Interview
Læsetid: 6 min.

Forening for anbragte børn: Vores erfaringer skal ligestilles med forskning og praksis

Kritisable anbringelser af børn og unge er ikke kun noget, der hører fortiden til. Sådan lyder det fra David Pedersen, formand for foreningen De Anbragtes Vilkår. Med en donation fra Egmontfonden vil foreningen nu bringe tidligere og nuværende anbragtes erfaringer ind i debatten og dermed bidrage til at gøre anbringelser bedre
Den store opmærksomhed om statsministerens undskyldning til godhavnsdrengene i august kunne måske give en opfattelse af, at kritisable anbringelser af børn og unge kun var noget, der fandt sted for snart en menneskealder siden. Det er desværre ikke tilfældet, siger David Pedersen.

Den store opmærksomhed om statsministerens undskyldning til godhavnsdrengene i august kunne måske give en opfattelse af, at kritisable anbringelser af børn og unge kun var noget, der fandt sted for snart en menneskealder siden. Det er desværre ikke tilfældet, siger David Pedersen.

Sarah Hartvigsen Juncker

Indland
19. november 2019

Tallene taler deres tydelige sprog, mener David Pedersen fra foreningen De Anbragtes Vilkår og peger på en planche fra foreningen:

  • Halvdelen af anbragte børn færdiggør ikke folkeskolen.
  • Halvdelen af hjemløse unge har været anbragt.
  • Hver fjerde tidligere anbragte mand har været i fængsel før det 30. år.
  • Kun en fjerdedel af unge med anbringelsesbaggrund har fået en ungdomsuddannelse som 25-årig.
  • Hver sjette anbragte er på førtidspension som 30-årig.
  • Seks ud af ti anbragte unge på døgninstitutioner føler sig utrygge.

»Hvis man på baggrund af de tal så spørger mig, om anbringelser af børn og unge i Danmark sikrer de rette betingelser at vokse op i, så er mit svar, at nogle steder lykkes man. Men i alt, alt for mange tilfælde lykkes det ikke,« siger 30-årige David Pedersen, der også er psykologistuderende på Københavns Universitet.

Den store opmærksomhed om statsministerens undskyldning til godhavnsdrengene i august kunne måske give en opfattelse af, at kritisable anbringelser af børn og unge kun var noget, der fandt sted for snart en menneskealder siden. Men selv om nyere anbringelser ikke kan sammenlignes med forholdene på Godhavn, så er vi som samfund ikke i mål endnu, understreger David Pedersen.

»Der var også kritisable anbringelser for 10 år siden. Og for 20 år siden. Og det findes der også i dag.«

David Pedersen ved, hvad han taler om. Ud over at han er formand for foreningen, har han også selv som barn været anbragt.

Noget var galt

Som Information tidligere har beskrevet, kom David Pedersen allerede som etårig på et spædbørnshjem. Hans far ville ikke have et barn, så han var ikke til stede, og Davids nu afdøde mor var maniodepressiv og havde svært ved at styre sit hjem og sin økonomi.

Efter to anbringelser på spædbørnshjem kom David til en aflastningsfamilie, som skulle hjælpe i weekenderne.

»Men det gik ikke skidegodt. Mor brugte det for meget og glemte at hente mig.«

Det var først, da David som knap tiårig efter forskellige anbringelser kom på institutionen Nebs Møllegård, som drives af Ringsted Kommune, at det gik op for ham, at noget var galt. Anbringelsen betød, at han ikke længere kunne gå i folkeskole i Ringsted, men blev overflyttet til institutionens egen interne skole.

»Dermed forsvandt den sidste rest normalitet i min tilværelse. For Nebs var et helt skørt sted. Men det var der, at min skepsis begyndte. Om det her virkelig var de rigtige betingelser for et børneliv.«

Han vælger én enkelt erindring for at vise, hvad der efter hans mening var galt. Én gang om ugen var der fodbold eller rundbold. Men før børnene fik lov at spille, blev de placeret rundt om et bord med fire voksne.

