparken på Nørrebro bliver solgt til private, fordi der er et krav om at sænke andelen af almene familieboliger med 40 procent i de hårde ghettoer.

– Når du har en ambition om at sikre flere billige boliger i København, er det så ikke dumt at fastholde kravet om at nedbringe andelen af familieboliger i ghettoer?

»Boligselskabet i Mjølnerparken har mulighed for at tage de penge, de tjener, og bruge dem på at bygge nye almene boliger. Hvis man regner det hele sammen, så giver det mulighed for, at næste gang du har en lokalplan i for eksempel Nordhavn, der siger, hvilke almene boligorganisationer der kan bygge, så kan de bygge i de områder.«

»På den måde vil der komme nye almene boliger i et dyrere område, hvor mindrebemidlede kan flytte hen, mens et område som Nordvest med en høj andel af almene boliger får nogle private boliger. Det er netop den blanding, vi gerne vil have,« siger han.

Land og by

I 2015 udkom Kaare Dybvad med bogen Udkantsmyten, som handler om, at der hersker en myte i Danmark om, at alting er meget bedre i storbyen end i provinsen, og at der generelt er et for stort fokus på hovedstaden. I det lys er det paradoksalt, at Kaare Dybvads vigtigste ambition for boligområdet centrerer sig om København.

»Jeg forstår godt, hvis nogle kritiserer, at jeg taler om København, når jeg samtidig er fortaler for provinsen og mener, at den er blevet underkendt,« siger han.

»Men hvis man her i København ikke har plads til folk, der har sociale problemer af en eller anden art, så bliver konsekvensen jo, at man skubber dem ud, og så får vi på Sjælland og Lolland Falster en opdeling, hvor dem, der er velstående, bor i hovedstadsområdet, og dem, der er på overførselsindkomst, bliver skubbet til Lolland, Falster, Vestsjælland osv.«

Det er »jo reelt nok«, at Københavns Kommune i øjeblikket ikke har nogle boliger, de kan anvise folk til, fortsætter han.

»Det er på mange måder en succeshistorie, at vi på 25 år har genopbygget København fra at være en fattig, udslidt industriby. Men nu handler det om at sikre, at der bliver en social balance.«

Kaare Dybvad vil ikke sætte tal på, hvor mange flere almene og billige boliger, han vil have skaffet som minister.

»Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke ved, hvor mange nye boliger jeg kan få ud af de værktøjer, jeg har. Jeg kan give kommunerne incitament til at bygge, gøre lovgivningen nemmere for dem og påvirke den måde, vi disponerer penge i Landsbyggefonden. Men i sidste ende, hvis der er en kommune, der ikke vil bygge almene boliger, så kan jeg ikke gøre noget,« siger han.

– Dine støttepartier har godt kunnet sætte mål for eksempelvis studieboliger. Hvorfor kan du ikke det?

»Måske skal jeg sætte mål. Men jeg vil gerne vide, hvad jeg kan først. Lige nu har jeg ikke overblik over, hvilke værktøjer jeg har til at gøre det,« siger han.

Kaare Dybvad har gået rundt med Informations udsendte i Ørestad i cirka en halv time, inden han må hoppe ind i sin ministerbil. I denne tid har han fremvist postkasser med navne, der har en mellemøstlig klang, udpeget dyre og billige lejligheder og begejstret talt om det arkitekttegnede Tietgenkollegiet.

»Der kan være alle mulige æstetiske grunde til, at vi ikke kan lide det herude,« siger han.

»Men jeg vil gerne sige til dem, der læser Information, at Ørestad også er et eksempel på, at vi må putte nogle politiske ambitioner ind i vores byggeri. Og det gør vi bedst ved at gøre, som vi har gjort her. Det er faktisk et rimeligt blandet boligområde.«