Spørgsmålet er nu, om De Konservative og Venstre er ved at bytte udlændingepolitik

Udlændingestrammeren Marcus Knuths skifte fra Venstre til De Konservative åbner for spørgsmålet om, hvorvidt en forskydning er i gang mellem partierne i den borgerlige blok.
Længe har det været sådan, at De Konservative har anlagt en mindre markant, mere moderat udlændingepolitisk linje end Venstre, der særlig med Inger Støjberg (V) som udlændinge- og integrationsminister gjorde den stramme udlændingepolitik til sit definerende projekt. Og så sent som i begyndelsen af sommerens valgkamp gik De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, op imod Inger Støjberg.
Ministeren havde kategorisk afvist at forbedre forholdene for børnene på udrejsecentret Sjælsmark. Men i Politiken annoncerede Mette Abildgaard og Liberal Alliances Laura Lindahl, at de ønskede at lade familierne lave mad selv i centret – og at de var parate til at gå sammen med venstrefløjen og De Radikale for at få reglerne ændret.
Men sideløbende har der også lydt andre toner fra De Konservative. Folketingsmedlemmerne Naser Khader og Rasmus Jarlov har i længere tid markeret sig med udpræget udlændingekritiske synspunkter.
Og for nylig stillede De Konservative sig sammen med Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige bag et såkaldt »forslag til vedtagelse« om fremmedkrigere, fordi de mente, at et forslag fra Socialdemokratiet, Venstre og Liberal Alliance var for blødt.
Socialdemokraterne havde sammen med de to borgerlige partier fremlagt et forslag, der opfordrede fremmedkrigere til at »tage konsekvensen af deres valg og blive væk«, og som opfordrede regeringen »til at arbejde for, at dem, der desværre vender tilbage, skal straffes hårdt og konsekvent«.
De Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige opfordrede så regeringen »til at tage ethvert tænkeligt skridt inden for grundlovens rammer, der kan forhindre fremmedkrigere, der har kæmpet for terrororganisationen Islamisk Stat, i at komme til Danmark«.
Hvad betyder skiftet for De Konservative?
De tre borgerlige partier lagde op til en politik, som umiddelbart kunne tolkes som et opgør med de internationale konventioner. Både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige erklærede også, at det var hensigten, mens De Konservatives ordfører bebudede, at partiet fortsat ville overholde konventionerne – men tilføjede, at »der er intet i vejen med at gå til kanten«.
Uanset hvad sendte De Konservative et klart signal om, at de i spørgsmålet om fremmedkrigere er mere enige med de to mest udlændingekritiske partier i Folketinget end med Venstre og Socialdemokratiet.
Og nu tager partiet altså imod Marcus Knuth, der henviser til udlændingepolitikken som en hovedbegrundelse for sit skifte. Han har tidligere blandt andet gjort sig bemærket ved at glæde sig over det yderligtgående AfD’s markante fremgang ved det seneste forbundsvalg i Tyskland, fordi det »forhåbentlig vil sikre en mere ansvarlig indvandringspolitik«.
Skiftet kommer på et tidspunkt, hvor Jakob Ellemann-Jensen som Venstre-formand har lagt op til en mere moderat udlændingepolitik i sit parti end tidligere. Og spørgsmålet er nu, om De Konservative og Venstre er ved at bytte plads på den udlændingepolitiske højre-venstre-akse.
Hvis det er tilfældet, åbner det for en række nye spørgsmål. Kan mere moderate personer i partiet som politisk ordfører Mette Abildgaard leve med en sådan manøvre? Og kan De Konservative hente flere stemmer ved manøvren, end de risikerer at tabe blandt de vælgere, der ser sig selv som såkaldt anstændige borgerlige?
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »
Jeg hader vender kåber, der snyder sine vælgere.
Ja. Puha. Man ser det for sig. Når staklerne Abilgaard og Pape kommer på arbejde - eller hvad de nu kalder det. Så har Jarlov, Khader og Knuth allerede ligger i timer på måtterne i Folketingets fitnessrum, hvor den står på udlændingepolitiske armbøjninger, og selvpineri og national stolthed med Joachim B. Olsens letbrugte håndvægte, og bagefter - med Pia som overdommer -i iskoldt bad uden så meget som et gæstearbejderhåndklæde som forhæng.
Tillykke til de Konservative!
Tja, når man pludselig ikke har mere at skulle have sagt i bondepartiet, må man hellere profilere sig ved at flytte til godsejerpartiet..
Hjem, kære hjem.
Tror nu mere det er egen profil der skal luftes. Konservative og Venstre var enige med S om Sjælsmark, Mint, og folk skal forsørge sig selv, så længe de er her. Det med lempelser er ordfnidder, der er ikke lempet på antal der ankommer eller andre ting, som er rigtig væsentlige, men der skal jo ikke strammes for stramningens skyld, det giver ingen mening. Og her er de yderliggående blå partier, DF, nye borgerlig og Stram kurs helt gakkede ind i mellem.
Blå blok vil krakelere en tid, og hvis ikke Radikale snart besinder sig, går det rød stue ligesådan.
Så skal vi til idet igen: bytte bytte parti. Marcus Knuth er velkommen til at skifte mening og til at skifte politisk standpunkt. Det må være hans egen personlige sag.
Men hvor ville det have klædt Marcus Knuth, hvis han i maj måned 2019 havde Udtalt. Jeg ser mig nu som konservativ og ikke som Venstremand. Jeg stiller op til det kommende Folketingsvalg for Det Konservative Folkeparti.
Men det gjorde Marcus Knuth ikke. Han ventede med partiskiftet til efter valget. Vis at du er en hæderlig politiker Marcus Knuth tag konsekvensen af dit stemningsskifte. Meddel os vælgere, at du stiller din Folketingsplads til rådighed for partiet Venstre, og at du fremover vil bestræbe dig på at kunne opstille for Det Konservative Folkeparti.
Knuth havde ganske sikkert forventet at hans udråbelse af Ellemann som "politisk unikum" ville sikre ham en post, der fremhævede hans uomtvistelige talent for selvpromovering.
Istedet blev han ordfører for Arktis, hvilket der muligvis ikke er så mange stemmer i..?
Knuth stillede op til Københavns borgerrepræsentation for at fremme turismen på Lolland, ifølge Slotsholmen på DRP1 i 2017. Og venstrevælgerne var dumme nok til at få ham ind. Han har efterfølgende ikke udrettet en flyvende skid.
Iøvrigt betragter han BR som 2 månedlige aftenmøder, der lige skal overståes... Og så giver den slags poster jo oftest lidt andre lønsomme kødben i form af bestyrelsesposter, han kan gnave lidt i.