Bor man i Aalborg Øst, får man i gennemsnit konstateret kræft tretten år tidligere, end hvis man boede i velhaverkvarteret Hasseris syv kilometer derfra. Folk i Aalborg Øst dør også tretten år tidligere end folk i Hasseris.
Men hvordan kan der være så stor forskel på folk i et velfærdssamfund som det danske?
Det spørgsmål forsøger Signild Vallgårda, der er professor i folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitetet, at besvare i en ny bog om ulighed.
»Det er en meget stor uretfærdighed, at der er så stor forskel på folks livschancer i Danmark, og det er hovedsageligt menneskeskabte betingelser, som gør, at der er så stor forskel,« siger Signild Vallgårda, der mener, at uligheden i sundhed ikke får særlig meget opmærksomhed.
Heller ikke i regeringens og rød bloks forståelsespapir er der et ord om problemet.
I Signild Vallgårdas gennemgang af de danske partiers politiske programmer er der heller ikke særlig meget, der handler om at bekæmpe ulighed i sundhed.
Kun Enhedslisten berører problemet mere indgående, og de vil også gøre noget ved de levevilkår, som bidrager til uligheden – for eksempel usikker økonomi, dårligt arbejdsmiljø, stress og manglende indflydelse på hverdagen.
For ulighed i sundhed handler ikke bare om folks egne valg i forhold til kost, rygning, alkohol og motion (KRAM). Men oftest er det de såkaldte KRAM-faktorer, som politikerne forholder sig til, når de vil laver oplysningskampagner om sundhed.
Problemet er bare, at forskningen viser, at oplysninger om antal grøntsager, genstande eller gåture kun har ringe effekt.
»Politikerne prøver primært at få folk til at ændre adfærd, måske fordi det ikke er så indgribende, og måske fordi de har en tro på, at folk er rationelle,« siger Signild Vallgårda.
Men vores sundhed er i høj grad er præget af, hvordan du vokser op, hvilken uddannelse du har, hvad du arbejder med, og hvilke sociale kredse, du er en del af. Derfor kan ulighed i sundhed ikke håndteres via oplysningskampagner, da det også handler om mere gennemgribende ulighed i livsvilkår.
Forskningen både herhjemme og i udlandet viser for eksempel, at kortuddannede tager mere skade af røg og alkohol end højtuddannede.
Det skyldes, at de kortuddannede ofte har haft ringere vilkår hele livet, forklarer Signild Vallgårda:
»Både som foster, barn og ung har de ofte haft en mere belastet opvækst. Kortuddannede har ofte også mere fysisk og psykisk belastende arbejde, der gør, at deres gennemsnitlige sundhed er dårligere.«
Velfærdsparadoks
Opmærksomheden på ulighed i sundhed startede i 1990’erne, og forskellen i vores sundhedstilstand voksede frem til 2010.
På mange måder rummer uligheden i vores livsvilkår et stort velfærdsparadoks, som Signild Vallgårda kalder det:
»Uligheden i sundhed er større i de nordiske velfærdssamfund end i Sydeuropa. Måske er en forklaring, at der er mere stressende arbejdsvilkår her, og at vi har en familiestruktur, hvor mange bor alene, har også negativ betydning for sundheden.«
Mange af årsagerne til ulighed i sundhed ligger altså uden for sundhedsvæsenet. Opvækst, uddannelse, dårligt arbejdsmiljø og sociale relationer er bare nogle af de faktorer, der har betydning.
Men selv om der er stor både folkelig og politisk interesse for sundhedssektoren, så er sundhed sjældent i fokus på beskæftigelses- eller undervisningsområdet, forklarer Signild Vallgårda:
»I sundhedsvæsenet er der syge mennesker, man kan vise frem, derfor tiltrækker det sig meget opmærksomhed og mange penge. Det gælder ikke i forebyggelsen af sygdom, som altid har været et stedbarn i sundhedspolitikken.«
Hvis man vil forebygge ulighed i sundhed, er børnene er et godt sted at starte, mener Signild Vallgårda. Derfor kan S-regeringens ekstra tilskud til børnefamilier på integrationsydelse og kontanthjælp og løftet om bedre normeringer i daginstitutioner måske godt komme til at gøre en forskel for uligheden i sundhed.
