Interview
Læsetid: 7 min.

Økonomiprofessor: Grønne investeringer bør ikke være omfattet af budgetloven

Politikerne har mulighed for at investere milliarder af kroner i den grønne omstilling uden at komme i karambolage med budgetloven. Det vurderer professor emeritus på Roskilde Universitet Jesper Jespersen, der dog alligevel helst ser den stramme underskudsgrænse i loven skrottet
Ifølge professor emeritus Jesper Jespersen kan Finansministeriet i sin fortolkning af budgetloven beslutte, at grønne investeringer ikke skal være omfattet af budgetloven, der ellers kan komme til at stå i vejen

Ifølge professor emeritus Jesper Jespersen kan Finansministeriet i sin fortolkning af budgetloven beslutte, at grønne investeringer ikke skal være omfattet af budgetloven, der ellers kan komme til at stå i vejen

Finn Frandsen

Indland
25. november 2019

Når den socialdemokratiske regering skal prioritere mellem velfærd og investeringer i den grønne omstilling for at leve op til budgetloven, iklæder den sig en unødvendig »stålkappe«.

Det mener professor emeritus i økonomi på Roskilde Universitet, Jesper Jespersen, som bekender sig til den økonomiske gren keynesianisme.

»Det dilemma, jeg ser, er, at man vil indregne klimainvesteringer i den strukturelle saldo. Og det er at skabe sig selv unødige problemer, fordi man i øjeblikket kører på kanten. Det vil sige, at der så er andre steder, der skal spares,« siger han.

Budgetloven kræver, at hvis politikerne for eksempel vil prioritere 40 milliarder kroner til en klimafond, så skal de finde 40 milliarder et andet sted på budgettet.

Det skyldes, at der i loven er fastsat en grænse for, hvor stort underskuddet på den såkaldte strukturelle saldo må være. Den strukturelle saldo er en beregning af, hvor mange penge der står på ’statens bankkonto’, når man renser budgettet for udefrakommende påvirkninger af engangskarakter som for eksempel høj- og lavkonjunktur.

Og her må underskuddet ifølge budgetloven ikke overskride en halv procent af BNP. Det svarer til ti milliarder kroner.

Denne grænse er et problem, mener Jesper Jespersen.

»Grænsen på den strukturelle saldo er mildt sagt ubrugelig med risiko for at være destabiliserende,« siger han.

Budgetloven blev vedtaget i 2012 som et forsøg på at undgå store budgetoverskridelser og disciplinere finanspolitikken. Loven skal efter planen evalueres i det nye år. Og står det til Jesper Jespersen, bør man helt revurdere dens »stramme underskudsgrænse«.

Ud fra »en overordnet betragtning« risikerer den ifølge ham at spænde ben for, at den offentlige sektor kan stabilisere samfundsøkonomien i nedgangstider ved at sætte gang i investeringer. Det vender vi tilbage til senere.

Hvis man ikke kan få politisk opbakning til at rykke ved denne grænse – som Jesper Jespersen vurderer kan blive vanskeligt – så bør man ifølge ham holde de grønne investeringer helt uden for budgettet, så de ikke tælles med som udgifter på det strukturelle budget. Det vil åbne op for, at man kan låne penge til den grønne omstilling og dermed undgå at skulle prioritere hårdt mellem velfærd og grønne investeringer.

En engangsinvestering

Den strukturelle saldo er en hypotetisk, modelberegnet vurdering af statens finanser i fremtiden, hvor der er fraregnet midlertidige forhold, der kan påvirke, hvor mange penge staten har, såsom konjunkturudsving og andre indtægter og udgifter af engangskarakter.

Finansministeriet er ifølge Jesper Jespersen bemyndiget til at definere, hvad der er såkaldte engangsindtægter og engangsudgifter for staten. Disse indtægter og udgifter indgår ikke ved beregningen af den strukturelle saldo.

Jesper Jespersen nævner som eksempel, at den såkaldte kulbrinteskat og pensionsafkastbeskatningen (PAL-skatten) allerede holdes ude af beregningerne af den strukturelle saldo, fordi de betragtes som indtægter, der kun er der én gang (eller en kortere periode). De er således undtaget budgetloven.

»På samme måde kan man sige, at udgifter kan være af engangskarakter. Det gælder for eksempel den grønne omstilling af dansk energi til vedvarende energi – det skal kun ske én gang,« siger han.

Således kan Finansministeriet i sin fortolkning af budgetloven ifølge professoren beslutte, at grønne investeringer ikke skal være omfattet af budgetloven.

