Danmark vil så gerne være klimaambitiøs – men vi ved slet ikke nok om det grønne

Jens Hoff, der er professor i statskundskab, kører fingeren ned over et stort whiteboard, hvor han har tegnet en tidslinje over dansk olie- og gaspolitik fra 1970’erne og frem til i dag. Ud for 2019 står stadig et spørgsmålstegn.

Efter pres fra støttepartierne har regeringen måttet udskyde beslutningen om at behandle fire olieselskabers ansøgninger om at få lov til at pumpe flere fossile reserver op af undergrunden i den danske del af Nordsøen. Et nybrud i dansk energipolitik.

Men selv om den socialdemokratiske regering ønsker et fossilfrit Danmark, har klimaminister Dan Jørgensen endnu ikke kunnet tage endelig stilling til spørgsmålet. Man mangler den nødvendige viden om konsekvenserne af en sådan beslutning, siger ministeren. Hvor mange milliarder vil samfundet tabe, hvis man afviser olieselskaberne?

Vi befinder os på Jens Hoffs kontor i hjørnet af det gamle Kommunehospital på Nørre Farimagsgade i København. Interviewet skulle egentlig ikke handle om Nordsøen, men emnet er på mange måder et godt billede på et større og mere alvorligt problem:

»Det grønne vidensregime i Danmark er ikke lige så fagligt solidt og veludbygget som i tilsvarende lande«.

Sådan lyder konklusionen i en helt ny analyse ’Fra statistik til politik’, som Jens Hoff og postdoc Martin Møller Boje Rasmussen fra Københavns Universitet har lavet med finansiering fra KR Fonden, der har som mission at adressere »roden til klimaforandringer og miljømæssig nedbrydning«.

»På den ene side har vi haft et klimavalg og en voldsomt stigende interesse for klimaspørgsmålet. Både politisk og i befolkningen,« siger Jens Hoff.

»Men hvis man kigger på, hvilke institutioner der egentlig har en analytisk kapacitet til at behandle de klimamæssige og økonomiske ting i Danmark, så er det ikke imponerende.«

Ikke imponerende

Forskerne har via interview med politikere og folk fra interesseorganisationer, tænketanke, universiteter, embedsværk og andre interessenter undersøgt, hvordan den grønne vidensproduktion er organiseret i Danmark. Den indsamlede data er altså baseret på et bredt felt af folk, der beskæftiger sig med at producere og levere forskellige former for viden i krydsfeltet mellem økonomisk politik og miljø- og klimapolitik.

Studiet konkluderer, at der ud over centraladministrationen kun er få og ressourcesvage vidensproducerende organisationer, der har kapacitet til at levere de nødvendige typer af miljø- og klimapolitiske analyser, som er så vitale for en akut grøn omstilling.

Jens Hoff remser op:

Ministerierne for finans, klima og miljø har »nogle modeller og noget kapacitet« til at konsekvensberegne grønne tiltag. Det samme gælder Energistyrelsen. De Økonomiske Råd kan også, men sekretariatet er lille, og organisationen vingeskudt efter en katastrofal udflytning til Horsens. Og Klimarådet, regeringens uafhængige ekspertorgan, har en organisation kun bestående af 12 analytikere og fagmedarbejdere. Til sammenligning har det hollandske klimaråd omkring 350 ansatte.

Endelig er der diverse tænketanke som Concito og interesseorganisationer som Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer, der også analyserer og vurderer miljø- og klimapolitiske forhold. Men alt i alt er »det grønne vidensregime« i Danmark ikke imponerende, konstaterer professoren.

»Vi har ikke supermeget kapacitet til at arbejde med de her ting på et højt niveau i Danmark. Dem, der kan spille den økonomiske del af det, er jo ikke særligt mange. I forhold til lande, vi normalt sammenligner os med, så er Danmark bagud på den analytiske kapacitet,« siger Jens Hoff.

Et af de problemer, som studiet finder, er, at den grønne viden i dagens Danmark på mange måder er fragmenteret og ofte har forskellige bagvedliggende politiske motiver. Det gør, at der ofte produceres viden ud fra vidt forskellige standarder og forudsætninger.

»Vi har mange forskellige aktører, der har forskellige formål, og som er politisk og administrativt forskelligt funderet. Og som derfor regner på forskellige måder. Det er fragmenteret, og det svækker selvfølgelig det, vi som samfund kan gøre, og den muskel, vi har til at behandle de her klimaøkonomiske spørgsmål med,« siger Jens Hoff.

Modstand mod viden

En central del af det »grønne vidensregime« er ifølge forskerne det grønne nationalregnskab, der samler en lang række data om klima og naturressourcer, og som kan vise sammenhængen mellem økonomi og grønne tiltag – for eksempel hvor meget ekstra affald der skabes, hvis eksporten eller privatforbruget stiger.