»Man kan da håbe,« siger Signild Vallgårda.
Selvransagelse i sundhedsvæsnet
Men der er også god grund til selvransagelse i sundhedsvæsenet, når undersøgelser for eksempel viser, at har du en lang uddannelse, god løn og er samlevende, så vil du få en bedre kræftbehandling, kortere ventetid og flere henvisninger til speciallæge.
»Det viser, at vores sundhedssystem ikke fungerer optimalt. Det er jo en absurd situation, at de højtuddannede og højtlønnede gør mest brug af speciallæger, selvom de er mindre syge. Det tyder på, at de mest velformulerede, og dem lægerne kan identificere sig med, får, hvad de vil have. Det håber jeg, at lægerne bliver mere opmærksomme på, så de gør sig umage, når de sidder over for folk, der ikke ligner dem selv,« siger Signild Vallgårda.
Manglen på praktiserende læger især i yderområder og i belastede boligområder er også et stort problem i forhold til uligheden i sundheden, påpeger Vallgårda:
»Men det kan måske blive mindre ved, at man ligesom i England får flere penge pr. patient, hvis du placerer din praksis i nogle af de områder.«
Et andet tiltag, der kunne mindske uligheden i sundhed, var at sørge for bedre behandling af KOL, muskel-skelet-lidelser og psykiske sygdomme, som er sygdomme, der er mere udbredte blandt kortuddannede og enlige.
»Men det er nogle andre sygdomme – ikke mindst kræft – der får flere ressourcer. Så her kan politikerne virkelig gøre noget,« siger Signild Vallgårda.
Ikke kun de udsattes problem
Ulighed i sundhed kommer ofte til at handle om en særligt udsat gruppe. Men skolelæreren er også dårligere stillet i forhold til psykologen, som er dårligere stillet end en, som har en ph.d.
Derfor giver det ikke mening kun at se ulighed i sundhed som et spørgsmål om særligt udsatte grupper og deres usunde livstil, forklarer Signild Vallgårda:
»En af mine yndlingsaversioner er udtrykket livsstilssygdomme, fordi man kommer til at tænke, at livsstilen er den eneste årsag, men så enkelt er det ikke. Alle sygdomme har mange forskellige årsager. Selvom de fleste med KOL er rygere, så er det jo ikke flertallet af rygere, der får sygdommen. Men med livsstilssygdom får du indtryk af, at det er folks adfærd, der er årsagen, og så bliver det jo meget nemt folks egen skyld, hvis de bliver syge.«
At ulighed i sundhed ikke kun skyldes folks sunde eller usunde valg kan blandt andet ses ved, at ældre højtuddannede generelt er dem, der drikker mest alkohol, mens kortuddannede kvinder drikker mindst.
Men det giver sig ikke udslag i, at kortuddannde kvinder lever længere. Ulighed i sundhed skyldes altså menneskabte sociale forhold, slår Signild Vallgårda fast:
»Men det betyder også, at vi kan gøre noget ved den, selvom det er komplekst.«
Eksempelvis er det oplagt at undersøge, hvilke faktorer der i 10’erne fik den voksende ulighed i sundhed til at stagnere. Og selvom der er tegn på skridt i den rigtige retning i forhold til den nye regerings tiltag over for børns opvækst, så mener hun generelt, at både rød og blå blok forholder sig meget lidt til uligheden i sundhed.
