Analyse
Læsetid: 4 min.

Ingen ved, hvor de har Jakob Ellemann-Jensen. Nu er han Venstres nye formand

Personligheder har trumfet interne stridigheder i Venstre. En apolitisk form for humoristisk optimisme er Venstres nye formand Jakob Ellemann-Jensens største styrke. Næsten demonstrativt har han undladt at komme med ideologiske udmeldinger, og partiets nyvalgte næstformand Inger Støjberg slår nu også på, at personlighed skal være Venstres nye x-faktor
Lørdag formiddag blev Jakob Ellemann-Jensen valgt til formand for Venstre, mens Inger Støjberg blev næstformand for partiet. Dermed satser ikke på at sælge sig selv på ny politik, men snarere på andre personligheder.

Lørdag formiddag blev Jakob Ellemann-Jensen valgt til formand for Venstre, mens Inger Støjberg blev næstformand for partiet. Dermed satser ikke på at sælge sig selv på ny politik, men snarere på andre personligheder.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Indland
21. september 2019

Hvis man ikke kan blive enige om det politiske indhold, kan man i stedet fokusere på det personlige udtryk: Med valget af Jakob Ellemann-Jensen som ny formand og Inger Støjberg som ny næstformand har Venstre fået en ledelse, som udadtil fremstår slagkraftig og medievant, men som indadtil dækker over dybe og uforløste spændinger.

Selv om hele topledelsen er blevet skiftet dramatisk og lynhurtigt ud, og det gamle ’formandsskab’ i form af tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og tidligere finansminister Kristian Jensen nu endegyldigt er skrottet, synes Venstre end ikke at være begyndt på det svære opgør om, hvordan den politiske linje skal lægges fremover.

Som et blankt lærred har Venstres medlemmer hver især kunnet projicere deres håb og forventninger op på silhuetten af deres nyvalgte formand, Jakob Ellemann-Jensen, som uden modkandidat blev valgt på partiets ekstraordinære landsmøde i Herning lørdag formiddag. Han talte ligefrem om, at Venstre nu bladrer om på en ny blank side, og han har gjort sig store anstrengelser for ikke at skuffe nogen, eller støde nogen som helst fra sig.

Ansigterne er nye og mere sorgløse, og med en opbakning på 73 pct. af stemmerne til Inger Støjberg over modkandidaten Ellen Trane Nørby er åbenlyse personopgør i andet geled også bremset i opløbet. Men sandheden er, at Jakob Ellemann-Jensen heller ikke har bekendt kulør endnu. Det er stadig uafklaret, om Venstre vil satse på at samarbejde tættest med enten Nye Borgerlige eller De Radikale.

Glad borgerlighed

Store dele af baglandet drømmer om en tilbagevenden til æraen, hvor Venstre var styret af tidligere partiformand – og ikoniske udenrigsminister – Uffe Ellemann-Jensen og havde en klar klassisk-liberal kurs. Mange andre forventer mere illusionsløst, at den yngre Ellemann-Jensen vil være tvunget til at fortsætte både Fogh og Løkkes velfærdsopportunistiske linje, hvor den økonomiske politik har ligget uadskilleligt tæt på Socialdemokratiet.

Sandheden er, at ingen ved, hvor de har Ellemann-Jensen. Problemerne risikerer at komme væltende, så snart han ikke længere kan lurepasse på Christiansborg, og han må træffe valg, som ikke får alle til at fnise. I sin valgtale nøjedes han foreløbigt med at sende et tilforladeligt og bredtfavnende budskab, der kan opsummeres i sætningen: »Vi skal have en bred og glad borgerlighed, der ikke bliver vrissen eller vrængende.«

Med slet skjult reference til USA’s tidligere præsident Ronald Reagan, forsøgte 45-årige Jakob Ellemann-Jensen at pumpe en optimistisk stemning af en ny begyndelse op i Messecenter Herning – og missionen lykkedes.

Jakob Ellemann-Jensen opfattes som en charmende og heldig type, der ikke er så politisk, at der gør noget. Han appellerer til en stor vælgergruppe, der ikke er videre optagede af ideologi, teknik og finanslove, men som snarere fænges af kækhed, sjove bemærkninger og kendis-faktor. Og som søn af tidligere Venstre-udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har den nye partiformand hele pakken.

Han har en iøjnefaldende x-faktor, der kan minde om populære skuespillere eller joviale tv-værter, og Jakob Ellemann-Jensen og resten af Venstre kan derfor gøre sig forhåbninger om, at han vil kunne flytte stemmer blandt de stadig flere vælgere, som mest følger med i politik som et underholdningsshow.

Støjen fra Støjberg

Valget af næstformand 46-årige Inger Støjberg rummer til gengæld mere kant og potentiale til nye kontroverser. Opsigtsvækkende nok valgte de 577 delegerede, som stemte på den tidligere integrations- og udlændingeminister, helt åbent at ignorere, at hun i de kommende år risikerer at blive trukket gennem en kompromitterende undersøgelseskommission, der skal undersøge hendes ansvar for den ulovlige instruks om adskillelse af unge asylpar og den efterfølgende vildledning af både Ombudsmanden og Folketinget.

Det overvældende flertal på Venstres ekstraordinære landsmøde var højlydt ligeglade med anklagerne om hendes mulige lovbrud, som hun da også selv har pure afvist. Baglandet valgte således at bakke fuldtonet op bag Inger Støjbergs brutale kurs i asylpolitikken, og umiddelbart tager Venstre dermed et ryk til højre.

