Læsetid: 6 min.

På asylcentrene kan ingen genkende Støjbergs forklaring: »Der var ingen undtagelser«

Medarbejdere på landets asylcentre fortæller, at de ikke fik besked om muligheden for undtagelser til Inger Støjbergs ulovlige instruks om adskillelse af asylpar. »Støjbergs forklaring blafrer i vinden,« vurderer professor
En rundspørge på landets asylcentre tegner et helt anderledes billede af, hvad der skete i tiden efter Inger Støjbergs (V) ulovlige instruks om adskillelse af asylpar, end den forhenværende udlændinge- og integrationsministers egen forklaring

En rundspørge på landets asylcentre tegner et helt anderledes billede af, hvad der skete i tiden efter Inger Støjbergs (V) ulovlige instruks om adskillelse af asylpar, end den forhenværende udlændinge- og integrationsministers egen forklaring

Stine Bidstrup

21. september 2019

En rundspørge blandt nuværende og forhenværende medarbejdere på landets asylcentre tegner et helt anderledes billede af, hvad der skete i tiden efter Inger Støjbergs (V) ulovlige instruks om adskillelse af asylpar, end den forhenværende udlændinge- og integrationsministers egen forklaring.

Ombudsmanden har slået fast, at den instruks, som Inger Støjberg udsendte den 10. februar 2016, var ulovlig. Det skyldes, at den lagde op til en undtagelsesfri adskillelse af asylpar, hvor den ene part var under 18, selv om »gældende regler kræver individuel vurdering af den enkelte familie«.

Hertil har Inger Støjberg forklaret, at det samme dag som udsendelsen af instruksen mundtligt blev gjort klart af hendes ministerium over for Udlændingestyrelsen, at der i nogle tilfælde skulle gøres undtagelser til instruksen. Som Ombudsmanden har påpeget, er der imidlertid ingen dokumentation for den forklaring.

Tværtimod er der ved flere lejligheder blevet fremlagt dokumentation, som ifølge kritikere og eksperter peger i en anden retning end forklaringen fra den forhenværende minister, der i denne weekend stiller op som næstformandskandidat for Venstre ved partiets ekstraordinære landsmøde.

Udlændingestyrelsen satte de såkaldte operatører af landets asylcentre til at forestå den praktiske adskillelse af asylparrene. Men selv om styrelsen ifølge Inger Støjberg skulle have fået besked om muligheden for undtagelser til instruksen, fortæller syv tidligere eller nuværende ansatte nu samstemmende til Information, at der på ingen måde blev givet en sådan besked videre til dem.

Som Jannie Staal, der dengang arbejdede på et asylcenter i Nyborg, siger: »Der var ingen undtagelser. Det husker jeg klokkeklart.«

Erik Blume Jepsen, der i 2016 arbejdede som centerchef på Center Hviding syd for Ribe, erindrer heller ikke noget om mulige undtagelser.

»Nej, det mener jeg overhovedet ikke, at der var. Jeg husker kun det modsatte, nemlig at der ikke var noget at rafle om,« siger han.

Støjbergs forklaring ’blafrer’

På baggrund af Informations rundspørge siger professor i forfatningsret på Københavns Universitet Jens Elo Rytter: »Inger Støjbergs forklaring blafrer i vinden, og der er ikke noget, der understøtter, at Udlændingestyrelsen skulle have fået en mundtlig tilkendegivelse om, at der kunne gøres undtagelser. Med udtalelserne fra de ansatte på asylcentrene er der derimod endnu mere, der modsiger den. Det er både skriftlige udsagn fra embedsværket og nu også udtalelser fra nogle af de ansatte på centrene.«

Professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet Michael Gøtze undrer sig også over, at der ikke skulle være »drysset noget til operatørerne«, hvis det var sandt, at Udlændingestyrelsen helt fra begyndelsen havde fået besked om muligheden for undtagelser i forhold til instruksen om at adskille samtlige unge par. »Selv om operatørerne er længere væk fra ministeriet, så bekræfter deres udtalelser det billede af sagen, som tidligere er kommet frem, nemlig at instruksen var meget kategorisk, og at det var den, der skulle administreres efter,« siger han.