Både i Canada, Holland, Tyskland og Sverige arbejder man med grønne nationalregnskaber, der er en nødvendig forudsætning for at kunne bygge grønne regnemodeller.

Men i Danmark har det grønne nationalregnskab levet en lidt forhutlet politisk tilværelse. Efter at Danmarks Statistik havde udviklet det fra 2015-2017, blev bevillingen til regnskabet droppet af VLAK-regeringen i 2018 og arbejdet sat i bero. Først et år senere fandt den daværende regering penge til at fortsætte Danmarks Statistiks arbejde.

I studiet henviser forskerne til udtalelser fra blandt andre Dansk Folkepartis René Christensen og Venstres Torsten Schack Pedersen, der fra Folketingets talerstol argumenterer for, at det grønne nationalregnskab ikke er afgørende for klimaindsatsen.

Ifølge Jens Hoff er eksemplerne udtryk for en »politisering af uvidenhed«, hvor visse aktører har en interesse i ikke at udvikle den nødvendige viden på et bestemt område af frygt for konsekvenserne.

»Det er klart, at der er interesser forskellige steder i systemet, der har modvirket den her dagsorden. De har ikke ønsket at fremme den grønne viden. Der er jo en årsag til, at forskellige Løkke-regeringer har stået på bremsen i forhold til eksempelvis det grønne nationalregnskab. Det har i høj grad været landbrugsinteresser og visse industriinteresser såsom bilindustrien. Aktører, der ikke har været særligt interesserede i, at der skete en grøn omstilling.«

Konkret peger forskerne på, at der findes forskellige typer af barrierer for udviklingen af grøn viden i Danmark og brugen af et grønt nationalregnskab. Eksempelvis at organisationer ikke anerkender tallene eller oplever regnskabet som mangelfuldt eller misvisende.

»Man må ikke underkende, at der er visse aktører, der har en interesse i, at vi ikke får produceret den her type af tal. Og her peger pilen særligt på landbruget, der er en af de store udledere. Hvis vi skal nå klimamålene, så er vi tvunget til at lave tiltag inden for landbruget, og det kan måske komme til at gøre ondt på dem,« siger Jens Hoff. 

Malplaceret kritik

I forskningsstudiet retter Landbrug & Fødevarer således skarp kritik af Danmarks Statistiks måde at opgøre det grønne nationalregnskab på. Metoden er ifølge interesseorganisationens statistikchef, Finn Christensen, »problematisk« og en sammenblanding af »pærer og bananer«.

Men »som bekendt kan man ikke få en mand til forstå noget, som hans løn afhænger af ikke at forstå,« siger Jens Hoff og kalder kritikken »malplaceret«. For Danmarks Statistik er en neutral organisation, som i sin metode benytter sig af internationale retningslinjer vedtaget og udstukket af FN.

»Man må gå ud fra, at Danmarks Statistik har gjort sig umage for at overholde FN’s linjer. Det er en neutral vidensproduktion, der ikke er bundet til den ene eller anden interesse, og som heller ikke har en interesse i at fremstille landbruget mere sort, end det er,« siger Jens Hoff.

Finn Christensen siger til Information, at interesseorganisationen »fastholder kritikken«.  

»Vi mener ikke, at deres statistik er retvisende. Økologi defineres grønt, fordi produktionen er grøn, mens andre erhverv som vindmøller regnes for grønne, fordi de er grønne i deres funktion,« siger han.

Et andet eksempel er Dansk Industri, der i september lancerede en klimaplan og tilsluttede sig regeringens mål om at nedbarbere udslippet af drivhusgasser med 70 procent i 2030. Men som for bare kort tid siden har arbejdet for at bremse ambitionsniveauet på det grønne område. I forhold til europæisk klimapolitik har Dansk Industri nemlig haft »et kæmpe skisma« mellem virksomheder, der ville det grønne, og virksomheder, der ikke ville, fortæller Jens Hoff.

»De har gennem lobbyarbejde spillet en fodslæbende rolle og lagt sig i kølvandet af europæisk industri, der ikke er begejstrede for mere ambitiøse klimamål. Men nationalt har Dansk Industri udadtil forsøgt at spille en positiv rolle. Så de har talt med to tunger, kan du sige,« siger han.

»Nu er de så kommet på banen og virker interesserede i faktisk at fremme den her type beregninger og få lavet de nødvendige modeller. Meget af Danmarks industri producerer energieffektivt og CO2-venligt, og det har Dansk Industri nu også en interesse i at vise.«

Flotte floskler

Siden forskerne begyndte deres arbejde, er der sket meget. Regeringen har nedsat et Udvalg for Grøn Omstilling, klimaministeren har fået plads i det magtfulde Økonomiudvalg, man har løftet midlerne til grøn forskning, og finansminister Nicolai Wammen har udråbt sit ministerium til »et grønt kraftcenter«.