»Setuppet er jo, at ligesom man stopper Nordsøen-produktionen på et tidspunkt, så er den grundlæggende omstilling til vedvarende energi også af engangskarakter. Det koster nogle penge i dag, men vil ikke permanent påvirke statsbudgettet. Herefter skal den naturligvis vedligeholdes, men når man én gang har sat det antal megawatt op, som skal levere energien, så er det sat op.«

Han nævner som eksempel den havvindmøllepark, »der i princippet har erstattet det nu lukkede Svanemølleværk«.

Det næste spørgsmål er, hvor pengene skal komme fra. Jesper Jespersen påpeger, at man kan låne af vores egne pensionsopsparinger. I øjeblikket udgør den udskudte skat på eksisterende pensionsformuer på cirka 1.500 mia. kr., som ifølge ham i runde tal vokser 40 til 50 mia. kr. om året.

»Pensionskasserne har fået til opgave at administrere de her penge, indtil de skal udbetales, hvoraf staten har krav på cirka 40 pct. Man kan derfor med en betydelig ret kræve af pensionskasserne, at en del af disse ’skattepenge’ skulle reserveres til grønne investeringer. Og så aftaler man et afkast med dem, som minder om det, man kan få på statsobligationer, som pensionskasserne jo også investerer i,« forklarer han.

– Pengene skal dog betales tilbage en dag. Og spørgsmålet er så, om det er rimeligt, at man efterlader den regning til kommende generationer?

»Som enhver anden investering skal den tilbagebetales. Det skal borgerne så de næste 40 år ved at betale lidt mere for den ’grønne’ el; men i tilgift får de et renere og sikrere samfund – altså en blanding af en antiforureningsafgift og forsikringspræmie. Det er sådan, det skal forklares.«

Økonomisk overvismand Michael Svarer indvender i dagens avis, at hvis staten skal flytte penge over i en offentlig fond, uden det bliver opgjort som en offentlig udgift, så skal man kunne argumentere for, at fonden kan fungere på markedsvilkår.

Sådan en fond skal ifølge Michael Svarer kunne balancere udgifter og indtægter og skabe afkast.

Således vil opkøb af landbrugsjord eller subsidiering af elbiler ikke kunne undtages budgetloven, fordi de næppe vil give overskud, vurderer han.

Men her er det altså Jesper Jespersens vurdering, at så længe disse udgifter har karakter af engangsomstilling, altså et fastsat mål for arealopkøb eller aftale om udfasning af tilskud til køb af elbiler, så bør det være muligt at holdes ude af beregningen af den strukturelle saldo.

»Tag nu for eksempel Togfonden, der skal finansiere omstilling af jernbanenettet. Tilsvarende kan ’den grønne fond’ fyldes op med statslån fra pensionskasserne. Disse lån gives en markedsmæssig forrentning – i dag cirka en halv procent om året. Der er fortsat tale om offentlige investeringer, men de holdes ude af den ’strukturelle saldo’, da de i princippet er af engangskarakter.«

Skrot den

Budgetloven blev vedtaget i 2012 i kølvandet på den finansielle krise. Bjarne Corydon, daværende finansminister (S), har forklaret her i avisen, at der var en »’aldrig mere 00’erne-stemning’ på tværs af midten«.

»Der var ikke nogle barnagtige ideologiske slagsmål mellem de ansvarlige partier, men derimod stor enighed om, at det var slut med at styre økonomien sådan, så man bare sparkede dåsen ned ad vejen og overlod regningen til nogle andre, som så måtte bøvle med det, når man selv var over alle bjerge,« sagde Bjarne Corydon til Information

Men det er en grundlæggende fejltagelse at anskue statens økonomi som et almindeligt husholdningsbudget, sådan som budgetloven gør, mener Jesper Jespersen.

Den strukturelle saldo hviler nemlig på et modelgrundlag, som er »hammer usikkert« og ikke i tilstrækkelig grad afspejler den virkelige samfundsøkonomi.

»Den hviler blandt andet på en hypotetisk beregning af det, man kalder den strukturelle beskæftigelse – det vil sige fuld beskæftigelse. Når man eksempelvis gennemfører strukturreformer på arbejdsmarkedet er det uhyre usikkert, om det overhovedet påvirker arbejdsudbuddet endsige beskæftigelsen. Herom strides de lærde,« siger han.

Han påpeger også, at de udskudte skatteindtægter, som staten har krav på af danskernes pensionsopsparinger, når de hæves, heller ikke tæller med i den strukturelle saldo, »selv om det er en vedvarende indtægt«.