Oplysningerne fra de ansatte på asylcentrene stemmer overens med en PowerPoint-præsentation, som Udlændingestyrelsen fremlagde på et møde med operatørerne af landets asylcentre den 23. februar 2016, 13 dage efter udstedelsen af den ulovlige ordre. Som Information tidligere har beskrevet, gennemgik medarbejdere fra Udlændingestyrelsen i præsentationen, hvad der skulle ske med asylparrene. Og her blev der ikke lagt op til undtagelser. Tværtimod stod der i et af ni punkter: »Fremover må ingen mindreårige under 18 indkvarteres sammen med en myndig ægtefælle/samlever«, mens der i et andet punkt eksplicit stod: »Ingen undtagelser – heller ikke hvor der er fællesbørn«.

Måtte parere ordre

Jannie Staal bliver stadig utilpas, når hun tænker tilbage på dengang i foråret 2016, hvor hun med politiets hjælp skulle skille et ungt asylpar ad. Kvinden var 17 år, og manden var i begyndelsen af 20’erne. De var begge »dybt forelskede«.

»De ville ikke have nogen andre i verden end hinanden,« fortæller hun.

Det unge par i Nyborg måtte som flere andre par adskilles med politiet hjælp. Parret havde låst sig inde på værelset, og da politiet brød døren op, truede manden med at stikke sig selv med en kniv.

»Pigen reagerede meget voldsomt og fik et angstanfald. Hun ville bare ikke skilles,« siger Jannie Staal og tilføjer, at det var en voldsom periode, og at der var mange frustrationer hos personalet.

Sådan husker Helle Kortsen også det forår. Hun var leder af et asylcenter i Fredericia, og heller ikke der hørte de om muligheder for undtagelser.

»Det kan jeg sige med fuldstændig sikkerhed, for det var noget af det, der var forfærdeligt,« siger Helle Kortsen i dag. Og som hun tilføjer:

»Der var ikke noget at gøre. Vi måtte parere ordre.«

Også i Thisted Kommune blev Støjbergs pressemeddelelse diskuteret blandt de ansatte. Uafhængigt af hinanden fortæller flere medarbejdere, at frustrationerne over beslutningen fyldte i hverdagen.

»Vi snakkede rigtig meget om, at der burde være undtagelser, hvis der var børn. Men jeg husker ikke, at det blev kommunikeret, at der kunne være undtagelser. Tværtimod talte vi om, at tingene blev hårdere og hårdere,« siger Inge Larsen, der dengang var ansvarlig for den sociale indsats i forhold til asylansøgerne i kommunen.

Heller ikke hendes tidligere kollega, Lars Enevold Andersen, husker noget om undtagelser.

»Vi talte mest om de menneskelige omkostninger, for vi skulle jo forklare parrene, hvad der skulle ske. De fattede ikke en dyt, og det gjorde vi heller ikke. Hvis der havde været undtagelser, så havde vi reageret på det, men det mindes jeg ikke,« siger han.

’Stramt og firkantet’

Kvinderne i de unge par er af Inger Støjberg konsekvent blevet omtalt som »barnebrude«. Når ministeren i samråd i Folketinget og af medier er blevet forelagt kritik af sin pressemeddelelse, har hun svaret igen med henvisning til netop de unge piger og deres krav på ikke at blive udnyttet af ældre mænd. Men det billede kan flere af operatørerne ikke genkende.

»Vi kendte jo parrene, og det var harmoniske forhold. Vi oplevede ikke noget med, at kvinden gik 30 meter bag manden,« siger Lars Enevold Andersen.

På et familiecenter i Randers var Per Lund dengang leder. Her boede et ungt par med et barn, og man havde netop besluttet, at familien sammen skulle flyttes til Frederikshavn. Her kunne de få støtte og hjælp fra den øvrige del af deres familie. Men ikke længe efter deres ankomst til Frederikshavn fik de beskeden om, at også de skulle adskilles. Pigen blev flyttet til et børnecenter, mens manden skulle bo på et asylcenter 15 kilometer væk fra hende. Heller ikke Per Lund husker, at der kunne have været undtagelser.

»Vi var alle sammen frustrerede over det. Vi havde en pige på 18 år, som var gift med en 55-årig. Men hun var jo myndig. Imens havde vi det her velfungerende par, hvor kvinden var 17 år, og manden var 19. Og de blev skilt i Frederikshavn. Det var helt vanvittigt,« siger Per Lund i dag.

En lignende erindring har Carsten Bruhn-Lauritsen, der var centermedarbejder på Center Aaløkke i Sønderjylland.

»Det var meget stramt og firkantet: Var det mindreårige eller ikkemindreårige? Der var ikke noget med, at man kunne gå ind og vurdere. Det erindrer jeg overhovedet ikke,« forklarer han.

