»Jeg mener, at der lever 65.000 etårsfattige børn i Danmark.«
Så klart lød svaret fra tidligere socialordfører for Socialdemokratiet, Pernille Rosenkrantz-Theil, da hun inden folketingsvalget blev spurgt, om hun var enig i, at der lever knap 65.000 børn under den relative fattigdomsgrænse i Danmark.
Det var Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som havde udregnet antallet af fattige børn ved at bruge Danmarks Statistiks fattigdomsgrænse, hvor man skal have levet i fattigdom i et år.
Men efter Socialdemokratiet har vundet regeringsmagten, har de tilsyneladende ændret holdning til, hvornår man er fattig i Danmark.
I et interview med Dagbladet Information vil nuværende socialordfører for regeringspartiet, Camilla Fabricius, ikke svare ja til samme spørgsmål, nemlig om der lever 65.000 børn i fattigdom i Danmark:
»Det mener jeg er en forkert præmis. For hvis jeg siger ja, så vil jeg dermed konkludere, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har ret. Og vi vil gerne ind og diskutere nogle grundværdier. Hvad er det, børn kommer af. Hvad er det for rettigheder og muligheder, de har. Så det handler ikke om at definere et tal, men hvad det er for et udgangspunkt, man har for at kunne klare sig i Danmark,« siger Camilla Fabricius.
– Så der lever ifølge dig ikke 64.500 fattige børn her i landet?
»I det tal kan der sagtens ligge en stor gruppe, som er fattige. Men det centrale her er, hvad man gør ved det. Det er forsimplet at sige, at de er fattige ud fra dette tal. Det er for enkelt et parameter.«
Den socialdemokratiske regering har en ambition om at bekæmpe børnefattigdom. Det står i det såkaldte forståelsespapir mellem regeringen og støttepartierne.
I sit finanslovsforslag har Socialdemokratiet afsat en halv milliard kroner til en hjælpepakke til de mest fattige børn. Ifølge en udregning fra CEPOS løfter hjælpepakken omkring 6-7.000 børn ud af relativ fattigdom.
Hertil kommer, at Socialdemokratiet har nedsat en ydelseskommission, som har fået et år til at finde et niveau for de sociale ydelser, så de på den ene side sikrer, at det kan betale sig at arbejde og på den anden side ikke sender for mange ud i fattigdom.
Socialdemokratiet har i den forbindelse også lovet, at de vil fastsætte en ny fattigdomsgrænse.
Men i dette interview med socialordfører Camilla Fabricius tyder det altså ikke på, at partiet vil lægge sig op ad den fattigdomsgrænse, som er fastlagt af Danmarks Statistik og ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd gør 64.500 børn i Danmark fattige.
Vigtigt at se på etårsfattige
Under åbningsdebatten til Folketinget i år lød det fra statsminister Mette Frederiksen, at hun ville ønske, at »vi kan få en fattigdomsgrænse, der måler på reel fattigdom«.
Hun fortsatte, at »hvis man følger den såkaldte fattigdomsgrænse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, så er en børnefamilie med en disponibel indkomst på godt 250.000 kroner om året fattig. Men er det fattigdom, når man efter skat har mere end 20.000 kroner tilbage?« spurgte statsministeren og svarede selv: »Det mener jeg faktisk ikke, det er.«
Da Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i december sidste år offentliggjorde en analyse, der viste, at der lever knap 64.500 børn i relativ fattigdom, igangsatte det en større offentlig debat.
De opgjorde børnefattigdom ud fra Danmarks Statistiks fattigdomsgrænse. Den definerer fattigdom efter, om man har en formue på under 100.000 kroner og det seneste år har haft en indkomst, der højst er halvdelen af medianindkomsten.
Det betyder, at en familie med to børn er fattig ifølge Danmarks Statistik, hvis den har under 20.897 kroner om måneden.
Den markante stigning i børnefattigdom skyldes ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd særligt kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen, som er vedtaget af den tidligere regering.
I 2017 levede der således 18.400 børn i familier, hvor forældre var på integrationsydelse, og 21.300 børn i familier på kontanthjælp under Danmarks Statistiks fattigdomsgrænse.
Mens Mette Frederiksen i dag ikke vil kalde en familie med et rådighedsbeløb på 20.000 kr. fattig, var det altså ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil ikke til diskussion, da hun blev spurgt før valget.
Berlingskes journalist spurgte, om hun mente, at der var tale om »decideret fattigdom«, når 64.500 børn i Danmark ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er fattige.