Foreløbig er der dog stadig kun tale om »flotte overskrifter«, mener Jens Hoff.

»Vi mangler at se noget reality on the ground, og hvordan det her udmønter sig i virkeligheden,« siger han.

En anden barriere for den grønne vidensproduktion er nemlig ifølge studiet, at den analytiske kapacitet både i og uden for centraladministrationen ikke er tilstrækkelig. Og den barriere er der endnu, vurderer Jens Hoff.

»At Finansministeriet skal være en slags grønt superministerium, er en meget flot floskel lige nu. Men hvis man skal løfte noget for alvor, så skal man jo gøre det til en realitet. Så skal man trække den analytiske kapacitet på området kraftigt op ikke bare i Finansministeriet, men også i de andre ministerier,« siger han.

Men der er også behov for markante styrkelser af andre vidensinstitutioner som De Miljøøkonomiske Råd, Klimarådet og diverse tænketanke. Både i forhold til at få opkvalificeret nuværende medarbejdere, men også at få ansat flere, der kan arbejde med miljø- og klimaøkonomiske analyser.

De skal være i stand til i højere grad at give ministerierne mere modspil, mener Jens Hoff.

»Vi skal have nogen, der kan være kritiske vagthunde, og som har kvalificeret viden på samme niveau som ministerierne. Nogen, der kan gennemskue de samme tal og regne dem igennem på andre måder,« siger han.

Eftersom ministerierne skal servicere den siddende regering, har de ifølge professoren en tendens til at lægge tingene frem på en bestemt måde. De bliver bedt om at lave bestemte analyser, og andre analyser bliver de bedt om ikke at lave af forskellige årsager.

»De regner ikke forkert, men der bliver valgt ting til og fra. Der skal selvfølgelig være nogen, der laver alternative analyser. Og de folk skal jo have samme niveau, og der skal være flere af dem, så der kan komme mere slagkraft, og vi kan få en bedre og mere oplyst debat,« siger Jens Hoff.

Mens vi venter

Kampen om den grønne viden er ikke ny. Flere tidligere grønne ministre gentager i studiet den velkendte kritik af Finansministeriets modstand mod klimaindsatser. At ministeriet på grund af sine regnemetoder ofte har betragtet grønne tiltag som udgifter i stedet for investeringer, der på sigt ville give afkast.

Derfor begyndte en gruppe økonomer med professor og tidligere klimavismand, Peter Birch Sørensen, i spidsen at udvikle nye grønne regnemodeller, der skal integrere miljø- og klimaeffekter. Arbejdet forventes dog først færdigt om to års tid.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad vi gør indtil da. FN’s Klimapanel har i kraftige vendinger understreget behovet for hurtig handling, hvis verden skal overholde Parisaftalens mål om at begrænse de globale temperaturstigninger til 1,5 graders celcius.

Jens Hoff kalder det »et paradoks«, at vi på den ene side har brug for en masse viden for at investere store summer i de mest effektive klimaindsatser, men samtidig har brug for akut handling for at undgå katastrofale klimaforandringer.

»Det er klart, at man kan ikke sidde på hænderne i to år og vente på, at der er kommet grønne regnemodeller i Finansministeriet. Politisk er det helt uholdbart,« siger Jens Hoff.

»Men alternativet er, at vi gør ting, som vi fornemmer, er det rigtige, og så viser det sig måske bagefter, at det spændte ben for noget andet eller var økonomisk virkeligt dumt. Vi skal finde en balance, for vi er nødt til at rive i nogle håndtag nu og her.«

Jens Hoff peger på flere tiltag, der uanset hvad er fornuftige at investere i, og som der bredt set er enighed om. Eksempelvis omlægning af lavtliggende landbrugsjord til natur og fremme af elnettet til elbiler.

Hans pointe er, at man på nuværende tidspunkt godt ved, hvilke elementer der skal indgå og værdisættes i de grønne samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger. Men meget er svært at fastsætte en pengemæssig pris på.

»Hvad er prisen på et fuglefløjt eller en klokkefrø? Det kan vi ikke værdisætte på nuværende tidspunkt. Vi kan godt lave en vurdering af CO2-mæssige effekter, men vi kan ikke lave økonomiske beregninger på det,« siger Jens Hoff.

»På den ene side skal vi blive enige om nogle standarder på området, som de fleste kan enes om. På den anden side må vores uvidenhed om den præcise pris på ålegræs og asketræer ikke politiseres så meget, at det bliver en hæmsko for handling. Vi får næppe nogensinde fuld viden, men alligevel kan der være gode grunde til at handle.«