Analyse
Læsetid: 4 min.

Regeringens barske lovforslag om fratagelse af statsborgerskab skal simulere handlekraft

De seneste døgn har afsløret, at Danmark står handlingslammet over for risikoen for kaos og nye flygtningestrømme fra Syrien. Så meget desto mere har S-regeringen brug for at aflede opmærksomheden med et kontroversielt forslag, der ophidser alle slapperne, halalhippierne og de bløde jurister
Hvis millioner af flygtninge igen begynder at strømme mod Europa, vil alle andre politiske dagsordener hurtigt fortone sig.

Hvis millioner af flygtninge igen begynder at strømme mod Europa, vil alle andre politiske dagsordener hurtigt fortone sig.

Martin Lehmann

Indland
19. oktober 2019

Ingen lader sig skræmme af udenrigsminister Jeppe Kofod (S). Det virker snarere parodisk, når S-regeringens hårdeste tiltag blot er at indkalde Tyrkiets ambassadør til en opsang på Asiatisk Plads. Og i dag forestiller ingen sig vist, at den døgnaktuelle våbenhvile i Nordsyrien skulle være forårsaget af Danmarks diplomatiske indsats.

Tværtimod har reaktionerne fra Jeppe Kofod og flere andre EU-udenrigsminister udstillet Europas udenrigspolitiske impotens. Uden støtte fra amerikansk militær har EU-landene ikke meget at stille op.

På landjorden gør det hverken fra eller til, når en udenrigsminister fra en fjern småstat maner til besindelse og forsigtigt anmoder Tyrkiet om at udvise tilbageholdenhed og proportionalitet.

Situationen er ellers højeksplosiv også på den hjemlige indenrigspolitiske front: En yderligere eskalation af Tyrkiets invasion i Nordsyrien risikerer at genopflamme de senere års debat om terrortrusler og flygtningestrømme og dermed trække S-regeringen ind i et vælgermæssigt minefelt.

Hvis millioner af flygtninge og ikke mindst IS-terrorister igen begynder at strømme mod Europa, vil alle andre politiske dagsordener hurtigt fortone sig. Så risikerer S-regeringen at blive spillet tilbage til start og – nøjagtig som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i 2015, da asyl-og migrantvandringen begyndte – stå afmægtig tilbage.

Indtil videre har Jeppe Kofod tydeligvis ikke formået at afværge den bebudede katastrofe. Men så har S-regeringen andre virkemidler: Udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) har i ugens løb fremrykket et tiltag, der rummer al den handlekraft, som Jeppe Kofods samtaler mangler, nemlig retspolitisk konsekvens og kontrovers.

Efter planen skulle S-regeringen først i december have fremsat et lovforslag om at kunne frakende statsborgerskab fra krigeriske danskere, men pludselig er alle almindelige beslutningsprocedurer blevet kortsluttet. Nu skal lovforslaget hastes igennem.

Forslaget om at fratage såkaldte fremmedkrigere med dobbelt statsborgerskab deres danske statsborgerskab – rent administrativt, altså uden dommerkendelse, og via en simpel meddelelse i E-Boks – er på alle måder opsigtsvækkende.

Med tilbagevirkende kraft

S-regeringen lægger ikke alene op til at hastebehandle forslaget, men også til at begrænse den almindelige høringsfrist til en enkelt uge, tilmed hen over efterårsferien. At forslaget allerede nyder solid opbakning i Folketinget fra de borgerlige partier gør ikke ligefrem bekymringerne for lovsjusk mindre.

Statsminister Mette Frederiksen (S) afviser dog alle retspolitiske bekymringer og understreger, at hun faktisk er villig til at gå endnu længere: »Det er mennesker, der har vendt Danmark ryggen og med vold kæmpet mod vores demokrati og frihed. De udgør en trussel mod vores alles sikkerhed. De er uønskede i Danmark. Regeringen vil derfor gøre alt, hvad der er muligt, for at forhindre dem i at komme tilbage til Danmark,« udtaler statsministeren i en pressemeddelelse.

