Analyse
Læsetid: 4 min.

Fremad er to skridt tilbage for de borgerlige

Den fortsatte fragmentering af højrefløjen i ni forskellige partier kan gøre det tæt på umuligt for Venstres nye formand Jakob Ellemann-Jensen at indtage Statsministeriet efter næste valg: Det borgerlige stemmespild står til at slå danmarksrekord
Dannelsen af Fremad gør det sværere for Venstres nye formand Jakob Ellemann-Jensen at samle blå blok.

Dannelsen af Fremad gør det sværere for Venstres nye formand Jakob Ellemann-Jensen at samle blå blok.

Bax Lindhardt

Indland
9. november 2019

Nichen findes. Vælgerne er derude. Det nye liberale parti Fremad, som LA-afhopperne Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund netop har stiftet, appellerer utvivlsomt til en lille gruppe af liberale og frustrerede vælgere – og det er paradoksalt nok det største problem for den borgerlige blok: Blot den mindste succes for Fremad vil være en fiasko for den samlede højrefløj.

Det mest realistiske scenario er, at Fremad på den ene side ikke vil have tilstrækkelig vælgerappel til selv at kunne klare spærregrænsen, men på den anden side lige akkurat nok til at kunne trække et betydeligt antal stemmer væk fra Liberal Alliance – og dermed vil begge partier rutsje ned under de magiske to procent. Når krybben er tom, bides hestene. Fremad kan komme til at gøre ondt på den borgerlige blok.

De liberale har nemlig længe været på retræte. Ifølge de seneste meningsmålinger vil et yderligere tab på blot 10.000 stemmer skubbe Liberal Alliance helt ud af Folketinget, og så mange vælgere vil med garanti støtte Fremad, når og hvis de får samlet de fornødne vælgererklæringer. Selv uden Fremad ville Liberal Alliance dog skulle kæmpe for livet. Nu ser det kulsort ud.

Første offer for Simon Emil Ammitzbøll-Billes politiske vendetta vil dermed blive Liberal Alliances nye formand Alex Vanopslagh. Præcis som alle de små venstrefløjspartier også spændte ben for hinanden op gennem både 1970’erne og 1980’erne.

Det næste offer vil med stor sandsynlighed blive Venstres nye formand Jakob Ellemann-Jensen, som ganske enkelt ikke vil kunne samle stumperne sammen til et flertal. Stiftelsen af Fremad er derfor endnu en god nyhed for statsminister Mette Frederiksen (S): Hun har netop fået forlænget sin levetid allerede her kun godt fem måneder efter folketingsvalget.

Spild af stemmer

Højrefløjens indre stridigheder har allerede kostet dyrt: Ved folketingsvalget i juni tabte blå blok samlet set 4,3 procentpoint af stemmerne, fordi hverken Kristendemokraterne, Partiet Klaus Riskær Pedersen eller Stram Kurs klarede spærregrænsen. I alt 153.923 stemmer gik dermed til spilde og blev ikke talt med i mandatfordelingen på Christiansborg.

Fænomenet med massivt stemmespild er bestemt ikke nyt. Tilbage i 1990 fik Socialdemokratiets daværende formand Svend Auken – og de venstrefløjspartier, som pegede på ham som ny statsminister – tilsammen mere end halvdelen af stemmerne, helt præcist 50,1 procent. Men venstrefløjens bedste valg nogensinde kunne ikke udnyttes til at danne en rød regering.

Ingen af de tre mulige støttepartier – Fælles Kurs, Enhedslisten, De Grønne – klarede spærregrænsen, og tilføjede i stedet Svend Auken og den røde blok et samlet stemmespild på 4,3 procentpoint. Resultatet blev, at den konservative Poul Schlüter kunne fortsætte som statsminister, og sådan kan det meget vel komme til at gå igen – blot med omvendt fortegn.

Jakob Ellemann-Jensen kan snart komme til at stå som en ny charmerende Svend Auken-figur, der nede i stemmeboksen har nok vælgere bag sig til at kunne række ud efter regeringsmagten. Men som alligevel aldrig kan nå helt frem til Statsministeriet, fordi stemmerne er spredt ud på alt for mange små partier, der hver især rammer under spærregrænsen.

Fremad er ikke engang det eneste tilbageslag for Jakob Ellemann-Jensen: Siden valget er Nye Borgerlige også sunket ned under spærregrænsen og bidrager med yderligere stemmespild, mens Klaus Riskær Pedersen netop har besluttet sig for at genopstille, tilmed under et nyt og mere bredtfavnende partinavn.

Trængslen for sammenrendet af små højrefløjspartier, der muntert er blevet døbt ’de blå støttepartier’, øges dag for dag. Det borgerlige stemmespild kan ved næste valg blive fordoblet, og i yderste konsekvens efterlade borgerlige vælgergrupper på størrelse med hele Fyns voksne befolkning uden repræsentation i Folketinget.

