Feature
Læsetid: 6 min.

Hver tiende hjemløse i København er grønlænder: Mød to af dem her

Særligt i store byer fylder grønlændere meget i en ny undersøgelse af hjemløshed i Danmark. Vi har mødt to af dem: Asser Pivat, der har været hjemløs i Danmark i cirka 15 år, og Ulrik Jeremiassen, der har været hjemløs i seks år. Både billig alkohol og deres netværk er med til at fastholde dem på gaden
Asser Mikkel Nuka Moses Pivat har været hjemløs i årevis, men bor for tiden på et værelse i Herbergscentret Sundholm.

Asser Mikkel Nuka Moses Pivat har været hjemløs i årevis, men bor for tiden på et værelse i Herbergscentret Sundholm.

Sarah Hartvigsen Juncker

Indland
11. november 2019

Grønlændere fylder godt op i statistikkerne over hjemløshed i Danmark. Der er blot 16.000 grønlændere i Danmark, men de udgør otte procent af alle hjemløse.

Visse steder er tallet endnu højere: I Aalborg er cirka hver fjerde hjemløs grønlænder, i Odense udgør de 15 procent, og i København er mere end én ud af ti hjemløse af grønlandsk afstamning. Det fremgår af en ny opgørelse foretaget af VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, der er blevet omtalt i flere medier.

Information har talt med to grønlændere om, hvordan de havnede der, og hvad de tror, fremtiden bringer for dem.

Asser Mikkel Nuka Moses Pivat

Der bliver talt på fingrene og tænkt grundigt, når Asser Mikkel Nuka Moses Pivat regner sig frem til, hvor længe han har boet på gaden. Han er 52 år gammel, og han regner sig frem til, at han har været hjemløs i cirka 20 år i alt – først fem år i Grønland og derefter 15 år i Danmark. Da han første gang kom til Danmark som voksen, var det, fordi det var dyrere at være alkoholiker i Grønland. I dag er der ikke noget at tage hjem til.

»Billige øl, billig sprut, billige smøger og billig hash – derfor tog jeg til Danmark. At være alkoholiker og at ryge hash og alt muligt andet, det er trods alt meget billigere i Danmark end i Grønland. Min storesøster lærte mig at ryge hash, da jeg var 18, og jeg har røget lige siden,« fortæller han.

Asser Mikkel Nuka Moses Pivat har kun et familiemedlem tilbage – hans kusine. Hun bor også i centret men skranter lidt. Da Information er på besøg, har hun fødselsdag dagen efter, og Asser har købt blåmuslinger til fødselsdagsmiddagen. De spiser dem uden at tilberede dem. »Det gør man også hjemme i Grønland.«

Asser Mikkel Nuka Moses Pivat har kun et familiemedlem tilbage – hans kusine. Hun bor også i centret men skranter lidt. Da Information er på besøg, har hun fødselsdag dagen efter, og Asser har købt blåmuslinger til fødselsdagsmiddagen. De spiser dem uden at tilberede dem. »Det gør man også hjemme i Grønland.«

Sarah Hartvigsen Juncker
Asser Pivat har siddet i kørestol siden han fyldte 18 år, efter han i sin barndom blev ramt af sygdommen polio, eller børnelammelse, som svækkede hans benmuskler svært. Kørestolen har derfor været en trofast følgesvend gennem hele hans tid som hjemløs.

For tre år siden blev han tildelt et værelse på Plejekollektiverne ved Sundholm, der tilbyder værelser til borgere med fysiske eller psykiske lidelser, og som samtidig kæmper med alkohol- eller stofproblemer. Her lever han i dag.

Han har gennem årene både mistet sin kone, sin søn og sine to søskende, og derfor betyder hans venner og kusine – det sidste overlevende nære familiemedlem – særligt meget for ham.

»Jeg har et kæmpestort netværk af både grønlændere, afrikanere og danskere, som jeg ser op til og faktisk mødes med hver dag. Jeg sidder og snakker, drikker og ryger med dem. Det er vigtigt at have et socialt netværk. De holder mig i live,« siger han.

Selv om Asser Pivats netværk betyder meget for ham, kan de ikke helt udfylde det tomrum, han er blevet efterladt med, efter størstedelen af familien er gået bort.

»Når jeg drømmer, foregår det altid på Grønland med sne og det hele. Og med hele familien. Jeg drømmer aldrig om Danmark. Det er både godt og skidt, for det er dejligt at se dem, men det er også lidt hårdt at tænke på dem hele tiden. Jeg tænker også på, hvornår det bliver min tur, for så kan jeg komme op og være sammen med dem igen.«

Sarah Hartvigsen Juncker

Fremmedes godhjertethed

Men også de gode historier fra livet på gaden hjælper Asser Pivat gennem de ofte kolde nætter.

»Engang sov jeg på en bænk ved siden af min kørestol. Da jeg vågnede om morgenen, stod der en liter letmælk og et halvt franskbrød ved siden af bænken. Jeg kunne altså ikke spise noget, men jeg blev så glad for det.«

Det er særligt i julemånederne, at danskerne graver godhjertetheden frem fra arkiverne. Hvorfor kan Asser Pivat kun gøre sig tanker om, men han sætter pris på det.

