Læsetid: 6 min.

Tidligere anbragt: »Der blev grædt nogle børnetårer der«

Som polioramt blev syvårige Bruno Andersen anbragt sammen med andre handicappede børn på Geelsgård Kostskole nord for København. »Dengang skulle børn ikke have for megen opmærksomhed, og det fik vi sandelig heller ikke,« som Bruno Andersen siger
Som polioramt blev syvårige Bruno Andersen anbragt børn på Geelsgård Kostskole nord for København. Og der var ikke megen voksenkontakt: »De var meget fraværende over for os. De negligerede fuldstændig at tale med os, og der var absolut ingen følelser mellem de voksne og børnene.«

Som polioramt blev syvårige Bruno Andersen anbragt børn på Geelsgård Kostskole nord for København. Og der var ikke megen voksenkontakt: »De var meget fraværende over for os. De negligerede fuldstændig at tale med os, og der var absolut ingen følelser mellem de voksne og børnene.«

23. oktober 2019

Frem til Bruno var syv år, skiftede han som polioramt barn mellem at være indlagt på Ortopædisk Hospital i København og være hjemme i Sæby i Vestsjælland. Han kunne godt gå selv – men kun meget korte strækninger med de skinner, han var blevet udstyret med på hospitalet.

Da han skulle begynde i skolen, gik det helt galt. Kommunen ville ikke betale for taxakørsel, og derfor endte Bruno på Geelsgård Kostskole på hjørnet af Kongevejen og Skodsborgvej nord for København. Her var mange andre polioramte børn anbragt sammen med andre børn med forskellige handicap.

»Det var den lokale vognmand, der kørte mor og mig hen til skolen. Jeg husker stemningen i bilen. Den var meget mystisk. Der blev ikke sagt et ord. Min mor havde det sådan, at hun ikke ville sige farvel. I stedet sagde hun, at hun skulle tale med en sygeplejerske, og pist, så var hun væk. Hold da op, der blev grædt nogle børnetårer på Geelsgård Kostskole.«

– Så var du en ulykkelig dreng?

»Det har jeg altid været, for jeg har været totalt overladt til fremmede, jeg ikke havde kendskab til.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Søren Rehhoff
  • Poul Simonsen
David Zennaro, Søren Rehhoff og Poul Simonsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børn kan være rigtig hårde ved hinanden også i 50erne, og selv i dag har de voksne svært ved at stoppe børn der tryner/mopper af andre børn, det foregår ofte i det skjulte.

Torben Bjerrehuus

Hvad Bruno Andersen beskriver i interviewet, er det mest grusomme man kan gøre mod et barn. Den manglende (øjen) kontakt med et menneske der elsker en og alt hvad der iøvrigt foregår mellem forældre og barn, fravær af dette risikerer at skade barnet for livet. Den viden havde man ikke i 50’erne.
Det ved man Idag, og derfor er mange børns manglende omsorg i institutioner eller i hjemmet (herunder at mor/far glor på en skærm istedet for øjenkontakt med barnet) grusomt. Det er i de første 10 år af et menneskes liv personligheden dannes.
For god orden skyld skal det nævnes at når Bruno blev sendt til Rigshospitalet (Blegdamshospitalet) skyldes det at der i 1952 ikke fandtes respiratorer. Man samlede de poliosyge på Rigshospitalet hvor medicinstuderende sad med en ballon og blæste luft i lungerne på de syge, 20 gange i minuttet, 24/7, indtil børnene atter kunne trække vejret selv.

Per Christiansen

Hvad skal der komme ud af fortidens “forbrydelser”?
Alm. børn i 60 erne havde det sgu også en kummerlig opvækst. Klø, trusler. Klø med tøjbøjler, stor træ grydeskeer, læderbælte osv.
For vores eget bedste naturligvis.
Men hvad skal der komme ud af at rippe op i det ??