Som hun skriver til sidst i sin nye bog:
»Vi ser os selv som et – sammenlignet med mange andre lande – meget lige samfund. Måske er det en af forklaringerne på politikernes påfaldende beherskede vilje til at gøre noget for at reducere uligheden.«
'Hvordan mindsker vi uligheden i sundhed?' af Signild Vallgårda er en del Moderne Ideer-serien på Informations Forlag.
Det er næppe postnummeret alene - men alle de korrelationer, der eksister mellem bolig, lønindkomst, uddannelse, social baggrund, livsstil, etc. etc.- der er signifikante.
Det er en gammel traver, der trækkes af stalden.
Statistik er nærmest skabt til misfortolkning og misbrug.
Ovenstående er et glimrende eksempel på det.
/O
Man kunne jo fx begynde ved at nationalisere sygeforsikringen Danmark og gøre alle til fulde medlemmer...
Når man på dette arbejdsmarked kan opleve såkaldte betalte ansvarlige skælde ud, at de ikke behøver sikrer lager reoler, fordi de har købt en ulykkesforsikring, skal man nok heller ikke forvente de er kvalificeret til at advare deres medarbejder om andre farlige ting som gifte, i deres arbejdsopgaver.
Skide være med medmennesker, bare man kommer hjem med penge selv.
Der er desværre dem iblandt os der ikke har kunnet modstå Ventres incitamenter. Og tjener deres penge på at ofre af deres landsmænd leveår.
@Thomas Widmann
Hvor står du henne angående. Den her påduttede skatte betaling på sundhed forsikring, vi er endt med som undskyldning for at glemme alt om arbejdsmiljø?
Det er da sært at landet med verdens bedste sundhedsvæsen pludselig fik brug for private forsikring.
Det smarteste ville være at alle døde 10 min. før de skal have pension.
Det er også en stor uretfærdighed, at kvinder har fire år mere end mænd til at være pensionister i.
@Ib Christoffersen
Du skriver “Det smarteste ville være at alle døde 10 min. før de skal have pension.”
Det er den praksis underklassen udsættes for i det nuværende asociale system, det går hårdt ud over børn i udsatte familier, borgere (varen) dør planlagt før udbetaling af pension.
Krølle (Michael Hansen) var i den neoliberale konkurrencestat en dehumaniseret vare, der først et par måneder før Krølle var død, ikke længere var påstået mulig at forme, tilpasse og sælges til markedet, derfor fik Krølle pension, men først udbetalt efter Krølle var død og ikke ‘et’ sekund før.
»Et kort og krøllet liv.«
Kampen for de andre Krøller
Link: https://www.information.dk/mofo/kroelles-liv-doed-viser-allermest-brug-h...
"Det tyder på, at de mest velformulerede, og dem lægerne kan identificere sig med, får, hvad de vil have. Det håber jeg, at lægerne bliver mere opmærksomme på, så de gør sig umage, når de sidder over for folk, der ikke ligner dem selv,« siger Signild Vallgårda."
Det er der nok ikke store chancer for.
Forleden dag kom det frem, at 11.000 danske læger havde oprettet en 'lukket' Facebook-gruppe, hvor de delte detaljerede og intime oplysninger om deres patienter, hvorefter andre med lethed kunne identificere disse.
Ikke nok med det, lægerne gjorde sig desuden morsomme over patienter der irriterede dem ved at lave vittigheder som fx :
"Det er ærgerligt vi ikke kan sende hende i koncentrationslejr", (sagt om en patient, der var overvægtig, og havde svært ved at tabe sig)
Hvorpå andre kollegaer kom med forslag til lande med koncentrationslejre såsom Nordkorea, Tjetjenien, osv.
Ikke så underligt, der er ulighed i sundhed, når lægerne foragter visse patienter.
Af psykolog Dorthe Birkmose
“Kampen mod forråelse begynder hos os selv.
Efter journalistiske afsløringer af brutale behandlere behøver vi ikke længere at diskutere det faktum, at behandlere, der er ansat til at gøre godt, kan finde på at gøre andre ondt.
