Nyhed
Læsetid: 8 min.

Forsker: »Vi kan se frem til en masse undskyldninger fra Mette Frederiksen«

Stine Grønbæk Jensen har siden 2013 forsket i overgreb, svigt og krænkelser for anbragte børn og voksne. Hun giver her sit bud på, hvad vi som samfund mangler at vide, og hvorfor det er vigtigt at få undersøgt
Efter en mangeårig kamp har Godhavnsdrengene fået en officiel undskyldning af statsminister Mette Frederiksen i august. Her åbnede hun også op for at sige undskyld til flere.

Efter en mangeårig kamp har Godhavnsdrengene fået en officiel undskyldning af statsminister Mette Frederiksen i august. Her åbnede hun også op for at sige undskyld til flere.

Sarah Hartvigsen Juncker

Indland
28. oktober 2019

Da statsminister Mette Frederiksen midt i august sagde undskyld til Godhavnsdrengene, bebudede hun nye undersøgelser af de sorte kapitler af den nyere danmarkshistorie:

»Vi skal afdække, hvad der skete. Vi skal lære af historiens fejl. Jeg vil åbne dørene til de mørke kapitler i vores historie. Kaste lys på fortiden og give ofrene oprejsning, mens tid er,« sagde statsministeren.

Information har bedt Stine Grønbæk Jensen om hendes bud på, hvad der vil være det vigtigste at få udredt i de kommende år. Hun er uddannet antropolog og har siden 2013 forsket i »den erfarede og oplevede velfærdsstat«, som hun udtrykker det, og er bl.a. medforfatter til På kanten af velfærdsstaten om særforsorgens historie fra 1933-80. Kort sagt er hun den rette kvinde til at give et svar.

»Godhavnsrapporten fra 2011 giver os et indblik i, hvordan især drenge fra en række børnehjem oplevede deres tid som anbragte. Men vi ved ikke særlig meget om, hvordan det var for de mange piger, der var anbragt på pigehjem. Det har der i Danmark ikke været nær så meget fokus på som i Norge og Sverige,« siger Stine Grønbæk Jensen.

De unge piger skulle »afrettes« og lære at opføre sig ordentligt, når de blev anbragt på et pigehjem.

»Vi ved, at der på mange pigehjem var isolationsceller. Ja, altså lydisolerede celler, hvor man kunne sidde i lang tid. Nogle har fortalt, at de har siddet i sådan en celle i helt op til en uge ad gangen. Vi ved også, at mange pigehjem havde et tæt samarbejde med psykiatrien. Det kan selvfølgelig give god mening i nogle tilfælde, men tidligere anbragte fortæller, at deres modstand blev sygeliggjort, eller hvis de f.eks. var stukket af fra hjemmet, så fik de en beroligende indsprøjtning. Vi har også hørt fra flere af de piger, at de efterfølgende blev anbragt på en børnepsykiatrisk afdeling.«

– Så hvad er det, vi mangler at vide om pigehjemmene?

»Det ville være godt at lave en nøjere granskning af de kritisable forhold, som man har drøftet gennem tiden, men aldrig fået ordentligt undersøgt.«

De blinde og de døve

Der findes en del beretninger fra personer, der i deres barndom enten har været anbragt på Blindeinstituttet på Refsnæs ved Kalundborg eller på en af statens døveskoler.

»Vi ved derfor, at mange af dem oplevede det samme, som man kan læse om i Godhavnsrapporten: De blev fjernet fra hjemmet, og de blev udsat for tvang, nogle gange ganske vidtgående tvang endda. Vi har beretninger om, at små børn blev tvangsfodret, og hvis de undervejs kom til at kaste op, så blev de tvunget til også at spise deres opkast.«

– Så hvad mangler at blive undersøgt her?

»Igen er det den systematiske undersøgelse, så vi ikke bare har enkeltpersoners beretninger. Hvis man tager Refsnæs som eksempel, så findes der jo et omfattende arkivmateriale. Mange af de her institutioner har været statsejede, og det betyder, at der ofte er et helt unikt kildemateriale.«

Stine Grønbæk Jensen understreger, at det skriftlige kildemateriale ikke kan stå alene. For der kan være mange former for tvang, som aldrig blev beskrevet i kildematerialet, selv om der i arkivet findes hustugtsprotokoller.

»Derfor er det vigtigt at supplere det skriftlige materiale ved at indsamle beretninger fra tidligere anbragte og fra tidligere personale, mens personerne endnu lever og kan huske, hvad der skete.«

Men der er andre store områder end de blinde og de døve. Stine Grønbæk Jensen peger på, at der i 1950’erne var omkring 17.000 anbragt under åndssvageforsorgen.

»Her har der også været omfattende brug af tvang, tvangsanbringelser, fiksering og isolation, ligesom der blev vedtaget en række særlove både i forhold til åndssvageforsorgen og for psykiatrien.«

Hun nævner love om sterilisation og kastration, som medførte, at flere end 11.000 kvinder blev steriliseret, mens flere end 1.000 unge mænd blev kastreret. Der var også love om tvangsarbejde og om forbud mod ægteskaber for folk under særforsorgen.