»Så skulle hvert barn sige, hvilke af ens problemer man ville arbejde med under spillet.«

Det gik bordet rundt, indtil det blev Davids tur. Så blev der stille et helt kvarter, mens hele bordet rundt sad og ventede. Han nægtede nemlig at sige noget.

»Hidtil havde jeg ikke forstået mig selv som et barn med problemer på den måde. Jeg var da med på, at min mor ikke havde det godt, men jeg fandt det så nedværdigende. Jeg ville, som jeg ville udtrykke det i dag, ikke acceptere præmissen.«

Som psykologistuderende kan han desuden se, at det var »en kæmperefleksion, man der afkrævede os børn uden nogen form for forberedelse«.

Efter Nebs Møllegård kom David til en anden institution og tilbage til folkeskolen. Lidt efter lidt gik det op for ham, at han i virkeligheden var kapabel og kunne få gode karakterer. Han tog en HF og blev siden uddannet som ambulanceredder, før han begyndte at studere.

Donation

Han mener, at nutidens anbragte børn er overset, men håber at kunne ændre på det. Det håb baserer han på en nylig donation fra Egmontfonden på over en million kroner, som har gjort det muligt at professionalisere og målrette De Anbragtes Vilkår.

»Fra at være en forening af frivillige, der så at sige hoppede fra tue til tue i debatten om anbragtes vilkår, har vi nu fået et sekretariat med én fuldtidsansat og en mere professionel bestyrelse, der både består af tidligere anbragte og erfarne folk fra andre civile organisationer,« siger David Pedersen. Han har været formand siden 2016.

De Anbragtes Vilkår skal blive en effektiv interesseorganisation og platform for tidligere anbragte, der systematisk indsamler og dermed kan bringe brugerperspektivet op, så det ligestilles med forskning på området og med den nuværende praksis, forklarer han. Med andre ord skal børnene nu også komme til orde.

– Brugerperspektivet er ikke blevet indsamlet tidligere?

»Nej, det er ikke vores opfattelse. Det er først på det allerseneste, at brugerperspektivet er blevet tillagt værdi.«

– Hvordan kan anbringelser blive bedre af at inddrage brugerperspektiver?

»Det er en langt bredere viden, der tager udgangspunkt i levet ungdomsliv under anbringelse og det efterfølgende voksenliv, der skal etableres på det fundament. Spørgsmålet er, hvordan man skaber et trygt hjem for børn og unge på det, som er de voksnes arbejdsplads? Der kan brugererfaringerne, hvis de inddrages, komme med nødvendig viden. Det er først, når den anbragte møder det selvstændige voksenlivs mange krav og betingelser, at vedkommende reelt kan vurdere, hvordan anbringelsen har rustet vedkommende til voksenlivet, og hermed hvad der mangler, eller hvad man oplever som værende gået i stykker, som konsekvens af det børneliv, man har haft i anbringelsen.«

Han finder det positivt, at der er sket en professionalisering af anbringelsesområdet gennem de seneste mange år.

»Det var tiltrængt, for der var virkelig meget møg med mangel på styring. Men netop i kraft af en uafgrænset professionalisering er der også for mange steder skabt et skørt børne- og ungdomsliv, hvor man er kommet alt for langt væk fra de grundbehov, som alle børn og unge har brug for for at kunne udvikle og realisere sig selv. Professionaliseringen har nemlig også medført en distance, som kan være ødelæggende for omsorgen og relationen mellem et anbragt barn og en voksen på anbringelseshjemmet.«

Første krav: En du kan stole på

Når David Pedersen samler de vigtigste pejlemærker, foreningen kan byde ind med, lyder det sådan her:

»Der er for meget utryghed i anbringelserne. Vi vil have åbnet for en bredere forståelse af tryghed, end den der anvendes i dag for området. For det første skal du som anbragt kunne regne med noget, heriblandt at dit nye hjem ikke bare er noget midlertidigt. Det er svært for et barn at have fokus på skoleundervisningen, hvis barnet ikke har et hjem, det kan regne med.«

»For det andet skal der være en voksen, man kan stole på. Alt for mange anbragte kender til masser af brudte relationer. Det betyder, at de har mistet tillid til andre mennesker. Og for det tredje skal du føle dig hørt, forstået og inddraget. Hvis du ikke gør det, har du intet incitament til at tage ansvar for dit eget liv, og afgørende viden om, hvorvidt de anbragte er trygge i anbringelsen, går tabt.«

