Læsetid: 5 min.

Stor undersøgelse kaster nyt lys på selvmord blandt homoseksuelle

En omfattende undersøgelse dokumenterer nu, at selvmordsraten siden 1989 er næsten halveret blandt personer, der har giftet sig med personer af samme køn. Men den er stadig markant højere end blandt heteroseksuelle. Organisationer ønsker systematisk indsats allerede i grundskolen
En ny stor undersøgelse viser, at personer i ægteskaber med to personer af samme køn i højere grad dør ved selvmord. Arkivfoto

En ny stor undersøgelse viser, at personer i ægteskaber med to personer af samme køn i højere grad dør ved selvmord. Arkivfoto

Karol Serewis

14. november 2019

Selvmordsraten er halvanden gang så høj blandt danske og svenske homo- og biseksuelle, der lever i et ægteskab med en af samme køn som blandt deres heteroseksuelle landsmænd.

Det afdækker en ny undersøgelse, som seniorforsker ved Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse Annette Erlangsen er hovedforfatter på.

Undersøgelsen er lavet i samarbejde med forskere fra Stockholm Universitet. Den viser også, at selvmordsraten for personer gift med en af samme køn er faldet med hele 46 procent, hvis man sammenligner perioden 1989-2002 med perioden 2003-2016.

For personer gift med en person af modsatte køn er der sket et fald på 28 procent.

Det har tidligere været dokumenteret, at LGBT-personer oftere har selvmordstanker end heteroseksuelle personer. Dette er dog det største studie til dato, og forskerne kan med større sikkerhed slå fast, at personer i ægteskaber med en af samme køn også i højere grad dør ved selvmord.

Eftersom personers seksuelle orientering ikke registreres i Danmark, er der kun begrænset viden om gruppen. Men ved at samkøre data over partner- og ægteskaber mellem to af samme køn med data om dødsårsag, har forskerne helt unikt kunnet måle på den egentlige selvmordsrate i ægteskaber mellem to af samme køn.

Selv om forskerne altså ikke kan sige noget om alle LGBT-personer, så vurderer de, at undersøgelsen giver et kvalificeret billede af selvmordsraten for denne seksuelle minoritetsgruppe.

For Annette Erlangsen, der har arbejdet med selvmordsforskning i snart 20 år, er der både godt og skidt at sige om tallene:

»Det er selvfølgelig positivt at se, at selvmordsraten er næsten halveret, men den er stadig bekymrende høj og især med tanke på, at selvmordsraten muligvis er højere for personer, der ikke er i et ægteskab,« siger hun.

I 1989 blev det muligt for to af samme køn at indgå registreret partnerskab i Danmark. Fra 1989 til 2002 var selvmordsraten i denne gruppe 2,8 højere end i ægteskaber mellem en mand og kvinde. Og fra 2003 til 2016, hvor indsamlingen af data til undersøgelsen sluttede, er raten faldet til at være 1,5 gange højere end i heteroseksuelle ægteskaber.

Højest selvmordsrate blandt unge

De 18-34-årige, der også er den yngste gruppe i studiet, har over hele perioden fra 1989 til 2016 en selvmordsrate, der er næsten tre gange så høj som for unge heteroseksuelle. Det er den højeste selvmordsrate, som forskerne har registreret i deres studie.

»Det er særligt stressende for unge at finde ud af, at de har en anden præference end deres jævnaldrende, og nogle kan tænke, at der er noget galt med dem. Det giver dem en psykisk sårbarhed, som de heteroseksuelle unge ikke har i samme udstrækning,« forklarer Annette Erlangsen.

For politisk ansvarlig i LGBT+ Ungdom Nicolaj Laue Juhl understreger undersøgelsen, at man særligt bør sætte ind over for unge for at komme den sidste overdødelighed til livs.

»Selv om vi er blevet mere accepterende, så er det som regel stadig i en sen alder, at man opdager, at det er okay at være for eksempel homo- eller biseksuel, og der kan skaden være sket. Det er i perioden, hvor man udvikler sin seksualitet, at man også ofte kan udvikle selvmordstanker, fordi man føler sig forkert,« siger Nicolaj Laue Juhl.

