Læsetid: 4 min.

Myndighederne vil udsende 80-årig, ’totalt hjælpeløs’ kvinde til Sri Lanka

Selv om Mary Mangalaraja ifølge lægeerklæringer er en ’totalt hjælpeløs’ 80-årig kvinde, der bor hos sin datter i Randers og skal have hjælp til alt, har myndighederne givet afslag på humanitært ophold
80-årige Mary Mangalaraja bor i Randers og er dybt afhængig af hjælp fra sin datter. Alligevel afviser myndighederne at give hende humanitært ophold.

80-årige Mary Mangalaraja bor i Randers og er dybt afhængig af hjælp fra sin datter. Alligevel afviser myndighederne at give hende humanitært ophold.

Anders Rye Skjoldjensen

18. september 2019

»Mentalt er hun svækket, kan ikke altid huske, hvad der foregår, har ikke mulighed for at styre sin egen medicinering. Tilstanden er alt i alt svært forværret igennem det sidste års tid, og patienten må betragtes som totalt hjælpeløs.«

Sådan var situationen for den nu 80-årige Mary Mangalaraja, da en læge i Randers i foråret 2018 beskrev den ældre kvindes tilstand.

En anden læge skrev i en erklæring fra marts 2019, at den ældre kvinde fortsat var »psykisk og fysisk totalt hjælpeløs« og »fuldstændig afhængig af hjælp til selv basale ting«.

Alligevel har Udlændinge- og Integrationsministeriet for nylig afvist at give humanitær opholdstilladelse til Mary Mangalaraja, der siden sin ankomst til Danmark i 2010 har boet i en seng hos sin datter i Randers.

Det sker med den begrundelse, at der ikke er fremkommet »nye og væsentlige oplysninger« om kvindens situation, siden myndighederne sidste gang gav afslag. Som Information tidligere har beskrevet, har myndighederne i 2011, 2013, 2014 og 2017 afvist at give humanitær opholdstilladelse, fordi de ikke har ment, at kvinden led af »en sådan alvorlig sygdom, som efter ministeriets praksis kan begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse«.

At kvinden lider af ikke-insulinkrævende sukkersyge, svær slidgigt i specielt knæ og ryg, slidgigt i hofterne, udtalt knogleskørhed, kroniske smerter, kronisk hoste, forhøjet blodtryk, dårligt blodomløb i begge ben, depression, kronisk diarré og mavesmerter er ifølge ministeriets nye afgørelse ikke sådanne »alvorlige sygdomme«, der efter ministeriets praksis kan føre til en humanitær opholdstilladelse.

Kvindens mange forskellige sygdomme kalder ministeriet for »almindelige aldersbetingede lidelser«, og derfor fastsatte ministeriet en frist på 15 dage for den ældre kvinde til at udrejse af landet. De henviser til, at der efter de for ministeriet foreliggende oplysninger findes passende pleje og plejehjemsfaciliteter i Sri Lanka, og at det offentlige sundhedssystem er gratis for srilankanske statsborgere. Fristen er udløbet, men kvinden er fortsat hos sin datter.

Vil ikke kunne betale for medicin

Advokat Bjarne Overmark har på vegne af kvinden henvist til den såkaldte Paposhvili-dom, som blev afsagt af Den Europæiske Menneskeretsdomstol i december 2016. Den pålægger bl.a. myndighederne ikke blot at undersøge, om der er generel adgang til den nødvendige medicin og behandling, hvis en alvorligt syg udsendes til sit hjemland. Hvis der rejses tvivl herom, skal myndighederne ifølge dommen nemlig også foretage en nøjere undersøgelse af, om der reelt er adgang til den nødvendige behandling, herunder prisen på behandlingen, den geografiske afstand til behandlingen samt mulighederne for at få hjælp til alvorligt syge fra familie og netværk.

Mary Mangalaraja er helt uden familie og slægtninge i Sri Lanka, og ifølge datteren vil hun være helt uden midler, hvis hun kommer tilbage til Sri Lanka.

»Min mor vil ikke få nogen pension. Hun vil derfor ikke have noget at leve for, og hun vil heller ikke have mulighed for at betale for sin medicin, sine bleer eller et plejehjem,« siger datteren, Issabel Jeyakumar. Hun har haft dansk statsborgerskab siden 1998.

Hun peger på, at hendes mors situation kræver en meget speciel pleje, fordi moren ingenting kan.

»Hun kan set ikke gå, hun kan ikke tage et skridt uden støtte. Hun skal have en særlig rollator, og hun kan ikke selv lave mad eller gå på toilettet. Og hvis hun kom på et plejehjem i Sri Lanka, så skal der betales under bordet, hvis hun skulle have sådan en pleje. Og det har hun slet ikke mulighed for.«

Ifølge den seneste lægeerklæring behandles Mary Mangalaraja med syv forskellige slags medicin. Men til trods for Paposhvilidommen har ministeriet slet ikke undersøgt, hvad tilsvarende medicin koster i Sri Lanka – og om den ældre kvinde vil have reel økonomisk mulighed for at skaffe sig den nødvendige medicin.

