Feature
Læsetid: 8 min.

»Selvfølgelig skal den nye formand markere, hvad det er, han vil. Men altså … rooolig nu, ikke også?«

Lørdag valgte Venstre en formand, som ikke er gået til valg på store politiske paroler, men blot med et ydmygt løfte om at inddrage medlemmerne og lytte lidt mere. Det er præcis, hvad partiets hårdt prøvede bagland har ønsket sig
Siden Jakob Ellemann-Jensen for knap tre uger siden meldte sig som formandskandidat, har han ikke fremlagt nogen vision – der er ingen politisk plan for partiet.

Siden Jakob Ellemann-Jensen for knap tre uger siden meldte sig som formandskandidat, har han ikke fremlagt nogen vision – der er ingen politisk plan for partiet.

Arthur J. Cammelbeeck/Ritzau Scanpix

Indland
23. september 2019

Spændingen om, hvem der skal være ny formand i Venstre, er til at overse denne lørdag morgen.

Hundredvis af ældre mænd i pressefoldet jakkesæt, hvidhårede kvinder i praktisk fodtøj og unge VU’ere i farvestrålende slips glider gennem døren og ind i foyeren i Herning Kongrescenter. Ingen af dem kan være i tvivl om, at de om et par timer vil have valgt Jakob Ellemann-Jensen som ny formand for Venstre. Han vil holde en tale, de vil klappe ham af scenen, og så kan de køre hjem og holde weekend.

Til gengæld er der større spænding om noget andet: Nemlig, hvilken politisk linje den snart 46-årige formand har tænkt sig at lægge for partiet, når han er blevet valgt. Siden han for knap tre uger siden meldte sig som formandskandidat, har han ikke fremlagt nogen vision, der er ingen plan.

I stedet har han kørt landet rundt på charmetur med de to næstformandskadidater Ellen Trane Nørby og Inger Støjberg. Her har budskabet kort fortalt været, at de fremover vil lytte mere til baglandet. Ellemann har endda under møderne nægtet at svare på, om han for eksempel vil nedlægge regionerne. Det vil han finde ud af sammen med medlemmerne, har svaret lydt. Topstyringens tid er forbi i Venstre.

Frihed og fællesskab

Ude i foyeren i Herning Kongrescenter, står Ellemann, Støjberg og Trane Nørby nu pænt og byder de cirka 800 delegerede velkommen til lørdagens ekstraordinære landsmøde. Alle smiler. De virker som én stor, lykkelig familie.

De delegerede får stukket rundstykker og keyhangers med adgangskort i hånden, inden de driver videre ind i kongrescentrets store koncertsal. Her er dækket op på rækker af langborde med hvide duge, termokander og blå papkrus med Venstre-logo. På væggene hænger blå og orange bannere med ordene »Venstre«, »Frihed« og »Fællesskab«.

Ved et af langbordene sidder Kurt Mosgaard. Han er en karseklippet mand i jakkesæt og er formand for Venstre i Viborg Kommune samt medlem af partiets hovedbestyrelse. Han støtter Ellemann. Og han har ikke nogen betænkeligheder ved at stemme på en formand, som endnu ikke har givet udtryk for de store politiske visioner. Tværtimod.

»Det skal være partiet, der tegner formanden, og ikke formanden, der tegner partiet,« siger han med tydelig henvisning til den topstyring, han oplevede under Lars Løkke Rasmussen, som i øvrigt har valgt at blive væk fra dagens landsmøde.

»Det holder ikke i længden, at vi som medlemmer bare skal hænge plakater op hver fjerde år, pille dem ned igen, betale kontingent og så i øvrigt holde vores kæft,« siger Kurt Mosgaard.

»Man er nødt til at give folk indtryk af, at de rent faktisk bliver hørt, at de betyder noget.«

Kan samle

Det samme mener Peter Andersen, som sidder et par borde væk i en ternet skovmandsskjorte og termovest. Han er næstformand i vælgerforeningen i Hedensted Kommune. Ifølge ham har der længe været en utilfredshed i det jyske bagland med den stil, partiets gamle formandskab lagde for dagen. Sommerens fnidder mellem Løkke og Kristian Jensen var bare det skvæt benzin, som fik gløderne til at flamme op og futtede det hele af.

