Nyhed
Læsetid: 8 min.

Nu glæder Hans Jørgen Møller sig til en undskyldning fra statsministeren

I 1957 blev Hans Jørgen Møller anbragt sammen med mange andre handicappede unge på Geelsgård Kostskole nord for København. Med diagnosen ’dværgvækst og misdannelser i alle led’ kan han se tilbage på en barndom, hvor børnene af frygt for nye operationer var bange for det regelmæssige lægetilsyn
69-årige Hans Jørgen Møller blev født som dværg og kom i 1957 til Geelsgård Kostskole nord for København. Her måtte han indordne sig et rigidt hierarki, hvor lussinger og mobning hørte til dagens orden. Desuden blev der foretaget en masse kirurgiske indgreb i hans lille krop.

69-årige Hans Jørgen Møller blev født som dværg og kom i 1957 til Geelsgård Kostskole nord for København. Her måtte han indordne sig et rigidt hierarki, hvor lussinger og mobning hørte til dagens orden. Desuden blev der foretaget en masse kirurgiske indgreb i hans lille krop.

Indland
14. oktober 2019

»Vi skal udrede forholdene for andre mennesker, som også har lidt overlast,« sagde statsminister Mette Frederiksen, da hun i august gav en undskyldning til alle tidligere børnehjemsanbragte.

En af dem, som glæder sig til den udredning, er 69-årige Hans Jørgen Møller fra Amager. Han blev født som dværg og kom i 1957 til Geelsgård Kostskole nord for København. Her tilbragte han de næste otte år. Her måtte han indordne sig under et rigidt hierarki, hvor lussinger og mobning hørte til dagens orden. Desuden blev der foretaget en masse kirurgiske indgreb i hans lille krop.

»Det er det sorte kapitel i min opvækst,« som han siger.

For ham vil en undskyldning fra officielt hold vise, at man erkender, at der blev begået fejl over for ham og andre handicappede, der som ganske unge blev anbragt på ’Geeleren’.

»Så får vi en anerkendelse af alt det, som vi har råbt og skreget om i årevis: Det ikke var os, der var langt ude.«

Kostskolen, der bestod af en firelænget bygning i en etage forbundet med et elevhjem i tre etager, blev opført og taget i brug i september 1955 af Samfundet og Hjemmet for Vanføre. Her skulle handicappede børn fra hele landet bo og gå i skole. Gennem årene blev foruden unge, der som Hans Jørgen Møller havde dværgvækst, hundredvis af poliobørn, børn med muskelsvind og børn med mange andre lidelser anbragt der. De fleste var interne elever, andre boede hjemme.

Det er svært at finde oplysninger om kostskolen og behandlingen af eleverne på den tid, hvor Hans Jørgen kom til skolen. Det er således meget begrænset, hvad Rigsarkivet har af materiale, og kostskolen er i dag afløst af en efterskole. Dette er derfor hans fortælling om hans anbringelse, som han erindrer den. Og den tyder på, at Godhavnsdrengene ikke står alene med barske oplevelser.

»Jeg husker den første dag på skolen. Min plejemor var med, og vi blev vist rundt. Så gik min plejemor, og jeg stod på en fransk altan og græd som pisket.«

Tryner nedad

Hans Jørgen Møllers biologiske mor kom fra et indremissionsk miljø og var kommet »galt af sted«, som det hed, da hun blev sendt på et diskret ophold i Sverige, hvor han blev født.

To uger gammel blev han overført til Nørre Hospital, hvor han kom til at bo. Indimellem blev han overført til Ortopædisk Hospital og opereret. Han har også boet på Blegdamshospitalet og er opereret i hofte, knæ og ankler i begge sider.

»Dengang mente man, at man med kirurgiske indgreb kunne klare alt. Jeg blev opereret hvert halve år. Jeg kan sporadisk huske, at jeg selv kunne gå, men så kunne jeg det pludselig ikke længere. Men jeg havde en trehjulet cykel, og jeg kunne også komme lidt omkring med stokke og skinner langs benene fra fod til hofte.«

Hans Jørgens mor kom og besøgte ham af og til, men der blev længere og længere imellem.