»I 26 år har man vidst, at mange tidligere anbragte er overrepræsenteret i en række kedelige statistikker. Der er for meget lotto i, om et anbragt barn får en stabil anbringelse, eller om et anbragt barn kastes ud i et kaos med masser af skift i anbringelser, skole og relationer. Det er vi som samfund nødt til at handle klogere på, hvorfor det sker ud fra et bredere perspektiv end forskning og praksis. Når man ikke inddrager de anbragtes erfaringer, betyder det, at der er alt for meget viden, som bare bliver kastet hen i et hjørne som irrelevant, mens anbringelsessystemet kører videre ad de samme spor,« siger David Pedersen og understreger:

»Vores forening vil ikke bare stå og råbe. Vi vil samarbejde med alle, der er aktive på området for at skabe en mere relevant og stabil anbringelse. Vi bliver nødt til at samarbejde med alle aktører, hvis indsatsen skal lykkes.«

Serie

De anbragte

Statsminister Mette Frederiksen gav i august en undskyldning til Godhavnsdrengene og andre børnehjemsanbragte. Men hun åbnede også op for at sige undskyld til flere, idet hun bebudede flere udredninger af forholdene for andre, der som børn og teenagere har været anbragt i Danmark. Information taler i denne serie med en række andre anbragte, der måske har en officiel undskyldning i vente.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Når mor er maniodepressiv og sikkert tager stoffer for at klare livet, glemmer børnene og lader dem rage rundt i lort, så går det elendigt for børnene. Mor er ikke mor. Hun er dybt syg og konstant på røven.

Statistikken for anbragte såvel som ikke anbragte i den situation er lige ulykkelig. Og den er skræmmende dårlig.

Diskussionen skygger for den oplagte mulighed for tidlig tvangs bortadoption som ikke benyttes i Danmark modsat andre europæiske lande.
De forældre vi taler om her - psykisk syge og stofmisbrugere - kaldes kun forældre i kraft af, at de er biologisk ophav.
Det er forkert. De er donorer. Ikke forældre.
Paradokset er at børnene vil knytte sig til deres familie og endda også deres såkaldte "forældre". Det bliver mor bare ikke mor af.

Børnene skal ind i stabile relationer og et normalt stabilt liv. Bortadoption er den eneste realistiske mulighed.

Jeg har desværre gennem et nært familiemedlem stort kendskab til "frivilligt" anbragte børn. I gåseøjne fordi det typisk er det eneste tilbud man får. Og alternativet er meget skidt.
Vedkommende var først på et amtsligt behandlingshjem som fungerede ret godt. Derefter på tre private opholdssteder som bare blev værre og værre.
De to sidste opholdssteder burde aldrig have eksisteret. Og havde tilsynet ønsket at sætte børnene i første række, havde de ikke først sagt de ville komme, så tilsynet kunne forberedes, og de havde talt med beboerne og , ikke mindst, fraflyttede, som bedre tør tale.
Et var dårlig faglighed med for få med relevant baggrund men det mest foruroligende var den meget ringe undervisning det ene sted. Vi ved alle hvad det betyder for fremtiden.
Da vi stadig havde amter, var der flere øjne til at se. Og amtet var garanti for lidt bedre sagsbehandling, fordi den enkelte forvaltnings sagsbehandler var af meget svingende kvalitet og altid støttede opholdsstedet, som jo var under tilsyn.

- Søren Kramer

De fleste undersøgelser viser tilsyneladende at adopterede børn klare sig bedst, sammenlignet med anbragte børn. De børn, der anbringes tidligst (før de fylder 6 mdr) klarer sig bedst. Og åbne adoptioner, hvor adoptionsfamilien fastholder kontakten til den biologiske forælder, er den bedste.