Konkret vil lovforslaget betyde, at en lille gruppe danske statsborgere kan straffes for noget så diffust som at have »udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for landets vitale interesser« og sågar for »handlinger, der er begået forud for lovens ikrafttræden«, som det ærligt hedder i udkastet.

Udlændingeminister Mattias Tesfaye afviser indtil videre at definere, hvad det mere præcist vil sige at have skadet »landets vitale interesser«, og ingen vil derfor i første omgang kunne vide, hvad grundlaget egentligt vil være for et så vidtgående indgreb, som fratagelse af danske statsborgeres statsborgerskab vitterligt er. Han beklager også blot, at lovforslaget vil blive hastebehandlet og skal fungere med tilbagevirkende kraft.

Regeringens noget nonchalante attitude over for et så principielt vidtgående retspolitisk skridt har fremprovokeret kritiske reaktioner fra en stribe eksperter og politikere fra de rød-grønne støttepartier. Og denne trodsreaktion kan være pointen i sig selv.

En vis procesrisiko

Kombinationen af tilbagevirkende kraft, diffuse kriterier og fraværet af dommerkendelse får alle alarmklokker til at ringe. Af lovforslaget fremgår det direkte, at der er »en vis mindre procesrisiko forbundet med ordningen«, fordi Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg ikke har en klar praksis på området.

På lægmandssprog betyder det, at regeringens jurister frygter, at lovforslaget kan ende med at blive underkendt af Menneskerettighedsdomstolen. Tidligere ville sådanne lovforslag slet ikke være blevet fremsat, fordi Danmark ikke ønskede at balancere på kanten af brud med basale menneskerettigheder. Men tiderne har ændret sig.

Realpolitisk tjener det i dag et dobbelt formål for S-regeringen at løbe en »vis mindre procesrisiko«: For det første demonstrerer forslaget en stålsat form for handlekraft, som S-regeringen totalt mangler i forhold til konfliktens egentlige kerne, nemlig risikoen for nye terroranslag og flygtningestrømme. Det kontroversielle lovforslag er en perfekt timet afledningsmanøvre.

For det andet fremprovokerer lovforslaget en bekvem form for kritik, som S-regeringen elsker, nemlig kritik fra alle de venstrefløjspolitikere og retspolitiske eksperter, som i årevis og automatisk har advaret mod alle former for stramninger i udlændingepolitikken.

Regeringen får endnu en mulighed for at signalere, at Socialdemokratiet har skiftet side og nu er hårdere end selv højrefløjen, præcis som det skete med »bombepakken« i forrige uge.

Så længe de rød-grønne partier bare stemmer for finansloven til december, er det tæt på ideelt for statsminister Mette Frederiksen, at alverdens slappere, halalhippier og bløde jurister himler op om brud på menneskerettighederne. For så fremstår S-regeringen i det mindste som nogle hårde negle, der fortsat kan appellere til gamle DF-vælgere.

Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Som det er sket med så mange andre love der er blevet hastet igennem udenom høringer og befinder sig i zonen for 'procesrisiko', vil vi med stor sandsynlighed blive vidner til utilsigtede konsekvenser.

Men det er ligegyldigt, så længe man fremstår hård og handlekraftig.

Lillian Larsen, Ejvind Larsen, John Andersen, Herdis Weins, Kim Folke Knudsen, Søren Bro, Peter Beck-Lauritzen, Carsten Svendsen, Hanne Utoft, Christian Mondrup og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar

"På lægmandssprog betyder det, at regeringens jurister frygter, at lovforslaget kan ende med at blive underkendt af Menneskerettighedsdomstolen. Tidligere ville sådanne lovforslag slet ikke være blevet fremsat, fordi Danmark ikke ønskede at balancere på kanten af brud med basale menneskerettigheder. Men tiderne har ændret sig."