Han peger på, at lærerne i grundskolen ofte glemmer at undervise i et mangfoldigt syn på seksualitet:

»Og det er netop vigtigt, at institutionerne rækker ud og signalerer, at de er åbne for alle, når vi ikke kan styre forældres opdragelse.«

Han støttes op af formand for Danske Skoleelever Thea Enevoldsen, der også efterlyser en mere inkluderende seksualundervisning:

»Alle de elever, vi er i kontakt med, fortæller, at undervisningen i seksualitet og kønsidentiteter slet ikke er god nok og meget svingende fra skole til skole.«

Inspirationskatalog er ikke nok

Børne- og Undervisningsministeriet oplyser, at det tilbage i januar blev aftalt i folkeskoleforligskredsen at drøfte tiltag for at styrke seksualundervisningen. Det skete efter, at en undersøgelse fra Als Research netop konkluderede, at der er store udfordringer med seksualundervisningen i grundskolen.

Undersøgelsen konkluderede også, at køn, krop og seksualitet er underprioriteret i seksualundervisningen.

Hos Sex og Samfund er de dog ikke tilfredse, før de ser konkrete handlinger, siger national chef, Lene Stavngaard, om de kommende drøftelser, der står til at begynde i det nye år.

Af konkrete tiltag over for LGBT-personer på børne- og ungeområdet fremhæver Børne- og Undervisningsministeriet selv, at der lige nu bliver udarbejdet et nyt inspirations- og vejledningsmateriale til skoler og ungdomsuddannelser, der forventes færdigt i slutningen af 2019.

Initiativet er en del af en større LGBT-handlingsplan, som VLAK-regeringen søsatte i 2018, og den nye S-regering arbejder videre med.

Det mener hverken Lene Stavngaard fra Sex og Samfund eller Nicolaj Laue Juhl fra LGBT+ Ungdom er nok.

»Jeg kan godt frygte, at når man sender et inspirationskatalog ud til lærerne, så er de jo ikke tvunget til at skulle efterleve dem, og de har i forvejen rigeligt at se til«, siger Nicolaj Laue Juhl.

Den bekymring deler den nationale chef i Sex og Samfund, og hun tilføjer:

»Det er dejligt med fokus, men et inspirationskatalog virker jo som en isklump i helvede.«

Ligesom Nicolaj Laue Juhl efterlyser Lene Stavngaard obligatorisk uddannelse i køn, seksualitet og normkritik på læreruddannelserne og en systematisk planlægning af seksualundervisningen i grundskolen. Det vil have en markant indvirkning på LGBT-personers trivsel, er Lene Stavngaard overbevist om:

»Det vil betyde, at man som LGBT-elev ikke kun vil høre om, hvordan heteroseksuelle får børn, og du vil ikke længere blive omtalt som noget andet eller mærkeligt. Du vil være inkluderet,« forklarer Lene Stavngaard.

Ligestillingsminister, Mogens Jensen, skriver i en kommentar:

»Det er bekymrende, at der en sammenhæng mellem, hvem man er tiltrukket af og risikoen for selvmord. Det burde ikke hænge sammen. Derfor er det også positivt, at selvmordsraten for homoseksuelle i et ægteskab eller registreret forhold er faldet.«

Han mener, at det er et tegn på, at vi kommet langt med at styrke homoseksuelles rettigheder.

Ministeren anerkender samtidig, at der stadig er et stykke vej endnu: »Derfor vil jeg altid gerne høre forslag og idéer og synes, det er positivt, at LGBT+ Ungdoms bestyrelse har lavet et politisk udspil med en række forslag, « skriver ministeren.

Børne- og Undervisningsministeriet har ikke ønsket at kommentere på kritikken af seksualundervisningen og inspirationskataloget, men henviser til de kommende drøftelser af seksualundervisningen i det nye år.

Miljø- og Fødevareministeriet, som ligestilling hører ind under, oplyser dog, at målsætningen for seksualundervisningen er at styrke kvaliteten, og at flere lærerstuderende skal tage det frivillige seksualundervisningskursus på deres uddannelse.

Har du brug for hjælp?

Der er en række tilbud til folk med selvmordstanker. Livslinien tilbyder anonym telefonrådgivning på 70201201.

Man kan også kontakte et af landets kompetencecentre for selvmordsforebyggelse.

Flere LGBT-personer føler sig ensomme, og flere har haft tegn på angst eller depression inden for de seneste 14 dage. Det viser den hidtil største nationale undersøgelse af danskernes seksualitet, seksualvaner og seksuelle trivsel, Projekt Sexus. Arkivfoto.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er altid tragisk når et menneske begår selvmord, og efterlader venner og familie i stor sorg og vildrede. Ofte kan de efterladte stå tilbage uden svar på hvorfor de gjorde det. Og det er tragisk at nogle mennesker lider så skrækkeligt at de føler sig drevne til denne så sørgelige og desperate handling. Det er også klart at der vil være meget stor interesse i at finde måder at undgå at mennesker skal lide så skrækkeligt.