»Det var alt sammen lovgivning, der baserede sig på racehygiejniske principper, som var lovlige dengang – men som vi i dag etisk må tage afstand fra. Vi er trods alt blevet klogere. På det område kunne også en systematisk gennemgang af klager, der dengang blev behandlet i systemet, give os meget mere viden.«

Behandlingsmetoder

»Det kunne også være tiltrængt kritisk at få undersøgt de behandlingsmetoder – herunder medicin – som blev taget i brug især i åndssvageforsorgen og psykiatrien. Medicin hjalp selvfølgelig rigtig mange, men der er også meget, der tyder på, at meget medicin blev brugt helt lemfældigt, f.eks. hvis man ville skabe ro på sovesalene inden et vagtskifte. Man prøvede sig også meget frem så at sige. Og først i 1970’erne begyndte man at registrere bivirkninger af den medicin, man proppede i børn og voksne,« siger Stine Grønbæk Jensen.

Men også for personer med et fysisk handikap, f.eks. spastikere, kunne det ifølge Stine Grønbæk Jensen være relevant at få udredt brugen af forskellige behandlingsmetoder, f.eks. de såkaldte ståkasser, hvor spastikere blev anbragt trods store smerter. Man mente dengang, at det ville styrke musklerne hos spastikerne, hvis de stod i kasserne i timevis.

»Krænkelserne var mindst lige så store i andre dele af forsorgen som det, vi kan læse om børneforsorgen i Godhavnsrapporten. Godhavnsdrengene har med tiden været gode til at få skabt lydhørhed om deres historie, men det har krævet mange ressourcer. Og for alle de grupper, der ikke har tilsvarende ressourcer til at gøre opmærksom på, hvad de har været igennem, er et opgør med fortiden også relevant.«

Historien om de 22 grønlandske børn, der i 1951 blev deporteret til Danmark, er blevet beskrevet i bøger og film og derigennem kendt af mange. Men ifølge Stine Grønbæk Jensen var der derudover mange flere børn fra både Grønland og Færøerne, som kom til Danmark for at blive anbragt under åndssvageforsorgen, i psykiatrien og andre institutioner.

»Det drejer sig om flere end 100 grønlændere, som jo på linje med de 22 deporterede også mistede tilknytningen til deres familie, deres sprog og kultur og deres land. I stedet blev de anbragt på de store hospitaler inden for åndssvageforsorgen eller psykiatrien.«

Hele det psykiatriske område mangler ifølge Stine Grønbæk Jensen at få undersøgt deres behandlingsmetoder og tvang over for både børn og voksne.

Opgør med skyld og skam

»Det er vigtigt for dem, der har oplevet det, at vi får det undersøgt. Det har jo i mange år været omgærdet af et tabu at have været anbragt, og det har været fyldt med skyld og skam. Og vi kan jo se, at det er blevet lettere for Godhavnsdrengene at vriste sig fri af den skyld og skam over, at de blev behandlet, som de gjorde, og at deres videre liv ofte har været svært. De er kommet til at se deres egen anbringelse i et nyt og anderledes lys. Det betyder noget at blive hørt og anerkendt.«

Men tilbundsgående undersøgelser er også vigtige, mener Stine Grønbæk Jensen, for at debatten i samfundet om fortiden sker på et oplyst grundlag frem for vage opfattelser af, hvordan det sikkert var dengang, da mormor var en lille pige.

»Vi er nødt til at vide, hvad der dengang var ulovligt, og hvad der dengang var lovligt, og hvad der måske var lovligt som f.eks. særlovene, der byggede på racehygiejne, men som vi i dag må tage afstand fra. Først der kan vi tage en diskussion på et oplyst grundlag. Og den diskussion er også vigtig for alle dem, der ikke har været anbragt.«

– Hvorfor er den det?

»Det har demokratisk betydning, at de, der har været mest udsatte i et samfund, kan rejse anklager mod staten og navnlig blive taget alvorligt. At staten er villig til at undersøge sig selv, når der rejses kritik. Men derudover er det helt centralt, at vi som samfund skal lære af vores fejl og gøre det bedre fremadrettet. Vi har behov for at skærpe vores fælles forståelse for, hvad det er for et samfund, vi ønsker, og hvordan de mest sårbare skal behandles.«

De kommende udredninger vil også kunne kaste lys over, om der er fremgangsmåder eller sædvaner, der ikke har ændret sig. Derved kan udredningerne også blive et spejl af vores nuværende praksis, mener Stine Grønbæk Jensen.

Hun forudser, at der på den måde kan komme en masse undskyldninger fra Mette Frederiksen – på linje med den, hun allerede har givet til Godhavnsdrengene og andre tidligere børnehjemsansbragte.

»Hvis en undskyldning kan hjælpe dem, der føler, at de har lidt stor overlast, og hvis den samtidig kan styrke vores indsats over for de grupper fremadrettet og blive et afsæt til at gøre det bedre, så har jeg svært ved at se et problem i at sige undskyld.«

– Hvad er mindst belyst?

