Nyhed
Læsetid: 9 min.

Først da Helene Thiesen var 46, forstod hun, at hun som barn havde været del af et eksperiment

Da Helene Thiesen var seks år, blev hun sammen med 21 andre grønlandske børn deporteret til Danmark i 1951 til en plejefamilie. Ambitionen var at uddanne unge grønlændere til at blive rollemodeller for deres jævnaldrende. Først da hun var 46, fik hun sandheden at vide: De 22 grønlandske børn havde været en del af et eksperiment
Helene Thiesen var et af de 22 grønlandske børn, der i 1951 blev deporteret til Danmark for at blive uddannet som rollemodeller for deres jævnaldrene.

Helene Thiesen var et af de 22 grønlandske børn, der i 1951 blev deporteret til Danmark for at blive uddannet som rollemodeller for deres jævnaldrene.

Anders Rye Skjoldjensen

Indland
19. oktober 2019

»Landsrådet takker Red Barnet for planerne for grønlandske børns ophold i Danmark og giver sin tilslutning til, at statsministeriet søger disse planer virkeliggjort«.

Fredag den 28. juli 1950 vedtog det grønlandske landsråd med 19 stemmer mod fire at støtte et initiativ fra den private organisation Red Barnet, der ville udvælge omkring 20 forældreløse grønlandske børn og sende dem til Danmark, hvor de skulle bo hos private plejefamilier.

Referatet fra dette dagsordenspunkt i landsrådets mødeprotokol fylder syv sider, og dem har Information taget med til Stensved på Sydsjælland for at give dem til Helene Thiesen, som i dag er 75 år.

Hun har hørt om landsrådets beslutning, men aldrig selv set referatet, selv om hun var en af de 22 grønlandske børn, der i juni 1951 blev sejlet til København på grønlandsskibet M/S Disko.

»Jeg var seks år, da min far døde af tuberkulose i januar 1951. Et stykke tid efter fik min mor besøg af to danskere, der spurgte hende, hvem af hendes tre børn der var den kvikkeste.«

Sådan husker Helene optakten til det, der for altid skulle ændre hendes liv. I begyndelsen var hendes mor afvisende, men da de to danskere kom for tredje gang, gav hun sig.

»Da de var gået, trøstede min mor mig med, at Danmark var ligesom Paradis med blomster og træer. Og at jeg kun skulle være der i kort tid, så ville jeg komme hjem igen. Selv tænkte jeg, at jeg ikke ville væk. Jeg fattede ingenting, og det gjorde min mor heller ikke.«

Mor blev mindre og mindre

I første omgang var det meningen, at det kun skulle være forældreløse børn. Men det kneb med at finde tilstrækkelig mange, og derfor blev Helene og fem andre børn fra Nuuk udvalgt, selv om de havde deres mor.

Hele byen var mødt op, da M/S Disko lagde til ud for kolonihavnen for at tage børnene med.

»Jeg havde svært ved at slippe mor og mine søskende, og efter vi var sat ned i jollen, der skulle ro os ud til skibet, kiggede jeg op på min mor på kajen. Hun blev mindre og mindre, og jeg var så ked af det.«

På vej ned langs vestkysten lagde M/S Disko ind og tog flere børn med, og den 7. juni ankom de grønlandske børn til Københavns Havn.

»Da vi ankom, var der fyldt med folk, som vinkede til os. Men jeg kan huske, at jeg ikke ville vinke.«

Anders Rye Skjoldjensen

Først kom de 22 børn til Red Barnets feriekoloni Fedgården ved Faxe Ladeplads. Her skulle de være i karantæne og undersøges af læger. Om natten – og mange af de følgende nætter – græd Helene sig i søvn.

»Næste morgen måtte vi gå udenfor. Vi havde aldrig set græs før, så vi vidste ikke, om vi måtte træde på det store grønne tæppe, der lå for enden af fliserne på terrassen. Nu kunne jeg se, at mor havde talt sandt. Der så ud som i Paradis med alle de blomster og blade.«

De grønlandske børn lærte dansk ved at synge børnesange: »I en skov en hytte lå, haren kom på lette tå …«, mens de lavede tegninger i luften.

»Vi fik også lov til at synge en enkelt sang på grønlandsk, men ellers var det meningen, at vi kun skulle tale dansk. Vi blev skældt ud, hvis vi kom til at sige noget på grønlandsk.«

En dag fik børnene at vide, at de skulle øve sig endnu mere, for der ville snart komme en dronning.

»Jeg vidste ikke, hvad en dronning var. En dag skulle pigerne have deres fine kjoler på og drengene deres hvide anorakker, og så kom der en stor sort bil kørende. En dame med en ternet hat og slør og ternet spadseredragt steg ud, og så skulle vi synge.«

I løbet af efteråret ledte Red Barnet efter passende plejefamilier. Helene havde fået et kraftigt udslæt på armene og i knæhaserne, så hun endte med at blive placeret hos en lægefamilie uden for København.

