Læsetid: 5 min.

Morten Thing: Studenteroprøret på KUA ligner det i 1968, men er knap så radikalt

I 1968 var Morten Thing med til at vælte professorvældet på Københavns Universitet. I dag er der igen blokader og oprør på universitetets gange, og Thing ser mange ligheder mellem datidens og nutidens oprør. Men det ville være mere radikalt, hvis nutidens unge besatte ministeriet i stedet for dekanatet
»Dengang var det professorvældet, vi gjorde oprør mod. Nu er det bare det nye administrationsvælde. Efter universitetsreformen i 2003 er den medbestemmelse, vi skabte dengang, blevet definitivt beskåret,« siger Morten Thing.

»Dengang var det professorvældet, vi gjorde oprør mod. Nu er det bare det nye administrationsvælde. Efter universitetsreformen i 2003 er den medbestemmelse, vi skabte dengang, blevet definitivt beskåret,« siger Morten Thing.

Sigrid Nygaard

25. november 2019

I 1968 var Morten Thing en 23-årig danskstuderende på Københavns Universitet, der læste Marx og var en del af de mere radikale dele af vietnamprotesterne.

»Der var nogen, der samlede ind til ambulancer i Vietnam, men det syntes vi ikke var nok. Så vi samlede indt til maskingeværer. Det var en bevægelse, hvor det skulle være radikalt,« fortæller han.

I dag er hans tilværelse som 74-årig pensioneret universitetsbibliotekar mere tilbagelænet, end den var, dengang han var marxistisk ungdomsoprører. I dag fylder Marx i bogreolerne, der snor sig langs væggene i hans herskabslejlighed på Østerbro i København.

Information har besøgt ham for at tale med ham om, hvad han med sin erfaring fra studenteroprøret i 1968 tænker om de nuværende protester på Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet, hvor studerende besætter dekanatet på fjerde uge i vrede over fagsammenlægninger og manglende inddragelse.

Han har fulgt med i konflikten og noteret en række paralleller mellem dengang og i dag.

En af de mest tydelige var, da den religionsvidenskabsstuderende Harald Toksværd, der er en del af blokaden, kaprede talerstolen til universitetets årsfest for nylig. Her holdt han en tale, der refererede til dengang, hvor talerstolen første gang blev kapret under studenteroprøret i 1968.

Samtidig erklærede Harald Toksværd, at Københavns humanister er færdige med at blive »tæsket i stilhed«.

»Vi accepterer ikke jeres forringelser og jeres forkvaklede new public management. I får jeres gang tilbage, når I er klar til at snakke som voksne mennesker,« lød det med henvisning til de ledelsesværktøjer fra den private sektor, der i dag bruges i den offentlige sektor med det formål at effektivisere. 

»Jeg synes, det er en skidefin tale,« konkluderer Morten Thing om Toksværds tale.

Han ser mange ligheder mellem oprøret nu og det oprør, han selv var en del af for over et kvart århundrede siden.

»Dengang var det professorvældet, vi gjorde oprør mod. Nu er det bare det nye administrationsvælde. Efter universitetsreformen i 2003 er den medbestemmelse, vi skabte dengang, blevet definitivt beskåret,« siger han og fortsætter:

»Ledelsen har i dag både en formel og en teknisk magt. Systemet er indrettet sådan, at kun en lille gruppe har adgang til hjælpere, der kan gennemskue de tekniske forhold, der følger med new public management.«

Banede vejen for Undervisningsministeriets besparelser

Det moderne forvaltningssystem med nye styringsmekanismer, som de studerende i dag protesterer i mod, mener han blev en konsekvens af studenteroprøret. For selv om det gav mere magt til de studerende internt på universiteterne, forskød det magtballancen mellem universiteterne og centraladministrationen.