Ingenmandslandet

Ideologisk set fremstår Fremad ikke engang som det mest overflødige parti på højrefløjen. Tværtimod er der flere faktorer, som taler for, at Simon Emil Ammitzbøll-Billes nye parti burde kunne have bedre overlevelseschancer end de fleste af de andre borgerlige mikropartier. I hvert fald på papiret.

Først og fremmest fik Lars Løkke Rasmussen demonstreret med sit succesfulde oneman-show i valgkampen, hvor han lagde klart afstand til Dansk Folkeparti og ikke mindst den yderste højrefløj, at der findes en betydelig vælgergruppe, som tiltrækkes af forestillingen om et mere åbensindet centrum-højre. Nichen findes.

Der er et betydeligt antal borgerlige vælgerne derude, som har fået mere end nok af udlændingestramninger og øget overvågning, og som i stedet ønsker yderligere økonomiske reformer. Da Løkke blev væltet som Venstreformand, overvejede hans mest loyale støtter da også at stifte et nyt parti, Liberalt Centrum.

Tomrummet er tilmed kun blevet større, efter at Venstre valgte strammerdronningen Inger Støjberg som ny næstformand, og Liberal Alliances nye formand Alex Vanopslagh samtidig har trukket sit parti i en mere nationalkonservativ retning. Ideologisk set burde der således være rum for et libertært parti, der placerer sig i det parlamentariske ingenmandsland mellem Venstre pragmatiske næstformandskandidat Ellen Trane Nørby og Martin Lidegaard hos De Radikale.

Selv om vælgerne både findes, og det ideologiske hulrum står tomt på Borgen, tyder intet dog på, at fjerde gang vil være lykkens gang for Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Han mangler ganske enkelt både den personlige gennemslagskraft og troværdighed, og den bagvedliggende drøm om i stor stil at kunne trække radikale vælgere hen over midten forekommer derfor også som det ultimativt umulige tankespind.

Det danske valgsystem er indrettet, så én stemme på et lille parti, som ikke klarer spærregrænsen, tæller som en halv stemme på modstanderens mandater. På valgdagen vil en stemme på Fremad – og på Liberal Alliance, Nye Borgerlige, Kristendemokraterne, Partiet Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs – reelt være en halv, indirekte stemme på, at Mette Frederiksen kan fortsætte som statsminister.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille kalder sig selv for »Ellemanns bedste ven«, men med sådan nogle venner behøver Venstre vist ikke andre fjender. Fremad er to skridt tilbage for Jakob Ellemann-Jensens magtambitioner.

Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kim Folke Knudsen

Fordomsfuld bedømmelse af den eksisterende Koncernparti koalition: Her partiet Venstre.

Lad vælgerne afgøre om de vil have partiet FREMAD. Det vil vise sig ved det næste Folketingsvalg.

Partiet er knap nok dannet, førend det forlods afskrives med begrundelsen stemmespild.

Nu er der jo den interessante iagtagelse: Hvad er en vælgers stemmespild ?

Er det at stemme på et parti som vælgeren er enig med, men som desværre ikke kommer ind i Folketinget ?

eller er et stemmespil den naive vælger, som sætter kryds ved et parti med hundrede gyldne løfter, der fordamper som dug for solen efter valget, når det samme parti ligger inde med magten ?

FREMAD det nye parti må nu i praksis vise, hvad de står for. Så kan vi andre hen af vejen bedømme partiets politik for og imod. Giv alle nye partier en chance.

Jeg kan tydeligt huske, hvorledes det etablerede korps af kommentatorer og spindoktorer gjorde tyk nar og grin med partiet Alternativet. Det var stemmespild på Venstrefløjen. Partiet var et parti af grønne klima fantaster uden hold i virkeligheden osv. osv. Den dag i Juni måned 2015, hvor Alternativet kom i Folketinget, så fik piben en anden lyd og det gjorde tonen blandt de politiske kommentatorer også.

FREMAD skal være velkommen i den politiske debat og frem til den næste valgkamp.

Jeg tror ikke på, at Venstre i lang tid kan balancere mellem den national konservative støj, og borgere som ønsker sig et samfund som ser fremad. Blå blok er alle havnet i den national konservative båd, desværre. Brexit burde ellers have lært os bedre. Men man kan ikke puste og have mel i munden på en og samme tid, som man siger. Det gælder også for den national konservative Mette Frederiksen og Socialdemokratiet. På et tidspunkt punkterer ballonen, for dansk politik lige nu ligner en tragisk komedie. Desværre er det Radikale Venstre gået i stå midt i kampen, er nærmest lullet i søvn, men om bannerføren for det Radikale Højre er den rigtige vej fremad, det er tvivlsomt. Han har allerede galoperet for meget rundt på den politiske arena, så hans jockey når ikke målstregen med Emil spændt for vognen som travhest. Så det virker som et skridt fremad og to tilbage.

