Læsetid: 10 min.

I årtier blev blinde børn anbragt på Refsnæs. Ove Gibskov fik at vide, at »en rigtig dreng ikke sladrer«

I august 1950 blev fireårige Ove Gibskov, som er født blind, anbragt på Blindeinstituttet på Refsnæs ved Kalundborg. Der var gode lærere og meget støtte til børnene – men også mange lussinger og ondskabsfulde ansatte, husker han
Selv om Ove Gibskov har oplevet mobning og ubehagelige lærere på Blindeinstituttet på Refsnæs, så er han glad for at have fået en boglig uddannelse.

Selv om Ove Gibskov har oplevet mobning og ubehagelige lærere på Blindeinstituttet på Refsnæs, så er han glad for at have fået en boglig uddannelse.

Anders Rye Skjoldjensen

16. oktober 2019

Noget af det første, Ove Gibskov husker fra den søndag i august 1950, hvor han som fireårig blev kørt i familiens Opel fra Kolind på Djursland til Blindeinstituttet på Refsnæs nær Kalundborg, er en skildpadde med navnet SkjoldPeter.

Ove Gibskov blev sat på en gyngehest og fik lov til at holde SkjoldPeter i hånden. Han havde aldrig før prøvet at røre ved en skildpadde, så det var meget spændende. Imens fik hans forældre og hans storesøster det råd at gå uden at sige farvel og efterlade deres lille dreng sammen med de andre blinde og svagtsynede børn på instituttet.

»Hvad der skete de næste dage, har jeg ikke den mindste erindring om, men jeg fik uden tvivl en traumatisk oplevelse,« siger Ove Gibskov.

Frem til 1980, hvor Særforsorgen blev udlagt, skulle alle blinde og svagsynede børn anbringes på Refsnæs og modtage undervisning der. De måtte ikke gå i de almindelige folkeskoler, men hen mod slutningen af perioden blev der dog givet nogle få dispensationer. Ove Gibskovs lillesøster blev også født blind, men hun kom først til Refsnæs som syvårig.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Svend Erik Sokkelund
  • David Zennaro
  • Michael Svennevig
  • Eva Schwanenflügel
  • Jens Flø
  • Oluf Husted
Svend Erik Sokkelund, David Zennaro, Michael Svennevig, Eva Schwanenflügel, Jens Flø og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Efter Ove Gibskov havde holdt foredrag på Testrup Højskole, ca 1998, styrede Ove debatten
med kyndige ører, fra talerstolen, han kunne høre når én rakte hånden op.

Tak for den oplevelse, samt utallige vel-tilrettelagte udsendelser fra DR.

David Zennaro, Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Apropos: det er mig en gåde at ikke Dansk Blindesamfund, ÆldreSagen og div. handicapforbund har været mere tydelige i protester over løbehjulene der må flyde og spærre overalt-og gør det!
Mon det er fordi de er gået direkte til de politikere, der allerede før apparaterne blev sluppet løs, burde ha' sat adfærdspåbud om løbehjulenes færden og parkering op for deres ejere?
Eller efter realistiske overvejelser at en bred folkelig opbakning til handicappede o.a. ikke raske og rørige forbrugere, må man desværre nok kigge i vejviseren efter?

Anna Regine Irgens Bromann

Min far blev sultet på Refsnæs, hvor han blev anbragt i 1964. Han blev blind ved en vådeskudsulykke som 10-årig, og ulykken ændrede hans smagsløg, så han ikke kunne udstå varm mad. For at undgå at blive tvunget til at spise sit eget bræk, nægtede han at spise den varme frokost og blev som straf frataget aftensmaden (som ellers var kold, så han fint ville have kunnet spise den). Han overlevede på morgenmad og velrationerede godter hjemmefra i et halvt år, før det lykkedes mine bedsteforældre at skaffe dispensation for ham, så han kunne komme hjem og gå i almindelig folkeskole. Han blev den første blinde, der gennemførte en almindelig folkeskoleuddannelse. Han siger selv, at en undskyldning fra regeringen ville være en fin gestus og samtidig kaste lys over særforsorgens mørke sider.

Birthe Madsen, Oluf Husted, David Zennaro og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar

Refnæs var i 1960erne også institution for børn, der af ukyndige myndigheder blev tvangsanbragt på Refsnæs som omsorgssvigtede og for en ubegribelig målestok der hed “ikke på niveau med normen for deres årgang”. De anbragte børn var helt uskyldige og uden indflydelse i myndighedernes vurdering.
Vurderingen indebar, savn og afmagt, have et nummer og ikke et navn, bo i 25-30 personers sovesale i jernsenge, stå op og gå i seng på kommando, straf og ydmygelser, samme undervisning i 2 timer hver anden dag uanset alder, udkogt mad, nul kærlighed, 2 ufuldendte flugtforsøg, få lyse minder og et evigt grimt minde om stedet.

Mange børn var dengang som nu omsorgssvigtet men det gjorde intet godt at skille os fra familien. Jeg får ondt i maven når talen idag falder på at samfundet skal tvangsfjerne flere og flere børn.