Det sker til stadighed, at mennesker, der har brug for hjælp, mishandles fysisk og psykisk af behandlere. For at komme denne forråelse til livs, bør vi begynde med at indse, at vi også kender den hos os selv”
(...)
“Den mest primitive forsvarsmekanisme er omnipotensen, hvor vi forsøger at bilde os selv ind, at vi er højt hævet over risikoen for forråelse.
Omnipotente tanker kunne være ”sådan kunne jeg aldrig få det” eller ”jeg ville stoppe i tide”.
Hånd i hånd med omnipotensen ses devalueringen, hvor vi hævder os på andres bekostning ved at nedgøre dem og dermed dæmper vores egen angst.
En typisk devaluering er, at forråelse ”sker kun for dårlige mennesker/sadister/ufaglærte”.
(...)
“Den anden måde er fagligheden, hvor vi tager magt over situationen ved at bruge vores faglige viden til at forstå og hjælpe mennesker.
Den daglige udfordring er at forsøge at skelne mellem den forråede magtudøvelse og den faglige magtudøvelse.
I praksis er det særdeles vanskeligt, da vores ubevidste forsvarsmekanismer forhindrer os i at have adgang til vores reelle motiver til vores handlinger.
Vi risikerer at bedrage os selv ved at overbevise os selv og andre om, at vi handler fagligt, når vi straffer, ydmyger, snyder og ignorerer andre mennesker.”
Citat Dorthe Birkmose neuropsykolog.
“Hvis folk opfører sig som idioter over for dig, så skal du stadig opføre dig ordentligt over for dem.
Fordi du kan.”
Citat: Liane Zimsen Dambo.
Gadepræst på Vesterbro
Den direkte vej til at gøre noget ved uligheden i sundhedsvæsenet, er at gøre noget ved uligheden i samfundet.
Det er fremragende at gøre noget ved uligheden mellem køn. Men der er da mere end 7% ulighed mellem de mindst og mest privilegerede kvinder også mere end 70%. For mænd er den nok større. Og det er ikke kun indkomstforskelle der forringer sundheden, det er også forskellen på indflydelsen på dit liv og dit arbejde. Ja og arbejdsmiljøet.
@ Philip B. Johnsen
30. september, 2019 - 21:10
Tak for dette indlæg.
Meget vigtigt at indse, at omnipotens er en latent stopklods for mere lighed.
@ Eva Schwanenflügel
Der er ca. 50/50 hvor godt og hvor meget sygehusenes læger får lyttet til patienter som står svagere i socialklasse og/eller i kommunikation. Nogle er virkeligt gode til det, andre kunne lige så godt være født stokdøve og de fleste ligger et sted på skalaen imellem disse yderpunkter, men det er der så også et par logiske årsager til, som giver os lidt at arbejde med ift. at gøre det bedre.
Den ene årsag er at lægers job giver dem en løn og status, som placerer dem i den øvre del af de privilegerede klasser. En faktor som yderligere henter styrke fra at de fleste medicinstuderende kommer fra privilegerede familiebaggrunde i middelklassen og opefter. Det er for dem, som det er for alle andre, der lever de meste af deres liv isoleret til at færdes indenfor en samfundsklasse, svært at se vilkår og muligheder for mennesker fra andre samfundsklasser. Dette skaber privilegieblindhed, der, hvis den får lov at farve lægens valg af behandlingsmuligheder, kan skade svagere patienter alvorligt.
I det værste tilfælde jeg har set, udskrev en overlæge på et ambulatorium en behandling med samlede egenbetalingsudgifter til medicin, diætpræperater , fysioterapi, træning og transport til sundhedsaftaler på ca. 6.000 kr. om måneden til en enlig kontanthjælpsmodtager (nettoydelse efter skat er ca. 8.500 kr. i denne satsgruppe). Ved det efterfølgende kontrolbesøg på ambulatoriet afsluttede samme overlæge al sygehusbehandling af patienten og tilbageviste denne til egen læge, begrundet i at patienten ikke havde fulgt den udskrevne behandling og derfor havde vist sig så uvillig til at samarbejde om egen behandling at lægen/sygehuset ikke længere kunne tage ansvar for patientens behandling. 10 måneder efter dette blev samme patient indlagt akut og i livstruende tilstand på selvsamme sygehus' traumecenter, præcis for den sygdom som patienten blev behandlet for på ambulatoriet, som nu var eskaleret.