Inger Støjberg har ikke ønsket at kommentere udtalelserne fra de ansatte på asylcentrene, men skriver i en mail:

»Jeg har efterhånden opgivet at overbevise Dagbladet Information og resten af venstrefløjen i forhold til de konspirationsteorier, der trives om barnebrudssagen. Jeg kan blot igen fastslå fakta i sagen. Der har ikke været en undtagelsesfri praksis, der var et antal par, der ikke blev adskilt og jeg blev løbende orienteret om status i de enkelte sager, herunder de sager, hvor der ikke skete adskillelse, fordi spørgsmålet om barnebrude lå mig meget på sinde.«

En intern mailkorrespondance fra Udlændingestyrelsen rejser endnu engang spørgsmål om forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs forklaring i sagen om den ulovlige adskillelse af asylpar
Læs også
En mail, som kom frem i Dagbladet Information, dementerer Inger Støjbergs (V) forklaring til Folketinget.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
  • Alvin Jensen
  • Tom Andreæ
  • Katrine Damm
  • Tommy Clausen
  • Flemming Berger
  • Morten Wieth
  • Eva Schwanenflügel
  • Lillian Larsen
  • Anker Heegaard
  • Hans Larsen
  • Troels Ken Pedersen
  • Carsten Mortensen
  • Dorte Sørensen
Christian Mondrup, Alvin Jensen, Tom Andreæ, Katrine Damm, Tommy Clausen, Flemming Berger, Morten Wieth, Eva Schwanenflügel, Lillian Larsen, Anker Heegaard, Hans Larsen, Troels Ken Pedersen, Carsten Mortensen og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Det er fint, og godt for ligestillingen, at Danmark ikke accepterer barnebrude. Der er tilsyneladende truffet nogle dårlige be slutninger om par hvor de begge er meget unge, men denne undersøgelseskommision er ude af proportioner.

Troels Ken Pedersen

Støjberg er en løgnagtig løgner som lyver, og som med overlæg har overtrådt loven.

Johanna Haas, Alvin Jensen, Tommy Clausen, Torben Bruhn Andersen, Flemming Berger, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Ole Frank, Per Klüver, Anker Heegaard, John Andersen, Erik Winberg, Carsten Wienholtz og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Er en ung pige på 17 år et barn og en ung mand først i 20’erne en gammel svinsk mand?
Hvorfor køre videre med Støjbergs historie , at det er en kamp mod barnebrude?

Det er ret komisk, at Støjberg er lige så god til at spille offerrollen som Kjærsgaard og samtidig ved hver given lejlighed kritiserer andre for at komme med offerkortet.

Men det alvorligste i sagen er at "vi" ikke kan stole på mange politikere og der af minister gives ulovlige instrukser, giver Folketinget ukorrekte oplysninger, osv..... Gælder landes love ikke for minister?

Johanna Haas, Jane Jensen, Alvin Jensen, Katrine Damm, Arne Lund, Tommy Clausen, Torben Bruhn Andersen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Torben Ethelfeld, Pia Nielsen, Steen K Petersen, Hans Larsen, Lillian Larsen, Per Klüver, Bjarne Bisgaard Jensen, Hannah Werk, P.G. Olsen, Tue Romanow, Anker Heegaard, Troels Ken Pedersen, Rikke Nielsen, John Andersen, Ib Gram-Jensen, Carsten Wienholtz og Kirsten Lindemark anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Uanset hvad vi og Inger Støjberg mener om barnebrude, så kommer de her mennesker med en anden kultur og en anden moral og kan ikke nødvendigvis bruge vores mening til ret meget i situationen. Og hvis de har et retskrav på ikke at blive skilt fra hinanden, så er det jo det de har. I det omfang Inger Støjberg er utilfreds med lovens bogstav, må hun jo som politiker arbejde for at lave den om. Men selvfølgelig er det da brandærgerligt, at man ikke bare notorisk kan skille de unge mennesker ad, hvis man synes det er det eneste rigtige at gøre.

Torben Lindegaard

@Henrik Brøndum

Det er helt fint at få afdækket Inger Støjbergs løgne & barnebrude-spin.

Inger Støjbergs skøre idéer medførte modbydelige overgreb på unge familier med børn.