»Som jyde er der altså nogle ting, man ikke er så vild med. Alle de ting, de har gjort for deres egen vindings skyld,« siger han om det tidligere formandskab.

Peter Andersen er »spændt på«, hvad Jakob Ellemann-Jensen vil byde på som formand.

»Han har jo ikke på den måde markeret sig skarpt.«

– Han er altid god til at bruge sin humor til at glide af på de svære spørgsmål og undgå at svare konkret. Har du aldrig lyst til at kradse lidt i overfladen og spørge, hvad han egentlig mener?

»Jo, det har man nemlig. Men jeg tror, han er den, der kan samle begge fløje i partiet,« siger Peter Andersen.

Sådan lyder svaret fra de fleste Venstre-folk for tiden. Nu skal partiet samles. Så må resten komme senere.

»Selvfølgelig skal den nye formand markere, hvad det er, han vil. Men altså … rooolig nu, ikke også?« siger Peter Andersen.

Brutalt opgør

Nede i salen sætter en hvidhåret mand sig bag et klaver og lader den blide klimpen strømme ud gennem salens højttaleranlæg. De delegerede er ved at være samlet. Den dæmpede passiar mellem hundredvis af Venstre-folk rejser sig til en øredøvende larm. Så lyder en lille klokke. Klokken er blevet 9.30, og partisekretær Claus Richter træder frem på talerstolen iført et sort jakkesæt med vest og slips.

Han indleder sin tale med de gængse høfligheder – det er det største fremmøde i ti år og så videre og så videre – men tager så tyren ved hornene.

»I foråret gik vi til valg på frihed og fællesskab, og her efter sommerferien er det endt med lidt for meget frihed og for lidt fællesskab,« siger han og udløser spredt mumlen og gnæggen rundt om i salen.

Han taler om, at partiet aldrig har oplevet så »konfronterende og brutalt« et opgør mellem formand og næstformand før, og at baglandet aldrig før har reageret så »skarpt«.

Han siger en stor tak til både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen for mange års tjeneste og udløser store klapsalver. Men nu er det tid til at komme videre, siger han.

»Efter i dag er der én vej. Fremad.«

Uden fløje

Efter en kort fællessang bliver lyset dæmpet, og en video vises på storskærmen. Til lyden af actionpræget musik ser vi Jakob Ellemann-Jensen, der går stålsat gennem Folketingssalen, Jakob Ellemann-Jensen, der sidder på bagsædet af en bil, Jakob Ellemann-Jensen, der sidder i et fly, Jakob Ellemann-Jensen, der lytter interesseret under et virksomhedsbesøg.

Venstre skal være et bredt forankret folkeparti uden splittelse og fløje, lyder hans stemme over billederne.

»Jeg tror på Venstre. Jeg tror på, at vi kan flytte bjerge, når bare vi står sammen. Og jeg tror på, at nu er vi klar til at komme videre.«

Lyset blænder op igen, og Ellemann går på talerstolen til lyden af klapsalver. Det er øjeblikket, mange har ventet på. Måske vil han endelig benytte lejligheden til at løfte sløret for, hvilken retning han vil trække partiet i.

»Venstre er et parti med en stolt fortid og en strålende fremtid,« siger han.

»Hvis vi altså selv vælger det.«

Hvis Ellemann skal være formand, kræver han, at det nu skal være slut med interne krige i partiet.

»For at sige det helt uden omsvøb, jeg er dødtræt af fløjkrig, jeg er dødtræt af fløjkrigere, og jeg er træt af den kultur, der følger med,« siger han og høster store klapsalver.

Han lover at glemme fortidens loyaliteter, så længe der ikke er tvivl om, hvor fremtidens loyalitet ligger. Nemlig hos partiet, hos landsmødet og hos formanden; altså ham selv. Og så gør han op med hele ideen om det delte formandskab, som opstod under Løkke og Jensen. Hvis Ellemann skal skabe ro i partiet, er det nødt til at være ham, der bestemmer.