Forklaringen er, at ministeriet slet ikke mener, at dommen har relevans for Mary Mangalarajas situation. Ifølge ministeriet lider den ældre kvinde nemlig ikke af sådanne alvorlige sygdomme, som er omfattet af dommen.

Det kan advokat Bjarne Overmark ikke forstå.

»Det kan kun være jurister hos de danske udlændingemyndigheder, som ikke mener, at en 80-årig tamilsk dame, som er fuldstændig afhængig af andres hjælp til alt – og i øvrigt uden midler til at betale for hjælp 24 timer i døgnet – opfylder betingelserne for at få humanitært ophold hos sin herboende voksne datter, som allerede har passet sin på enhver måde hjælpeløse mor i sit eget hjem i årevis,« siger han og tilføjer:

»Forhåbentlig vil den nyvalgte ansvarlige minister gribe ind over for dette klokkeklare tilfælde af mangel på realitetssans og fejlskøn.«

Støtte fra politikere

Michael Aastrup Jensen, der er valgt til Folketinget for Venstre i Østjyllands storkreds, har tidligere udtalt til DR Østjylland, hvad han mener ville være det rigtige at gøre ved den ældre kvindes situation:

»Personligt mener jeg, at sådan en person selvfølgelig skal have mulighed for at få hjælp her i Danmark.«

Det nyvalgte socialdemokratiske folketingsmedlem fra Randers, Malte Larsen, har samme mening:

»Umiddelbart mener jeg, at den ældre kvinde skulle have lov til at blive i Danmark,« siger han.

Charlotte Broman Mølbæk er nyvalgt folketingsmedlem for SF i Randers.

»Det er den her type sager, der har fået SF til at gå til valg på mere hjerte i flygtningepolitikken. For det er jo en total hjerteløs afgørelse, der også virker fuldstændig ulogisk. Det er grotesk, at man vil sende en 80-årig hjem til et land, hvor hun ingen familie eller økonomiske midler har, med den tilstand hun er i,« siger hun og fortsætter:

»Danmark bør, som et af verdens rigeste lande, tage mere internationalt ansvar og stoppe med at gå i så små sko. Selvfølgelig har vi plads til Mary på 80, som burde få nogle værdifulde sidste tider af sit liv her hos sin familie. Det her er uværdigt og pinligt! Derfor vil jeg rejse sagen over for den nye minister i håbet om mere medmenneskelig behandling.«

Hverken Udlændinge- og Integrationsministeriet eller ministeren Mattias Tesfaye ønsker at kommentere en personsag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Christian Mondrup
  • Bent Gregersen
  • Gert Romme
  • Carsten Munk
  • Anker Heegaard
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Tommy Clausen
  • Lillian Larsen
  • Torben Lindegaard
  • Troels Ken Pedersen
Eva Schwanenflügel, Christian Mondrup, Bent Gregersen, Gert Romme, Carsten Munk, Anker Heegaard, Bjarne Bisgaard Jensen, Tommy Clausen, Lillian Larsen, Torben Lindegaard og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er tale om inkompetence i et offentligt system, der tror, at man kan klare alt med juridiske formaliteter, men hvor man i stedet for kun kan lade afgørelser træffe på baggrund af eksperters udsagn og konkrete forhold i virkeligheden.
Det gælder ikke kun her, det gælder overalt. Fyr cand. scient. soc.'er og ansæt folk med faglig indsigt.

Karsten Aaen, Flemming Berger, Elisabeth Andersen, Bent Gregersen, Torben Bruhn Andersen og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Man tror jo ikke sine egne øjne, når dette læses. Mette frederiksen og co - dette affald fra forrige regering? kan I ikke have siddende på jer.

Eva Schwanenflügel, Tonny Helleskov, Karsten Lundsby, Karsten Aaen, Lillian Larsen, Elisabeth Andersen, Knud Chr. Pedersen, Elise Berg, Bent Gregersen, Helene Kristensen, Torben Bruhn Andersen, Gert Romme, Birte Pedersen og Carsten Munk anbefalede denne kommentar

Forhåbentlig er der ikke nogle politifolk der vil medvirke til den slags.

Hanne Ribens, Karsten Aaen, Elisabeth Andersen, Elise Berg og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Charlotte Mortensen

Jeg bliver både trist og flov over, at det et eneste minut kan have været på tale, at denne aldrende dame ikke skulle forblive sin sidste tid hos sin familie, som kan give hende den fornødne omsorg!!!
Danskernes velfærd lider stor skade ved denne urimeligt naive og inhumane system tænkning ...

Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Hanne Ribens, Karsten Aaen og Elisabeth Andersen anbefalede denne kommentar
Niels Johannesen

# Tommy Clausen

"Typisk for disse djøffer......"

Jeg er sikker på at du regner dig selv for en oplyst og fordomsfri person - det gør de fleste af informations læsere - en person der ikke generaliserer og aldrig kunne finde på at argumentere med et "typisk for muslimer", "typisk for kvinder", "typisk for handicappede".

Men af en eller grund er udsagnet "typisk for djøffer" noget andet - selvom jeg ikke helt forstår hvorfor? Måske du kan hjælpe?