Nyhed
Læsetid: 6 min.

Tidligere anbragt: »Der blev grædt nogle børnetårer der«

Som polioramt blev syvårige Bruno Andersen anbragt sammen med andre handicappede børn på Geelsgård Kostskole nord for København. »Dengang skulle børn ikke have for megen opmærksomhed, og det fik vi sandelig heller ikke,« som Bruno Andersen siger
Som polioramt blev syvårige Bruno Andersen anbragt børn på Geelsgård Kostskole nord for København. Og der var ikke megen voksenkontakt: »De var meget fraværende over for os. De negligerede fuldstændig at tale med os, og der var absolut ingen følelser mellem de voksne og børnene.«

Som polioramt blev syvårige Bruno Andersen anbragt børn på Geelsgård Kostskole nord for København. Og der var ikke megen voksenkontakt: »De var meget fraværende over for os. De negligerede fuldstændig at tale med os, og der var absolut ingen følelser mellem de voksne og børnene.«

Indland
23. oktober 2019

Frem til Bruno var syv år, skiftede han som polioramt barn mellem at være indlagt på Ortopædisk Hospital i København og være hjemme i Sæby i Vestsjælland. Han kunne godt gå selv – men kun meget korte strækninger med de skinner, han var blevet udstyret med på hospitalet.

Da han skulle begynde i skolen, gik det helt galt. Kommunen ville ikke betale for taxakørsel, og derfor endte Bruno på Geelsgård Kostskole på hjørnet af Kongevejen og Skodsborgvej nord for København. Her var mange andre polioramte børn anbragt sammen med andre børn med forskellige handicap.

»Det var den lokale vognmand, der kørte mor og mig hen til skolen. Jeg husker stemningen i bilen. Den var meget mystisk. Der blev ikke sagt et ord. Min mor havde det sådan, at hun ikke ville sige farvel. I stedet sagde hun, at hun skulle tale med en sygeplejerske, og pist, så var hun væk. Hold da op, der blev grædt nogle børnetårer på Geelsgård Kostskole.«

– Så var du en ulykkelig dreng?

»Det har jeg altid været, for jeg har været totalt overladt til fremmede, jeg ikke havde kendskab til.«

Tilbage i 1952-53 rasede en voldsom polioepidemi i Danmark, hvor ca. 7.000 personer – fortrinsvis børn – fik polio eller børnelammelse, som sygdommen også kaldes. Bruno Andersen blev født i 1951 som tredje barn i en fattig familie og var et af de polioramte børn. Det samme var hans storebror.

»Vi blev født med et års mellemrum og fik begge polio. Det var en sygdom, som især huserede blandt fattige, der ikke havde wc og den slags. Som to-tre-årig kunne jeg godt selv gå på lokum uden hjælp, men pludselig begyndte jeg at falde om og kunne ikke længere gå,« siger Bruno Andersen, der i dag er 68 år.

Flere hundrede børn døde af epidemien, fordi deres lungefunktion blev ramt af lammelser. Og før en brugbar vaccine blev opfundet i midten af 1950’erne, var sundhedsvæsenet ikke klar over, hvad man skulle gribe og gøre i. Det fik Bruno også at mærke.

»Både min storebror og jeg holdt op med at trække vejret, så vi skulle af sted i en ambulance. Men de ville ikke have os på det lokale sygehus i Holbæk. Vi var smittefarlige, så det skulle de ikke have noget af. Vi endte så på en særlig afdeling på Blegdamshospitalet i København.«

Frygtede besøg af lægerne

Geelsgård Kostskole blev drevet af Vanførefonden og var den eneste institution af sin slags i Danmark. Det er svært at finde oplysninger om kostskolen og behandlingen af eleverne på den tid, hvor Bruno kom til skolen.

Det er således meget begrænset, hvad Rigsarkivet har af materiale, og kostskolen er i dag afløst af en efterskole. Dette er derfor Brunos fortælling om hans anbringelse, som han erindrer den fra de ti år, han var på skolen.

»De voksne ville vist helst have, at man skulle have en fornemmelse af at have vundet den store gevinst i lotteriet, når man var så heldig at være der. Men der var ingen af os børn, der så sådan på det.«

Bruno husker, at han skulle bo på Hjem 3, og da han på sin allerførste skoledag sad på sin seng og var ulykkelig, tog han nogle tinsoldater frem og legede lidt med dem. Lidt efter kom en lidt ældre dreng, som han tidligere havde mødt på Ortopædisk Hospital, ind på stuen med sine to stokke.

»Han mente, at det var latterligt at lege med tinsoldater, og fejede dem ned på gulvet med sin ene stok.«

Information har i seriens første artikel beskrevet, hvordan Hans Jørgen Møller, der havde dværgvækst, blev bange for at skulle opereres, når lægerne kom til Geelsgård Kostskole. Det samme var Bruno.

»Vi vidste aldrig, hvad der skulle ske. Vi havde ingen indflydelse, ingen talte med os om, hvad planerne var. Der var altid nogle, der blev sendt ind til Ortopædisk Hospital, og der var altid nogle, der lå og ventede på at blive raske nok til igen at kunne blive sendt derind.«

– Fik børnene det bedre af operationerne?

»Det er svært at sige. Hvad var der sket, hvis ikke de var blevet opereret? Der var en smuk pige, der kom på hospitalet og døde. Jeg husker, at jeg så hende hoppe op ad trappen på skolen med ét ben og blodet fossende ud af det andet. Så kom hun på hospitalet, og bagefter blev det nævnt til morgensangen, at hun havde haft blodkræft og var død.«

Blev dummere og dummere

Bruno var ikke som mange af de anbragte drenge på Godhavn udsat for fysiske overgreb fra nogen af lærerne eller personalet på Geelsgård. Det, han tænker tilbage på, er derimod mangel på en reel voksenkontakt.