Johanna Haas, Alvin Jensen, Katrine Damm, Tommy Clausen, Torben Bruhn Andersen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Pia Nielsen, Hans Larsen, Lillian Larsen, Per Klüver, Anker Heegaard, Rikke Nielsen, John Andersen, Carsten Wienholtz og Kirsten Lindemark anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

@Torben Lindegaard

“Modbydelige overgreb” ... lad os se hvilke erstatningsbeløb der evt. fremkommer ved domstolene. Hvis man vil bruge grovfilen mod en politisk modstander, så vælg da en sag med substans. Gå efter Løkkes korruptionssager f.eks., det skader Danmarks omdømme at landet har haft en korrupt statsminister. At nogle få unge par er blevet adskilt, medens tusinder frivilligt har sendt manden i forvejen for at få asyl, og dermed ladet sig adskille, er ikke væsentligt, men udtrykker blot venstrefløjens evige had og misundelse overfor personer med penge eller magt. Naturligvis bortset fra egne kadrer.

Kim Houmøller, Erik Fuglsang og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Henrik Brøndum
Er sagens kerne ikke om en minister skal overholde landets love, som det kræves af andre?

Hvad mener du med venstrefløjens had og misundelse overfor personer med penge eller magt?
Skal folk med penge og magt ikke holde landets love?
Derudover så arbejder venstrefløjen på en bedre fordeling mellem folk - lige muligheder til alle osv.... Men det tolker du måske som had og misundelse?

Jane Jensen, Alvin Jensen, Katrine Damm, Ete Forchhammer , Tommy Clausen, Torben Bruhn Andersen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Torben Ethelfeld, Pia Nielsen, Steen K Petersen, Hans Larsen, Lillian Larsen, Carsten Munk, Ole Frank, Per Klüver, Bjarne Bisgaard Jensen, Hannah Werk, Tue Romanow, Anker Heegaard, Lars Løfgren, John Andersen, Jørn Vilvig, Troels Ken Pedersen, Jesper Sano Højdal, Ib Gram-Jensen og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar

Esben Lykke,
Straffen er ifølge ministeransvarlighedsloven bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år (medmindre der er hjemlet strengere straf i den øvrige lovgivning). Der er kun to tilfælde, hvor nogen er dømt skyldig i en rigsretssag, i det ene (i 1910) blev der idømt en bøde, i det andet (1995) blev Erik Ninn-Hansen idømt fire måneders fængsel, som på grund af hans alder (73 år) blev gjort betinget, for ulovligt at have stillet familiesammenføringer i bero.

Alvin Jensen, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar

Abelegen :
Mundlig besked fra Støjberg til ministeriet, videre til styrelsen, videre til folk i marken.
Sidstnævnte har intet hørt, siger de.
Hvor blev den så af. Det er opgaven for en kommision at afklare.
Som jeg har forstået.

Alvin Jensen, Tommy Clausen, John Andersen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar

Henrik Brøndum
"En sag med substans".... en minister der lyver overfor Folketinget, manipulerer befolkningen og ikke overholder gældende lovgivning - mangler du mere substans?

For det er hvad sagen handler om...

Jane Jensen, Alvin Jensen, Katrine Damm, Ete Forchhammer , Egon Stich, Tommy Clausen, Torben Bruhn Andersen, John Andersen, Flemming Berger, Morten Wieth, Eva Schwanenflügel, Jan Damskier, Steen K Petersen, Pia Nielsen, Hans Larsen, Carsten Munk, Ole Frank, Per Klüver, Tue Romanow, Anker Heegaard og Ib Gram-Jensen anbefalede denne kommentar

Jeg genkender dette mønster fra "Ydelsesservice", de putter også folk på "integrationsydelse" fuldstændig som de lyster. Uanset hvor mange gange de får at vide at de skal lade være. Ganske almindelige borgere.
Dette foregår stadigvæk i Danmark og S har tilsyneladende ikke tænk sig at gøre noget ved at man i Danmark bliver bedt om at bevise noget man ikke har gjort. Stik imod Grundloven.

Alvin Jensen, Tommy Clausen, Per Klüver og Hannah Werk anbefalede denne kommentar

Henrik Brøndum En undersøgelseskommssion er på ingen måde måde ude af proportioner. Det er derimod den tidligere ministers og din anvendelse af begrebet "barnebrude."

