Nu kører spionanklaget forfatters sag i landsretten: I 42 år har PET haft kopi af hans dagbog

Under Den Kolde Krig gav KGB ifølge afhopperen Gordijevskij den venstreorienterede danske forfatter Arne Herløv Petersen dæknavnet ’Palle’ og dyrkede ham i årevis som en nyttig påvirkningsagent for sovjetiske synspunkter.

Gennem 10 år udviklede ’Palle’ en livlig kontakt med sovjetiske ambassadefolk, og PET regnede sig frem til, at der i perioden september 1972 frem til august 1982 var aftalt minimum 115 møder mellem forfatteren og diverse KGB-officerer. Selv mener Arne Herløv Petersen, at der kun har været tale om 19 møder.

Arne Herløv Petersen modtog gaver fra sine sovjetiske venner – fortrinsvis flasker med sprut og kartoner med smøger – og var forholdsvis åbenmundet om sine kontakter på sovjetambassaden i Kristianiagade i København. Snart kom han så meget i PET’s søgelys, at først hans telefon, siden hans bopæl i den lille by Tryggelev på Langeland blev telefon- og rumaflyttet gennem flere år.

Den 3. november 1981 kl. 19.21 slog politiet til og anholdt Arne Herløv Petersen og hans hustru. ’Palle’ blev sigtet efter straffelovens paragraf 108, den såkaldt milde spionparagraf, og parrets hjem blev ransaget.

Arne Herløv Petersen kom aldrig for retten. I stedet modtog han et såkaldt tiltalefrafald i 1982, som bruges, hvis en tiltalt erkender sin skyld – hvad Arne Herløv Petersen aldrig har gjort.

Under ransagningen af hans bopæl havde PET bl.a. konfiskeret forfatterens dagbog på 665 tæt maskinskrevne sider tilbage fra 1972, svarende til godt 1.400 normalsider. Det er disse private dagsbogssider, som nu er genstand for en stævning mod PET og Rigsarkivet.

Dansk Forfatterforening kræver på vegne af Arne Herløv Petersen, at PET og Rigsarkivet »skal destruere alle fysiske og digitale kopier« af dagbogen, samt at PET skal betale 50.000 kroner til forfatteren. Forfatterforeningen mener, at PET (og Rigsarkivet) har optrådt i strid med ophavsretsloven, menneskeretskonventionens bestemmelser om privatlivets fred samt straffeprocessuelle og forvaltningsretlige regler ved fortsat i al hemmelighed at opbevare en eller flere kopier af dagbogen, selv om PET i 1982 opgav at tiltale ’Palle’ og derefter tilbageleverede den originale dagbog.

Ved tilbageleveringen blev Arne Herløv Petersen ikke orienteret om, at PET havde taget en kopi af hans dagbog. Det var først, da PET-Kommissionen offentliggjorde deres beretning i 2009, at han blev klar over sagens rette sammenhæng. Halvdelen af bind 13 fra kommissionen var nemlig afsat til at behandle sagen om ’Palle’, og ikke færre end 17 gange var der omtale eller direkte citater hentet fra dagbogen.

Dagbogens indhold

» … hentede vadims kone på vejen. I jægersgade gav han mig en hel kasse med to kartoner prince, to kartoner cecil, to flasker armagnac, fire flasker whisky & tre flasker vodka, men det skulle også betragtes som en julegave, sagde han. Vi aftalte at mødes lige efter nytår, hvor jeg gerne skulle have pjecen om de kolde krigere færdig«.

Sådan skrev Arne Herløv Petersen i dagbogen den 29. november 1977. Vadim var KGB-officeren Vadim Tjernyj, og pjecen om de kolde krigere var en pjece, som Arne Herløv Petersen havde sagt ja til at skrive. Pjecen citerede fra vestlige aviser, hvad en række fortrinsvis amerikanske koldkrigspolitikere stod for og havde udtalt. Den udkom i 1978.

Han oplyser, at kontakterne for det meste havde en flaske eller to med, hvis de besøgte ham.

