Læsetid: 3 min.

Britta Nielsens advokat vil feje paragraf af banen og sikre lavere straf

Den svindeltiltalte Britta Nielsens advokat er utilfreds med, at han først i denne uge har fået et bilag om hendes udlevering fra Sydafrika sidste år. Han forsøger at gøre omstændighederne omkring udleveringen til et argument for en kortere straf
Dag to i den længe ventede retssag mod den formodede svindler Britta Nielsen begynder med endnu et antiklimaks. Britta Nielsen er stadig syg, men hendes forsvarsadvokat Nima Nabipour forsøger fredag ihærdigt at gøre nogle omstændigheder omkring udlevering af et bilag til et argument for kortere straf.

Dag to i den længe ventede retssag mod den formodede svindler Britta Nielsen begynder med endnu et antiklimaks. Britta Nielsen er stadig syg, men hendes forsvarsadvokat Nima Nabipour forsøger fredag ihærdigt at gøre nogle omstændigheder omkring udlevering af et bilag til et argument for kortere straf.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

26. oktober 2019

Dag to i den længe ventede retssag mod den formodede svindler Britta Nielsen begynder med endnu et antiklimaks.

Torsdag måtte hun køres fra byretten i en ambulance efter et ildebefindende.

Fredag morgen er journalister, advokater og tilhørere endnu en gang mødt op i håb om, at sagens hovedperson er blevet frisk nok til at lade sig afhøre. Men nej. Retsformanden, dommer Vivi Sønderskov Møller, træder op til mikrofonen og meddeler, at Britta Nielsen stadig er syg. Retsmødet bliver derfor udskudt i en times tid.

Klokken 10.37 stryger Britta Nielsens forsvarsadvokat Nima Nabipour endelig ind i lokalet med lange skridt og en mulepose fuld af dokumenter.

Kort efter ankommer Britta Nielsens søn, som også er sigtet og sidder varetægtsfængslet i sagen, og umiddelbart efter de tre dommere anført af retsformand Vivi Sønderskov Møller. Retten er sat.

Nima Nabipour forklarer, at Britta Nielsen stadig er for syg til at møde op, men at han håber, hun kan være klar til på tirsdag.

»Er der andet, vi kan bruge dagen i dag på,« spørger Vivi Sønderskov Møller.

Og det er der.

Nima Nabipour vil meget gerne diskutere Britta Nielsens udlevering fra Sydafrika sidste november. Han mener ikke, at det har stået klart for hende, da hun underskrev udleveringsaftalen, at hun risikerede at blive dømt efter en særlig paragraf, som kan give 50 pct. forøget straf. Desuden har han som forsvarsadvokat ikke haft adgang til at rådgive hende om udleveringsaftalen, og han har heller ikke modtaget et centralt bilag om udleveringen før i går, hvilket han er utilfreds med.

Hans klient har erkendt, at hun har bedraget Socialstyrelsen for adskillige millioner. Spørgsmålet om skyld er altså afklaret. Det lader til, at Nima Nabipours strategi nu er at sikre så lav en straf som muligt, blandt andet ved at så tvivl om, hvorvidt Britta Nielsen overhovedet kan dømmes efter den særlige paragraf, som anklagemyndigheden ønsker.

Sæt dig ned

Specialanklager Kia Reumer rejser sig og forsøger at tale emnet ned. Britta Nielsen er frivilligt vendt hjem til Danmark, siger hun. Desuden har hun skrevet under på, at de danske myndigheder kan retsforfølge hende for lige, hvad det skal være. Der er altså ikke noget at komme efter, mener hun.

Kia Reumert erkender, at udleveringsaftalen ved en fejl ikke er blevet vedlagt sagens mange andre dokumenter som bilag.

»Grunden til, at det ikke er blevet opdaget før, er, at det aldrig nogensinde før har været et issue,« siger hun med henvisning til, at Nima Nabipour først bragte emnet på banen under torsdagens retsmøde.

»Der har ikke været noget som helst fordækt ved den her aftale,« siger hun.

Nima Nabipour rejser sig for at svare, men bliver afbrudt af retsformanden. Hun vil ikke høre på mere.

»Vi har brug for at få noget på skrift,« siger hun.

Anklageren blev ellers ikke afbrudt under sin redegørelse, indvender advokaten, men Vivi Sønderskov Møller afbryder ham igen.

»Hvis du nu lige tager den med ro. Prøv lige at sætte dig ned,« siger hun irriteret.

De bliver alle enige om, at forsvarer og anklagere må aflevere noget på skrift, som retten kan forholde sig til. Indtil da er der ikke andet at gøre end at vente til på tirsdag, hvor det vil vise sig, om Britta Nielsen er blevet frisk nok til at lade sig afhøre.

»Jeg tror desværre, det er det, vi kan gøre i dag,« siger Vivi Sønderskov Møller og hæver retten allerede klokken 11.09.

Så snart Nima Nabipour træder ud ad porten foran byretten, får han stukket et batteri af kameraer i ansigtet. Imens sniger de to anklagere sig bagom horden af journalister og forsvinder ned i en gyde bag retsbygningen.

Serie

Britta Nielsen og det store svindelnummer

En tidligere ansat i Socialstyrelsen er tiltalt for at have franarret staten 117 mio. kr. Penge, som var øremærket til nogle af samfundets svageste, er tilsyneladende blevet brugt på dressurheste, dyre biler og safariejendomme.

Hvem er hun, og hvordan kunne svindlen stå på i mindst 25 år, uden nogen opdagede det?

Information følger retssagen og forsøger at finde svar.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeanne Löwe Lindberg

Hensyn til svindleren, er vel ikke det første retten skal forholde sig til. Det virker manipulerende, at fremsætte betingelser for strafudmåling før forklaringerne er kommet frem i lyset. Måske skulle der i stedet laves beregninger på og fremskaffes skriftligt materiale om hvor mange mennesker der potientielt ikke har fået den hjælp som midlerne var tiltænkt. Brittas mangeårige overførsler til hendes private ‘Hjælp til Selvhjælp’s konto virker absurd beregnende og egengrådigt. Oveni det faktum at hun har inddraget sine egne børn. Sikken en familietragedie.