Problemet er hvordan man vurderer hvem der ikke er egnede som forældre. Hvis jeg husker korrekt, kan børne-unge udvalget indstille et barn til tvangsadoption, hvis det er SANSYNLIGGJORT at forældrene ikke ejer de fornødne forældre-evner. Og hvordan sandsynliggør man det før barnet fylder et halvt år? Ofte kigger man på forældrenes historik; har de haft problemer med misbrug? Har de haft psykiske lidelser? Har de selv haft en opvækst præget af omsorgssvigt eller anbringelser?

Forældrene står pludselig i en situation, hvor kommunen truer med at tage deres barn. Hvordan mon det påvirker deres evner til at give et nyfødt spædbarn tryghed og omsorg? Hvis de har problemer, tør de så dele dem med kommunen og få den nødvendige hjælp, når de ved at det ikke kræver andet end en sagsbehandlers vurdering før barnet fjernes? Og hvordan finder og hjælper man børn af forældre, som ikke har en historik med systemet?

Der er vist ingen tvivl om at anbringelser er noget lort. Undersøgelser fra SFI konkluderer at anbringelser har INGEN eller NEGATIV effekt når formålet er at bryde den sociale arv. Når man kigger på SFI´s store undersøgelser af årgang 1995´s anbringelser, viser undersøgelsen at en tredjedel af 18-årige anbragte piger har været udsat for seksuelle overgreb, selvom kun 5% blev anbragt pga seksuelle overgreb. Også i forhold til selvmordsforsøg, selvskade og vold ligger anbragte unge tårnhøjt. Anbragte unge er ofte mere udsatte i løbet af anbringelsen end i det miljø, de blev fjernet fra. Over en fjerdedel af anbragte unge har da også forsøgt selvmord som 18-årige (ifølg. SFI´s notat om anbragte unges udsathed fra 2017).

Alle disse undersøgelser leder frem til at børn skal fjernes tidligere, gerne ved tvangsadoption. Man ignorerer bare alle de undersøgelser, som konkluderer at en anbringelse ofte er den værste foranstaltning når det handler om at hjælpe udsatte børn (og deres familier), at helhedsorienterede indsatser overfor familien giver de bedste resultater, og ignorerer at man ødelægger muligheden med at bruge helhedsorienterende indsatser, når kommunen (eller staten) truer med tvangsadoptioner. Især når man ved at kommuner tænker mere på økonomien end på barnets tarv, når de skal vælge hvilke foranstaltninger, de skal benytte sig af.

Hvis det bliver nemmere at "tvangsadopterer" spædbørn fra udsatte familier, så ender man med at give en lille del af børnene en bedre opvækst, men ender med at smadre tusindsvis af familier, der kunne have løst forældreopgaven med den relevante støtte og indsats. Og man når slet ikke de mange familier, der ikke har kontakt med det offentlige, og nu heller ikke tør henvende sig pga truslen om tvangsadoption.

Jens Larsen, Karsten Lundsby og Søren Kramer anbefalede denne kommentar

@David

Tak fordi du tog dig tid til at se på tallenene. Hold nu fast og lad dig styre af den nye indsigt du får og ikke hvad du tidligere mente.

Modviljen mod tidlig bortadoption er politisk og skyldes at man tidligere har vægtet de voksnes tarv højere end barnet. Ikke praktikaliteter.

En tidlig indsat i dag starter allerede i graviditeten, hvis ikke før, hvor målgruppen kommer i kontakt med systemet og sluses ind i mere eller mindre tvunget behandling. Som sidste udkald sker det ved fødslen, men det er yderst sjældent. Indberetningerne sker i god tid, man er dækket af. Ingen undgår kontakt med det offentlige i dag. Det er ikke et issue.
Det er vigtigt at holde fast i at bortadoption skal ske inden de 6 mdr, gerne ved fødslen, da fysiske og psykiske traumer og hjerneskade sker tidligt. Og det handler også om tilknytning til nye omsorgspersoner.
De forældre vi taler om her, som er målgruppen for bortadoption, er altid i kikkerten tidligere. Det er ikke sådan nogle sager hvor børn- og ungeudvalget vil være i tvivl og skal bruge tid på at diskutere det. Det er sager hvor der i dag sker en hastebehandling ved en formandsbeslutning, hvis barnet er overset, og der sker straksanbringelse. Faren for at der skulle bortadopteres nogle der ikke er berettiget til det er ikke eksisterende. Det er rystende forhold de børn går under og de fysiske tegn på børnene skriger til himlen og er let dokumenterbare.