Den anden årsag kommer fra hvordan fagligt sundhedspersonale trænes i at holde deres egne følelser ude af arbejdet, så de kan handle objektivt og samtidigt beskytte sig selv fra psykologiske traumer fra deres arbejde. Det er et fornuftigt og velbegrundet princip, men det har aldrig været 100% praktisk og forholdene i det er alt andet end sort/hvide. De fleste som vælger en sundhedsuddannelse, gør det ud fra et ønske om at hjælpe andre mennesker. Dette er et valg som indeholder empati og forudsætningen for at føle empati er netop evnen til at kunne identificere sig med andre og forestille sig selv i deres situationer. Det er hvad man i uddannelse og træning søger at slukke for i jagten på objektivitet og personalebeskyttelse.
I praksis må dette ikke lykkes alt for godt, fordi hvis mangel på empati og tilhørende evner til at sætte sig i andres sted træder i forbindelse med ovenstående privilegieblindhed, så opstår der en kommunikationsmur imellem lægen og dennes patienter fra lavere sociale klasser. Derfor er det som man burde tilstræbe en balance imellem objektivitet og empati, suppleret med psykologiske copingværktøjer til når arbejdslivet gør ondt. Netop denne kombination vil du som regel kunne finde hos de mest livreddende læger i vores sundhedssystem.
Det er værd at bemærke at disse to problemstillinger ikke kun gælder for læger, men også for meget andet sundhedspersonale, således at socialt svagtstillede patienter risikere at løbe ind i flere kommunikationsmure ifm. deres behandlinger.
Til ros for vores danske sundhedspersonale vil jeg sige at de kollektivt er gode til selv at arbejde henimod den balance jeg forslår og særligt vores sygeplejersker fortjener ros for at skubbe læger og andre sundhedskollegaer i den retning. At dette deres eget initiativ ikke er mere succesfuldt end det er, så vi fortsat oplever stigende ulighed i sundhed, skyldes i høj grad den politiske topstyring af sundhedsvæsenet.
Et af flere store problemer fra den kilde er at efter vi har fået flere og flere privatiserede sundhedsydelser, så har man fra politisk hold overført det princip fra socialpolitikken, som hedder "vend borgeren i døren" til sundhedsvæsenet. Et princip som skal få borgere til i højere grad selv at finde egne løsninger til deres problemer på det private marked, inden at de søger eller kan få hjælp fra det offentlige. Disse løsninger koster penge, men ikke mere end samfundets økonomisk privilegerede borgere altid har råd til at vælge dem, så princippets incitamenter virker i nogle sammenhænge, men jo længere vi rykker nedad i indkomstklasserne, jo mere går det galt. De nederste 4 indkomstdeciler har fra begrænset til slet ikke råd og de fattigste ender med underbehandling eller ingen behandling, hvilket naturligvis koster menneskeliv.
Også den omfattende målstyring, kontrol og dokumentation spiller en rolle her. På nogle afdelinger er læger helt nede på kun at være i kontakt med deres patienter i 16% af arbejdstiden. Med den meget høje specialisering som er på sygehusene i dag, så giver det ofte lægen for lidt tid til at sætte sig ind i patientens hele situation inden at der vælges behandling. Både lidelser/sygdomme der behandles på andre afdelinger eller andre steder i sundhedsvæsenet og evt. sociale problemer med betydning for behandlingsmulighederne bliver derfor let overset. Vores sundhedsvæsen er faktisk et ret farligt sted for den patientgruppe man kalder multisyge.