»Det undrer mig, at professorvældet ikke allerede var afskaffet, for det var jo klart i Undervisningsministeriets interesse. I stedet blev det os, der banede vejen for det regime, som Bertel Haarder (tidligere uddannelsesminister for Venstre, red.) gennemførte. Det var et forfærdeligt regime med budgetstandard, og hvor alt blev regnet ud i, hvor mange beståede elever, der var, og så videre. Det gav mere magt til ministeriet, og nu skulle alt udregnes.«

I tomrummet efter professorvældet kom et vakum, der blev udfyldt af det new public management, som Bertel Haarder indførte, lyder det.

»Og det har blandt andet medført nedskæringer. Særligt på de små sprogfag, som kampen i dag også handler om,« konkluderer Morten Thing.

Og nedskæringer er det spor, som universitetspolitikken har kørt i siden ’68, mener han. 

Men selv om han vurderer, at han har været med til at bane vejen for den de nuværende forhold, som de studerende i disse uger protesterer imod, er han tilbageholdende med at give en decideret undskyldning til de studerende, der i dag har besat KUA som følge af konsekvenserne af de moderne styringsværktøjer.

»Vi vidste jo ikke, at vi banede vejen for Bertel Haarder og de moderne forvaltningsteknikker, herunder nedskæringerne. Det kom først hen ad vejen. Bertel var den første, der satte det system i værk, og det var ikke noget, vi havde set før,« forklarer han.

Ikke alle er lige radikale

En væsentlig forskel på dengang og i dag er blandt andet, at studenteroprøret dengang havde mere radikale mål, lyder det. De studerende i 1968 fokuserede i højere grad på de underliggende magtstrukturer, der kunne give dem medindflydelse, mener han.

»Det ville være mere radikalt, hvis de studerende i dag besatte ministeriet eller Folketinget i stedet for dekanatet. Men så skal man også være forberedt på, hvad man gør, når politiet bliver tilkaldt.«

Han mener, at det ville være »stærkt«, hvis de studerende i dag var mere radikale, men ifølge ham ligger det ikke i tidsånden i dag at være så grænseløs.

»De studerende opgiver muligvis forestillingen om, at de kan lave tingene om, for det er jo ministeriet, der bestemmer, ikke? Da havde vi det mere sådan, at der ikke var nogen grænser for, hvilke krav vi kunne stille. Det er jo den der grænseløshed, der prægede tiden dengang.«

Han understreger dog, at det er en gængs misforståelse, at alle studerende i 1968 var aktivistiske. Selvom de studerende dengang fyldte pladser og sale til demonstrationer og møder, var der også studerende, der var imod projektet eller bare fokuserede på deres næste eksamen. 

»Hvis vi havde holdt en afstemning, hvor alle studerende bare kunne stemme med, så tror jeg ikke, at vi kunne have kommet igennem med så radikale krav. Vi repræsenterede jo dem, der kom til demonstrationerne og møderne, dem, der råbte højest. Så man kan nok sige, at vi var mere radikale end studerende i al almindelighed,« fortæller han og spekulerer over, om det også er tilfældet under de aktuelle protester. 

Men selvom den gamle 68’er tegner en lige linje mellem dengang og i dag, er tiden blevet en anden, og derfor er han påpasselig med at overføre sine erfaringer direkte til den nuværende situation.

»Af gode grunde ved kun de studerende selv, hvilken opskrift de skal bruge.«

Alligevel vil han anbefale dem at holde ud og tro på, at deres projekt kan lade sig gøre.

»Det er vigtigt. For ellers får det ikke den kampkraft, der skal til. Vi troede jo virkelig på det i ’68, og det virkede.«

Dekan siger nej tak til Foldschack som mægler

Efter næsten fire ugers blokade på KU afviser ledelsen et forslag om at bruge advokat Knud Foldschack som mægler i konflikten

KU’s ledelse har fejet et forslag ned af brættet om at bruge den erfarne advokat Knud Foldschack som mægler i konflikten på humaniora, skriver Uniavisen.

