Læsetid: 3 min.

Regeringens støttepartier: Isolationsstraf skal begrænses og praksis skal ændres

Det er uacceptabelt og bekymrende, at isolation anvendes så hyppigt i danske fængsler, og at praksis efter alt at dømme er ulovlig, lyder det fra regeringens støttepartier. SF vil fremsætte et beslutningsforslag for at sikre de indsattes retssikkerhed, hvilket møder opbakning fra Enhedslisten og De Radikale
17. oktober 2019

Brugen af isolation som disciplinærstraf i danske fængsler skal begrænses, og de indsattes retssikkerhed i processen skal sikres lang bedre.

Sådan lyder det bredt fra regeringens støttepartier Enhedslisten, De Radikale og SF. Det sker som en reaktion på en artikel i Information om, at den danske praksis for isolationsstraf efter alt at dømme ikke lever op til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der er skrevet ind i dansk lovgivning. Det vurderer to jurister.

Brugen af langvarig isolation på mindst 14 dage i de danske fængsler er de seneste år steget 9.528 procent fra syv tilfælde i 2015 til 674 i 2018.

»Hvis danske indsatte klager over isolation, får de ikke udskudt afsoningen, indtil klagesagen er afgjort. Og når de idømmes isolation, er det før, at en domstol har afgjort, om de er skyldige i det forhold, de er dømt for. Begge forhold lever efter alt at dømme ikke op til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,« udtalte seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder Peter Vedel Kessing i Information onsdag.

SF’s retsordfører Karina Lorentzen Denhardt kalder brugen af isolation i danske fængsler – som også betegnes strafcelle ­– for »opsigtsvækkende«.

Hun vil fremsætte et beslutningsforslag om, at strafcelle på mere end syv dage altid skal domstolsprøves før afsoning. Dermed vil de indsatte få rettens ord for, om de er skyldige i den forseelse, de idømmes isolation for.

»Jeg er ved at lægge grundstenene til beslutningsforslaget. For selvfølgelig skal vi i Danmark overholde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som vi er forpligtet til. Og når isolation anvendes så meget, som det er tilfældet i dag, så skal domstolene som minimum ind over. Det må der være enighed om på hele den politiske skala,« siger hun.

Karina Lorentzen Denhardt vil desuden bede justitsminister Nick Hækkerup (S) redegøre for, om Danmark bryder de europæiske menneskerettigheder i forhold til brugen af isolationsstraf.

Både Enhedslisten og De Radikale bakker op om et beslutningsforslag om, at en dommer altid skal ind over længerevarende strafcellesager.

»Når vi har forpligtet os på internationale konventioner, skal vi jo overholde dem. Det står også i forståelsespapiret. Beslutningsforslaget ville øge retssikkerheden væsentligt for de indsatte. Og så kunne det måske være med til at sikre, at strafcelle ikke bruges i flæng, som det virker til at være tilfældet i dag,« siger Rosa Lund, retsordfører for Enhedslisten.

De Radikales retsordfører, Kristian Hegaard, mener også, at det giver »god mening at gå i den retning«.

»Politiske beslutninger har bragt os på kanten med, hvis ikke over lovgivningen. Det skal vi selvfølgelig rette op på,« siger han.

’Stærkt kritisabel udvikling’

Den eksplosive stigning i brugen af langvarig isolation i danske fængsler skyldes blandt andet, at det fra politisk hold er blevet gjort obligatorisk at straffe disciplinære forseelser såsom trusler om vold eller indtag af alkohol. Og straffen er ofte isolation. Tidligere var det op til fængselsbetjentene at vurdere, om en disciplinærstraf var nødvendig. 

Derudover fører flere forseelser end tidligere til strafcelle. Det gælder blandt andet rygning og grimt sprog eller dårlig opførsel over for en fængselsbetjent.

Danmark er det eneste land i Norden, hvor isolation er så udbredt en disciplinærstraf i fængslerne.

Det er »helt uacceptabelt«, at isolationsstraf anvendes så hyppigt herhjemme, mener Kristian Hegaard.

»Det er utvivlsomt noget, vi er nødt til at kigge på, fordi der er tale om en strafform, som er så indgribende. Jeg mener eksempelvis ikke, det bør være obligatorisk for fængselsbetjentene at uddele disciplinærstraffe såsom isolation. Vi er nødt til at lytte mere til deres faglige vurdering,« siger han.

Også Rosa Lund mener, at udviklingen i brug af strafcelle er »stærkt kritisabel og bekymrende« og noget, hun ved førstkommende lejlighed vil drøfte med justitsministeren.

»I dag sidder mange mennesker i isolation, selv om de ikke burde. Det har ekstremt negative konsekvenser for deres resocialisering og fortsatte liv. Og så foregår det endda på en måde, som virker til at være i strid med konventionerne. Det er langt ude og noget, vi er nødt til at ændre,« siger hun.

De Konservatives retsordfører Naser Khader har ikke mulighed for at stille op til interview, men skriver i en kommentar til Information:

»Isolationsfængsling er et nødvendigt redskab, som hverken skal bruges for meget eller for lidt, men vi skal naturligvis hele tiden vurdere, om det bruges rigtigt.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Liberal Alliance og Venstre

Isolation er noget af det mest indgribende, et menneske kan blive udsat for. Ifølge Dignity – Dansk Institut Mod Tortur kan afsondringen fra andre medføre »angst, depressioner og decideret sindssygdom«.
Læs også
Men. Efter et par uger kunne jeg ikke længere koncentrere mig om at læse bøger og se længere udsendelser i fjernsynet. Det fortog sig, da jeg kom ud af isolationen, men jeg døjer stadig med hukommelsessvigt, siger Andres Rasmussen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ken Sass
  • Eva Schwanenflügel
Ken Sass og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Mon støttepartierne får Socialdemokratiet med på en begrænsning af brugen af isolation og strafcelle?
Man kunne tillade sig at tvivle.

'Tilliden' til systemet og politikernes handlekraft skal jo boostes symbolsk, hvilket man da også kan se af det nye lovforslag fra S om at fængsle flere istedet for at idømme dem samfundstjeneste.

Det skal nok give anvendelsen af isolation et ordentligt nøk i den forkerte retning, når endnu flere fanger skal slås om endnu mindre plads.

Nu bliver det endnu vildere, som de siger i reality-showet "Robinson ekspeditionen"

https://www.altinget.dk/artikel/regeringen-vil-saette-flere-voldsmaend-i...