»Det er slut med tvivl om, hvem der bestemmer hvad, og hvordan magten er fordelt. Formandskabets tid i Venstre er forbi. For fremtiden har Venstre én formand.«

Visionen

Som sædvanlig ryster Ellemann jokes og stikpiller af sig, særligt i retning af Socialdemokratiet (»Der er kun to steder i verden, hvor der ikke er plads til anderledes tænkende. Det ene er Nordkorea. Det andet er Socialdemokratiet.«)

Og så når han til det: Visionen. Hvis Venstre fortsat skal være et bredt forankret, borgerligt-liberalt folkeparti, siger Ellemann, skal partiet være fem ting:

  • Økonomisk ansvarlige
  • Stramme i udlændingepolitikken
  • Et parti, der lytter – så man ikke igen for sent opdager folkelige bevægelser som for eksempel klimakampen
  • Et grønt parti
  • Og endelig skal Venstre være et optimistisk parti, som repræsenterer en »bred og glad borgerlighed«

Meget mere konkret bliver det ikke i dag. Til gengæld er talen fyldt med løfter om at samle partiet, lytte til medlemmerne og lave politik på nye måder, hvor baglandet inddrages mere. Det arbejde går i gang allerede på mandag, lover han.

Ellemann udløser den ene klapsalve og latterbølge efter den anden. Han har salen i sin hule hånd. Inden han runder af, benytter han lejligheden til at invitere alle de øvrige partiformænd i den borgerlige blok på en kop kaffe, inklusive Nye Borgerliges Pernille Vermund, som hans forgænger Lars Løkke Rasmussen ellers ikke ville vide noget af.

Afstemningen er en ren formsag. Der er ingen andre kandidater til formandsposten, og valget afgøres derfor med klapsalver. Da dirigenten spørger, om der er opbakning til Ellemann, rejser hele salen sig og pifter og hujer og klapper taktfast ned mod talerstolen. Pludselig ruller to identiske bannere med et billede af Jakob Ellemann-Jensen og ordene »Fremad sammen« ned over den ene endevæg og ned over de delegerede på lægterne. Det er som en fodboldkamp.

Efter en kort sejrstale (»Kære venner, så er det nu!«) går Ellemann ned fra talerstolen igen til en storgrinende Claus Richter, der står med en buket blomster. Pludselig vælter det ned med blå konfetti fra loftet. Lidt derfra, midt i den blå regn, står den detroniserede næstformand Kristian Jensen og klapper alene.

Ensom post

På storskærmene toner tre videohilsener fra tidligere partiformænd frem. Først Løkke, som har filmet en hilsen nede ved den københavnske havnefront. Han ønsker tillykke og siger, at han altid har haft »et godt øje« til Ellemann. Dernæst Anders Fogh-Rasmussen, som tilsyneladende sender sin hilsen fra en solbeskinnet plads bag en kirke et sted i Sydeuropa, og endelig Ellemanns egen far.

»Det kan være en ensom post ved rorpinden, især når det stormer,« lyder det fra Ellemann Senior.

»Men der er jeg tryg ved at have dig på den rorpind og til at sætte kursen. Må vinden fylde dine sejl.«

Hele salen klapper, mens de to Ellemænd omfavner hinanden i koncertsalen. Ellemann Junior er tydeligt bevæget. For en gangs skyld ser han ikke så fattet ud. Han puster kraftigt ud og tillader sig selv et lille smil.

I pausen tanker de delegerede op på kaffe og hindbærsnitter, mens journalister og folketingspolitikere sludrer i krogene. Kristian Jensens tidligere rådgiver, den nuværende tobakslobbyist Christopher Arzrouni, spankulerer også omkring, og det samme gør en kronraget Jim Lyngvild i et hvidt denimsæt og store guldsmykker.

577 mod 206

Efter pausen er det blevet tid til valg af næstformand.

Ligesom Ellemann har begge kandidater taget en video med. I den første ser vi Ellen Trane Nørby gå gennem en skov i gummistøvler. Vi ser hende tale i telefon, sejle i færge, trykke hånd med medlemmer og pege betydningsfuldt ud over havet. Hun taler om internationalt udsyn og om et Venstre, som står sammen om troen på frihed, frisind og ansvar for fællesskabet.

I den anden ser vi Inger Støjberg gå en tur på havnen og hejse Dannebrog i en have et sted, mens hun taler om at lytte mere til medlemmerne.

Under deres efterfølgende taler lover begge at gøre op med fløjkrige og lover at lytte mere til baglandet. Men det er Støjberg, der høster de største klapsalver. Da stemmerne er talt op, står det klart, at hun har vundet stort. 577 stemmer mod 206.