»Aftalen var, at vi for at få en god dialog mellem HUMrådet og dekanatet sammen skulle blive enige om en neutral konfliktmægler. Det er der ikke tale om, når HUMrådet melder offentligt ud på deres facebookside, at Knud Foldschack skal agere mægler for dem. Der skal selvfølgelig være enighed om valget af mægler,« siger dekan Jesper Kallestrup fra Det Humanistiske Fakultet til Uniavisen.

De studerende har i snart en måned blokeret ledelsesgangen på humaniora i protest mod ledelsens planer om at udmønte besparelser blandt andet ved at sammenlægge flere små fag.

- Bo Elkjær

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jette Chilvers
  • David Zennaro
  • Ejvind Larsen
  • Curt Sørensen
  • Bjarne Toft Sørensen
Jette Chilvers, David Zennaro, Ejvind Larsen, Curt Sørensen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg er ikke ganske enig i analysen, for NPM var jo ikke blot en reaktion på ungdomsoprøret på universitetet, men på den magt, som ansatte i hele den offentlige sektor i løbet af efterkrigstiden havde forhandlet sig til.
Generationsmæssigt var den også i høj grad konsekvensen af de fagvalg, der blev truffet i de små hjem, der skulle have den første akademiker i familien - og vel netop pga. forbilleder fra centraladministrationen, der havde muliggjort demokratiseringen, blev økonomi- og samfundsstudier de indlysende for alt for mange. Det har, grundet det liberalistiske paradigmeskift i 1980, skabt en ny herskerkaste, der har gjort lutkasteller og ren teoridannelse til samfundsteknologi med fuldkommen forfærdende resultat, hvad vi dog nu er ved at opdage. Værst er det, at den samme form for letbenet omgang med andre akademiske fag uden videre implementeres, så videnskabens evaluerende og fortolkende forståelse af det nuværende i forgængelighedens lys bliver gjort til forskrifter for handling.

Bjarne Toft Sørensen

I betragtning af den ændring, der er sket i styringen af og magten på/over Humaniora, ville det være oplagt, som det udtales i artiklen, at besætte ministeriet.

Det, der foregår, virker lidt som en studentikos kamp om, hvad og hvordan "noget" skal "slås ihjel", i stedet for at rette kampen mod kilden, nemlig de politisk bestemte besparelser på Humaniora.

Administrationsvældet, og den new public management som Harald Toksværd kæmper imod, er udmøntningen af den konkurrencestat, der har redet os som en mare, siden nogle opfandt begrebet.

Og nu vi taler generationer. Kan man godt sige at 68'erne, som gjorde så meget godt dengang, senere da de fik reel magt og blev magelige, indførte de mest omfattende overvågningssystemer, og gav stat og politi de mest gennemgribende magtmæssige og borgerindskrænkende beføjelser siden enevælden?

Havde det bare blevet ved potten og musikken.......

Tilsyneladende hersker der stor uvidenhed om, at indretningen af videregående uddannelser er aftalt på EU-plan ret detaljeret, og at der er meget ringe mulighed for ikke at indordne sig under bachelor-mastermodellen.
Så der er brug for et omfattende oprør, hvor der igen tages udgangspunkt i nationale traditioner og behov, hvor faglighed og specialisering er det eneste, der tæller, og hvor bureaukrati og 'akkreditering' holdes på et absolut minimalt niveau. Det lyder godt med 'de studerendes rettigheder', men det handler jo om, at disse 'rettigheder' er en besparelse i forhold til de ubegrænsede krav, man tidligere kunne stille til rammerne for uddannelse og faglighed på de ypperste institutioner. Når man sigter mod stjernerne, er der ikke brug for at garantere en generel norm.

"Han ser mange ligheder mellem oprøret nu og det oprør, han selv var en del af for over et kvart århundrede siden."
Mon ikke der menes "et halvt århundrede siden"? - eller har jeg glemt et senere oprør?

Bent Nørgaard, Thomas Østergaard, Steffen Gliese, Ejvind Larsen og Jan Jensen anbefalede denne kommentar