Skiftet på næstformandsposten fra den købmandsliberale Kristian Jensen, der var og er oprigtigt optagede af FN’s verdensmål, over til værdikrigeren Inger Støjberg, der med et fingertryk om frikadeller kan skabe mere virak på sociale medier end alle andre danske politikere tilsammen, er et omgængeligt udtryk for, at Venstre er gledet længere ud mod højrefløjen.

De seneste ugers opgør i Venstre har dog samtidig afklaret, at næstformanden ikke længere vil have nogen realpolitisk magt. Inger Støjberg har accepteret at spille andenviolin for Jakob Ellemann-Jensen, og han har klart markeret, at det nu er ham, der bestemmer. I sin tale betonede Inger Støjberg da også selv en anden faktor, som for hende er altafgørende for Venstres succes, og som nok også forklarer hendes egen klare sejr, nemlig x-faktoren.

Inger Støjberg indkapslede attituden i det nye Venstre, da hun i sin tale slog på, at politik handler om temperament: »Man skal passe på med at pille personlighederne ud af hinanden,« sagde Støjberg og fik dermed bundet sløjfe på flere ugers formandsopgør. Venstre satser ikke på at sælge sig selv på ny politik, men snarere på personlighed.

Udstråling, karisma og humoristisk optimisme er den – nu ikke længere så hemmelige – opskrift, som Venstres nye ledelse vil forsøge at bruge i kampen om midtervælgerne og for at genvinde regeringsmagten.

Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Med hans invitation til DF, de Konservative og Ny Borgerlige om samarbejde har Jacob Ellemann markeret sig som tilhænger af fremmedhadet og de national konservative strømninger i samfundet. Han kalder et samarbejde hen over midten for Nordkorea, så han tilhører de mange oppertunistiske konservativt orienterede modstandere af forandringer.

Peter Beck-Lauritzen, Susanne Kaspersen, Carsten Wienholtz, Ole Frank, Bent Gregersen, Hans Larsen, Benta Victoria Gunnlögsson, Torben Skov, Mogens Holme, Anker Heegaard og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar

Ja racisme og familie klan politik synes at tegne det aktuelle Venstre. Valget af Inge Støjbjerg som næstformand bryder med hele det historiske Venstre. Velbekomme!

Lis djørup, Peter Beck-Lauritzen, Torben Bruhn Andersen, Susanne Kaspersen, Ole Frank, Elisabeth From, Hans Larsen, Benta Victoria Gunnlögsson, Flemming Berger, Helle Walther, Anders Reinholdt og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar

At Jacob Ellemann Jensen i sin første tale som formand for Venstre, sammenligner Nordkorea med Socialdemokratiet er måske en morsomhed, der kan bruges til en julefrokost .... ikke på et ekstraordinært landsmøde. Det virker ikke befriende morsomt .... bare dumt.
På den måde, er Venstres nye formand måske nok blevet populær i Venstre, men han er i mine øjne gået på snuden i den første snubletråd, som han møder på en lang vej.

Peter Gløde, Lis djørup, Peter Beck-Lauritzen, Torben Bruhn Andersen, Jesper Sano Højdal, Susanne Kaspersen, Carsten Wienholtz, Tom Andreæ, Ole Frank, Benta Victoria Gunnlögsson, Holger Madsen, Torben Skov, Helle Walther og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

Jeg blev skuffet, overskrifter klicheer og dumsmarte kommentarer.

Uden racisterne ingen borgerlig regering. Det var hvad Løkke sagde nej til, ved udsigten til at skulle regere på Paludans og Pernille Vermunds nåde. Det var Venstre så ikke med på. Så fremtidens borgerlighed vil bygge på racisme og nazisme. Disse ismer mener jeg så altid har været indbygget i borgerligheden og kapitalismen. Så herfra ses ingen overraskelser og Elleman+Støjberg passer fint ind i rammen.

Helle Brøcker, Torben Bruhn Andersen, Susanne Kaspersen, Ole Frank, Elisabeth From, Hanne Utoft og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Informations stadige henvisning til Venstres indre ubalance uden yderligere uddybning af denne påstand kunne formuleres på baggrund i ”blå bloks” ideologiske arvegods som er kendetegnet ved en ikke-materialistisk forestillinger De gamle slagere Gud, Konge og Fædreland er alle uden materiel substans modsat en venstreorienteret materialistisk filosofi. Det betyder at der er frihed til at fremkomme med politiske mål som alle har arvet disse mangler. Så er vejen åben for legal udveksling af ”politiske” sætninger der kan diskuteres i det uendelige. Det forestiller politik, men anvendes kun som magtkonsolidering. Man kan frit danne fraktioner vel vidende at det blot er facade. Adoptionen af liberalisme og dermed kapitalisme hviler på samme ejendommelighed.
Valget af næstformanden har fundet sted uanset udfaldet af en evt. rigsretssag der nu af regeringer søges etableret. Det er resultater af en ikke-materialistisk baseret fejlvurdering. ”Materialistisk” indeholder en respekt for videnskabelige indvindinger, uanset at disse er åbne for falsificering.
Det nærliggende eksempel er den umanerlige træge udvikling af den nu etablerede klimapolitik, hvor ”blå blok” i årtier snorksov og smilte affabelt.

Det nye makkerpar må nok forvente at fokus er på hvert ord der siges, og de skal bedømmes, når der er gået lidt tid. Er det 100 dage som er normen. Men jeg synes, JEJ taler til tilhørerne som var de et kompagni soldater, og han sergenten, eller kaptajnen. Og ro på kommer der ikke, her og nu, uanset den gode stemning lørdag, der er poster der skal fordeles, nogen skuffes, og Løkke lurer i baggrunden.