Interview
Læsetid: 3 min.

Politikerne i EU har sat sig selv i en ’kattepine’ ved at indgå aftale med Tyrkiet

Den flygtningeaftale, som EU indgik med Tyrkiet i 2015, er så vigtig for de europæiske ledere, at de har svært ved at skrue bissen på over for Tyrkiets voldsomme fremfærd over for kurderne i Syrien. Det vurderer en professor, som mener, at EU må finde bedre løsninger på flygtninge- og migrationspolitikken
Allerede før flygtningeaftalen, som EU indgik med Tyrkiet i 2015, begyndte asyltallene i EU at dale, forklarer Thomas Gammeltoft-Hansen.

Allerede før flygtningeaftalen, som EU indgik med Tyrkiet i 2015, begyndte asyltallene i EU at dale, forklarer Thomas Gammeltoft-Hansen.

Maud Lervik

Indland
18. oktober 2019

Den europæiske reaktion på Tyrkiets militære indtog i Syrien har været temmelig afmålt.

EU har ganske vist fordømt aggressionen mod kurderne, og medlemslandene er blevet enige om ikke at udstede nye våbentilladelser til Tyrkiet, hvis der er en risiko for, at våbnene kan blive brugt i den nuværende konflikt. Men mere er det ikke blevet til.

Det findes der især én god grund til, nemlig den flygtningeaftale, som EU i 2015 indgik med Tyrkiet.

Det vurderer Thomas Gammeltoft-Hansen, professor MSO ved Københavns Universitet og ekspert i migration og asylret.

»EU’s reaktion hører til i den milde ende,« siger han.

»Det hænger nok tæt sammen med den kattepine, man står i med flygtningeaftalen.«

Med det mener han, at Tyrkiets præsident Erdogan har den meget store klemme på EU, at han til enhver tid kan true med at åbne sluserne for nogle af de millioner af flygtninge og migranter, som landet huser, og som EU betaler Tyrkiet for at holde tilbage.

Det lægger en dæmper på EU-ledernes iver efter at kritisere Tyrkiets voldsomme fremfærd over for kurderne i Syrien.

Erdogan har allerede truet med at »åbne portene og sende 3,6 millioner migranter« til EU, hvis de europæiske ledere kalder hans militære operation i Syrien for en invasion.

De europæiske politikere er dels bekymrede for, hvad der helt praktisk ville ske, hvis en ny bølge af flygtninge og migranter strømmede ind i EU som i 2015. Dels ville det være et stort ansigtstab for de europæiske politikere, hvis Erdogan trækker stikket på flygtningeaftalen, mener Thomas Gammeltoft-Hansen. Aftalen er nemlig blevet solgt til de europæiske befolkninger som en afgørende del af løsningen på flygtningekrisen.

»Det ville have en stor symbolpolitisk effekt,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

»Lur mig, om ikke Erdogan derfor har været meget bevidst om, at han formentlig kunne regne med en begrænset kritik fra EU. Han ved jo, at det er ham, der har fat i den lange ende.«

Overvurderet aftale

Da flygtningekrisen var på sit højeste i efteråret 2015, indgik EU’s medlemslande en aftale med Tyrkiet. Hvis Tyrkiet ville sørge for at holde flygtninge og migranter på sin side af Det Ægæiske Hav, ville EU til gengæld betale landet tre mia. euro, give tyrkerne visumfrihed og genoptage forhandlinger om et tyrkisk EU-medlemskab.

Siden da er antallet af asylansøgere, der ankommer til EU, faldet drastisk. Men det skyldes ikke kun aftalen med Tyrkiet. Faktisk har dens effekt været stærkt overvurderet, siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

»Jeg tror, de fleste forskere vil være enige om, at man har oversolgt den her aftale.«

Før aftalen med Tyrkiet havde en gruppe EU-lande med Tyskland i spidsen indgået en aftale med Balkanlandene uden for EU. De var blevet enige om at styrke grænserne på Balkan, som mange flygtninge og migranter hidtil havde passeret for at nå til EU.

Allerede før Tyrkiet-aftalen begyndte asyltallene i EU at dale, forklarer Thomas Gammeltoft-Hansen. Samtidig fik landene i Sydeuropa bedre styr på registreringen af asylansøgere, så de ikke frit kunne rejse videre nordpå, og der blev indgået flere andre politiske aftaler, som også havde en effekt. Tyrkiet-aftalen var altså kun en mindre del af puslespillet, mener professoren.

Men det ændrer ikke ved, at aftalen har givet Tyrkiet et stærkt kort på hånden.