»Dem tømte vi gerne på stedet. De var gode drukkammerater, og det betød desværre en del for mig i den periode af mit liv,« tilføjer han.

Ifølge Arne Herløv Petersen er det langtfra alle dagbogssiderne, der beskriver hans kontakt til russiske diplomater. I en bog udgivet i 2017 opgjorde han indholdet i dagbogen på følgende måde:

»Jeg har gennemgået de dagbøger, PET har liggende i kopi. Hvis man sammentæller alt, hvad der står om russere og fordrukne møder og det, jeg er blevet anklaget for, løber det op i 1,8 procent af dagbogens indhold – i alt 19 sider ud af de 1.465 sider, som dagbogen for disse år fylder i digitaliseret form. 98,2 procent af det materiale, PET har konfiskeret, har ikke noget som helst at gøre med noget af det, de anklager mig for.«

Siden 2009 har Arne Herløv Petersen forsøgt at få udleveret PET’s kopi af dagbogen. Først ved at skrive til Justitsministeriet og PET. Det fik han ikke noget ud af, hvorefter han klagede over, at PET havde overdraget dagbogen til Rigsarkivet. Det betød, at forskere kunne få adgang til den og også mange sider, der ifølge ’Palle’ ikke handler om hans kontakt med sovjetiske ambassadefolk.

Overdragelsen til Rigsarkivet skete ifølge PET, fordi dagbogen var af særlig historisk interesse – dog uden at PET konkretiserede det nærmere.

Forfatterforeningen overtog sagen

Arne Herløv Petersen klagede igen og mente, at PET overtrådte hans eneret til dagbogen på baggrund af ophavsretsloven, og at tjenesten ikke siden 1982 havde haft ret til at disponere over den. Justitsministeriet fandt dog ikke grundlag for at tilsidesætte PET’s opfattelse af dagbogens historiske værdi.

I september 2012 gik Dansk Forfatterforening ind i sagen og henvendte sig til Justitsministeriet, der ifølge stævningen nøjedes med at henholde sig til sin tidligere forklaring.

Så blev det Ombudsmandens tur. Dansk Forfatterforening sendte en klage bilagt to udtalelser fra ophavsretsspecialister, der begge entydigt konkluderede, at PET havde krænket forfatterens ophavsret ved kopieringen af dagbogen.

Efter en omfattende korrespondance i flere år med Justitsministeriet og PET kom Ombudsmanden i marts 2017 så med en udtalelse. Han fandt ikke grundlag for at kritisere Justitsministeriet for ikke at fastslå, at PET uberettiget havde kopieret dagbogen. Han fandt heller ikke, at Arne Herløv Petersens krav på privatliv var overtrådt, men tilføjede, at spørgsmålet henhører under Menneskeretsdomstolen.

I december 2018 fik Arne Herløv Petersen adgang til at se dagbogen hos Rigsarkivet, og der fandt han ud af, at der også – og ifølge stævningen i modstrid med tidligere oplysninger fra PET – var udarbejdet en såkaldt partiel kopi, altså udvalgte sider fra dagbogen.

Dansk Forfatterforening ønsker at få prøvet ved domstolen, om dagbogen skal slettes, og at kopieringen og den efterfølgende opbevaring dømmes ulovlig.

’Som at stå midt i en myretue’

»Det er mig bekendt uden fortilfælde, at statsmagten har konfiskeret en ustraffet persons dagbog og anbragt den i et offentligt arkiv, hvor efterretningstjenesten kan bestemme, hvem der må læse det,« siger Arne Herløv Petersen.

»Når jeg skriver dagbog, er det for at bruge den bagefter. Det har jeg f.eks. gjort i romanen Grænseløs. Den bog bygger temmelig tæt på mine dagbøger fra 1960’erne. Derudover kan det kan være praktisk at se, hvornår jeg har gjort det ene eller andet.«

Arne Herløv Petersen har også skrevet mange sider om sine tanker om sin familie, skilsmisse, personlige relationer og andre private forhold.

– Hvad er det mest krænkende for: din ophavsret eller dit privatliv?