Så når budgetloven bestemmer, at vi kun må overskride den strukturelle saldo med en halv procent af BNP, så er det en begrænsning baseret på en meget restriktiv definition af statens indtægter og ydermere på baggrund af en meget usikker beregning, er hans pointe.

Det farlige ved budgetloven er ifølge ham, at man ikke kan føre en aktiv finanspolitik i krisetider, men foregiver, at man kan klare alle uforudsigelige hændelser »ved maksimalt at pumpe ti milliarder kroner ud i økonomien«.

»I lyset af, hvor stor usikkerhed beregningerne er behæftet med, så må man være taknemmelig for, at man ikke havde en budgetlov, da man skulle komme sig oven på finanskrisen i 2009/10 og havde brug for at spytte mange flere milliarder kroner ud i økonomien,« siger han og fortsætter:

»Man må konstatere, at næste gang krisen rammer, er de automatiske stabilisatorer reduceret – kontanthjælp, dagpenge og skattesatser – samtidig med, at der er lagt den her stålkappe omkring budgetterne, som gør, at vi med det regelsæt, der er, ikke kan føre en tilstrækkelig aktiv finanspolitik.«

Derfor mener Jesper Jespersen, at man uanset hvad bør »skrotte budgetloven«. Man skal dog bevare den del, der handler om, at kommuner og statslige institutioner skal overholde budgetlofterne.

Herefter bør politikerne have større investeringsprojekter klar i skrivebordsskuffen, som kan sættes i værk, når der er brug for at sætte gang i økonomien – eller gennemføre en nødvendig grøn omstilling.

– Hvis man så om et år ikke har en budgetlov, og man skal lave en finanslov, vil der så være flere penge at lave finanslov for?

»Ja, det vil der jo, for så vil der ikke være den her kassetænkning, og pengene kan uden vanskelighed lånes i pensionskasserne,« siger han.

– Men har du tillid til, at politikerne kan varetage det her fornuftigt og ikke bare følger egeninteresser og efterlader en stor regning til fremtidige generationer?

»Ja, ikke mindst når jeg kigger på historien, er jeg overordnet tillidsfuld. Og så har vi demokrati, så man kan hælde de politikere ud, man ikke har tillid til.«

Serie

Hvad stiller vi op med budgetloven?

Budgetloven dikterer, at der ikke må være mere end en halv procents underskud af BNP på den danske stats husholdningsbudget. Snart skal loven evalueres. Med tiden er den blevet rost for at have bragt styr på de danske finanser. Men kritikere kalder den en spændetrøje, der gør det noget nær umuligt at planlægge langsigtet og finde penge til grønne løsninger.

I den kommende tid vil Information sætte fokus på budgetloven ved at tale med dens kritikere og tilhængere.

Seneste artikler

  • AE: Danmark har ført en ansvarlig økonomisk politik, længe før budgetloven krævede det

    27. januar 2020
    Der har længe været politisk og ideologisk kamp om budgetloven. Står den i vejen for investeringer i klima og velfærd, eller er den garant for, at vores økonomi er langtidsholdbar? Ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd konkluderer, at kravet om, at det offentlige underskud højst må udgøre en halv pct. af BNP, er unødvendigt og skader mere, end det gavner
  • Socialdemokratiets finansordfører: Det handler mere om prioriteringer end om budgetloven

    23. december 2019
    Budgetloven bliver nogle gange gjort til skurken i en debat, der i virkeligheden handler mere om politiske prioriteringer, mener Socialdemokratiets finansordfører Christian Rabjerg Madsen. Meget mere end det, vil han dog ikke sige, før Finansministeriet er færdigt med en analyse af erfaringerne med loven
  • Kristian Jensen: Budgetloven har sikret orden i statens finanser

    28. november 2019
    Budgetloven er en nødvendighed for, at kommuner og statslige institutioner overholder budgetterne og ikke efterlader en stor regning til fremtidige generationer. Det mener tidligere finansminister Kristian Jensen (V), der afviser kritikken om, at den står i vejen for investeringer i velfærd og grøn omstilling
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Yes-Per :)
For uden omstilling til bæredygtighed både her og hisset er der ingen fremtidige generationer, frygter jeg. Jævnfør dagens artikel med grundlag i "Nature" artiklen med Richardson som medforfatter omhandlende tilling points..
Omstillingen bliver derfor begrundet som en forsikring imod en meget dyr måske fatal udvikling. Ligesom akut livredende medicin for os alle - ville man mon kunne argumentere rationelt for ikke at investere i den?