Problemer som disse kan ikke løses af læger. Det skal vi bruge politikere til, så i denne sammenhæng ender Sorteper på Christiansborg. Desværre har vi i Danmark et demografisk problem ift. at presse politikkerne til handle overfor dette og flere beslægtede problemer. Den økonomiske elite og middelklassen udgør tilsammen 57% af befolkningen, hvilket både udgør det demokratiske flertal og de borgere som ikke selv rammes af ulighedsproblemet. Et forhold som har en hel del mere på samvittigheden end ulighed i sundhedsvæsenet, så vejen til løsninger går op ad bakke.
Hvis vi skal ændre disse forhold, så ligger svaret til at gøre det hos middelklassen, der selvom de ikke er tabere i dette sundhedspil, så er de heller ikke vindere. Den blanding vi i dag har af offentlig finansiering og privat egenbetaling på det samlede felt af sundhedsydelser har lagt sig på danskernes privatøkonomi som en parallel til regressiv skat. De fattigste betaler den højeste del af deres indkomst til egen sundhed, middelklassen ender nogenlunde neutralt i midten og de rigeste betaler kun en lille del af deres indkomst til sundhed. Samtidigt bliver Danmarks samlede sundhedsudgifter øget af uligheden, fordi rettidig indgriben i sygdomstilstande i de laveste indkomstgrupper fejler mere og mere, hvilket giver meget fremskredne og alvorlige tilstande, som er de mest behandlingskrævende og dermed dyreste i sundhedsudgifter. Regningen som skal deles imellem os alle bliver større og med den regressive udgiftstilstand, så er det kun de rigeste som vinder. Middelklassen kan derfor på sigt få mere ud af at stille sig på de svages side i stedet for at hage sig fast i skørterne på de rigeste, selvom de i en overgangsperiode vil medføre højere skatteudgifter for den enkelte.
Det sker yderst sjældent at moral og økonomisk egeninteresse kan stå på samme side, men lige her er det muligt for danske middelklasseborgere. Spørgsmålene er mere hvor mange, der vil sætte sig nok ind i forholdene til at se det og hvor meget fordomme imod underklassen får lov til at fylde i middelklassens holdningsdannelse. Vi skal have skåret igennem temmelig meget spindoktorstøj, hvis vi skal over den barriere.
Det er en del af opgaven, at se økonomien hele vejen rundt i sundhedsvæsenet, men det er en opgave, der aldrig lander på en bord med beføjelser til den rigtige handlingsplan.
Jeg ved ikke hvad Krølle var berettigede til i systemet, men jeg ved, det generelt bliver mindre og mindre og en ting er sikkert, Krølle var ikke en del af fælleskabet i Danmark, Krølle var udstødt.
“Jeg tænker tit, hvordan helvede holdt han sig i live det sidste halve år. Men han kæmpede for andre - han blev en stemme, der nådesløst afslørede, at vores velfærdssamfund ikke når ned til stenbroen.”
Nanna Gotfredsen, leder af Gadejuristen
Link: http://www.tv2lorry.dk/artikel/kroelle-kaempede-foertidspension-i-dag-bl...
Krølle faldt hurtigt ud mellem maskerne i det konkurrenceudsatte velfærdsamfunds sikkerhedsnet, hvor maskerne var blevet stadigt større, uden en personlig privat sygeforsikring og personlig formue til selv, at betale for genoptræning og bolig under sygdomsforløbet.
Krølle endte derfor konstant på gaden, på trods af Krølle ‘hade’ en uddanelse.
Krølle hade i årevis været en stor økonomisk og social belastning i det neoliberale og nu efterhånden udfasningtruede offentlige sundhedssystem, der hvergang Krøller er blevet frisk nok til udskrivning, udskrev Krølle til gaden og dermed til hurtig genindlæggelse.
