Interview
Læsetid: 3 min.

Francesca Bria giver Barcelonas borgere magten over deres data tilbage

Hvis ikke borgerne har magten over deres data, bliver vi til digitale kolonier med techgiganter som koloniherrer, mener Barcelonas digitale kommissær. Hun har forsøgt at gøre Barcelona til en digital by på borgernes præmisser
»Data er en lige så kritisk infrastruktur i byen som vand, luft og energi. Vi bruger data til at træffe bedre politiske beslutninger, til at styre trafiklys, i sundhedssektoren og uddannelsessektoren, ja, til alle de centrale offentlige tjenester,« siger Barcelonas digitale kommissær, Francesca Bria.

»Data er en lige så kritisk infrastruktur i byen som vand, luft og energi. Vi bruger data til at træffe bedre politiske beslutninger, til at styre trafiklys, i sundhedssektoren og uddannelsessektoren, ja, til alle de centrale offentlige tjenester,« siger Barcelonas digitale kommissær, Francesca Bria.

Ditte Valente

Indland
7. september 2019

Når Francesca Bria går rundt på Techfestival i Kødbyen i København, bliver hun stoppet af folk, der vil tage selfies. »Dataenes Robin Hood« kalder innovationsmediet Siftet den 41-årige italiener, og det var også sådan, hun blev præsenteret, da hun fredag gik på scenen for at fortælle de fremmødte i Kødbyen om sin mission: At teknologi og data skal bruges demokratisk for borgernes bedste – og ikke for virksomhedernes.

Som Barcelonas hovedkommissær for digital udvikling, er Francesca Bria lykkedes med en række projekter, der udnytter teknologi og data til at udvikle deltagerdemokrati, bekæmpe korruption og regulere virksomheder som Airbnb og Uber.

Det begyndte i 2015, da Barcelona valgte den socialistiske borgmester Ada Colau, der samtidig blev byens første kvindelige borgmester. Indignados-bevægelsen havde længe protesteret over korruption i Spanien, og Colau stod i spidsen for den sociale boligbevægelse PAH.

Efter valget blev Francesca Bria ringet op af Colau, der havde fulgt hendes arbejde og delte visionen om i højere grad at lade teknologien tjene folket.

»Det lyder måske som en selvfølge, at teknologien er til for folks skyld. Men det er absolut ikke det, der foregår. Digital suverænitet betyder, at folk skal have magten over teknologien, og at vi som samfund skal definere retningen for den digitale udvikling,« siger Francesca Bria, da Information på cafeen H15 i Kødbyen, efter hun er blevet interviewet på scenen til Techfestival.

»Hvis ikke vi implementerer datasuverænitet, bliver de europæiske velfærdsstater til kolonier – digitale kolonier,« siger hun.

Og techgiganterne bliver vores koloniherrer:

»Så vil data blive ved med at blive med at blive behandlet som en vare.«

Regulerer tachgiganter

Bria ønsker, at borgerne får noget tilbage for den data, som de store selskaber indsamler om dem.

Da Barcelona senest skulle vælge ny teleudbyder, fik hun således indskrevet i en klausul i kontrakten, at al den data, som Vodafone, der vandt udbuddet, indsamler om Barcelonas borgere i dag, skal videregives til myndighederne i et format, som anonymiseres og siden offentliggøres.

»Vi vil have mest muligt ud af dataene, så vi kan forbedre offentlige tilbud. Men på samme tid vil vi respektere borgernes datarettigheder,« siger Francesca Bria, der også har taget livtag med Airbnb.

I Barcelona har udlejningstjenestens indtog betydet både huslejestigninger og stigninger i huspriserne. Men nu kræver Barcelona, at Airbnb overleverer sine data, så de kan bruges til at regulere platformens magt, fortæller Francesca Bria:

»Det er virkelig svært at regulere virksomheder som Airbnb, hvis man ikke ved, hvad platformen består af.«

’Vi bestemmer’

Francesca Bria insisterer på, at borgerne kan bruge deres data til deres fælles bedste.

Platformen Decidim, som betyder ’vi bestemmer’ på catalansk, er et forsøg på at bruge data til at styrke demokratiet. 400.000 indbyggere i Barcelona – udvalgt så de er repræsentative i alder, indkomst og så videre – bruger platformen til at fremsætte ideer til byens udvikling og tilkendegive deres holdninger og stemme om forslag. Nærmest som et onlineborgerting.

Til at dele deres data kan borgerne bruge Decode, et krypteret værktøj, der giver borgerne en personlig krypteringsnøgle til deres egne data. Med Decode kan en borger eksempelvis dele sin mobilitetsdata med byen for at bidrage til en forbedring af bus- og togplaner, men samtidig takke nej til at dele sine politiske holdninger.

»Data er en lige så kritisk infrastruktur i byen som vand, luft og energi. Vi bruger data til at træffe bedre politiske beslutninger, til at styre trafiklys, i sundhedssektoren og uddannelsessektoren, ja, til alle de centrale offentlige tjenester,« siger Francesca Bria.

Data kan ifølge Francesca Bria også bruges til at bekæmpe korruption. I Barcelona er lønninger i det offentlige og offentlige kontrakter offentliggjort på en åben portal, hvor datajournalister og alle andre borgere har mulighed for at kigge med.

Barcelona har også bygget en onlinestruktur til whistleblowers, der er baseret på TOR – en anonymiserende software, der skjuler onlinespor.

Ifølge Francesca Bria er det centralt, at den digitale udvikling starter i byerne.

»Byerne er der, hvor magten er tættest på borgerne, og byerne kan være vogterne for at den digitale udvikling bliver på borgernes præmisser.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Interessant. Hvis data bliver offentliggjort, kan de jo ikke bruges til at handle med.

Steen K Petersen, Bjarne Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Barcelona er sammen med Valencia de eneste større eller "relevante" byer, hvor den nye vestrefløj (men en vigtig præsens af Podemos, En Comu, Compromis, eller lignede ny venstre politiske grupper) er tilbage efter lokal valg i 2019. Uheldigvis den nødvendige lokal demokratiske udvikling og eksperimentering i Spanien er blevet meget begrænsede. Held og lykke fremover til Barcelona og Valencia!

Steen K Petersen, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar