Analyse
Læsetid: 4 min.

Finansloven tegner til at blive den letteste i et årti

Forhandlingerne om næste års finanslov er gået ind i den mest dramatiske fase, hvor de bagvedliggende konflikter mellem S-regeringen og de rød-grønne støttepartier vil træde tydeligere frem. Men resultatet er givet på forhånd
S-regeringen vil for alt i verden ikke fremstå alt for venstresnoet. Statsminister Mette Frederiksen (S) forsøger målrettet at placere sig demonstrativt lidt til højre og kopierer dermed – med omvendt fortegn – tidligere Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen og hans mestertræk med at trække hen over midten.

S-regeringen vil for alt i verden ikke fremstå alt for venstresnoet. Statsminister Mette Frederiksen (S) forsøger målrettet at placere sig demonstrativt lidt til højre og kopierer dermed – med omvendt fortegn – tidligere Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen og hans mestertræk med at trække hen over midten.

Niels Christian Vilmann

Indland
2. november 2019

Udskejelserne er aflyst, allerede inden S-regeringen og de tre støttepartier her i den kommende uge bevæger sig ind i de afgørende realitetsforhandlinger om næste års finanslov.

Finansminister Nicolai Wammen (S) gør en dyd ud af kun at ville køre butikken videre, så finansloven for 2020 i størst mulig udstrækning bliver som det indeværende statsbudget, og S-regeringen har dermed effektivt fået dæmpet forventningerne til, hvad det politiske indhold overhovedet kan blive.

Det største drama ligger umiddelbart i, at tidsfristerne allerede er overskredet, og forløbet lige nu er flere uger bagefter i forhold til den almindelige lovkalender. Men forsinkelserne skyldes alene, at forhandlingerne formelt blev sat meget sent i gang på grund af sommervalget.

Normalt ville en samlet aftale skulle ligge klar allerede om godt to uger. Når De Radikales leder, Morten Østergaard, er ude og sige, at »man ikke med rimelighed kan sige, at vi er nået midtvejs«, og SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, supplerer med, at »vi skal flytte os meget hurtigere«, skyldes det således kun, at S-regeringen ventede med at fremlægge sit finanslovsudkast til efter Folketingets åbning.

Bortset fra denne tekniske forhaling skrider forhandlingerne faktisk sjældent fredsommeligt frem. End ikke ugens forhandlingsmøder, hvor det mest kontroversielle, nemlig finansieringen, var på dagsordenen, har for alvor skabt tvivl om udfaldet.

Men her begynder sprækkerne dog at træde frem. Bag facaden lurer dybe og reelle uenigheder mellem S-regeringen og de tre vidt forskellige støttepartier.

Kontroversielle skatter

S-regeringen har taktisk undladt at afsætte tilstrækkeligt med midler til at kunne indfri de centrale valgløfter – såsom en bindende klimalov, tidligere tilbagetrækning og bedre normeringer i daginstitutionerne – og støttepartierne er derfor blevet tvunget til selv at fremlægge bud på ekstra finansiering i form af skatter, afgifter eller besparelser.

I ugens løb har SF konkret foreslået at indføre en øget flyafgift på mellem 60 og 400 kroner pr. rejse, samt en ny form for topskat på afkast fra kapitalindkomst. Samlet set skal de nye SF-skatter trække godt to mia. kroner ekstra i statskassen. På lignende vis foreslår De Radikale, at den finansielle sektor skal punge ud med 1,5 mia. kroner mere om året. Og Enhedslisten topper med forslag til yderligere skatteindtægter fra bankerne. Det er payback time for banditterne i habitter.

På overfladen er kravene politisk ubekvemme for S-regeringen. For selv om forslagene er populære i såvel det rød-grønne bagland og blandt De Radikale såvel som langt ind i socialdemokratiske kredse, frygter topministrene, at en stor gruppe afgørende midtervælgere risikerer at blive skubbet væk. Det er nemlig ikke kun eliten, men også den højere middelklasse, der vil blive ramt af flyafgifter, aktietopskat og bankgebyrer.

S-regeringen vil for alt i verden ikke fremstå alt for venstresnoet. Som statsminister forsøger Mette Frederiksen (S) målrettet at placere sig demonstrativt lidt til højre og kopierer dermed tidligere Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen og hans mestertræk med at trække hen over midten – og i hans tilfælde uddele flere velfærdskroner, end både venner og fjender havde forventet.

Frederiksen gentager altså Fogh-tricket, blot med omvendt fortegn. Hellere fremstå lidt for påholdende end økonomisk ødsel, og hellere fastholde status quo end at eksperimentere med tiltag, som et bredt flertal ikke på forhånd støtter. Det er samme logik, der nu får Mette Frederiksen til at betone, at den grønne omstilling ikke må koste industriarbejdspladser.

Sosserne forsøger at lade støttepartierne stå som afsendere på de mest upopulære beslutninger og vil omvendt gerne selv stå som garanterne for god ro og orden. Indtil videre har folketingsvalget i juni således ikke markeret noget ’rødt systemskifte’ eller et ’grønt jordskred’.

Magten på papiret

Modsætningerne har de seneste dage lige akkurat fået lov til at træde frem, men hverken S-regeringen eller støttepartierne har en interesse i at skærpe konfrontationen, og derfor tegner næste års finanslov – nede i substansen – ikke til at blive synderligt nervepirrende. Det såkaldte forståelsespapir med titlen ’Retfærdig retning for Danmark’, som de fire partier sammen underskrev 25. juni, fungerer som en stærkt disciplinerende ramme omkring finanslovsforhandlingerne.

Ikke siden daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen indgik sine finanslove med Dansk Folkeparti i 00’erne har resultatet været så parlamentarisk givet på forhånd: S-regeringen vil ende med at indgå en finanslov med De Radikale, SF og Enhedslisten inden jul.

Det rød-grønne firkløver, der indtil videre har optrådt velkoordineret og fåmælt udadtil, er også enige om fortællingen: De fire partier vil alle ende med at være enige om, at finansloven for 2020 kun er et første, lille skridt på vejen mod at realisere forståelsespapiret, og at de største sejre derfor venter forude.

Rent regnskabsteknisk vil det økonomiske råderum først vokse til næste år, og når det gælder bl.a. klimalov, tilbagetrækning og minimumsnormeringer vil finansloven derfor næppe komme til at rumme meget mere end antydningens kunst. De gode løsninger kommer først til næste år.

Støttepartierne kan ikke – og har i hvert fald valgt ikke – at udfordre S-regeringen, men i stedet at stille sig tilfredse med hensigtserklæringer om fremtiden: Kommer tid, kommer råd.

Imens kan regeringstoppen glæde sig over, at forståelsespapiret har vist sig som et påfaldende stærkt magtredskab. I modsætning til tidligere tiders regeringsgrundlag, hvor skiftende regeringer forpligtede sig selv på konkrete løfter, binder forståelsespapiret nu støttepartierne til at begrænse deres krav til moderate forslag, der allerede på forhånd kan rummes inden for S-regeringens egne planer.

Forståelsespapiret har svækket støttepartierne, både taktisk og strategisk, og dermed gjort forhandlingerne om næste års finanslov til den letteste fødsel i mindst et årti.

Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Måske, den skulle være færdig ultimo denne måned. Men respekt for, at Wammen siger nej til at blande udlændingepolitik ind i finansloven, som den tidligere regering gjorde. Det skal holdes adskilt. Men hvem er det, der lækker notater fra forhandlingerne både i finansministeriet og i klimaministeriet Radikale?? det er sket før. Under HTS rendte Jelved rundt og lækkede sagde vandrørene. Og selv om Berlingske er så mørkeblå efterhånden i sin journalistik, og dækker hvert rygte optimalt, bare det kan ramme regeringen , så synes de at klare sig okay fortsat.

Eva Schwanenflügel

Der mangler stadig løsninger for de allersvageste i samfundet; kontanthjælpsmodtagere og de på integrationsydelse.
Desværre har det vist lange udsigter, før der sker noget på dette betændte område.

Folk cykler rundt i en evighedskarrusel, og overlever måske, måske ikke.
Det er skammeligt.

https://www.altinget.dk/social/artikel/forfatter-doedeligheden-for-jobpa...

Anker Heegaard, David Zennaro, Birte Pedersen, Mogens Holme og Erik Winberg anbefalede denne kommentar

Resultatet er givet på forhånd - Vi kan ikke stemme os til en forskel.

birgitte andersen, Klaus Lundahl Engelholt, Bjarne Bisgaard Jensen, Anker Heegaard, Birte Pedersen, Flemming Berger, Mogens Holme, Erik Winberg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

"På overfladen er kravene politisk ubekvemme for S-regeringen. For selv om forslagene er populære i såvel det rød-grønne bagland og blandt De Radikale såvel som langt ind i socialdemokratiske kredse, frygter topministrene, at en stor gruppe afgørende midtervælgere risikerer at blive skubbet væk. Det er nemlig ikke kun eliten, men også den højere middelklasse, der vil blive ramt af flyafgifter, aktietopskat og bankgebyrer."

Hvis det viser sig, at være Socialdemokratiets tanker bag ikke at vise initiativer i klimapolitiske spørgsmål, så er der virkeligt lagt op til en gang socialdemokratisk bullshit.
"En grøn omstilling må heller ikke koste industrielle arbejdspladser" mener Mette Frederiksen, men så kan det blive svært at lukke ned for udvinding af fossile brændstoffer, men det ønsker socialdemokraterne måske heller ikke længere?

Det foruroliger mig, at Mette Frederiksens bekymring for at miste vælgere er større end hendes lyst til at komme i gang med en meningsfuld klimapolitik, der er lavet ud fra faktiske kendsgerninger baseret på forskning, og ikke et excel ark udprintet på højrefløjen.

Måske er det den manglende tiltro til politikerne, der nu får mange større virksomheder til at starte op på grøn omstilling i samarbejde med forskere og videnskabsfolk og det er nok klogt.
Der kommer sandsynligvis ikke til at ske ret meget på klimafronten på Christiansborg, andet end en gang pludder pladder om, hvem der er mest grøn i deres sorte sjæl.