Med neoliberalismens konkurrencestat og med tiltagende konkurenceudsættelse, af bl.a. den vitale danske sygehus infrastruktur, følger konstante nye økonomiske nedskærings prioriteringer, med et stadigt stigende antal af vanskelige omkostningstunge patienter som Krølle, der ikke kan udskrives eller udskrives til gaden og medføre hurtig genindlæggelse.
Neoliberalismens udstøtte mennesker som Krølle, stiger i antal i takt med at uligheden stiger i samfundet, hvilket samtidigt systematisk økonomisk begrænser, hvem der ellers skal have den optimale hjælp i det offentlige sundhedssystem, til fremme for et brugerbetalt neoliberalt økonomisk forsikringssamfund og privathospitalerne.
Men sådan er det jo!
Det er en dårlig forretning, selvom det ikke burde tænkes sådan, men selv hvis jeg går med på præmissen, er det en dårlig forretning.
I den virkelige verden, hvor krølle levede og mange som krølle lever i dag, var og er det, et ekstremt hårdt og slidsomt liv.
Tag ikke fejl af dette.
Det var en lille omvej til at skrive, at det er vanskeligt at hjælpe et fremmed menneske, når der ikke gives tilladelse til det, hvilket selvsagt kan skabet en forråelse af mennesker der ellers vil det godt.
PS.
Hvil i fred Krølle (Michael Hansen).
Statsministeren gentog i sin åbningstale det neoliberale mantra om, at det skal kunne betale sig at arbejde, og jeg forstår, at der ikke er udsigt til forbedringer så længe Mette Frederiksen er statsminister.
I det hele taget kunne den tale på mange områder ligeså godt have været Lars Løkkes. Suk!
Vejen til et anstændigt samfund er godt opad bakke :o/
Din kommentar kunne sagtens blive virkelighed, Ib Christoffersen. Det neoliberale tankegods om at kun hvad der kan betale sig uden at ligge samfundet til last har eksistensberettigelse lå skam til grund for nazisternes bortskaffelse af handicappede og sindsyge. Det kunne med tiden sagten udvides til at omfatte svage ældre. Det er kun en hårsbredde der skiller.
@Torben Skov
Statsminsteren er ikke befolkningens men ideologiens tjener.
“Frihandel er truet” og “mere styr på de ydre grænser til EU” siger statsministeren i Folketingets åbningstale.
Frihandel, liberalisering for at accelerere overforbrug, forøget produktion af klimaflygtninge og lukkede grænser.
“There has been a decline in world growth.”
Citat David Lipton Acting Managin Director IMF
d. 25 september 2019
David Lipton mener, afmatning af den globale samlede økonomiske vækst, til lidt over 3% global fremgang fra 4% et stort problem.
IMF ønsker bedre betingelser for ‘acceleration’ af de menneskeskabte klimaforandringer, da global samlet set økonomisk vækst, er drevet af 98% energi fra afbrænding af olie, kul og gas.
@ Torben Skov
Der er helt sikkert nogle paralleller til fortiden som vi bør være på vagt overfor. Fascistiske idéer som den nazistiske ideologi voksede i høj grad frem af symbiose imellem socialdarwinistisk liberalisme og nationalismen. To tunge sæt tankegods som mere og mere smeltede sammen til et i holdningerne hos en generation, der fik præget det ind næste generation over en periode på ca. 20 år.
Det meste blev gjort med borgernes velfærd og velstand som det helt store argument, som blev understøttet af at gennemsnitsborgeren fik flere og bedre forbrugsgoder. Bl.a. med udrulningen af autobahn og "1 bil pr. familie"-politikken. Det var også understøttet af en fitness og helse bølge, hvor udskamning og udelukkelse var prisen for ikke frivilligt at deltage i bølgen. Arbejdskulturen var redskabet, der skulle trække hele læsset for disse samfundsforbedringer og det gjorde den også i en hel del år. Folk skulle yde for at fortjene at nyde.