Ja, tiderne har ændret sig. Idag fører Danmark en aktivistisk udenrigspolitik, som indebærer krigsdeltagelser, militær oprustning og politisk indblanding i suveræne staters indre anliggender, så derfor er menneskerettighedsspørgsmål og overholdelse af internationale love blevet barrierer, som skal 'prøves af', ligefrem udfordres, for ellers bliver den aggressive, politiske kurs amputeret på forhånd. På samme måde går det med den indenrigspolitiske tilstand, hvor Danmark ikke længere kan være et land, som lader tvivl og retstilstand komme borgere til gode, men fører kafka'ske processer mod individer og grupper, der vurderes at udgøre sikkerhedsrisici eller direkte er 'udanske'.

Danmark har på et tidspunkt været på vej mod gode retstilstande, herunder et stærkt fokus på fred, solidaritet og integritet, men dette er der ikke længere 'råd' til, såvel fordi vi har en budgetlov og en finanspagt at tage hensyn til, som fordi vi har et internationalt 'partnerskab' at leve op til.

Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, John Andersen, Flemming Berger, Peter Beck-Lauritzen, Søren Bro, Hans Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

"Vitale interesse"! Hvilke vitale interesser har DK i Syrien, endsige EU? Ingen! "Vi vil (kun) fred her til lands", -til nød også EU og NATO. Så dette argument duer ikke og det skal det måske heller ikke, for det konflikter sikkert med en konvention, et eller andet sted. Så igen stor ståhej for ingenting=varm luft.
Men dobbelt statsborgerskab, syntes jeg, er en uskik. Hvad er formålet?

Arne Albatros Olsen

Hvor er jeg dog træt af alle de signaler. De stritter jo snart i alle mulige retninger at efter den populistiske vejrudsigt.

Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Under den 2. Verdenskrig samarbejde et større antal danskere med den tyske værnemagt. Tusinder lod sig rekruttere til Waffen SS og indgik sammen med Nederlændere, Belgiere, Franskmænd, Nordmænd, baltere i de tyske korps, der kæmpede mod den røde hær på Østfronten. Mange af korpsene har krigsforbrydelser på samvittigheden. Den tyske hær på Østfronten var ikke udelukkende et nationalt tysk projekt. Den var sammensat af enheder fra utallige lande fra Ungarn, Rumænien, Balkan landene, og fra de mere eller mindre frivillige, som lod sig rekruttere fra det besatte Europa.

Vi valgte efter krigen at forfølge den store del af disse danske borgere hjemme i Danmark. At de blev straffet for det landsforræderi der blev begået. Desværre var der i tiden efter 1945 en meget kedelig tendens til at de små fisk blev straffet hårdt medens de store fisk trak frikort.

Dele af dansk industri og det danske landbrug forsynede Det Tredje rige med livsvigtige forsyninger. Måske en af de afgørende grunde til at tyskerne ikke indførte den brændte jords taktik i det besatte Danmark. Først til aller sidst i vinteren 1945 begyndte den tyske kommandant Georg Lindemann i Danmark at overveje og efter enkelte sabotagehandlinger at praktisere den brændte jords taktik.

I GB var der i krigens første år vrede over landbrugets værnemageri. Royal Air Force overvejede at indlede strategiske luftangreb på danske slagterier samt at ramme Storebælts overfarten og overfarten mellem Helsingør og Helsingborg, fordi omfattende tysk materiel blev transporteret på DSB´s færger. Luftangrebene skulle tilskynde til, at den danske modstandsbevægelse selv gik i aktion mod disse mål.

Danmark bør hjemtage alle danske statsborgere, som har været medlemmer af IS og stille dem for en domstol i Danmark. Det er ikke kurderne, som skal retsforfølge vores borgere. Det er heller ikke syrenes ansvar eller tyrkernes ansvar.

Vi kan diskutere fremad om, der har været givet for mange statsborgerskaber til indvandrere med den viden vi har nu, men vi har pligt til at straffe vores egne borgere og ikke skubbe problemet over på andre nationer.

Svigtet af kurderne nu fra koalitionens side ikke mindst USA er helt enestående.

Kilde Wikipedia DE Georg Lindemann (1884-1963) ( øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark i 1945 ).
https://de.wikipedia.org/wiki/Georg_Lindemann

Lillian Larsen, Morten Erlandsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Marianne Stockmarr

Det er lige som "Kommunistloven fra 1941!