Både heteroseksuelle og homoseksuelle mennesker kan drives til selvmordet, men ud af det faktum at homoseksuelle har en højere tendens til det kan man antage 2 ting: et er at antage at homoseksuelle lider mere end heteroseksuelle. Et andet er at antage at homoseksuelle er mindre modstandsdygtige overfor lidelse. Man kan også antage at begge årsager kan være medvirkende. Og så er det selvfølgeligt, da det er menneskelige individer man har med at gøre, at det afhænger af det enkelte menneske, men dette ændrer ikke på de generelle tendenser.

Spørgsmålet må være: hvorfor lider homoseksuelle mere end heteroseksuelle? Svaret vil være kompliceret, og må og skal være nuanceret for at være fyldestgørende.

Dette emne er uhyre kontroversielt, især fordi det kædes sammen med seksualundervisning af børn, og globalt set er der så stærke meningsforskelle mellem højre- og venstrefløjen, at det har potentiale til at udvikle sig til et meget stort og meget alvorligt problem.

Vi er tilsyneladende igen ude i en situation hvor del-og-hersk-strategien bruges mod menneskeheden.

Det er tragisk at homoseksuelle mennesker skal tages som gidsler i denne større konflikt.

Emnet kræver sober, følsom, og åben debat.

For at vi kan komme nærmere en forståelse er det tvingende nødvendigt med noget differentiation i emnet. Vi har her at gøre med den menneskelige seksualitet, som er en meget, meget kompliceret ting.

For det første er der forskel på bøsser og lesbiske. De bevæger sig i to forskellige miljøer, som dog på mange punkter er overlappende.

Hvad der er sikkert er at vi her har med menneskerhjerter at gøre, OG MENNESKEHJERTER ER IKKE LEGETØJ!!! Derfor må vi gå forsigtigt til værks.

Emnet er meget, meget sårbart. Det betyder dog ikke at man ikke kan skelne, differentiere. Jeg er ikke ude på at såre nogen, men på at forstå. Opklare.

Det lesbiske miljø kender jeg ikke meget til. Jeg ved dog, at når et lesbisk par samlever længe, og finder en måde at eksistere harmonisk sammen kan det give ophav til nogle meget smukke, meget stærke, meget kloge, og meget inspirerende mennesker. Det kræver vel et stort arbejde, og lang tid, men jeg har set det med mine egne øjne, hørt det med mine egne ører, og mærket det med mit eget hjerte. SKØNNE!

Hvad angår bøsser, så ved jeg at bøsse-miljøet er en meget kompleks størrelse, med både et ydre ansigt og en undergrund, og at det indeholder et vidt spænd af forskellige mentaliteter og opførselsmønstre. I visse dele af miljøet er narkotiske stoffer involveret, og seksuelt overførbare sygdomme er almindelige. Der kan være en tendens til at have et stort antal forskellige, skiftende seksuelle partnere. Værd at bemærke er det sado-masochistiske miljø, som jeg vil kalde hyper-maskulint, og hvis æstetik er krigerisk.

Den ekstremt kreative, kunstneriske, flamboyante side af miljøet er selvfølgelig velkendt. Jeg er ikke selv gammel nok til personligt at kunne udtale mig, men jeg forestiller mig at det er med rette at datidens teaterforestillinger på bøssehuset på Christiania stadig kan høres omtalt som noget ganske særligt...

Igen, der er forskel på folk. Nogle menneker er hårdere end andre. Nogle bøsser er meget følsomme væsner. Mange af dem har et kompliceret forhold til deres egen identitet, og hvem de selv er og gerne vil være, og dette kan igen, da vi har med mennesker at gøre, være skiftende over tid. Dette må antages at give anledning til et væld af forskellige konstellationer i bøsse-miljøet. Giver nogle af disse konstellationer anledning til mere lidelse end andre? Mere skuffelse? Ligger der flere knuste hjerter nogle steder end andre?

Dette er spørgsmål der er essentielte at tænke over hvis vi skal opnå en dybere forståelse af emnet. Og det er vigtige spørgsmål, for det er tragisk at der er større problemer med selvmord for dette segment af befolkningen.