Spørgsmålet er nu, om De Konservative og Venstre er ved at bytte udlændingepolitik

Udlændingestrammeren Marcus Knuths skifte fra Venstre til De Konservative åbner for spørgsmålet om, hvorvidt en forskydning er i gang mellem partierne i den borgerlige blok.

Længe har det været sådan, at De Konservative har anlagt en mindre markant, mere moderat udlændingepolitisk linje end Venstre, der særlig med Inger Støjberg (V) som udlændinge- og integrationsminister gjorde den stramme udlændingepolitik til sit definerende projekt. Og så sent som i begyndelsen af sommerens valgkamp gik De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, op imod Inger Støjberg.

Ministeren havde kategorisk afvist at forbedre forholdene for børnene på udrejsecentret Sjælsmark. Men i Politiken annoncerede Mette Abildgaard og Liberal Alliances Laura Lindahl, at de ønskede at lade familierne lave mad selv i centret – og at de var parate til at gå sammen med venstrefløjen og De Radikale for at få reglerne ændret.

Men sideløbende har der også lydt andre toner fra De Konservative. Folketingsmedlemmerne Naser Khader og Rasmus Jarlov har i længere tid markeret sig med udpræget udlændingekritiske synspunkter.

Og for nylig stillede De Konservative sig sammen med Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige bag et såkaldt »forslag til vedtagelse« om fremmedkrigere, fordi de mente, at et forslag fra Socialdemokratiet, Venstre og Liberal Alliance var for blødt.

Socialdemokraterne havde sammen med de to borgerlige partier fremlagt et forslag, der opfordrede fremmedkrigere til at »tage konsekvensen af deres valg og blive væk«, og som opfordrede regeringen »til at arbejde for, at dem, der desværre vender tilbage, skal straffes hårdt og konsekvent«.

De Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige opfordrede så regeringen »til at tage ethvert tænkeligt skridt inden for grundlovens rammer, der kan forhindre fremmedkrigere, der har kæmpet for terrororganisationen Islamisk Stat, i at komme til Danmark«.

Hvad betyder skiftet for De Konservative?

De tre borgerlige partier lagde op til en politik, som umiddelbart kunne tolkes som et opgør med de internationale konventioner. Både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige erklærede også, at det var hensigten, mens De Konservatives ordfører bebudede, at partiet fortsat ville overholde konventionerne – men tilføjede, at »der er intet i vejen med at gå til kanten«.

Uanset hvad sendte De Konservative et klart signal om, at de i spørgsmålet om fremmedkrigere er mere enige med de to mest udlændingekritiske partier i Folketinget end med Venstre og Socialdemokratiet.

Og nu tager partiet altså imod Marcus Knuth, der henviser til udlændingepolitikken som en hovedbegrundelse for sit skifte. Han har tidligere blandt andet gjort sig bemærket ved at glæde sig over det yderligtgående AfD’s markante fremgang ved det seneste forbundsvalg i Tyskland, fordi det »forhåbentlig vil sikre en mere ansvarlig indvandringspolitik«.

Skiftet kommer på et tidspunkt, hvor Jakob Ellemann-Jensen som Venstre-formand har lagt op til en mere moderat udlændingepolitik i sit parti end tidligere. Og spørgsmålet er nu, om De Konservative og Venstre er ved at bytte plads på den udlændingepolitiske højre-venstre-akse.

Hvis det er tilfældet, åbner det for en række nye spørgsmål. Kan mere moderate personer i partiet som politisk ordfører Mette Abildgaard leve med en sådan manøvre? Og kan De Konservative hente flere stemmer ved manøvren, end de risikerer at tabe blandt de vælgere, der ser sig selv som såkaldt anstændige borgerlige?