»Ja, det er der – det kan man slet ikke diskutere. Heller ikke konsekvenserne af det. Men man skal nok have et mere nuanceret blik på, hvad fattigdom er, end det som Liberal Alliance har. For mig er det vigtigt at se, hvor mange etårsfattige, treårsfattige og absolut fattige, vi har,« svarede hun.
– Camilla Fabricius, Pernille Rosenkrantz-Theil svarede, da hun blev spurgt før valget, at de her 65.000 børn er fattige. Nu mener Mette Frederiksen noget andet. Har Socialdemokratiet skiftet holdning?
»Nej, det synes jeg ikke, at vi har. Vi har peget på, at vi skal have nogle løsninger, og det kræver et mere nuanceret tal. Pernille var en skarp socialordfører, der satte mange ting i søen. Men jeg synes, at vi har brug for nuancer, så det glæder jeg mig til at følge,« lyder det fra socialordføreren.
– I har sagt, at I vil kunne måles på at bekæmpe børnefattigdom. Er det så ikke en hjælp at have et tal?
»Jeg er usikker på, om man kan konkludere på den måde. Jeg synes i hvert fald, at hvis man har sådan et enkeltstående tal på fattigdom på den måde, du spørger om her, så er der en række parametre, man ikke tager højde for.«
Mette Frederiksen sagde også under åbningsdebatten, at det afsporer debatten om fattigdom, hvis man udelukkende beregner det ud fra Danmarks Statistiks fattigdomsgrænse.
»At have 300.000 kroner til fire mennesker er i mine øjne ikke fattigdom. Og jeg mener, at dem, der bruger tallene på den måde, gør skade på diskussionen. Jeg vil langt hellere have, at vi tager en diskussion om, hvad der er ret og rimeligt. For selvfølgelig er det ikke ligegyldigt, om man har penge, om der er råd til fritidsaktiviteter, og om man i det hele taget har råd til en ordentlig livsførelse,« sagde statsministeren.
– Hvis ikke man er fattig, når man har 20.000 kr. i disponibel indkomst om måneden ifølge jer, hvor ’lidt’ skal man så have, før I definerer det som fattigdom?
»Som jeg husker åbningsdebatten, så siger statsministeren, at det vil hun gerne diskutere. Og at børn skal have mulighed for at leve i et samfund, hvor der er plads til dem, uanset hvor man bor henne. Og det er ret skarpt, synes jeg.«
– Hvordan kan det være, at Socialdemokratiet nu mener, at det afsporer debatten at bruge Danmarks Statistiks grænse for relativ fattigdom – mens man før valget mente, at det gav mening at sige, at man var fattig ud fra denne definition?
»Jeg synes sådan set, at statsministeren har ret i, at der til tider har været en afsporet debat.«
– Socialdemokratiet har jo i mange år talt om netop relativ fattigdom ud fra en konkret grænse?
»Jeg synes, Mette Frederiksen er præcis: Det her er noget, vi skal tale om. Vi er nødt til at tale om, hvad det er for en konkret bundlinje, man har, og om det er rimeligt at kalde en mor, der har to børn og arbejder i Føtex, for fattig.«
Nyt ydelsessystem
I forståelsespapiret står der, at »blandt andet med henblik på at bekæmpe fattigdom nedsættes endvidere en ydelseskommission, som efter senest 12 måneder skal foreslå̊ anbefalinger på ydelsesområdet.«
Denne ydelseskommission skal altså komme med anbefalinger til, hvordan det nuværende kontanthjælpssystem kan ændres.
– Skal de sociale ydelser ligge et sted, hvor man ifølge jeres definition af fattigdom ikke er fattig?
»Det er for tidligt at se på. Der går vi hen til en konklusion, jeg ikke kan komme med. Vi skal skitsere hele problematikken først.«
– Hvis ikke det bare er et tal, der skal måle fattigdom, hvad er det så?
»Det handler også om sådan noget så basalt, som hvordan voksne omkring et barn ser på et barn ud fra de omstændigheder, de lever under. Hvis man bor i et socialt boligområde, ser de voksne måske barnet på en anden måde. Så økonomi er én ting. Fagpersonalet og den tilgang, de har til børnene er en anden.«
– Så jeg skal forstå det sådan, at Socialdemokratiets fattigdomsgrænse ikke kun handler om økonomi?
»Ja, og jeg synes ikke, at vi har skiftet mening. Statsministeren har nuanceret den diskussion.«
– Og det er ikke, fordi I har sat jer et mål om at nedbringe børnefattigdom, og at det kan blive dyrt, hvis I skal fastsætte ydelserne herefter?