Men på grund af den salve, hun skulle smøre sit eksem med, måtte hun ikke sidde i de fine møbler i stuen.

Hun husker, at konen ofte lå i sengen. Hun fik at vide af sine plejesøskende, at det var, fordi hun havde spist blå søm.

»Jeg var altid sur. Jeg kunne ikke lide at være der. Og jeg stolede ikke på voksne længere. Jeg troede bogstaveligt på, at kvinden havde spist søm, så jeg var bange for hende. Til jul gav de deres egne døtre en stor dukke i julegave, mens jeg kun fik en lille dukke.«

Hjemturen trak ud

Helene blev betegnet som et vanskeligt barn, og det lykkedes Red Barnet at finde en anden plejefamilie, nemlig forstanderparret Ingrid og Ejnar Greve på Brøderup Ungdomsskole i Sydsjælland.

»Der blev jeg rigtigt forkælet. Det var et dejligt sted med mange unge, og jeg fik også en cykel, som jeg lærte at køre på. Og mit dansk blev meget mere flydende.«

Forstanderparrets egne børn gik i skole, men selv om Helene var fyldt otte år, kom hun ikke i skole. I stedet legede hun med familiens hund Vips.

»Plejemor fortalte mig senere, at de ikke vidste, hvor længe jeg skulle blive hos dem. Og hvis jeg ville blive hentet i løbet af en uge, ville det være synd for mig, hvis jeg var begyndt i skolen.«

Anders Rye Skjoldjensen

Stadigvæk var der mange nætter, hvor Helene græd sig i søvn, fordi hun savnede sin mor og søskende. Men tilbagerejsen til Grønland trak ud, fordi det planlagte børnehjem ikke var blevet færdigbygget til tiden.

Endelig en dag fik hun besked om, at hun skulle hjem.

»Nej, hvor blev jeg glad. Alle mine ting og alle de gaver, jeg havde fået, blev pakket sammen.«

Den 25. september 1952 skulle børnene sejle med M/S Umanak tilbage til Grønand. Men seks af børnene mødte ikke op, de var i mellemtiden blevet adopteret af deres danske plejeforældre.

Pressen var mødt talstærkt op på kajen og dækkede afskeden: »Der er næppe Tvivl om, at disse grønlandske Børn netop har faaet det Plus, man vilde give dem ved Opholdet i Danmark«, som Berlingske skrev.

Mistede mor for tredje gang

»Da vi kom til Nuuk, lagde skibet til kaj i skibshavnen. Jeg var så glad for at se min mor og søskende, at jeg satte kufferten og løb hen og krammede hende, mens jeg fortalte om alt det, jeg havde oplevet.«

Da moren svarede, kunne Helene ikke forstå hende. Og så gik det op for hende, at hun havde talt dansk, mens moren talte grønlandsk. Et sprog, som Helene ikke længere kunne forstå.

»Lige i det samme blev jeg prikket på skulderen. Du kan godt slippe din mor, for vi skal op på børnehjemmet. Mine tårer piblede bare frem, jeg kunne slet ikke fatte det. Jeg græd så meget, at jeg ikke fik set byen, mens vi kørte hen til børnehjemmet.«

Børnehjemmet blev drevet af Røde Kors, og her skulle de 16 børn bo. Der blev talt dansk på børnehjemmet, og selv om Helenes mor boede i samme by – og det samme gjorde forældrene til de andre fem børn fra Nuuk – så måtte de ikke løbe hjem. Helene husker, at da en af hendes klassekammerater faldt og slog knæet, løb hun hjem til sin mor og fik sat et plaster på. Men det blev hun skældt ud for.

Da julen nærmede sig, spurgte børnene, om de måtte holde jul hjemme hos deres familier. Nej, det måtte de ikke, for nu var børnehjemmet deres hjem. Heller ikke på fødselsdage fik de lov til at se deres familie.

»Vi græd os i søvn. Vi skulle glemme, at vi var grønlændere.«

Da moren flyttede sammen med en ny mand tre døgns sejlads mod nord, troede Helene, at hun ville få lov til at flytte med.

»Men jeg skulle ikke med. Jeg fik lov til at gå hen og sige farvel, mens de pakkede alt ned i kufferter og kasser. Min verden brød sammen, for det var nu tredje gang, jeg mistede min mor. Jeg havde lyst til at begå selvmord, og jeg havde gjort det, hvis jeg havde kunnet.«

Anders Rye Skjoldjensen

Til Helenes konfirmation fik hun ikke lov til at invitere sin moster og onkel, der stadig boede i Nuuk. I stedet kunne hun få lov til at invitere de familier, hvor hun – og mange af de øvrige piger på børnehjemmet – var babysittere. Som dansktalende var pigerne fra Røde Kors-børnehjemmet nemlig meget efterspurgte babysittere hos byens bedre borgerskab.