»Til sidst fik hun det råd fra en sygeplejerske at holde sig væk, og det gjorde hun så.«

I stedet fik Hans Jørgen en plejemor, der var tidligere sygeplejerske på Nørre Hospital.

»Indimellem var jeg hjemme hos min plejemor. Hun boede i en moderne lejlighed med eget bad i Nordvest sammen med sin mor. Jeg lå på en slå ud-seng, og vi hyggede os med at spille 500, rommy og den slags.«

På kostskolen skulle Hans Jørgen vænne sig til hierarki, gruppedannelser og slåskampe i et miljø, hvor alle børnene havde en eller anden form for skavank.

»Når man bliver trynet, tryner man nedad. Og det er noget lort at være den nederste. I 1. klasse kunne jeg godt give igen, men i 2. klasse voksede de andre fra mig. Jeg kunne dog stadig godt tæve dem med muskelsvind, og selv om de aldrig blev ret gamle, så kunne de godt få nogle på frakken.«

I det hele taget blev der ikke lagt fingre imellem blandt de anbragte unge.

»Jeg husker en spastiker, der ikke havde noget sprog. På skolen var der en sanglærer, en rigtig hidsigprop, der underviste i klaverspil. Vi havde så fornøjelsen af at tage den spastiske dreng og køre ham i fuld fart ind over dørtærsklen til aulaen og sanglæreren og så gemme os. Drengen kunne ikke sladre, for han havde jo ikke noget sprog. Når han så var kørt ud igen, vips, så kørte vi ham ind igen. Hvor sjovt det har været for ham, er nok en helt anden sag.«

Selv blev Hans Jørgen puttet ind i et skab af nogle af de større elever, hvorfra han ikke selv kunne komme ud.

»Dengang måtte en lærer godt give en elev én på kassen. Og jeg skulle selvfølgelig ikke have noget af at sladre og sige, hvem der havde gjort det, så jeg gik ikke ram forbi. Så var der heldigvis en med muskelsvind i klassen, så kunne han få en flad. Så havde jeg det godt igen.«

»Al den undertrykkelse, vi oplevede på det sted, den skulle ud på en eller anden måde. Der måtte være et afløb. Og det gik ud over de svageste.«

Eleverne blev kollektivt afstraffet, hvis f.eks. en elev i kørestol var væltet, og ingen ville sige, hvem der havde gjort det.

»Vi måtte ikke forlade hjemmet, når vi kom fra skole, altså fra om eftermiddagen til næste morgen. Det stod på, indtil en gav sig og fortalte, at vedkommende havde gjort det.«

Operationsparaden

Det værste, Hans Jørgen kan huske, var de jævnlige lægebesøg, hvor alle drengene blev stillet op i en lang række, hvor de skulle vente på lægen.

»Der var en læge, der var flygtning fra Ungarn. Ham var vi ræd for. Han opererede for et godt ord. Vi kunne se, at ca. hver tredje kom tudende ud, fordi de skulle indlægges. Vi vidste, at det ville komme til at gøre ondt, så vi lærte hurtigt at tælle til tre og så være kreative med at komme på toilettet. Vi fik altid at vide, at det ikke var noget særligt, men alligevel stod vi så et par måneder efter og skulle synge Altid frejdig, når du går, mens flaget var på halv stang.«

Han ved ikke, hvor mange der døde efter operationerne. Han erindrer en periode, hvor det skete tre-fire gange om året. Måske fem.

Han husker, at elever ikke overlevede at få indopereret, hvad Hans Jørgen kalder »et kosteskaft«, i ryggen.

»Man blev skåret op i brystbenet, og så blev en dims fæstet til rygraden. Men jeg slap med skrækken. Måske fordi min plejemor var tidligere sygeplejerske. Jeg tror, at jeg var heldig. Man skulle være psykisk hårdhudet for at komme ud af det, for vi blev ikke regnet for noget,« siger Hans Jørgen og tilføjer:

»Vi havde en klar fornemmelse af at være forsøgskaniner. Vi blev brugt som materiale, der kunne eksperimenteres med. Det var enhver kirurgs drømmescenarie: En masse krøblinge.«

Skulle filmes i underbukser

»En anden ret ydmygende ting var, når de skulle tjekke, om der var forbedringer. Så blev der hængt hvide lærreder op på væggene, og så blev vi filmet, mens vi efter tur skulle gå rundt i underhylere. Det skete en gang om året og varede en halv dag,« siger Hans Jørgen og tilføjer:

»I dag ville den slags aldrig være gået. Men dengang var der ikke så meget pjat.«

Eleverne fik to kroner om måneden i lommepenge. Men de måtte ikke selv administrere dem.