»Der var engang ved juletid på Strøget, hvor vi lå fem-seks stykker under sådan et halvtag, og en ældre dame kom med en frossen and. Mange tak og glædelig jul, svarede vi, men hvordan vil du ha’, vi skal tilberede den der. Det kunne hun godt se det problematiske i, og så fik hun den med hjem igen,« griner han.

»Senere samme dag kom der en anden kvinde med en kæmpe æske Anthon Berg chokolade, som vi delte mellem os. Jeg gav hende en Hus Forbi-avis som betaling og sagde glædelig jul,« siger han.

Asser Pivat sælger aviser og kalendere for Hus Forbi. Det er et beskedent erhverv, som giver mad på bordet, men som også påvirker den måde, han anskuer livet på. Man ser nemlig verden på en helt anden måde, når man »går ude blandt hr. og fru Danmark og sælger aviser«, siger Asser Pivat, der sågar har sin helt egen måde at sælge på:

»Hus Forbi, to gange ti, fire gange fem, tag avisen med hjem. Støt din sælger, før han vælter. Køb den før din nabo,« synger han.

»Det har jeg solgt mange aviser på. I går fik jeg et overskud på 475 kroner.«

Ulrik Villads Nathan Heinrich Jeremiassen

38-årige Ulrik Villads Nathan Heinrich Jeremiassen bruger de fleste af sine vågne timer på øl.

»Lige nu drikker jeg hver dag, hele tiden, fra morgen til aften – det er ikke godt, især om morgenen,« griner han med et stort smil. Der mangler en del tænder.

Ulrik Villads Nathan Heinrich Jeremiassen har været hjemløs og drukket gennem flere år.

Sarah Hartvigsen Juncker
Han kom til Danmark for seks år siden og har kun sjældent sovet i en rigtig seng siden da. Han har ikke altid været alkoholiker, men når livet smuldrer mellem fingrene på en, kan det være svært at holde sig fra flasken.

»Min kæreste forlod mig for nogle år siden, og så begyndte jeg at drikke meget mere. Jeg var også hjemløs i lang tid, da jeg kom til Danmark. Og så blev jeg også ramt at et kulturchok, tror jeg nok, fordi alle drikker i Danmark. Det hele er bare en fest her, især hvis man ikke har nogen kæreste. Det var en hård tid dengang,« siger han om sin første tid i Danmark.

En varm velkomst

I dagtimerne holder han ligesom mange andre hjemløse typisk til på Christiania og Christianshavn Torv, men også på Sundholmen og ved Hulgårdspladsen i Nordvestkvarteret i København, fortæller Ulrik Jeremiassen.

»Jeg fik en masse grønlandske venner med det samme, og jeg kendte mange i forvejen, som var flyttet til Danmark. Jeg møder dem hver dag, og vi holder sammen.«

Selv om Ulrik Jeremiassen har en lejlighed til rådighed i Korsør, som han kan flytte ind i, kan han ikke forestille sig at leve uden for København.

»Jeg gider ikke være der. Jeg kan slet ikke lide det derovre. Jeg hader det. Jeg vil hellere bo i København, hvor jeg kan mødes med mine venner. Det er ikke godt derovre, så jeg sover her i byen, enten hos venner, i toget eller i bussen. Det er hårdt, det er det sgu,« siger han.

Svært at tilpasse sig

Men at få en bolig et sted, det giver mening at flytte til, er kun én af de udfordringer, som Ulrik Jeremiassen har haft svært ved at håndtere:

»Det problem, vi har, når vi tager til Danmark, er, at vi mangler mad, bolig og støtte. Her kan vi ikke få det mad, som vi er vant til, og jeg gider ikke spise gris og sådan noget. Jeg kan kun lide grønlandsk mad. Det er det bedste – hvalspæk, hvalkød, sælkød, tørfisk, alt muligt godt fra havet – som mor laver det.«

»Jeg snakker med min familie i Grønland hver uge. Om hvordan vi har det, og om at vi savner hinanden. Jeg føler mig ikke hjemme i Danmark, men i Grønland – 100 procent. Jeg er ikke dansker, jeg er grønlænder.«

Men selv om savnet til Grønland af og til er stort – familien, maden, omgivelserne – ser han ikke nogen muligheder eller fordele ved at vende tilbage til hjemstavnen.

»Jeg synes ikke, jeg kan tage tilbage til Grønland. Jeg gider det ikke mere. Det er ligesom at rejse tilbage i tiden, at tage tilbage til 1900-tallet.«

I stedet gør han sig forhåbninger om en fremtid i Danmark, hvor alkoholen er lagt på hylden. Han er ikke stoppet med at drømme, og i fremtiden vil han gerne sørge for, at andre kan fortælle historier, som er lykkeligere end hans egen.

»Jeg vil helst stoppe med at drikke, finde et arbejde og skabe et nogenlunde normalt liv, ligesom jeg havde det engang.«

Sarah Hartvigsen Juncker

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her