For sidste gang i dag går Jakob Ellemann-Jensen på talerstolen. Han takker for et godt landsmøde og siger, at han håber, partiet kan bevare optimismen frem til det ordinære landsmøde i november.

»Nu begynder arbejdet.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ellemann har ikke andre valg end at støtte sig betydeligt på partiets medlemmer, såvel fordi partiets krise hænger sammen med at topledelsen på flere måder har været for radikal som fordi han nærmest er uden ledelseserfaring og parlamentariske meritter. Det kan blive en speget affære med Støjsenderen og dennes konstante kugleregn på siden, men på den anden side kan det vel næppe blive meget værre end Lars' og Kristians kærlighedsløse kamikazeridt.

"I den anden ser vi Inger Støjberg gå en tur på havnen og hejse Dannebrog i en have et sted, mens hun taler om at lytte mere til medlemmerne."
En tro kopi af Pia, som i sin tid gjorde akkurat det samme - og danskerne er formentligt fortsat dumme nok; Venstres fanskarer er ihvertfald.

Niels Duus Nielsen, Benta Victoria Gunnlögsson, Anker Heegaard, Jan Fritsbøger, Torben Bruhn Andersen, Susanne Kaspersen, Carsten Wienholtz, Torben Skov, Hennning Troelsen, Birte Pedersen, Boe Larsen, Ruba Altawil, Eva Schwanenflügel, John Andersen, Egon Stich, Arne Lund, Flemming Berger og Helle Walther anbefalede denne kommentar
Kristian Jensen

Der er jo noget grundlæggende galt med demokratiet i et parti, hvor en ny formand udpeges af den gamle garde og ingen tør udfordre ham. Ingen tvivl om at venstre er et bondeparti, man ser let hvem der er bønderne, hvem der er løberne og hvem der er kongerne.

Niels Duus Nielsen, Anker Heegaard, Jan Fritsbøger, Eva Schwanenflügel, Torben Bruhn Andersen, Susanne Kaspersen og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar

Et valg i løbet af kort tid er den eneste løsning ovenpå Venstres højredrejning.

Ellemann jr,. vandt ikke overbevisende ved sine taler - vist på DR. For mig fremstår han som man en gadesmart fyr med kvikke bemærkninger - som nogen finder sjove!! - Vel er han mere intelligent end de fleste andre Venstrefolk, men så enestående er han nu heller ikke.
Hans første lakmusprøve vil bestå i om han samle den blå blok under sig. Det bliver nok svært, at forene Nye Tarvelige, Labil Allaince og Frikadellepartiet (der flirter med Soc.dem, for a holde EL og SF ude) et, Venstre, der søger, at vise, at lagkagepolitikken er passé.

Anker Heegaard, Jan Fritsbøger, Eva Schwanenflügel, Torben Bruhn Andersen, Susanne Kaspersen, Hennning Troelsen, Helle Walther og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar

Hvad får Ellemann Jensen til at vælge en næstformand som gang på gang, har vist at hun ikke kan eller vil acceptere de parlamentariske spillerregler? Og som helt åbenlys viser fryd hver gang hun offentligt nedgør eller genere en gruppe mennesker. Hun personificere politikerleden.

Niels Duus Nielsen, Ib Christensen, Benta Victoria Gunnlögsson, Anker Heegaard, Flemming Berger, Søren Nielsen, Jan Fritsbøger, Eva Schwanenflügel, Arne Albatros Olsen, Torben Bruhn Andersen og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar

"Farmands lille klon", er den helt korte karakteristik, der har formet sig i mit hoved siden igår.

Niels Duus Nielsen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Arne Albatros Olsen, Torben Bruhn Andersen og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Christian De Coninck Lucas

Det er godt nok risky at gøre en så "undersøgelses belastet" politiker til næstformand - billige point fra startlinjen. Ouch.

Benta Victoria Gunnlögsson, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Han er en simpel medløber som søger magten blandt samfundets værste svindlere.

Umiddelbart sympatisk, politisk ????? glat, aner ikke hvad han vil eller står for. Tiden må vise det. Men dumsmarte kommentarer, skal han lærer at holde ude fra det offentlige rum, de er ikke sjove. Men alt var bedre end LLR.