»Når man skulle bruge nogle af sine penge til en is eller sodavand, skulle man ind og bede om dem hos afdelingslederen.«

I Hjem 3, hvor Hans Jørgen boede, hang der i opholdsrummet en hylde med små figurer af kongeligt porcelæn. De tilhørte afdelingslederen, og hvis de gik i stykker, måtte eleverne selv betale.

»Det var jeg ude for. Vi havde noget legetøj med nogle snurrende propeller, og jeg kom til at vælte en af figurerne. Det kostede tæt ved 100 kroner, så man blev aldrig færdig med at afbetale. Jeg klagede min nød til min plejemor, men når hun kom på besøg, var alting jo så fint. Hun kunne slet ikke forstå mig.«

Ringe undervisning

Da Hans Jørgen kom i gymnasiet, fandt han ud af, at det faglige niveau på kostskolen ikke var »noget at skrive hjem om«.

»Jeg havde klaret mig ret godt og tog realeksamen, og jeg var vant til at få 10-taller. Men da jeg kom ud blandt andre unge i gymnasiet, røg jeg ned i den lave ende. På kostskolen havde man ikke satset meget på niveauet, for hvad kunne sådanne nogle handicappede også forvente at blive?«

Nogle år senere forsøgte Hans Jørgen og andre tidligere elever at få rede på, hvilke pædagogiske tanker der havde ligget til grund for opholdet på kostskolen.

»Men det var der slet ikke noget af, viste det sig. Vores indtryk var, at undervisningen mest var retræteposter for fortrinsvis ældre kvinder. Vi lærte ikke på skolen, hvad der skulle til for at klare os udenfor. Skolen havde ikke redskaberne til det og slet ikke det drive, som der skulle til. Det er nok den stærkeste anklage mod Geelsgård Kostskole‚« siger han og fortsætter:

»Selv om vi var nogle, der klarede det, så var der mange, som ikke gjorde. De satte sig bare til at vente med deres invalidepension, fordi deres forsvarsmekanismer ikke var stærke nok.«

Hans Jørgen blev student og senere uddannet på den sociale højskole i Esbjerg. Derefter fik han et vikariat i en socialforvaltning i Vestsjælland.

»Jeg boede i en campingvogn, og det passede mig glimrende. Jeg fik brug for alt, hvad jeg havde lært. De sagde senere, at de havde været ret spændte på, hvordan borgerne ville reagere, når de så sådan en som mig. For mig var det værste, at borgerne altid bød på kaffe. Og jeg som hader kaffe.«

Under ansættelsen kom Hans Jørgen lidt på kant med økonomidirektøren i forvaltningen, måske fordi han ikke kunne se ideen med at forsøge at hive nogle børnepenge ud af en 72-årig folkepensionist.

»Det ville koste mere i administration, end vi kunne få ind. Jeg havde håbet at blive fastansat, men de fandt en anden.«

Siden har Hans Jørgen ikke haft et lønnet arbejde, men arbejdet frivilligt i Dansk Handicapforbund. Han har også arrangeret Dværgenes Bookingbureau, hvor interesserede kunne leje en eller flere dværge til film og andet. Det eksisterer endnu, men Hans Jørgen er ikke længere deltager.

Det har ikke været muligt at spore nogen af de ansatte på kostskolen, der kunne forholde sig til Hans Jørgens historie.