»De var meget fraværende over for os. De negligerede fuldstændig at tale med os, og der var absolut ingen følelser mellem de voksne og børnene. Vi, der ikke rigtig havde forældre til at hjælpe os, blev ikke understøttet i vores opvækst til at håndtere ganske almindelige ting. Vi havde kun voksenkontakt 1:1, når vi skulle have skideballer.«

Holdningen var, mindes Bruno, at børnene skulle have deres behov dækket: mad, en seng at sove i, behandling mod deres sygdom. Og så skulle de lære noget. Mere var der ikke at sige om den sag.

»I virkeligheden blev vi dummere og dummere. Ingen lærte os noget om samfundet eller om, hvordan man gebærder sig i dagligdags situationer.«

Han husker sig selv som »et meget ulykkeligt barn«, mens han var på kostskolen.

»Jeg havde ikke nogen voksne at tale med. Det havde jeg et enormt behov for, især når man begynder at blive lidt ældre og skal forstå omverdenen, mens man forsøger at blive voksen. For hvis man ikke kender reglerne og ved, hvad der skal til, så ender det hele i pis og lort.«

Det gjorde det i hvert fald for Bruno, da han var færdig på kostskolen. Bruno fik en elevplads hos et gulvfirma på Christianshavn, men det gik ikke så godt. En plads på et andet kontor gik ikke meget bedre. Derefter forsøgte Bruno at blive pædagogmedhjælper. Det gik slet ikke.

»Jeg havde svært ved at vise omsorg over for andre, fordi jeg aldrig selv havde fået det. Jeg tog mig selv i at kommandere med børnene, og jeg kunne godt selv se, at det ikke fungerede.«

I de kommende år sank Bruno ned i et miljø med stofmisbrug og alkohol. En aften mødte han en pige på et værtshus, og han flyttede sammen med hende. Og det var, mens Bruno var kærester med hende, at han radikalt ændrede sit liv.

»Jeg stod op hver morgen og gik på et HF-Kursus. Bagefter søgte jeg ned på RUC, hvor jeg i 1979 blev færdig som socionom, altså en socialrådgiveruddannelse.«

Derefter arbejdede han som socialarbejder i 38 år i Hvidovre Kommune, indtil han blev pensioneret.

Undskyldning vil ikke hjælpe

»Trods alt har Geelsgård Kostskole betydet meget for mig. Mit alternativ havde været at bo hjemme i Sæby. Men det var ikke godt at bo der, for der var alt for meget ballade, og mine forældre var tit oppe at slås. De elskede ikke deres børn. De talte aldrig med os, og de ville ikke have nogen kontakt med os. Jeg kan ikke huske en eneste samtale med min far eller mor.«

Men selv om det var positivt for Bruno at komme væk fra Sæby, kompenserede kostskolen ikke for de manglende forældre.

»Nogle elever på skolen havde megen kontakt med deres forældre. Andre som mig havde ingen. Men det var ikke noget, som skolen som institution blandede sig i.«

– Hvad ville en officiel undskyldning fra Danmark betyde for dig?

»Jeg tror ikke, at nogen, der ikke har været noget lignende igennem, kan forstå, hvordan det har været. Jeg tror ikke, at en undskyldning ville hjælpe mig,« siger Bruno og fortsætter:

»Mange tidligere elever på Geelsgård vil sikkert synes, at de har haft det godt på skolen. Jeg tror, at oplevelsen af skolen afhænger meget af forholdet til ens forældre. Jeg fik aldrig besøg, jeg fik aldrig en gave til jul eller fødselsdag, men det var jo ikke skolens skyld. Det var den generelle holdning dengang: Børn skal ikke have for megen opmærksomhed, og det fik vi sandelig heller ikke.«

Serie

De anbragte

Statsminister Mette Frederiksen gav i august en undskyldning til Godhavnsdrengene og andre børnehjemsanbragte. Men hun åbnede også op for at sige undskyld til flere, idet hun bebudede flere udredninger af forholdene for andre, der som børn og teenagere har været anbragt i Danmark. Information taler i denne serie med en række andre anbragte, der måske har en officiel undskyldning i vente.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Børn kan være rigtig hårde ved hinanden også i 50erne, og selv i dag har de voksne svært ved at stoppe børn der tryner/mopper af andre børn, det foregår ofte i det skjulte.

Torben Bjerrehuus

Hvad Bruno Andersen beskriver i interviewet, er det mest grusomme man kan gøre mod et barn. Den manglende (øjen) kontakt med et menneske der elsker en og alt hvad der iøvrigt foregår mellem forældre og barn, fravær af dette risikerer at skade barnet for livet. Den viden havde man ikke i 50’erne.
Det ved man Idag, og derfor er mange børns manglende omsorg i institutioner eller i hjemmet (herunder at mor/far glor på en skærm istedet for øjenkontakt med barnet) grusomt. Det er i de første 10 år af et menneskes liv personligheden dannes.
For god orden skyld skal det nævnes at når Bruno blev sendt til Rigshospitalet (Blegdamshospitalet) skyldes det at der i 1952 ikke fandtes respiratorer. Man samlede de poliosyge på Rigshospitalet hvor medicinstuderende sad med en ballon og blæste luft i lungerne på de syge, 20 gange i minuttet, 24/7, indtil børnene atter kunne trække vejret selv.

Per Christiansen

Hvad skal der komme ud af fortidens “forbrydelser”?
Alm. børn i 60 erne havde det sgu også en kummerlig opvækst. Klø, trusler. Klø med tøjbøjler, stor træ grydeskeer, læderbælte osv.
For vores eget bedste naturligvis.
Men hvad skal der komme ud af at rippe op i det ??