Lappeløsninger

EU-landenes forsigtige kritik af Tyrkiet viser, hvor vigtigt migrationsområdet er blevet for de europæiske politikere, siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

»Migrationsdagsordenen har fået forrang for den mere generelle udenrigspolitik. Det gør, at man indgår nogle aftaler af en karakter, som man virkelig kan sætte spørgsmålstegn ved ud fra et menneskeretligt synspunkt. Og det betyder også, at man forhandler aktivt med nogle regimer, som man nok ellers ikke ville have forhandlet med.«

Med det henviser Thomas Gammeltoft-Hansen især til den aftale, som Italien med EU i ryggen i sin tid indgik med Libyens tidligere leder Muammar Gaddafi. En aftale, som på flere måder minder om aftalen med Tyrkiet. Ligesom Erdogan truede Gaddafi også EU-landene med at sende millioner af flygtninge og migranter afsted, hvis NATO invaderede Libyen.

Den nuværende situation viser, at EU er nødt til at finde på en bedre måde at håndtere flygtninge og migranter på, mener Thomas Gammeltoft-Hansen. Han kalder den slags aftaler, EU har indgået med Tyrkiet, for »kortsigtede« og »lappeløsninger«, fordi de altid har en begrænset levetid.

I de kommende år bliver udfordringen for EU-landene at finde løsninger, som ikke kun tilfredsstiller deres egne befolkninger, men som også fungerer for de lande, man indgår aftaler med, og for de flygtninge og migranter, det hele handler om, så de ikke migrerer videre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvad med at EU begyndte at arbejde for fred - og ikke medvirker til at angribe og destabilisere lande/regioner, hvor katastrofeudviklingerne sender alle disse mennesker på flugt? Det lader til at de kloge herrer i artiklen forventer at flygtningestrømme vil fortsætte og fortsætte og at der skal laves langsigtet holdbare politikker og strategier til at håndtere dem - hvilket understreger at der ingen forebyggende tiltage, altså handlinger som hindrer at flygtningestrømmene opstår, på bordet.

Den tyrkiske manøvre, som EU så usselt fik hevet i land, hvor man bestikker sig ud af problemer med flygtninge fra lande, man selv har forsømt at kere sig om - ja, tilmed for visse medlemslandes vedkommende indirekte og direkte har angrebet militært, blev jo primært nødvendig fordi man netop ikke havde en fredsorienteret udenrigspolitik, som med vægt kunne have interveneret overfor de lande, som sendte våben, militser, materiel og andre forsyninger ind i Syrien. EU, hvilket i praksis forpligter stort set alle europæiske lande, har krævet den syriske regerings afgang og dermed opmuntret ulovlige militser til at fortsætte en vanvittig opstand, som til forveksling ligner Libyen-modellen (altså dén model, som Bolton tilbød Nordkorea, hvilket formentligt var én af årsagerne til at Trump fyrede ham; det blev for dumt, selv for Trump!).

EU bør indse at aktivistisk udenrigspolitik og handelsmæssig neokolonialisme er udsigtsløst for global balance og trivsel, og de fleste vil nok trække på smilebåndet over en sådan opfordring - men så kunne man da i det mindste advokere for at man bliver mere kritisk og nøgternt indstillet når det kommer til positioneringen og strategien i internationale konfliktudviklinger, således at man ikke forbliver i seng med parter, der tydeligvis - på endog rigtigt mange måder, er ude af stand til at handle hensigtsmæssigt og på humanitære grundlag.

Thomas Tanghus, Arne Albatros Olsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det er ikke blot krigsflygtninge, Vesten mangler at forholde sig fornuftigt til.
Hvad med de kommende millioner af klimaflygtninge?

Våbenindustrien er den spiller, der er stærkest på banen, og som mange politikere er i lommen på.
Derfor bliver der ved med at komme konflikter rundt omkring i verden.

torben - nielsen

Der er det her med at politikerne er i lommen hos våben industrien.

Spørgsmålet er, om det nu også altid forholder sig sådan.

Jeg er en flittig bruger af Browning skydevåben, og jeg satte derfor min børsmægler til at undersøge muligheden for at investere i foretagenet.

Det viste sig ikke at være så nemt.

Browning skydevåben bliver fremstillet på FN Nationale fabrikken i Belgien. Og FN Nationale viser sig at være en del af noget, som hedder Herstal Group. Inde i Herstal Group findes der også våbenfabrikker som italienske Beretta, og den amerikanske US Repeating Arms, som sælger våben under navnet Winchester.

Herstal Group viser sig så, at være 100% eget af det Vallonske Lokalparlament i Belgien, og er ikke børsnoteret, derfor kan jeg heller ikke købe aktier i foretagenet.

Men det betyder også, at her er det våbenfabrikken, som er i lommen hos politikerne, og ikke omvendt.

Anne-Marie Krogsbøll

Det kunne man jo have sagt sig selv. Blev man ikke allerede advaret ved aftalens indgåelse?

Jo, men såvel en omsorgsfuld indsats overfor flygtninge som opgøret med den aktivistiske udenrigspolitik bliver løbende underkendt af vilkårlige fjendebilleder, hvormed advarsler og krav om forebyggelse fremfor reparationsforsøg med sort/hvide diskurser kan afskrives som ansvarsfralæggelse, sågar sympati med 'fjenden'.