Så er der selvfølgeligt alle de andre børn som fortsat ikke bliver bortadopteret og som vil være på grænsen. Det vil ikke være anderledes end nu, men vi har stadig reddet rigtigt mange børn - hold fast i det.
Uanset hvordan systemet prøver at hjælpe, med helhedsindsatser mm., så er det som jeg ser det og tallene desværre tydeligt viser, op af bakke fordi der ofte er mere eller mindre grad af psykisk sygdom involveret - eller narkomani. Det er svært at lappe på det system.
Som jeg ser det handler det om grundlæggende at få et mere stabilt liv for narkomaner, ved at give dem gratis stoffer, og også få givet tilstrækkeligt psykologisk behandling af de svære psykiske lidelser. Skitzofreni, svær angst, traumer mm. Alt sammen forhold der er mere generelle.

- søren kramer

Tak for svar. Du har tydeligvis større tillid til anbringelsesindsatsen end jeg har. Og måske andre erfaringer?

At påstå at børn aldrig anbringes uberettiget, eller at der findes familier som ikke har kontakt med systemet, er vist noget af et falsum. Vold, seksuelle overgreb og alkoholisme findes i alle samfundslag, og er hamrende svære at "opdage". Men det er de børn, altså ofrene for vold og seksuelle overgreb, der bør tvangsadopteres væk inden deres 6. måned. Det er bare umuligt i praksis at finde disse børn, da en stor del af forældrene ikke har systemets bevågenhed. (Selvfølgelig er de i kontakt med systemet, ligesom alle andre borgere. Det er ikke det samme som at systemet opdager omsorgssvigt og overgreb.)

Det er korrekt at de bedste anbringelser er dem, hvor det anbragte barn er spæd, da det ikke har knyttet sig udelukkende til forældrene (det sker i alderen 6 mdr til 1 år.) Det er også korrekt at de unge, der bliver senest anbragt, er de mest udsatte, og dem med flest psykiske lidelser, kriminalitet, misbrug, selvmordsforsøg osv. Men det er for enkelt at bruge det som argument for at børn skal anbringes tidligere (som jeg føler regeringen gør pt).

At børn bliver så psykisk og fysisk skadede, at de ikke kan få et godt liv som voksne, er en myte. Årtiers forskning i udviklingspsykopatologi viser at omsorgssvigt eller traumatiserende begivenheder i et menneskes opvækst ikke er determinerende for et menneskes udvikling, når menneskets efterfølgende mødes med omsorg, hjælp, anerkendelse og tillid. Og der kommer den danske anbringelsesindsats tydeligvis til kort. Hvis man skal have tillid til danske forskere fra SFI, så får anbragte unge det faktisk værre, end andre udsatte unge der IKKE anbringes.

Jeg kan smide om mig med tal, rapporter, undersøgelser og egne erfaringer som tidligere anbragt. Meget af det er (min) spekulation, for det er et hamrende komplekst område med enormt tvivlsomme undersøgelser og konklusioner. Jeg er ikke i tvivl om at visse børn og unge skal anbringes, gerne bortadopteres, fra deres forældre. Men jeg er også overbeviste om at størstedelen af udsatte børn ville have det bedst af at familien fik hjælp. Ofte er barnets tarv også at barnets familie har det godt. ( Det er ret utroligt at mange ikke anerkender at de fleste børn elsker deres familier, også selvom familien har problemer, og at det er en voldsomt traumatiserende oplevelse at "miste" sin familie)

Min pointe er, dybest set, at hvis man giver kommunerne mere magt til at bruge "tvangsadoption" som foranstaltning, så vil familier med sociale problemer ikke turde bede om hjælp når de har behov for det, og ofrene bliver børnene. Man vil sikkert "redde" en lille gruppe børn, men man vil forværre tilværelsen for overtallet af udsatte børn, da deres forældre skjuler, og dermed ikke får hjælp til at løse deres sociale problemer. Dermed bliver løsningen den mest skadelige foranstaltning overhovedet; nemlig en anbringelse.