»Det kan jeg ikke se. Parameteret økonomisk fattigdom er én ting. Fattigdom er også ensomhed, udelukkelse af fællesskaber, fastholdelse af uddannelse og risiko for at ende i grænseoverskridende situationer.«
– Er alle de ting, du nævner her, ikke konsekvenser af økonomisk fattigdom?
»Nej, det tænker jeg ikke. Jeg tænker, at vi er nødt til at kigge på det samlet. Her er tilgang til socialt arbejde og beskæftigelse nogle dele af det. Og på folkeskoleområdet, hvor de børn, der er i udsatte områder, er en anden del. Så jeg mener bundalvorligt, at statsministeren italesætter, at fattigdom er meget mere end bare et tal.«
Er det også for simpelt at se et parti som socialdemokratisk blot ud fra dets navn?
Det handler også om sådan noget så basalt, som hvordan voksne omkring et barn ser på et barn ud fra de omstændigheder, de lever under. Hvis man bor i et socialt boligområde, ser de voksne måske barnet på en anden måde. Så økonomi er én ting. Fagpersonalet og den tilgang, de har til børnene er en anden
Hvaba..?
Lise Lotte Rahbek:
Det er simpelt nok. Ganske vist er barnet relativt fattigt, men hvis de omkringboende omgivelser også er relativt fattige, er barnet muligvis slet ikke længere relativt fattigt, sat i relation til sine omgivelser, afhængigt af hvor relativt man måler.
Så skal de fattige jo ikke ud af ghettoerne og blive relativt fattig, men flyttes ind i ghettoerne og blive relativt rige...
Findes begrebet "købekraft" ikke længere?
Hvis vi så yderligere anvender kovarians analyse, og renser målingerne for socialgruppe, kan vi udmærket komme frem til at børn i Gellerup og Vollsmose er relativt rigere end børn fra Rungsted.
Joachim B. Olsen er åbenbart relativt Socialdemokratisk!
Det nytter jo ikke noget at tallet der definerer fattigdom er halvdelen af median indkomsten. Eller at en familie på fire har en disponibel indkomst på 300.000 om året kan være fattig.
Begrebet mister fuldstændigt sin betydning. Det er helt skudt ved siden af.
Der kommer intet godt af det.
En løsning kunne være at sætte grænsen markant lavere. Og lave den som et absolut tal, ikke et relativt tal som det er nu. Jeg tror de fleste overser det fakta at grænsen nu faktisk er 100% relativt fordi det knytter sig til medianindkomsten.
Spørgsmålet er om det ikke er bedre at måle på løft i uddannelse. Sprog kundskaber. Tilknytning til arbejdsmarked. De måltal peger måske bedre på indsatsområder og problemstillinger for den målgruppe.
Det økonomiske perspektiv er måske bedre rettet mod at se på hvordan den økonomiske vækst går for den halvdel af befolkningen der har den laveste indkomst. Den er nemlig gået i stå, modsat den bedste halvdel hvor væksten drøner afsted. Her giver det mening at bruge median indkomsten som skillelinie og til politikudvikling, og se på indkomstudvikling for den laveste halvdel.
Man ser det for sig – spindoktoren for S, der nøje indskærper over for Camilla Fabricius hvad hun skal sige til pressen:
Spindoktoren: Hvad du end siger, må du aldrig, aldrig, aldrig erkende, at der reelt er fattige børn i Danmark.
Camilla F: Hvorfor ikke? Der er jo fattige børn i Danmark. Det var blandt andet det vi gik til valg på at ændre.
Spindoktoren: Ja, det sagde vi dengang. Men nu er situationen anderledes.
Camilla F: Er børnene da ikke længere fattige?
Spindoktoren: Jo, men i det øjeblik at vi erkender det, så er vi også forpligtet til at gøre noget ved det.
Camilla F: Ja, men er det ikke også det vi vil? Jeg mener… vi er jo forpligtet til at tage os af de svageste borgere?
Spindoktoren: Ja, men der er andre hensyn at tage. Hvis vi skal løfte børnene ud af fattigdom skal vi jo hæve de sociale ydelser.
Camilla F: Ja, det er vel også rimeligt, når de familier nu har så lidt at gøre godt med?
Spindoktoren: Det går ikke, for så er det i modstrid med vores arbejdsmarkedspolitik.
Camilla F: Vores arbejdsmarkedspolitik?
Spindoktoren: Ja, det skal kunne betale sig at arbejde. Det kan jo ikke hjælpe noget, at en kontanthjælpsmodtager får næsten lige så meget som kasseassistenten i Netto.
Camilla F: Nå. Men det gør vel ikke kontanthjælpen mindre ussel, at jobbet i Netto er dårligt lønnet?
