Verdens største sammenslutning af faglige hovedorganisationer, International Trade Union Confederation, ITUC, med over 200 millioner medlemmer verden rundt, er blandt dem, der opfordrer til deltagelse i klimastrejker og andre aktioner i denne uge, herunder ’de voksnes’ manifestation Break for Climate på fredag den 27. september.
»I skal vide, at jeres kamp er vores kamp,« siger ITUC’s generalsekretær Sharan Burrow i en videohilsen til de omkring fire millioner unge, der sidste fredag gik i klimastrejker i de fleste af verdens lande.
»Hvor vi kan, vil fagforeninger beslutte at strejke som jer, dvs. der hvor loven tillader det. Hvor det ikke er muligt, vil de gennemføre ’stop arbejdet-aktioner’ eller andre former for protester,« siger Sharan Burrow.
Også Luca Visentini, generalsekretær for den europæiske gren af ITUC, European Trade Union Confederation, har appelleret til fagforeninger og deres medlemmer i Europa om at mobilisere i klimaugen.
»Vi vil deltage, og vi inviterer også vore medlemsorganisationer til at deltage aktivt i de forskellige demonstrationer, der vil finde sted den 20. og 27. september,« sagde Visentini op til klimaugens start.
I Tyskland opfordrede det næststørste fagforbund Verdi for nylig sine godt to mio. medlemmer til at gå med i de unges strejke sidste fredag.
»Vi kalder naturligvis ikke på en rigtig strejke, det går ikke. Det er heller ikke alle, der kan afbryde arbejdet. Men de, der kan, bør stemple ud og gå med. Jeg går i alt fald selv med,« sagde Verdis formand Frank Bsirske til avisen Westdeutsche Allgemeine Zeitung.
Flere lukkede ned
I mere end 400 byer i alle verdensdele gennemføres på fredag forskellige udgaver af Break for Climate.
I Australien og New Zealand sker det med opbakning fra et netværk af 2.845 virksomheder og organisationer kaldet This is not business as usual.
»Vi er en gruppe australske og newzealandske globale selskaber, der forpligter sig til at støtte arbejderes deltagelse i klimastrejkerne den 20. og 27. september,« hedder det på hjemmesiden for netværket, der bl.a. tæller Bank Australia, Abercrombie & Kent, Investor Group on Climate Change, Ben & Jerry’s, HM Group, Atlas foruden organisationer som WWF, Amnesty International, Action Aid og Oxfam Australia.
»Vi ved godt, at den vigtigste grund til, at folk ikke vil strejke, er arbejdet,« skriver netværket.
»Enhver virksomhed kan gøre noget, hvad enten det er at lukke dørene, holde en mødefri dag, tillade en lang frokostpause eller rundsende en mail for at gøre klart, at medarbejderne ikke vil blive straffet for at tage nogle få timer fri.«
I USA valgte medarbejdere på flere store virksomheder at forlade arbejdet på samme dag som de unges skolestrejke for klimaet sidste fredag. Det gælder Amazon, hvor 1.500 arbejdere på forhånd havde annonceret, at de gik med i klimastrejken. Det samme gjorde ifølge amerikanske medier 900 Google-medarbejdere samt hundreder af ansatte hos Facebook, Microsoft og Twitter. Virksomheder som Patagonia, Burton samt Ben & Jerry’s holdt helt lukket under aktionen.
I Canada, hvor fredag den 27. er den store aktionsdag, planlægger Amazons ansatte i Vancouver at udvandre for at deltage i klimastrejken der. I provinsen Quebec står 400 lokale organisationer bag manifestationer i 17 byer.
Pausen på Ofelia Plads
I Danmark markeres Break for Climate på fredag i form af en to timers manifestation fra kl. 12 til 14 på Ofelias Plads i København plus samtidige aktioner i Aarhus, Aalborg, Silkeborg, Vejle og Roskilde. Mere end 30 organisationer står bag, med 350 Klimabevægelsen i Danmark som primus motor og med Information som én af medarrangørerne.
»At spendere en udvidet frokostpause fredag den 27. er kun et lille skridt i det oprør, der skal til for at sikre, at virksomheder og politiske beslutningstagere tager den nødvendige klimahandling,« siger Mads Flarup Christensen, generalsekretær for Greenpeace Norden, som er blandt arrangørerne.
»Vi må kræve, at politikerne derfor også forpligter sig til at nå i mål med den stærke klimalov, der skal sikre, at Danmark reducerer 70 procent af drivhusgasserne i 2030, hvilket betyder, at alle hjørner af samfundet må tage ansvar for den grønne omstilling.«
En af talerne på Ofelia Plads bliver formanden for Dansk Magisterforening og næstformand for Akademikerne, Camilla Gregersen. Til Magisterbladet siger hun:
»Jeg håber, at mange vil deltage i Climate Break, hvis de har mulighed for det. F.eks. hvis du har fri eller kan flekse ud tidsmæssigt, eller hvis ledelsen siger, at du som medarbejder kan gå derhen i arbejdstiden. Du må ikke nedlægge arbejdet for at deltage. Men kan du ikke gå fra arbejdet, kan du måske vise opbakning på sociale medier i dagene op til.«
Flere hjemlige virksomheder ser positivt på medarbejderes deltagelse i klimapausen. Nogle – som Merkur Andelskasse – holder helt lukket for, at de ansatte kan deltage, mens ledelsen i andre virksomheder giver deres medarbejdere grønt lys til at gå med.
Det gælder den store vindmølleproducent Siemens Gamesa Renewabe Energy (SGRE), der har over 5.000 medarbejdere i Danmark.
»Enhver medarbejder hos SGRE er frit stillet til at deltage i den tredje internationale klimastrejke denne fredag, hvis situationen i afdelingen tillader det,« skriver den danske ledelse til de ansatte.
Også hos IKEA Danmark og pensionsselskabet PKA hilser ledelsen det velkomment, hvis medarbejdere af egen drift vil deltage i Break for Climate.
Break for Climate er blot ét initiativ i en løbende strøm af klimaaktivisme i ind- og udland.
I lørdags spærrede aktivister fra Extinction Rebellion adgangsveje til en havn i det sydlige England ved en aktion, hvor bl.a. en 91-årig aktivist blev arresteret.
Mandag blokerede 500 aktivister under navnet Free The Soil produktionsanlægget hos verdens største kunstgødningsproducent Yara i Tyskland i protest mod produktionens klimabelastning.
Tirsdag varmede en lille gruppe fra Bedsteforældrenes Klimaaktion op til fredagens manifestation i København med en ’rollatordemonstration’ for klimaet gennem den indre by.
Onsdag aktionerer gruppen Bevar Jordforbindelsen mod udvidelsen af Kastrup Lufthavn. Og fra 7. oktober bebuder Extinction Rebellion to uger med civile ulydighedsaktioner i omkring 60 byer verden over.
Er det ikke mere en hensigtserklæring eller et udtryk for støtte, end en demonstration? Når man nu har eller får lov til at deltage og hele systemet synes det er okay?