Selvfølgelig er der børn, der skal anbringes. Problemet er at anbringelsesindsatsen er rystende dårlig. Og det burde man kigge på, før man fjerner flere børn. Løsningen er ikke at tvangs-bortadopterer børn i stedet for at anbringe dem, med mindre man snakker om den lille gruppe anbragte, der er anbragt pga vold og seksuelle overgreb. (og det er under 10% af anbragte børn og unge…) Løsningen er at hjælpe forældre, så de undgår at børnene anbringes. imo.

Nej. Hold fast i undersøgelserne.
Erfaringerne fra Norge går også kun i en retning. Tidlig bortadoption er løsningen.
Der er i din begrænsede verden at seksuelle vergreb og vold er det værste. Men med en stærk maniodepressiv mor på stoffet er dine fremtid nærmest bestemt på samme led. Uanset om du ambringes eller bliver i familien.

Tallene viser at anbringelser er noget møg så det behøver vi ikke debatere.

- Søren

Jeg ved da godt at det kan være dybt skadeligt at vokse op med en psykisk syg mor på stoffer. Men jeg har også erfaret at mange mennesker kan blive virkelig gode forældre på trods af en psykisk diagnose eller en fortid med stoffer. Ligesom jeg har oplevet "almindelige" mennesker der var forfærdelige forældre... Hvis man dømmer mennesker pga deres sagsmapper i stedet for at kigge på deres resourcer og motivation for at være forældre, så kommer man til at smadre en masse familier OG de børn, man forsøger at hjælpe. Og det vil man sansynligvis gøre, hvis man er så fokuseret på at bortadopterer børn fra fødslen, som du er. Det er desværre sådan mange anbringelser fungerer idag. Man fjerner børnene for at være på den sikre side, og ender med at traumatiserer dem mere, end man hjælper dem. Igen, det er et meget komplekst emne, og man virker nemt firkantet når man argumenterer for og imod anbringelser, adoptioner osv. Jeg er overhovedet ikke uenig i at visse udsatte børn skal bortadopteres, men det hjælper ikke flertallet af udsatte børn, hvor den bedste indsats (ifølge de undersøgelser du så gerne vil holde fast i) er en helhedsrettet indsats mod familien, evt en anbringelse der inddrager familien, aller bedst en netværksanbringelse indenfor familien osv. Alle disse tiltag besværliggøres hvis de biologiske forældre skjuler deres problemer af frygt for at kommunen tvangsbortadopterer deres børn. Så igen-igen; bortadoption er løsningen for en lille gruppe af udsatte børn, men en kæmpe forhindring når det handler om at give størstedelen af udsatte børn (og deres familier) den rette indsats.

Lad nu være med at stille stråmænd op som at nogen på stoffer eller psykisk syge med en diagnose ikke kan være gode forældre. Selvfølgeligt kan de det.
Når der er problemer ved nogen af de børn som får hjerneskader og helhedsindsatserne fejler så er det bare ofte fordi der også er stoffer og sygdom involveret.
Du taler om netværksanbringelser inden for familien. Og det er også et flot ord. Hvad tænker du behandlerne gør nu i kommunerne? Det er lige præcist det første værktøj de leder efter. Og det har de gjort siden 80erne siden de begyndte at arbejde systemisk. Hvad er der af familie, hvad kan de støtte med. Det er trin 1. Du taler om det som en løsning men det er redskaber som man allerede bruger i stor grad. Der er intet nyt her.

Indsatsen for familierne er i dag i 2019 dybt professionel i langt de fleste kommuner. Det er tværfaglige teams af specialuddannede psykologer, sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere og sundhedsplejesker som inden for specifikke aldergruppe leverer løsninger. Der er ikke andre områder inden for kommunal forvaltning hvor der leveres så tværfaglig og samtidig dyb kompetence til at løse problemerne. Det er Formel 1 løsninger.
Årsagen er selvfølgelig at det er super dyrt for kommunen senere når børn får hjerneskader. De kan jo også læse tallene.