Spindoktoren: Nej, men vi er nødt til at lægge en hård linje over for dem uden job. Ellers gider folk ikke arbejde.
Camilla F: Er det ikke ganske få, der ikke gider arbejde? De fleste vil vel gerne lave noget?
Spindoktoren: Jo, men folk skal føle at der er rimelighed til. At der trods alt er forskel på at arbejde og være på overførselsindkomst.
Camilla F: Rimelighed? For hvem? Det er vel de færreste der vælger at være uden job. Hvad med dem som ingen vil ansætte? Har de ikke også ret til et liv uden fattigdom i et samfund så rigt som vores?
Spindoktoren: Jo, det er ærgerligt for dem. Men vi er nødt til at tage hensyn til det brede flertal.
Camilla F: Hvorfor det? Er det ikke netop politikernes opgave at sørge for at alle kan leve en rimelig tilværelse?
Spindoktoren: Jo, men vores vælgere foretrækker, at der er en økonomisk afstand. Der er ikke stemmer i at hæve de sociale ydelser. Desuden er det ikke økonomisk muligt.
Camilla F: Hvorfor ikke? Er vores samfund da ikke velhavende?
Spindoktoren: Jo, men vi har forpligtet os til at sætte loft over de offentlige udgifter jævnfør budgetloven. Det er en lang historie.
Camilla F: Men kan vi så ikke hæve skatterne lidt for de mest velhavende, så der bliver mere til dem der har mindst?
Spindoktoren: Er du rigtig klog! Så får vi alle de borgerlige og samtlige medier på nakken. Så kan vi glemme alt om at blive genvalgt. Det er no go.
Camilla F: Men hvad idé er der i at blive genvalgt og have magten, hvis ikke man arbejder på at ændre det man brænder for?
Spindoktoren: Det bliver endnu værre med de borgerlige. Det ved vores vælgere også.
Camilla F: Det vil sige: ikke at gøre noget er bedre end at de borgerlige kommer til?
Spindoktoren: Netop.
Camilla F: OK. Men hvad siger jeg så til pressen? Hvordan forholder jeg mig til det vi lovede inden valget?
Spindoktoren: Som sagt er det vigtigste, at du ikke erkender, at disse mennesker er fattige. Det du skal gøre er brede fattigdomsbegrebet ud, relativisere det, og stille spørgsmålstegn ved præmisserne. Du skal sige, at fattigdom er meget mere kompliceret end at det bare kan gøres op i disponible midler, dvs. penge.
Camilla F: Men er det ikke bare at tale udenom?
Spindoktoren: Du kan kalde det at tale uden om. Du kan også kalde det at nuancere debatten. Det er det det egentlig handler om. At definere diskursen.
Camilla F: Det forstår jeg ikke.
Spindoktoren: Det er dig der skal sætte dagsordenen – dvs. bestemme hvilken måde man taler om tingene på. Det kan jeg forklare dig mere om efter frokost.
Camilla F: Det lyder spændende…
Det er bare et af utallige eksempler på at der er gigantisk forskeld på S når de er i opposition og når de har regeringsmagten.
Det er fuldstændig fair. Man er så gammel, som man føler sig, og man er så fattig som man føler sig.
80 år er bare et tal, du kan sagtens være ung indeni.DU SER GODT UD ! Og du kan sagtens have 1000 kroner om måneden til det allermest fornødne og ikke være fattig, blot du husker at tænke positivt. Du kunne have endnu mindre. Du er sikkert rig på følelser, og hvad er egentlig vigtigst?
Man kan også sagtens være rig og ulykkelig, og det må du huske at tænke på, når du er fattig og ulykkelig. Havde du haft penge, ville du være endnu mere ulykkelig, fordi penge er roden til alt ondt, og du slipper i det mindste for roden.
Anders Reinholdt@
Et fantastik indlæg du har lavet, om en realistisk samtale i magtens korridor, den sidder lige i skabet ;o)
Når det alligevel ikke er pengene der gør os lykkelige, skulle vi måske helt forlade tanken om at gøre ting op i kroner og ører. Men hvilken valuta skal vi så handle med, som udtryk for vores rigdom? Tid kunne være bud. Lad os omregne hele molevitten til tid. Den der har mest tid på kontoen har vundet.
Så meget til Mette Frederiksens genopretning af Socialdemokratiske værdier.
Efter hvedebrødsdagene gik det op for Anette at hun nu igen var kommet til at gifte sig med en serieforbryder..
Virkeligheden spejler blot socialdemokratiets visonsløse fattigdom !