Finn Thøgersen

Lad os nu se dem samle de 20.182 underskrifter først

Simon Emil er jo ikke ligefrem nogen stemmemagnet eller skærmtrold, men snarere en "maskinrumstype" til forhandlingerne og den daglige politik - en Mr Inside om man vil.

Og Christina Egelund er (eller var indtil denne uge) fuldstændigt ukendt udenfor Christiansborg og kredsen af politiknørder

Når postyret om det nye parti har lagt sig om et par uger og de engang er klar til at starte indsamlingen, så bliver det en lang sej kamp uden skyggen af mediadækning.
Mao regn med at de to (og evt andre talenter) skal være MEGET mere aktive i aviser, tv, SoMe osv

De partier der klarer at samle de godt 20.000 underskrifter har som regel kendte ansigter, en form for organisation at trække på (KRF), en mærkesag de er ene om eller en måde at holde sig i medierne på (Paludan)

Fremad har indtil videre kun Simon Emils ene mandat at spille med, og et 1 mands oppositionsparti i en tid med en regering med et (indtil videre) smalt men solidt flertal bag sig får ikke megen presseomtale

Et hurtigt check af digitale vælgererklæringer pr 4/nov
https://valg.sim.dk/valg/digitale-vaelgererklaeringer
lugter af at det snarere er Veganerpartiet man skal holde øje med...

Og det er vist snarere Uffes lille flok der er truet i den sammenhæng ...

Hvad Venstre vil fremadrettet må vel snart komme frem, om ikke andet så på landsmødet d. 16.11
Dels vil den nye formand holde tale, og dels vil man tage afsked med de to tidligere formænd fra formandsskabet., noget som nu pludselig påståes, aldrig at have eksisteret.
Det må også godt nok være underligt at skulle hylde de to fra formandsskabet, hvoraf en(KJ) er kommet videre, mens LLR fortsat tror, han kan lede Venstre som skyggestatsminister.
Og så kommer parti nr. 9 på banen også.

Den borgerlige blok , hvor de radikale også forsøger at gøre sig gældende, bl.a ved at angribe Mette F konstant via Jens Rohde, der opfører sig, som om han fortsat var medlem i V .og med Østergårds billigelse, ikke en af regeringens støtter, nærmere modsat, det er jo et gedemarked at iagttage.

Finn Thøgersen

Og for at understrege hvor hurtigtg gassen går af ballonen og hvor stejl det sidste lange stykke bliver, så har Fremad indsamlet 204 underskrifter mellem 6/jan og 3/feb.

Med den fart vil det tage ca 88 måneder at komme i mål...

Og så er der lige det at underskrifterne skal fornyes efter 18 måneder og der mister man typisk mange

ao enten skal man have netværket til at holde noget der ligner 1000 om måneden eller også skal man have presseomtale osv til en massiv spurt

Til sammenligning fik Stram Kurs over 1000 underskrifter om DAGEN i perioden efter balladen på Nørrebro (striden om de 7 dages ventetid ufortalt)

Mao bliver Simon Emil IKKE opstillingsberettiget foreløbig...

Sören Tolsgaard

Ole Rasmussen: "Blå blok er alle havnet i den national konservative båd, desværre. Brexit burde ellers have lært os bedre."

I min optik er hverken Venstre eller LA så nationalkonservative, at det gør noget. Snarere tværtimod. Venstre har ganske vist Inger Støjbjerg som muslimbashende stemmesluger, men hendes synspunkter har ingen gang på jord, når man sidder til bords med liberale partnere i Bruxelles inkl. Det Radikale Venstre. Her handler det hele om arbejdskraftens frie bevægelighed, åbne grænser, osv. Spørgsmålet er vel snarere, om vi overhovedet har politikere, som er nationalsindede, eller om alle er til salg for et vellønnet job i Bruxelles.

Store dele af vælgerkorpset ønsker en mere nationalkonservativ politik. Det har vi også set i Storbritannien, hvor Ukip i kraft af stor tilslutning ændrede magtbalancen i regeringen, hvorefter Brexit langt om længe blev gennemført. Om Boris Johnson så holder kadancen, vil vise sig. Det mandat han har fået, blev båret frem af et flertal, som gik imod de herskende kræfter med krav om en mere nationalkonservativ kurs. UK er jo det land, som har modtaget allerflest migranter i nyere tid, og mange synes, at EU's diktater er ved at være nok.

Nogle synes, det er synd for både UK og EU, andre finder, at der hermed er løsnet op for årtiers fejlslagen politik.