Ideen om at de vil undgå kontakt med det offentlige er ikke nok argument. Den holder ikke i 2020 og Norge viser det ikke er et problem som er anderledes end tidligere. Det er nærmest umuligt at skjule for din socialrådgiver du er gravid. Barnet skal fødes. De kan ikke skjule sig. Det er realiteten dag.

Tidlig bortadoption er alternativet til tvangsanbringelse. Det skal ikke sammenlignes med andet, eller erstatte noget andet. Og tallene fra undersøgelserne viser kun at bortadoption er at foretrække.

Jeg forventer at alle danskere der foretrækker tvangsanbringelser frem for bortadoption, fordi de vægter de biologiske forældres behov, offentligt stiller sig op og siger undskyld om 20 år, når det her tvangsanbringelses helvede er overstået og vi har taget ansvaret og erstattet det med tidlig bortadoption.

- Søren

Forskellige kommuner har forskellig praksis (og resourser). Jeg ved at f.eks Københavns kommune er bedre til at bruge sikkerhedsplansgrupper ( et andet flot ord) og netværksanbringelser end andre kommuner. Det er dejligt. Min pointe var at truslen om bortadoption formindsker kommunens mulighed for at bruge de bedste foranstaltninger som f.eks netværksanbringelse, da den ødelægger det samarbejde mellem udsatte forældre og kommunen, som er essentielt for en god anbringelse / indsats.

Det er godt at du synes at tvangs-adoptioner kun skal erstatte tvangsanbringelser. Men vi er vist også enige om at adoptioner helst skal skal ske indenfor barnets første halve leveår. Hvis barnet når at knytte sig til sine biologiske forældre, så kan en tvangsadoption ender rigtig slemt for både barnet og adoptivforældrene. Ligesom mange anbringelser i plejefamilier gør.

Mange undersøgelser (og erfarninger fra tidligere anbragte i f.eks Tabuka-bogen) viser at grundlaget for en god anbringelse er at forældrene fortsat er en del af den anbragtes liv, og at plejeforældrene har et konstruktivt forhold til barnets biologiske familie. Undersøgelserne om adoptioner viser at åbne adoptioner (hvor kontakten til biologiske forældre bevares) giver et bedre resultat end lukkede adoptioner. Det gælder selvfølgelig ikke ALLE anbringelser / adoptioner, men størstedelen af dem. Børn skal selvfølgelig også have muligheden for at vælge forældrene fra. Men at tvangs-bortadopterer børn fra forældre, som de har en relation til, vil give samme nedslående resultater som en dårlig anbringelse.

Så vi snakker altså primært om at erstatte de meget tidlige tvangsanbringelser med tvangs-bortadoption. Og de udgør altså en meget lille del af de ca 14.000 anbragte børn og unge, vi har i dag. Og derfor løser tvangsadoptioner slet ikke den katastrofe, som anbringelsesindsatsen er. (se SFI´s notat om "anbragte unges udsathed" fra 2017).

Hvis vi snakker om at tidlige bortadoptioner skal erstatte ALLE (eller mange) tvangsanbringelser, så får kommunerne rigtigt svært ved at hjælpe de forældre med diagnoser, sociale problemer eller bare livskriser, som faktisk har resourcerne til at være gode forældre. En f.eks tørlagt alkoholiker, der er ved at falde i igen, tager ikke kontakt til sin læge for at få hjælp, hvis han/hun ved at konsekvensen kan være at kommunen bortadopterer ens barn. Og så går det galt, og barnet anbringes eller bortadopteres, selvom problemet kunne være løst med en tidlig, billigere og bedre indsats.

Når jeg reagerer lidt voldsomt på dine kommentarer, så skyldes det at dit første indlæg kan læses som om at tvangsadoptioner er løsningen på problemerne med anbringelsesindsatsen. Og det mener jeg overhovedet ikke, at det er. I en del tilfælde kan det være en god foranstaltning, men for størstedelen af anbragte børn og unge er det ikke relevant, og for enkelte anbragte kan det være en katastrofal foranstaltning.

Størstedelen af unge har brug for at forældrene samarbejder med systemet. Det kræver at forældrene ikke frygter systemet. Og det gør man, hvis truslen om tvangsanbringelser hænger over ens hoved.