Otte år var Helene på børnehjemmet. Bagefter fik hun en realeksamen, og under et højskoleophold i Ry lærte hun sin mand, Ove, at kende. Selv om Helene ville have forsvoret, at hun skulle giftes med en koloniherre, faldt hun for købmandssønnen fra Nakskov.

Efter fem år som børnehaveklasseleder og lærer i Maniitsoq flyttede Helene og Ove i 1977 til Danmark, hvor Helene siden har boet og arbejdet, bl.a. som bistandsværge og tilsynsværge for kriminelle, psykisk syge grønlændere, der afsoner i Danmark.

Da sandheden endelig kom frem

Helene fik aldrig igen tillid til sin mor. Hun følte sig svigtet og kunne ikke forstå, at hendes mor ikke ville have hende hjem.

»Mor døde som 71-årig, og jeg tilgav hende aldrig. Jeg ville ikke engang med til hendes begravelse.«

En dag blev hun ringet op af Tine Bryld, der var ved at skrive en bog om grønlænderne, der afsoner tidsubestemte domme. I samtalen fortalte Helene, hvad hun havde været ude for som barn. Det ville Tine Brylde undersøge. Nogle måneder senere ringede hun til Helene.

»Jeg var 46 år på det tidspunkt. Hun sagde, at hun havde været i Rigsarkivet og fundet ud af, at vi var med i et eksperiment. Jeg begyndte at græde og faldt om på gulvet.«

Samtidig fik hun forklaringen på, hvorfor hun og de andre var blevet anbragt på et børnehjem i stedet for at komme hjem til deres familier.

Det grønlandske landsråd havde nemlig en tilføjelse til den beslutning, de havde truffet tilbage i juli 1950. Rådet gjorde opmærksom »på nødvendigheden af, at det sikres, at børnene ved hjemkomsten til Grønand kommer under passende kår, således at nedgangen fra de gode kår ikke bliver til skade for børnene.«

Med andre ord – efter at have oplevet det søde liv hos danske plejefamilier ville det være en skuffelse for børnene at komme tilbage til deres grønlandske familier.

»Så var det derfor, at jeg blev fjernet fra min familie og anbragt på børnehjemmet. Det havde ikke noget med min mor at gøre.«

I 1998 udgav Tine Bryld bogen I den bedste mening på baggrund af samtaler med 21 af de grønlandske børn. Helene skrev senere sin egen bog For flid og god opførsel om sine oplevelser, og manuskriptet blev brugt som kilde og inspiration for filmen Eksperimentet, der i 2010 havde premiere i Nuuk.

»I mange år følte jeg mig meget splittet i forhold til, om jeg var grønlænder eller dansker. Så da sandheden endelig kom frem, betød det for mig, at jeg kom tilbage til, at jeg er grønlænder, og jeg er stolt af at være det.«

Siden har Helene lært sig at tale grønlandsk igen, men hun kan ikke skrive på grønlandsk. Og hvis hun skal forklare noget meget indviklet, går det lettest på dansk.

I 2015 fik Helene og de øvrige deporterede børn en officiel undskyldning fra Red Barnet: »Det, der dengang blev gjort i god tro og bedste mening, kan i et nutidigt perspektiv kun karakteriseres som upassende, skadeligt og i strid med børns grundlæggende rettigheder (…) Red Barnet undskylder over for dig og dine nære for vores medvirken.«

Senest har tidligere børne- og socialminister Mai Mercado og Martha Abelsen, naalakkersuisoq (landsstyremedlem) for Sundheds, Sociale Anliggender og Justitsområdet, vedtaget et kommissorium for en historisk udredning om de 22 børn. Udredningen skal belyse de historiske fakta »samt de menneskelige oplevelser og konsekvenser« og være færdig i juni 2020.

Helene venter spændt på, hvad udredningen vil medføre.

»Det vil være en kæmpe lettelse for os, når den kommer. Det var så forkert og umenneskeligt at frarøve os familie, land og kultur for at gøre os til danskere. Så jeg håber på, at vi også får en undskyldning fra staten og landsrådet.«

Serie

De anbragte

Statsminister Mette Frederiksen gav i august en undskyldning til Godhavnsdrengene og andre børnehjemsanbragte. Men hun åbnede også op for at sige undskyld til flere, idet hun bebudede flere udredninger af forholdene for andre, der som børn og teenagere har været anbragt i Danmark. Information taler i denne serie med en række andre anbragte, der måske har en officiel undskyldning i vente.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole Kresten Finnemann Juhl

Herrefolksmentalitet som her beskrevet understøtter kun formodningen om, at Danmark var koloniherrer i Grønland, selv om vi ikke var blodige undertrykkere.
Repressiv tolerance er nok den pæneste eufemisme for vores fremfærd i Grønland indtil Hjemmestyrets indførelse i 1979.

Estermarie Mandelquist, Erik Karlsen, Arne Albatros Olsen, Susanne Kaspersen og Allan Gravesen anbefalede denne kommentar