»Principielt handler sagen om ophavsret. Det er derfor, at forfatterforeningen er med. Når jeg skriver noget, har jeg ophavsret over det. Men PET har tiltaget sig råderet over min dagbog. PET kan bestemme, hvem der må læse i den, og hvem der ikke må. De er ikke tilgængelige for offentligheden, men hvis man søger om tilladelse, så kan PET afgøre, om man kan få lov til at læse en masse ting om mig, som ikke er beregnet for deres øjne.«

»Det er en uhørt krænkelse af mit privatliv. Det er vel at mærke ikke materiale, der er fremlagt i en retssal, fordi jeg fik aldrig nogen retssag. Og så skal man ifølge reglerne destruere materialet, når efterforskningen er ophævet.«

– PET vurderer, at den har historisk interesse?

»Det er et smuthul. Men PET er jo ikke uafhængige, og de er heller ikke historikere. Det er snarere en politimand, der har afgjort det. Men jeg kan ikke forstå, at mit privatliv har historisk interesse,« siger Arne Herløv Petersen og fastholder, at han dengang »ikke havde nogen fornemmelse af, at russerne var andet end det, de udgav sig for – presse- og kulturattacheer ved den sovjetiske ambassade. Jeg tænkte ikke på efterretningstjenester, for jeg troede, at sådan nogle prøvede at få fat i militære eller politiske hemmeligheder, og det havde jeg ikke på nogen måde.«

– Er det ikke bare et tak for sidst fra din side?

»Det er en krænkelse på alle tænkelige måder. Og det var ikke noget, jeg vidste. Da jeg i 2010 fik arkivadgang til PET’s materiale, lå der to meget høje stabler. Den ene var mine dagbøger, den andet var deres aflytningsrapporter. Indtil da havde jeg troet, når jeg kunne se ordrette citater i PET-Kommissionens beretning, at det kun var de udvalgte dele, der kunne have nogen betydning i sagen. Det var som at stå i en myretue at finde ud af, at andre kunne få lov til at snage i mit mest intime liv. Det er fantastisk ubehageligt.«

Fri proces til principiel sag

Dansk Forfatterforening er ifølge formand Morten Visby »en forening, der værner om forfatternes rettigheder, og derfor giver det god mening for os at gå ind i sagen«.

»Vi synes, sagen er principiel, fordi den handler om helt basale rettigheder for Arne Herløv Petersen både som borger og som forfatter,« siger Morten Visby og fortsætter:

»Han har været udsat for en væsentlig krænkelse af sit privatliv. Det kan dårligt blive mere intimt i forhold til privatlivet, når statsmagten gør indgriben i en dagbog. Og så er det også en krænkelse af hans rettigheder som forfatter. Pointen for os er, at han selv skal bestemme, hvornår og hvordan hans dagbog skal offentliggøres. Men den mulighed er han frataget. Det er afgørende for os.«

Dansk Forfatterforening har ifølge formanden ikke været i tvivl om at gå ind i sagen helt tilbage fra 2012.

»Det er et eklatant eksempel på krænkelse af rettigheder, endda begået af en af de mest magtfulde myndigheder,« siger Morten Visby og peger på, at når forfatterforeningen har fået fri proces fra Procesbevillingsnævnet til at føre sagen, er det netop fordi, retssagen rummer spørgsmål af principiel karakter.

PET har ingen kommentarer til stævningen, oplyser tjenestens pressesektion. Det har Rigsarkivet heller ikke. En pressemedarbejder fra Rigsarkivet skriver i en mail, at med hensyn til at få adgang til kopien af dagbogen i PET’s arkiv i Rigsarkivet, er der aftalt en særlig, længere tilgængelighedsfrist på 80 år for PET’s arkivalier.

»Rigsarkivaren vil ikke kunne dispensere fra denne frist uden PET’s samtykke,« skriver pressemedarbejderen, der ikke umiddelbart vil oplyse, hvem der har fået adgang til dagbogen.

Det vides, at ud over PET-Kommissionen har også tidligere professor Bent Jensens Center for Koldkrigsforskning haft adgang til dagbogen.