Interview
Læsetid: 4 min.

Frederik var tæt på at blive del af høj LGBT-selvmordsstatistik

Frederik Friis tror, at en bedre undervisning i seksualitet i folkeskolen kunne have betydet, at han ikke havde følt sig helt forkert som ung teenager. Måske kunne det have stoppet hans mobbere og i sidste ende have forhindret ham i at komme så langt ud, at han ville forsøge selvmord
Frederik Friis følte sig forkert og blev moppet som teenager, fordi han var homoseksuel. Han mener, at det kunne have gjort en stor forskel, hvis man i seksualundervisningen også havde fortalt om andre seksuelle orienteringer end hetero.

Frederik Friis følte sig forkert og blev moppet som teenager, fordi han var homoseksuel. Han mener, at det kunne have gjort en stor forskel, hvis man i seksualundervisningen også havde fortalt om andre seksuelle orienteringer end hetero.

Mathias Svold

Indland
18. november 2019

En følelse af at være forkert dominerede Frederik Friis’ liv, da han var helt ung. Hvorfor, vidste han ikke dengang, men i dag kan han tydeligt se, at det var, fordi der altid blev snakket om pige og dreng, og aldrig dreng og dreng.

Og det var andre drenge, som Frederik kunne lide.

»Det fik mig til at føle: ’Nå, okay er det forbudt, siden ingen snakker om det?’ Så jeg holdt det inde. Jo mere jeg gjorde det, jo tungere følte jeg også, det hele blev. Det gjorde mig virkelig ked af det,« husker nu 20-årige Frederik Friis.

Det lagde ifølge ham selv grundlaget for, at han få år senere kom så langt ud, at han besluttede, at han ville begå selvmord. Og han er ikke den eneste. I en ny svensk-dansk undersøgelse, som Information beskrev torsdag, kan forskere dokumentere, at selvmordsraten blandt homoseksuelle er faldende, men fortsat markant højere end blandt heteroseksuelle.

Troede, han var mærkelig

»Det var kun inde på mit værelse med lukket dør, at jeg som teenager kunne sprede mine vinger,« fortæller Frederik Friis, der voksede op i Sæby i Nordjylland. Når døren var lukket, sang han med på Lady Gaga’s hit »Born this Way« og snakkede i telefon med sin kæreste, som ingen andre kendte til.

»Her var der ingen, der kiggede, her skulle jeg ikke opretholde en facade,« forklarer han.

Det var i ottende og niende klasse, at det langsomt gik op for Frederik Friis, at han ikke var interesseret i pigerne på samme måde som de andre drenge.

»Jeg tænkte, at jeg var mærkelig. Jeg forstod ikke helt hvorfor, men jeg havde svært ved at fortælle det til andre.«

Da Frederik gik i 1.g, spurgte hans mor, om der var en dreng, han syntes var lidt spændende. Han sprang så ud over for sine forældre, men selv om det lettede, gik der omkring to år, før han var klar til at springe ud i gymnasiet. Det skyldes især de andre elevers sprogbrug.

»Det kan godt være, at det bare er sådan, man taler med hinanden, men for mig gjorde det ondt, hver gang en af drengen for eksemåel sagde ’bøsserøv’ eller ’din piksutter’. Det signalerede til mig, at jeg ikke vil blive taget godt imod som homoseksuel.«

Dødstrusler

Frederik Friis skiftede gymnasium tre gange for at finde venner, der ville acceptere ham.

Hans blå Herschel-rygsæk bar både regnbuer og enhjørninger, da han første dag trådte ind på sit tredje gymnasium.

»Jeg var træt af at skulle lyve og have en facade på for at få venner.«

Efter nogle få dage på det nye gymnasium vågnede Frederik til nogle beskeder på Facebook. Han husker dem tydeligt: »Der stod blandt andet: Hey, jeg har hørt, at du er bøsse, jeg vil bare have, at du skal vide, at bøsser, de skal dø.«

Sådan startede flere af de godt 14 dage, Frederik nåede at gå på gymnasiet. »Jeg havde bare lyst til at lægge mig til at sove og ikke vågne op igen. Jeg drømte om at være et andet sted. Og det andet sted kunne lige så godt ikke være her.«

Ret hurtigt skjulte Frederik igen regnbuepynten på rygsækken. Så den bare igen lignede alle de andres rygsække. Han begyndte så småt at tænke, at alle nok havde det sådan. At bøsser er underlige. Det betød, at han heller ikke gik til nogen voksen. Måske var hans lærer jo af samme opfattelse.

»Det blev bare sådan mørkt det hele,« fortæller Frederik.

I dag ærgrer han sig over, at han ikke gik til sine forældre, men han havde ikke lyst til at fortælle dem om det, folk skrev om deres søns seksualitet. »Men det burde jeg have gjort, så jeg ikke havde gået med det helt alene,« siger han i dag.

Selvmordsforsøg

Samtidig med at han fik, hvad han selv kalder »nærmest dødstrusler« fra jævnaldrende, havde han også svært ved at få nye venner.

Følelsen, han havde på barneværelset af at være forkert, blev kun forstærket.

»Det kulminerede bare inde i mit hoved en dag, jeg gik hjem fra gymnasiet. Det var, ligesom jeg bare havde et sort hul i mit hoved, der bare sugede alt positivitet ud.«

Han havde ikke lyst til at leve mere, og da han kom hjem, slog tanker om at tage sit eget liv ned i ham. Han var tæt på at gennemføre, men stoppede op midt i handlingen:

»Er det rigtig det her, nåede jeg at tænke? Jeg vidste jo, at min mor ville blive kede af det. Rigtig mange ville blive ked af det.«

I dag tænker Frederik Friis, at det kunne have gjort en stor forskel, hvis voksne i folkeskolen havde talt mere om forskellige seksuelle orienteringer og forelskelser end de heteroseksuelle.

»Jeg har ikke fået at vide i seksualundervisningen, hvordan to mænd er sammen, og slet ikke, at det er helt okay, at to mænd er sammen,« siger han.

»Og hvis dem, der mobbede mig, havde fået at vide, da de gik i de mindre klasser, at to mænd også kan være sammen, og at det er helt okay, så ville de måske slet ikke have tænkt over, at jeg er homoseksuel, ikke have skrevet, at bøsser skal dø.«

Folk sagde bare ’okay’

Kort tid efter sit selvmordsforsøg tog Frederik Friis til København og startede for fjerde gang på en ungdomsuddannelse.

»Jeg var ret nervøs for, hvordan det skulle gå. Hvor skulle jeg tage hen, hvis ikke det fungerede her?« Men det skulle vise sig, at han ikke behøvede flygte videre.

»Folk sagde bare ’okay’, når jeg fortalte, at jeg er homoseksuel,« husker han. »Det overraskede mig helt vildt.«

Har du brug for hjælp?

Der er en række tilbud til folk med selvmordstanker. Livslinien tilbyder anonym telefonrådgivning på 70201201.

Man kan også kontakte et af landets kompetencecentre for selvmordsforebyggelse.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Susanne Flydtkjær

Hold da op hvor man skammer sig over de nordjyske gymnasier