Alvin Jensen, Ete Forchhammer , Tommy Clausen, Torben Bruhn Andersen, John Andersen, Morten Wieth, Eva Schwanenflügel, Ib Gram-Jensen, Torben Ethelfeld, Tue Romanow, Lars Løfgren, Steen K Petersen, Torben Lindegaard, Lillian Larsen, Hans Larsen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

Henrik Brøndum.
"At nogle få unge par er blevet adskilt, medens tusinder frivilligt har sendt manden i forvejen for at få asyl, og dermed ladet sig adskille, er ikke væsentligt"
Jeg synes det er en noget kynisk synsvinkel. Der er forskel på selv at træffe sine dispositioner uanset afsavn, altspå træffe et valg med risiko for et uheldigt udfald, og en adskillese ved et voldsomt tvangsindgreb et fremmed sted hvor der ikke er en kinamands chance for at kunne overskue de videre konsekvenser. Men nej det drejer sagen sig ikke om den drejer sig om vores demokrati som Rikke skriver " en minister der lyver overfor Folketinget, manipulerer befolkningen og ikke overholder gældende lovgivning".

Alvin Jensen, Marie Jensen, Tommy Clausen, Ole Frank, Torben Bruhn Andersen, John Andersen, Morten Wieth, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Ib Gram-Jensen, Torben Lindegaard, Rikke Nielsen, Lillian Larsen og Tue Romanow anbefalede denne kommentar

Endelig at føle sig trygge og så opleve nye overgreb. Jeg tvivler på det er sundt, nej - jeg vil hævde at det er decideret skadeligt især for disse mennesker som i forvejen kan have oplevet rædselsvækkende hændelser.Det er ganske enkelt uhørt at noget sådant kan finde sted i vores samfund, at skille familier ad på denne måde. Men jeg er jo sikkert også bare en stakkels pladderhumanist.

Har hun løjet er dette absolut en alvorlig sag som bør straffes. Hvad er vores højt besungne demokrati ellers værd hvis ministre kan gøre som det passer dem. Jeg har på en eller anden måde modvilje imod at tro mennesker kan være så kyniske og bevidst udføre så onde handlinger, hvilket selvfølgeligt er naivt - for hun yndede jo selv at fremstå som en hård krampe med alle hendes lagkager så der er nok gået selvsving i ministeriet.

Alvin Jensen, Marie Jensen, Tommy Clausen, Ole Frank, John Andersen, Eva Schwanenflügel, Torben Lindegaard, Rikke Nielsen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar

Jeg er hverken venstreorienteret eller konspirationsteoretiker, men det er helt åbenlyst, at Støjberg har løjet i denne sag. Hun har ændret forklaring, når hendes hidtidige forklaring er blevet skudt ned. Desværre er det ikke spor usædvanligt og heller ingen hindring for at være eller igen blive minister. Se blot Morten Bødskov.

Johanna Haas, Ole Frank, Alvin Jensen, John Andersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Løget overfor folketinget er så vidt jeg ved ligegyldigt hvis pågældende ikke længere er minister. Evt. Lovbrud skal selvfølgelig tages alvorligt, men hvis man troede på at en rigsretssag ville holde, havde man vel allerede anlagt den?

PS.: Dengang jeg var embedsmand lyttede jeg aldrig til mundtlige instrukser, men forlangte skriftlige ordrer hvis jeg var det mindste i tvivl om noget var efter bogen.

Eva Schwanenflügel

"Der var ikke noget at gøre. Vi måtte parere ordre."

Det er jo hele sagens kerne; at medarbejderne følte sig tvunget til at begå ulovligheder på ministerens bud.

Hvis ikke det får nogen konsekvenser for den forhenværende minister, kommer der måske værre sager, der resulterer i endnu voldsommere overgreb.
Selvom det er slemt nok, hvad der her er sket i dette tilfælde.

Det spin Støjberg har kørt så effektivt, er med til at forplumre om det skal være i orden for en folkevalgt minister at overtræde loven efter forgodtbefindende.

Johanna Haas, Alvin Jensen, Katrine Damm, Ete Forchhammer , Arne Lund, Tommy Clausen, Ole Frank, Torben Bruhn Andersen, John Andersen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Man må i tilgift håbe, at resten af den danske presse vil være mere årvågen, og fortælle om de afsløringer Information har fremlagt, når kommissionen går i gang.

Johanna Haas, Alvin Jensen, Katrine Damm, Ete Forchhammer , Tommy Clausen, Ole Frank, Torben Bruhn Andersen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

"Der var ikke noget at gøre. Vi måtte parere ordre.«- Har de pågældende glemt, at der er noget der hedder civil ulydighed. At man ikke kan straffes for at have modsat sig noget, der er åbenlyst ulovligt. Den blinde accept, af at skulle adlyde enhver ordre, kan vel kaldes Eichmann-syndromet.

