På papiret var vikarbureauets direktør en fisker fra den spanske enklave Melilla. I virkeligheden var han bare en stråmand.
Selskabet hed Supreme Service, og i løbet af 2013 blev det brugt til at franarre den danske statskasse knap fem millioner kroner. Det var begyndelsen på en større sag om momssvindel. I 2017 blev den egentlige bagmand, Chaib Mojab, dømt for at have svindlet for 85 millioner kroner i 13 selskaber, heriblandt vikarbureauet.
Nu viser det sig, at flere af selskaberne har en fællesnævner: Seks af selskaberne har været kunder ved det samme lille revisionsfirma på Vesterbro i København: Revisionsfirmaet Niels Ole Ellegaard. I mindst fire tilfælde var det også medarbejdere ved revisionsfirmaet, der registrerede de stråmandsdirektører, som Chaib Mojab gemte sig bag.
Det fremgår af dokumenter, som Information og Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans har fået aktindsigt i ved Erhvervsstyrelsen.
Det var blandt andet tilfældet i Supreme Service. Fra 2007 til 2012 blev selskabets regnskaber indsendt på revisionsfirmaets papir. I november 2012 solgte de hidtidige ejere så selskabet til den spanske fisker, som både blev registreret som ejer og direktør i firmaet. Straks efter blev virksomheden omregistreret fra handels- og industrivirksomhed til vikarbureau.
Det var en mistænkelig handel, som revisionsfirmaet burde have reageret på. Det mener blandt andre Jakob Dedenroth Bernhoft, der er direktør i revisorjura.dk og ekspert i hvidvasksager.
»Hvis man skulle drive et vikarbureau i Danmark, så tager det kun et kvarter at oprette selskabet i selskabsregistret. Det er i sig selv mistænkeligt, at man vælger at købe et allerede oprettet selskab, der har lavet noget helt andet for at omdanne det til et vikarbureau,« siger han.
»Jeg tror, at det handler om, at man vil flyve under radaren hos både banken og selskabsmyndighederne.«
Revisorer har – ligesom f.eks. banker og advokater – en særlig forpligtelse til at indberette mistanke om økonomisk kriminalitet, skatteunddragelse, hvidvask eller terrorfinansiering til bagmandspolitiet (SØIK). Det kræver blandt andet hvidvaskloven.
Seniorrådgiver Lars Krull fra Aalborg Universitet mener, at omstændighederne omkring overdragelsen af Supreme Service er så mistænkelige, at revisoren burde have indberettet det til myndighederne.
»Der er ingen tvivl om, at revisoren også på det tidspunkt var omfattet af hvidvasklovgivningen. Det betyder for det første, at han skal identificere den her spanske direktør entydigt, og så skal han interessere sig for, hvor personen har pengene fra til at købe det,« siger han.
Pakkeløsninger
Da sagen kom for retten i 2017, erklærede Chaib Mojab sig skyldig og forklarede, at han havde købt stråmænd og selskaber som pakkeløsninger. Han købte selskaberne som »en fuld pakke« med stråmandsdirektør, bankkonto, nemID, momsregistrering og e-mailadresse.
Det fremgår ikke af retsdokumenterne, hvem Chaib Mojab købte disse pakkeløsninger af, og han er ikke vendt tilbage på Informations og Finans’ henvendelser. Men den tidligere direktør i Supreme Service, Hazim Al-Anzari, har i forbindelse med konkursbehandlingen af selskabet i Sø- og Handelsretten forklaret, at det var »selskabets revisor, som stod for overdragelsesaftalen«.
Selv havde han ikke haft nogen kontakt med køberen: »Det havde revisor alene.« Hazim Al-Anzari forklarede også, at det var »efter rådgivning fra revisoren«, at han valgte at sælge selskabet.
Dokumenter fra Erhvervsstyrelsen viser, at revisionsfirmaet Niels Ole Ellegaard spillede en central rolle i forbindelse med overdragelsen.
Det var den nuværende ejer af revisionsfirmaet, Hakan Keser, der registrerede spanieren som direktør for Supreme Service ved hjælp af hans pasnummer. Det var også Hakan Keser, der registrerede ændringen af branche til vikarbureau. Og så var det ham, der i forbindelse med ejerskiftet momsregistrerede virksomheden og angav, at selskabet ville have en omsætning på under 20 millioner kroner om året.
»Revisors rolle ser ikke for godt ud, fordi meget af den pakke, som den dømte momssvindler har købt, er lavet af ham,« siger Jakob Dedenroth Bernhoft.
Fire stråmænd
I flere af de selskaber, Chaib Mojab er dømt for at have benyttet i sin svindel, finder man et lignende mønster. I selskabet Quality Servise ApS var det eksempelvis også en medarbejder i revisionsfirmaet Niels Ole Ellegaard, der registrerede den stråmandsdirektør, Chaib Mojab dækkede sig bag.