Nazisterne var endnu ikke de krigsforbrydere og folkemordere de huskes som i dag, de var politikere, som opnåede anerkendelse i både arbejderklassen, middelklassen og hos industriens parter. Populære hos mange, accepteret af flere og tolereret af de fleste, fordi de leverede resultater på deres løfter til flertallet, hvoraf rigtigt mange var så forblændede af deres nye privilegier at de ikke så eller ville se den pris som minoriteterne i stigende grad betalte. Den almindelige borger udenfor de ramte grupper var mere indhyllet i følelsen af endelig at få hvad borgeren mente var retteligt hans/hendes. Blandt de få klarsynede som kunne se et mørke i den nye samfundsudvikling, var der ikke mange, som turde eller kunne tale imod magten. Udadtil var der en pænhed og orden over alting, så hvilken ikke-berørt borger kunne forestille sig hvad foregik blandt magtmennesker bag lukkede døre i et så pæntlydende sted som den "Almennyttige Fond for Institutionel Pleje"?
Ikke desto mindre var i præcis denne pæne fond i det pæne hus i Berlins Tiergartenstraße 4 at det systematiske drab på de handicappede, syge og svage borgere, som ikke kunne yde, blev planlagt uden offentlighedens kendskab. Mange af planlæggerne var forinden blevet valgt af folket til at repræsentere deres interesser i rigsdagen. Inden drabene fandt sted i 1939-1941 var et af de stærkeste argumenter for at gøre det, netop at man kunne spare næsten en milliard rigsmark i plejeudgifter. Penge der ville komme flertallets velfærd til gode, men det var ikke det eneste argument. Man mente også at kunne spare handicappede og syge for unødvendige langvarige lidelser. I den praktiske del havde man i årene op til også fået uddannet en ny generation af læger, der i modsætning til lægetraditionen ikke var bundet af det hippokratiske lægeløfte og samtidigt grundigt skolet i partiets ideologiske dogmer.
Det hele løb sammen til at dem som vidste, havde ikke meget grund til at protestere og var desuden underlagt tavshedspligt og dem som kunne og ville haft grund til at protestere vidste ingenting.
Alt dette og mere til var dele af forudsætningerne for at det uhyrlige kunne ske og skete, det gjorde det. Og det hele var godt hjulpet på vej af velsmurte medier i en solidt dækkende mediestruktur, der var fuldt leveringsdygtig i politisk propaganda, falske nyheder og populistiske holdninger.
Man skal være meget historieløs eller meget blind for ikke at genkende at de fleste af de helt samme forudsætninger er til stede i dag, samt at de er vokset i størrelse og udbredelse igennem de seneste 20-25 år. Det er sket i Danmark og i flere andre lande. Alligevel er vi for flertallets vedkommende hverken faldet ned i nazismen eller den spanske fascisme eller den italienske fascisme, som prægede forrige århundrede. Det kommer vi heller ikke til, fordi historien har lært os faren ved disse ismer.
Desværre er de fleste meget blinde overfor den virkelige fare. Der er alle tegn på at vi står midt i dannelsen af en ny isme, en som endnu ikke har noget navn, men som indholder de samme nøgleelementer som nazismen og fascismen. Dens kapacitet til at gøre skade på mennesker er næppe mindre end dens forgængeres, men meget sandsynligt større, fordi vi i mellemtiden har haft store teknologiske landvindinger og strukturelle udviklinger som den kan anvende. I dag har vi ikke brug for vagter, lejre og gas for at fjerne mennesker fra samfundet. Det kan gøres med få tastetryk og en lille pille eller bare ved at afskære de uønskede fra den pille deres helbred har brug for. Pænt og ordentligt og som altid selvfølgelig i den gode sags tjeneste og af hensynet til flertallets velfærd.
Monsteret er igen løs i vores samfund og hvis folk gerne vil se det, så kan det for mange vedkommendes skyld klares med et spejl.