Også Sass Larsen har ret til frit jobvalg – så langt som hans selvrespekt tillader

Viden om syder forargelse over, at Socialdemokratiets tidligere chefindpisker Henrik Sass Larsen tager imod et job som cheflobbyist for storkapitalen.

Allerede i august lagde organisationen DVCA et stillingsopslag ud. Her præsenterer den sig som »Brancheforeningen for venture- og kapitalfonde samt business angels – dækker hele økosystemet af aktive ejere, der med risikovillig kapital investerer i danske og udenlandske virksomheder.«

Opslaget efterlyser en ansøger »med veludviklet politisk sans«, evne til at finde »fællesnævnere mellem organisationens medlemmer og den politiske agenda på Christiansborg«.

Samt: »Et stærkt netværksgen og personlig gennemslagskraft.«

Jamen, så er Sass da den rette. Tilmed kender Sass alle argumenter mod kapitalfonde. Dem har Sass brugt hele sit voksne liv på at fremføre.

Hvad angår »netvæksgen«, så er kvalifikationen nok ikke så meget Sass Larsens kontakter i Køges rockermiljø som hans nære forhold til alle ministre i den socialdemokratiske regering plus øvrige magtspillere på Christiansborg.

Andre har også

Midt i forargelsen skal man huske, at talrige ministre har taget deres netværk med over til private foretagender. Tidligere S-statsminister Thorning-Schmidt gik til Red Barnet. Tidligere S-justitsminister Karen Hækkerup gik til landbrugslobbyens ’Landbrug og fødevarer’. Den konservative erhvervsminister Brian Mikkelsen susede i 2018 over i en stilling som direktør i arbejdsgiverforeningen Dansk Erhverv. Om disse skift gælder, at vurderingen af respektabiliteten må afhænge af ens personlige vurdering af politikeren og af organisationen.

Mere usynlig for offentligheden er embedsmænds vandring fra offentlig tjeneste til privat. Den er massiv og foregår dagligt.

Og her skal jeg tilstå, at den vandring har jeg selv foretaget. I 1984 var jeg fuldmægtig i Miljøministeriet og ansat i dets departement, hvor jeg var med til at rådgive ministeren. Derfra gik jeg over til en stilling i den private organisation Danmarks Naturfredningsforening.

Mine nye arbejdsgivere udtrykte deres forventning om, at jeg ville opretholde kontakter til mine tidligere kolleger i Miljøministeriet. Og det viste sig gørligt i et omfang, som jeg ikke havde forventet. Selv gamle kolleger, der havde betragtet mig med skepsis, anså mig nu for en værdifuld forbundsfælle.

Helt op i ministeriets allerøverste lag gav gode mennesker sig til at forsyne mig med beregninger og politikvurderinger, som ikke alene lettede naturfredningsforeningens arbejde, men som også kunne sives videre til natur- og miljøvenner på Christiansborg. Alt sammen i den gode sags tjeneste, selvfølgelig.

Sådan er det. Og som det fremgår af det stillingsopslag, som endte med at hverve Sass Larsen, er det noget tilsvarende, Sass forventes at bedrive i sit nye job.

Man kan ønske karensperioder, hvor indehavere af offentlige hverv ikke kan springe over til ’modparter’. Men de bør i givet fald kun indføres for ministre og de øverste topembedsmænd. Vi lever trods alt i et frit land, hvor folk kan søge de job, de har lyst til. Og medbringe de kontakter, de har.

Selvrespekten

Hvilke job man tager imod, må afhænge af, hvad ens selvrespekt tillader. Og her har Sass Larsen altså ingen anfægtelser haft. Hvad det siger om ham og hans partikultur, er det op til smag og behag at vurdere.

At jeg her udviser en sådan rummelighed over for Sass Larsen, må forsikre Sass om, at jeg ikke bærer nag. Og det endda på trods af, at Sass har givet mig en gevaldig sviner. Efter jeg i 2017 her i Information havde kritiseret hans partis skrabud for Dansk Folkeparti, svarede Sass i et læserbrev:

»Socialdemokratiet tager ansvar, sådan som vi altid har gjort. Og som altid vil der stå en Rehling og svine os til undervejs. Men for at citere en god gammel landstræner: ’Der ryger jo ikke et blad af et solidt bøgetræ, fordi der står et svin og gnubber sig op ad det.’«

Jamen altså. Tænk, hvilke gevækster Sass Larsen i sit nye job skal stå og gnubbe sig opad.