Og i selskabet Trading Market ApS var det ligeledes en medarbejder i revisionsfirmaet, revisor Halil Keser, der registrerede stråmandsdirektøren. Ændringerne registrerede han med sin digitale underskrift fra sit eget firma, Rådhus Revisorerne ApS, der har adresse samme sted som revisionsfirmaet Niels Ole Ellegaard.
Det samme var tilfældet i selskabet JD Trade ApS, hvor revisoren desuden stod for at momsregistrere virksomheden og angive, at den forventede omsætning ville være på under 20 millioner kroner årligt.
Information og Finans har forelagt sagen om Supreme Service for Lars Kiertzner, der er chefkonsulent i brancheorganisationen FSR – Danske Revisorer. Han understreger, at han ikke kan vide, om det er en bortforklaring, når den dømte momssvindler Chaib Mojab i retten sagde, at han kun stod for selve svindlen, men ikke for organiseringen af selskaber og stråmandsdirektører.
»Men hvis det er rigtigt, rejser det jo spørgsmålet om, hvem der så var rekvisitør,« siger Lars Kiertzner.
Han mener dog ikke, at revisoren »nødvendigvis« havde pligt til at indberette sagen til myndighederne. For selve købet af virksomheden er en relativt lille transaktion, og Spanien står ikke på EU’s liste over lande med såkaldt strategiske mangler vedrørende hvidvask, forklarer han.
Jakob Dedenroth Bernhoft har en anden vurdering.
»Der er ingen bagatelgrænser i forhold til indberetninger af mistanke om økonomisk kriminalitet. Det kan godt være, at Spanien ikke er et højrisikoland. Men det ændrer ikke på forpligtelsen til at undersøge, om direktøren er en reel direktør og ikke en stråmandsdirektør, og hvem der er den reelle ejer,« siger han.
Så intet mistænkeligt
Information og Finans har været i kontakt med direktør i revisionsfirmaet Hakan Keser og revisor Halil Keser. De har valgt, at det er førstnævnte, der udtaler sig om sagen.
Hakan Keser bekræfter, at han ikke indberettede sagen om Supreme Service til bagmandspolitiet. Revisionsfirmaet har kun én gang lavet en underretning, og det var i en anden sag, forklarer han.
Efter eget udsagn så han ikke noget mistænkeligt i overdragelsen af Supreme Service til den spanske stråmandsdirektør.
Så vidt han husker, mødte han spanieren personligt i forbindelse med underskrivelsen af overdragelsesaftalen, og han havde ikke indtryk af, at nogen bagved trak i trådene, forklarer han.
»Vi kan jo ikke vide på forhånd, om folk laver noget kriminelt, når de går ud ad døren,« siger Hakan Keser.
»Hvis kunderne var blevet hos os, og vi havde set noget mistænkeligt, så havde vi selvfølgelig også indberettet det. Men det er sådan med den slags kunder, at når de går, så kommer de aldrig tilbage igen.«
Hakan Keser afviser, at revisionsfirmaet har været involveret i at udforme eller sælge de pakkeløsninger, som Chaib Mojab i retten forklarede, at han havde købt. Faktisk ved han slet ikke, hvem Chaib Mojab er, fortæller han.
»Vi havde ikke noget indtryk af, at det var sådan,« siger Hakan Keser.
»Det kan godt være, han har gjort det, og at han har snydt sig igennem. Men det med pakkeløsninger er for mig ubekendt.«

Infografik: Mikkel Juul Krongaard
Grand Theft Europe
Formodet momssvindel for milliarder, svigtende tilsyn, syrienkrigere og to virksomheder på en tom grund i Dragør. I denne serie afdækker Information sammen med Finans og en lang række medier international momssvindel for milliarder. Samarbejdet er koordineret af researchorganisationen CORRECTIV.
Lyt også til Netværket – en podcast i tre afsnit om bagmændene med forbindelser til al-Qaeda og Islamisk Stat, som er en del af et netværk, som har begået formodet momssvindel for over en milliard.
Seneste artikler
Netværket – en podcast om momssvindel, Islamisk Stat og slikbutikker i tre afsnit
17. april 2020Bagmænd med forbindelser til al-Qaeda og Islamisk Stat er en del af et netværk, som har begået formodet momssvindel for over en milliard. Hør historien i en coronafri podcast i tre afsnitVenstre: Danmark er ved almindelig kontrolsjusk blevet en trofast Islamisk Stat-støtte
6. december 2019Justitsministeren bør kunne forklare mere om, hvad myndighederne – og særligt PET – har vidst i sagen om formodede momssvindlere med forbindelse til Islamisk Stat. Sådan lyder det fra flere politikere efter afdækningen af, at personer i netværket har været involveret i at sende hospitalsudstyr til SyrienIslamisk Stat havde brug for hospitalsudstyr. Momssvindlere fra Danmark hjalp til med at skaffe det
6. december 2019En insider fra et netværk af formodede momssvindlere med kobling til danske jihadister fortæller nu sin historie. Om hvordan den centrale jihadist i netværket blev indkøber for Islamisk Stat, og hvordan han selv blev forsøgt rekrutteret af PET