Serie

De anbragte

Statsminister Mette Frederiksen gav i august en undskyldning til Godhavnsdrengene og andre børnehjemsanbragte. Men hun åbnede også op for at sige undskyld til flere, idet hun bebudede flere udredninger af forholdene for andre, der som børn og teenagere har været anbragt i Danmark. Information taler i denne serie med en række andre anbragte, der måske har en officiel undskyldning i vente.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Bjerrehuus

Overtegnede har i 1971 og 1972 arbejdede på Geelsgård Kostskole hvor medicinstuderende passede et barn i respirator. Vi var derfor ikke som sådan ansat af Geelskov Kostskole.
Jeg var med i skole timerne og hverdagen. Jeg husker stedet som et i enhver henseende kompetent sted, der tog sig godt af børn, der tilhørte de svageste i samfundet. Jeg genkender intet af det i artiklen beskrevne, og nogle udsagn siger mere om journalisten og den interviewede end de anklagede. Artiklen ville gøre sig glimrende i ekstrabladet eller BT, men gør sig ikke i Information

Tommy Gundestrup Schou

Så må Hans Jørgen Møller jo se om han kan få kontakt til daværende statsminister H. C. Hansen.

Det nytter ikke noget at kræve en undskyldning af nuværende statsminister da hun på ingen måde havde noget med det at gøre og hvis den nuværende regering skal undskylde for alt hvad tidligere regeringer har udført så bliver det jo skruen uden ende.

Eva Schwanenflügel

Endnu en grusom beretning.
Det var nok så som så med systemet i de såkaldte 'gode, gamle dage'..
Ikke at det er blevet bedre i nutidens konkurrencestat..

Mengele og hans ilk har desværre ikke levet forgæves..

Ib Gram-Jensen

Hvis Hans Jørgen Møller kom til Geelsgår Kostskole i 1957 og var der i otte år, har han forladt den i 1965, seks år før Torben Bjerrehuus arbejdede der. Derfor siger Bjerrehuus' erfaringer ikke nødvendigvis noget om, hvordan forholdene var, mens Hans Jørgen Møller opholdt sig på skolen.

Et eller andet sted i DR's arkiver burde der ligge en udsendelse med en person, der berettede om erfaringer, der lignede Hans Jørgen Møllers - jeg ved ikke, om den institution, han havde været på, var Geelsgård Kostskole og jeg husker ikke, hvornår udsendelsen blev sendt, eller hvad personen hed, kun at han gik på Tårnby Gymnasium en årgang eller to over min egen, som gik der 1969-72. Formodentligt må udsendelsen være blevet sendt senere i 1970'erne. Også i den nævntes hyppige operationer og dødsfald.

Ida Hermansen, Eva Schwanenflügel og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

Rent kronologisk og i og med at Hans Jørgen Møller er fra Amager, kan det ikke udelukkes, at han faktisk er identisk med den person, jeg skrev om. Jeg kan af gode grunde ikke sige det ud fra billedet af ham. Men i så fald har han altså fortalt den samme historie på et tidspunkt, der er langt tættere på oplevelserne.

Ib Gram-Jensen

Kan ikke afgøre det med sikkerhed, men efter lidt research er jeg tilbøjelig til at tro, at det faktisk var Hans Jørgen Møller, der gik på Tårnby Gymnasium.

Ib Gram-Jensen

Lidt yderligere research opklarede, at det var Hans Jørgen Møller, der gik på Tårnby Gymnasium; der er således ikke tale om to forskellige personer, der fortæller om de samme ting, men Hans Jørgen Møller har altså flere gange (også i Kristeligt Dagblad 11.2.2000) fortalt den samme historie. Det beviser naturligvis ikke i sig selv noget, men hvad han fortæller på de forskellige tidspunkter forekommer konsistent, og i hvert fald er historien ikke noget, Information eller nogen bestemt journalist lægger i munden på ham.

Else Marie Arevad

På den pæne privatskole, hvor jeg gik i 50erne, blev der jævnligt uddelt lussinger, det tog man nærmest som en selvfølge.
Hvad angår de kirurgiske indgreb, er de vel ikke blevet foretaget for at torturere børnene?

Ida Hermansen

Der er angiveligt sket en omfattende udvikling i pædagogikken gennem årene. Således kan det være meget anderledes i 70’erne. Min mor gik der, i perioden 1962-65. Hun har ikke beskrevet det som et hjertevarmt sted.