Og til Henrik Brøndum - Politiken lavede mens sagen var mest aktuel, en opgørelse over parrenes alder. Den ældste mand var 32, og den yngste kvinde var 14-15 år. Gennemsnitsalderen var for kvindens vedkommende 17 år, mens mandens var 26 år. Det kan man vel ikke kalde barnebrude?
Og når JAcob Ellemann falder ind i Støjbergs retorik om, at han skam ikke støtter pædofili, så viser det dels hvilket debatniveau nogle politikere bevæger sig på, og dels hvad der er i vente fra den kvikke nye formand.

Anne Mette Jørgensen, Johanna Haas, Alvin Jensen, Frede Jørgensen, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar

Ib - Tak.

Altid noget at Støjbergs alder ikke kan være et argument for at gøre straffen betinget.

Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Arne Lund, din bemærkning om civil ulydighed må vel i høj grad også rettes mod politiet der ikke undlader at bryde låste døre op? - i forbindelse med tvangsudsendelser og tvangsforflytninger kunne man vel også ønske mere civil ulydighed... ak ja, mod er nemt at påkalde på andres vegne. Men "Eichmann-syndromet" findes! og jeg har indtryk af at det hyldes sammen med blind "lov&orden"-sympati.

Anne Mette Jørgensen, Eva Schwanenflügel og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Er det ikke bare den sunde fornuft der er deponeret hos politiet? Er det karrieren der spærrer for udsynet? Et generelt problem at idiotet har overtaget politiet samt størstedelen af forvaltningen!
Vi vil ikke have barnebrude i Danmark!

Henrik Brøndum 21. september 2019 – 18:23:

”Løget overfor folketinget er så vidt jeg ved ligegyldigt hvis pågældende ikke længere er minister. Evt. Lovbrud skal selvfølgelig tages alvorligt, men hvis man tror på at en rigsretssag ville holde, havde man vel allerede anlagt den?”

Ministeransvarlighedsloven, § 5: ”En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.

Stk. 2: Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse, såfremt en minister giver folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen.”

§ 8: ”Ministres strafansvar forældes efter borgerlig straffelovs §§ 93-95. Forældelsesfristen er dog i intet tilfælde mindre end 5 år.”

Det er tankevækkende, at loven er formuleret 40 år efter, at Danmark fik sin første kvindelige minister – men nej, om Inger Støjberg har løjet for folketinget eller ej er altså ikke ligegyldigt, selv om hun ikke længere er minister.

Derudover er det vel ikke så mærkeligt, at man ikke sætter hele maskineriet med en rigsretssag i gang, før en undersøgelseskommission så vidt det er muligt har afklaret, hvad der er foregået, og hvem der har spillet hvilken rolle – hvilket ombudsmanden jo ikke kunne komme videre med.

Johanna Haas, Ole Frank, Tue Romanow, Rikke Nielsen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

@Ib Gram-Jensen

Tak for referencen til lovgivningen, jeg må blankt erkende min ignorance på området.

Hvis Støjbjerg har begået ulovligheder må hun naturligvis tage sin straf for det, men jeg synes stadig at det politiske formål i relation til den skade der er sket, er rimeligt. Ligesom hvis man kører for stærkt på en tom motorvej om natten, uden at ramme ind i nogen.

Ib Gram-Jensen

Henrik Brøndum, den vurdering er jeg til gengæld uenig i. Hvis, for det første, Støjberg gav en ulovlig instruks om, at de pågældende sager ikke skulle vurderes individuelt, har formålet ikke været at adskille mindreårige fra deres ægtefæller - det ville under alle omstændigheder ske, hvor pigerne var mindreårige. I de tilfælde, sagen drejer sig om, var den kvindelige part over 15, og ved individuel vurdering kunne de stadig blive adskilt fra ægtefællen, hvis de ønskede det. Og for det andet er det en alvorlig undergravning af retssamfundet, hvis ministre kan udøve deres magt vilkårligt, og hvis de kan dække over det ved at lyve for folketinget eller fortie noget for det. Så selv om der i dette tilfælde hurtigt blev rettet op på ulovligheden, er der god grund til at følge op på sagen.

Henrik Brøndum

@Ib Gram-Jensen

Jeg er helt enig i "Og for det andet ...." nu må vi se om undersøgelseskommissionen konkluderer at der er handlet ulovligt.