»Det er nok dem med fysiske handikap. Dem ved vi ikke særlig meget om ud over, hvad der har stået i jubilæumsskrifter. Det er f.eks. spastisk lammede, polioramte eller folk med dværgvækst. Flere fortæller om, at de er blevet brugt som objekter på konferencer, hvor en masse læger har stået i rundkreds og studeret dem. Det har for mange været en ret krænkende oplevelse, at deres deformiteter kunne reduceres til at være et studieobjekt.«

– Men det er jo tit sket i den bedste mening?

»Det er jo det, man tit siger. Og det er sikkert også rigtigt i mange tilfælde. Men det er også nødvendigt at gå et niveau dybere og se nærmere både på den kritik, der har været i samtiden, og på de interne diskussioner, der har været inden for et system om de metoder, der blev anvendt. Tag åndssvageforsorgen som eksempel. Udadtil blev den præsenteret som verdens bedste åndssvageforsorg, men vi ved, at der internt var mange og store diskussioner om, hvad der var det rigtige at gøre. Så var det altid i den bedste mening – eller var det nogle gange, fordi der skulle spares? Eller fordi man ikke ville trække i land i forhold til kritisable metoder, som man få år forinden havde fejret som banebrydende? Det må belyses, før man kan svare på det spørgsmål.«

Stine Grønbæk Jensen understreger, at det ikke bare handler om at finde frem til fortidens overgreb, svigt, krænkelser eller andre kritisable forhold.

»Hvis det bliver et for entydigt fokus, så risikerer vi at se de anbragte alene som passive ofre for andres overgreb. For det var de ikke kun. De har jo alle sammen gjort noget for at klare sig igennem, for at overleve, for at gøre modstand. Og det er et meget vigtigt aspekt at få med ind i undersøgelserne,« siger Stine Grønbæk Jensen og peger på endnu en risiko:

»Man skal især være opmærksom på, at man ikke får konstrueret en historie om, at alting i gamle dage var forfærdeligt, mens den praksis, vi har i dag, derimod er strålende og helt i orden. Der kan sagtens være ting fra fortiden, som vi kan lære af i dag, og der kan også være kritisable ting fra fortiden, som vi fortsat praktiserer. Også i dag kan der være forrående miljøer rundt omkring. Det kunne opstå dengang – men det kan helt sikkert også opstå i dag.«

Serie

De anbragte

Statsminister Mette Frederiksen gav i august en undskyldning til Godhavnsdrengene og andre børnehjemsanbragte. Men hun åbnede også op for at sige undskyld til flere, idet hun bebudede flere udredninger af forholdene for andre, der som børn og teenagere har været anbragt i Danmark. Information taler i denne serie med en række andre anbragte, der måske har en officiel undskyldning i vente.

Seneste artikler

  • Forening for anbragte børn: Vores erfaringer skal ligestilles med forskning og praksis

    19. november 2019
    Kritisable anbringelser af børn og unge er ikke kun noget, der hører fortiden til. Sådan lyder det fra David Pedersen, formand for foreningen De Anbragtes Vilkår. Med en donation fra Egmontfonden vil foreningen nu bringe tidligere og nuværende anbragtes erfaringer ind i debatten og dermed bidrage til at gøre anbringelser bedre
  • Tidligere anbragt: »Der blev grædt nogle børnetårer der«

    23. oktober 2019
    Som polioramt blev syvårige Bruno Andersen anbragt sammen med andre handicappede børn på Geelsgård Kostskole nord for København. »Dengang skulle børn ikke have for megen opmærksomhed, og det fik vi sandelig heller ikke,« som Bruno Andersen siger
  • Først da Helene Thiesen var 46, forstod hun, at hun som barn havde været del af et eksperiment

    19. oktober 2019
    Da Helene Thiesen var seks år, blev hun sammen med 21 andre grønlandske børn deporteret til Danmark i 1951 til en plejefamilie. Ambitionen var at uddanne unge grønlændere til at blive rollemodeller for deres jævnaldrende. Først da hun var 46, fik hun sandheden at vide: De 22 grønlandske børn havde været en del af et eksperiment
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Margit Johansen

Vi ved det godt. Vi anbringer - som forældre og pårørende og fagpersoner - lige her og nu - i dag - børn og unge - og ældre i dagtilbud og plejecentre - med krænkelser og overgreb som viser sig som dårligt fysisk og psykisk helbred og arbejdsmiljø, (fejl-)medicinering, vægttab, uheld og hændelser, diagnosekaos. Intet er skjult. Vi ved det godt.

Steffen Gliese, Ida Hermansen, Peter Andersen, Tommy Clausen, Eva Schwanenflügel og Bitten Jensen anbefalede denne kommentar
Ida Hermansen

Min mor oplevede det dobbelte svigt. Som indlagt barn uden forældre og senere på kostskolen Geelsgård. Efter et langt liv som selvhjulpen handicappet, opstod behovet for hjælp, efter kommunens fejl. Der var påny en "Vi alene vide" en komplet mangel på lydhørhed i kombination med manglende viden til at læse om handicappet. Mangel på rette hjælpemidler blev fatalt. Handicappolitik var blot ord på papir - ikke omsat i praksis